Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Vildfarelsen

skriv en kommentar

Den her kronik fik mig til at give Preben Major Sørensen et forsøg. Jeg har ikke læst noget af ham før, men måske var det udtrykket “antiborgerlig antihumanisme”, der gav mig blod på tanden. Det lød i hvert fald af noget, jeg ville kunne lide, ala idoler som Ernst Jünger, Celine, Fante, Bukowski, Dostojevskij og Easton Ellis. Jeg ved ikke helt, hvad fællesnævneren er, men det er noget med at skyde huller i jeg’et og sætte drive på prosaen, med blod, sved, tårer og vildskab og en masse nedtur og undergang.

“Vildfarelsen” fra 1985 er en af de novelle-samlinger, der ofte bliver nævnt, så den samlede jeg op på det lokale folkebibliotek. Jeg blev ikke skuffet. 25 ekstremt fortættede, mareridtsagtige fortællinger om navnløse, dystopiske byer, oprør der ender i tyranni, ondskabsfulde naboer og hævngerrige familiemedlemmer, skygger og spejlkabinetter. Men hvorfor ikke bare lade manden selv fortælle? Her er starten og slutningen på den sidste novelle, der også hedder “Vildfarelsen”:

Der er, i enhver større by, visse kvarterer med visse gader, hvor trøstesløsheden kaster sig skrigende ud fra femte sal og menneskene ikke kan være i deres stuer for bare spøgelser, hvor stemmer og lyde går gennem vægge og lukkede døre og trappen ikke sjældent ender blindt.

Der findes egne i universet som selv ikke de mest skræmmende billeder er i stand til dækkende at gengive. Den der skriger så højt af smerte at hans eget skrig sprænger hans trommehinder, er i det mindste befriet for at høre på sig selv.

Skrevet af Lars Hvidberg

22. October, 2012 @ 20:02

Kategorier: Bøger,Citater

Bo Lidegaard sat på plads

med 8 kommentarer

Fra Jacob Mchangamas blog:

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, etskudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angrebinklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndighederovervejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regeringbeder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Vi lader den lige stå.

Skrevet af Lars Hvidberg

21. September, 2012 @ 16:46

Kategorier: Politik,Satire

The Ambassador – mellem fakta og fiktion

skriv en kommentar

Columbia Journalism Review anmelder Mads Brüggers “The Ambassador”, og finder både grunde til hyldest og forbehold:

All the same, The Ambassador is a crack investigative work that could not be attained by ordinary measures. The film proves once and for all that ambassadorial credentials can indeed be bought and sold. While staying in character, Brugger, who is now is under legal threat by the Liberian government, managed to get images of children working in diamond mines that would be the envy of any human rights organization.

Jeg var selv både begejstret og skeptisk overfor filmen. Den giver et helt unik indblik i en verden, man ellers aldrig har adgang til, men jeg synes også, at alter egoet “Mr Cortzen” tager for meget opmærksomhed; og jeg er heller ikke sikker på, at jeg køber de ny-kolonialistiske pointer. Det er i hvert fald ikke klart for mig, at Hr. Cortzens hvide hud giver ham en fordel. Havde han ikke haft penge, måtte han pænt gå sin vej igen. Men det element kunne være interessant at få mere nuanceret beskrevet.

Skrevet af Lars Hvidberg

20. September, 2012 @ 19:47

Kategorier: Journalistik,Medier

Jonah Lehrers løgne om Dylan

skriv en kommentar

Jeg havde hørt, at den kendte videnskabsjournalist Jonah Lehrer (Han er en Malcolm Gladwell/Lone Frank type, der kombinerer neurovidenskab med alt muligt andet) blev taget i fusk i flere omgange over sommeren. Først citerede han sig selv i sine blog-indlæg for The New Yorker, og senere blev han afsløret i at have opfundet citater af Bob Dylan til sin bog Imagine (ironisk nok om den “kreative” proces). Jeg havde til gengæld ikke hørt, hvor sletm det faktisk stod til med fuskeriet, og jeg havde slet ikke hørt, at det faktisk var min gode ven Michael C. Moynihan, der stod bag afløringerne. Det viser jo bare, hvor lidt jeg følger med for tiden.

Her er et link til Moynihans oprindelige klumme for Tablet, der startede affæren. Læs selv, det er en vild omgang bedrag, Lehrer har gang i:

Over the next three weeks, Lehrer stonewalled, misled, and, eventually, outright lied to me. Yesterday, Lehrer finally confessed that he has never met or corresponded with Jeff Rosen, Dylan’s manager; he has never seen an unexpurgated version of Dylan’s interview for No Direction Home, something he offered up to stymie my search; that a missing quote he claimed could be found in an episode of Dylan’s “Theme Time Radio Hour” cannot, in fact, be found there; and that a 1995 radio interview, supposedly available in a printed collection of Dylan interviews called The Fiddler Now Upspoke, also didn’t exist. When, three weeks after our first contact, I asked Lehrer to explain his deceptions, he responded, for the first time in our communication, forthrightly: “I couldn’t find the original sources,” he said. “I panicked. And I’m deeply sorry for lying.”

Her fortæller Moynihan om, hvordan det pludselig var at stå midt i en mediestorm. Han kan i øvrigt følges på Twitter.

Skrevet af Lars Hvidberg

14. September, 2012 @ 20:21

Kategorier: Bøger,Kultur

Knausgårds “Mit fædreland” om Breivik, Utøya og Norge

skriv en kommentar

Læser Knausgårds essay “Mit fædreland” (bragt i Weekendavisen sidste år) om Utøya og bomberne i Olso (og om litteratur og virkeligheden og hvad Norge betyder for en nordmand). Fremragende, anbefales.

Men når angrebet ikke kom udefra, ikke kom fra det fremmede, men fra en af vore egne, når det var udført af nordmænd, var flagenes budskab ikke længere enkelt og utvetydigt. Det var ikke Norges 11. september. Det var ikke enten er du med os, eller også er du imod os. Fjenden var ikke den fremmede. Fjenden var os selv.

Men jeg spekulerer alligevel over, om vi (eller nordmændene) alligevel har haft enormt travlt med at skubbe Breivik fra sig? I dag blev han i Norge kun omtalt som “Ondskaben”, igen som noget metafysisk, der ikke har noget med os at gøre. Det er som om, at vi stadig ikke fatter det, og slet ikke, hvad det betyder eller hvad vi skal gøre.

Stoltenbergs modtaler har været smukke, og Thorning har kopieret dem godt, men jeg ved egentlig ikke for alvor, hvordan man forestiller sig at endnu mere demokrati og åbenhed – for slet ikke at tale om mere kærlighed – skulle være et modtræk imod den næste Breivik?

Opdatering: Jeg savner noget i stil med dette, som Knausgård skriver om Breivik:

Det dokument, der blev lagt ud på nettet, halvanden time før bomben sprang i Oslo, er skrevet på vores sprog. På mit og dit sprog.

Han skriver, at ideologier forhindrer os i at tænke selv. Det er jeg enig i, det har jeg selv sagt og skrevet mange gange. Han fordømmer det politisk korrekte. Det har jeg også gjort. Han kritiserer en filosof som Adorno, det har jeg også gjort. Han skriver, at han lejer biler hos Avis, han skriver, at han ser melodigrandprix, at han ser Dexter, og at han spiller computerspil. Han går til fest med sine etablerede venner, han taler med naboen, og han bekymrer sig hele tiden om de eksperimenter, han har i gang bag vinduerne, som han har blændet. Hans meninger er ekstreme, hans verdensbillede paranoidt, men den verden, han lever i og beskriver, er vores verden.

Afgrunden findes ikke mellem det, han mente, og det, vi mener, afgrunden findes mellem det, han mente, og det, han gjorde. Med det tog han skridtet væk fra selve det menneskelige. I det øjeblik han tager skridtet tilbage, det vil sige erkender, hvad han har gjort, vil han dø. Det kan intet menneske leve med. Derfor lever han videre uden for det menneskelige, det vil sige i den verden, hvor de andre ikke findes.

Opdatering 2: Video: Knausgård læser en lignende tekst (som en del af mindekoncerten i Oslo):

Skrevet af Lars Hvidberg

22. July, 2012 @ 23:41

Kategorier: Politik og etik

Tagged med , ,

Tigerens kone – litteratur der bider sig fast

med 2 kommentarer

The Tiger's Wife

Jeg har længe villet starte min blog op igen, sådan i det små og uforpligtende. Efter jeg har fået fast arbejde (i Kulturministeriet) rækker tiden ikke til ret meget skriveri ved siden af, men jeg synes alligevel at jeg gerne vil have en fastere platform end mere eller mindre tilfældige posteringer på de sociale medier. Så hvorfor ikke skrive noget om alle de bøger, jeg trods alt får tid til at læse, og noget om al den musik, jeg får lyttet til – ikke mindst takket være de fantastiske nye streaming tjenester, Spotify og Wimp (jeg bruger Wimp, men ikke af religiøse grunde).

Så lad mig starte med The Tiger’s Wife, den amerikanske forfatter Téa Obrehts debutroman. Den fik en fantastisk modtagelse i USA, men reaktionerne har været mere afdæmpede her i Danmark (hvor Jennifer Egans A Visit From The Goon Squad har fået mere omtale; de udkom nogenlunde samtidig i USA). Romanen kom i oversættelse på dansk i foråret, og måske er det netop det sproglige, der forhindrer, at Obreht har fået samme overstrømmende modtagelse herhjemme: Det er nemlig først og fremmest hendes prosa, hendes afsnit-konstruktioner og hendes fortælleteknik, der virkelig slår én. Faktisk har jeg været i gang med bogen i et år nu, og er stadig ikke færdig med den, men det er kun godt, for så kan jeg hver gang jeg åbner bogen (og det sker med store mellemrum, for jeg er altid i gang med 10 bøger på samme tid) blive slået lige hårdt af, hvor godt Obreht skriver.

Det betyder ikke, at historien er dårlig eller ligegyldig. Obrehts fortælling om et gådefuldt pseudo-jugoslavien i opløsning (hun er selv født i Beograd og var en ung pige, da landet brød sammen), hvor hendes bedstefars historie hvirvles sammen med nationens undergang og en masse sidehistorier om en mystisk, undsluppen tiger, en gal bjørnejæger, en mand der ikke kan dø og meget, meget mere, er bestemt både spændende og rørende, men alligevel er det de enkelte sætninger og afsnit, der virkelig fanger. Hvad fx med det her afsnit, der (så vidt jeg kan se på nettet) allerede er en ny-klassiker. Hovedpersonen vil gerne være læge ligesom sin bedstefar, og det får den gamle gubbe til at advare:

 

When men die, they die in fear’, he said. ‘They take everything they need from you, and as a doctor it is your job to give it, to comfort them, to hold their hand. But children die how they have been living – in hope. They don’t know what’s happening, so they expect nothing, they don’t ask you to hold their hand – but you end up needing them to hold yours. With children, you’re on your own. Do you understand?

Jeg læste det afsnit igen i morges, og det slog mig igen, hvor kontant det er afleveret, og hvordan afsnittet åbner en hel verden, eller måske snarere en afgrund under én. Måske er det bare, fordi jeg nu selv har fået barn, jeg ved det ikke, men jeg har tænkt på formuleringerne igen og igen, siden jeg læste afsnittet engang sidste sommer. Her til morgen læste jeg så også Obrehts beretning fra bombningen af Beograd (der ikke nævnes ved navn) og især hvad der sker med alle dyrene i Zoo, og hvordan byens indbyggere reagerer på begivenhederne . De sekvenser kommer også til at blive hængende i lang tid fremover. (Et bombet Beograd zoo støder man for øvrigt også på i filmen Underground, og et bombet Bagdad zoo i tegneserien Pride of Baghdad)

Hvis The Tiger’s Wife ikke er nok, kan jeg for øvrigt meget varmt anbefale Obrehts novelle “The Laugh” fra The Best American Short Stories 2010. Den er også helt vild. Og der er også noget med dyr, og mennesker, og alt det midt imellem.

Skrevet af Lars Hvidberg

22. July, 2012 @ 22:12

Kategorier: Bøger

Tagged med ,

Sidste Indspark klumme: Penge gør dig lykkelig

skriv en kommentar

En uge forsinket: Et link til min sidste Indspark-klumme for Berlingske. Af flere forskellige grunde har jeg valgt at stoppe med at skrive regelmæssige klummer, i det mindste i denne omgang. Et udklip fra Penge gør dig lykkelig:

Vi er lykkelige, når vi har en 42” fladskærm, og naboen kun har en 36”, men hvis vi bare havde transistorradioer, ville vi være lige lykkelige. Det er naturligvis økonomisk drømmesnak for socialdemokratiske ligemagere, og heldigvis er Easterlin-paradokset blevet udfordret flere gange, senest af den amerikanske økonom Justin Wolfers, der har akkumuleret de seneste årtiers dusinvis af Gallupmålinger verden over, og resultatet er ganske klart: Flere penge gør dig mere lykkelig, og det betyder ikke ret meget for din lykke, om din nabo har mere eller mindre.

Min afløser på posten er i øvrigt Henrik Dahl, der lægger ud med et glimrende Indspark om flid og lektier: Kære forældre på Søhusskolen.

Skrevet af Lars Hvidberg

31. May, 2011 @ 04:31

Kategorier: Artikler,Politik,Økonomi

Tagged med ,

Indspark: Privatisér kongehuset

skriv en kommentar

Ny Indspark-klumme i dag: Privatisér kongehuset. Nok mest en provokation, men som de siger i USA: Think about it…

Republikaneren i mig ville gerne afskaffe vanviddet, hvis ikke det var fordi at udsigten til at få en Sarkozy eller en Obama (eller – gys – Herman van Rompuy!) er endnu værre. Og så er der jo mange mennesker, der har stor glæde af at følge kongehuset i de kulørte blade, og fred med det. Jeg gider bare ikke betale. Penge er der nok af. Opmærksomheden er enorm, og ligesom med fodbold og boksning er det intet problem at skaffe sponsorer. Kongehuset er underholdning, så lad det gå hele vejen. Carlsberg præsenterer: Kongehuset! Pengene vil vælte ind.

Skrevet af Lars Hvidberg

3. May, 2011 @ 15:55

Kategorier: Artikler,Politik

Tagged med

Indspark: Pengene er brugt

skriv en kommentar

Søndagens Indspark-klumme Pengene er brugt affødte en del debat på Berlingskes hjemmeside. Der er selvfølgelig en del perfide kommentarer om, at man er et ondt og usolidarisk menneske, når man påpeger det åbenlyse: nemlig at man ikke kan betale pensioner med en “moralsk”, magisk opsparing. Udpluk fra klummen:

Alle de penge, folk bilder sig ind, de har »indbetalt« til fremtiden, er allerede brugt. De er brugt på hospitaler og skoler og andre gode ting, og så på en masse idiotisk spild som kunstbænke der koster en million og defekte datasystemer til registrering af arbejdsløse. Der er ingen penge tilbage, der er bare et stort hul i statskassen og en masse gæld, som vi alle sammen hænger på.

Mere diskussion på 180grader.

Skrevet af Lars Hvidberg

18. April, 2011 @ 19:55

Kategorier: Artikler,Politik

Tagged med , ,

Indspark: Fanget i Libyen

skriv en kommentar

Min nyeste Indspark-klumme om de fire New York Times journalister, der blev holdt fanget i seks dage af Gadaffis hær:

Bøllernes Libyen oplevede de med bind for øjnene, mens de svinebundne blev kastet frem og tilbage mellem forskellige enheder af Gaddafis pjaltehær. Tæv fik de fire, med næver og geværkolber, og den kvindelige fotograf, Lynsey Addario, blev overgramset, når hun ikke fik knytnæver i ansigtet. En libysk soldat truede med at skære hovedet af krigsfotografen Tyler Hicks. Kvartettens sidste medlem, Anthony Shadid, afslørede ikke, at han kunne arabisk. Det ville stille ham dårligt.

Journalisternes egen beretning.
Livestream fra arrangementet.
Twitter: #cjnyt

Skrevet af Lars Hvidberg

3. April, 2011 @ 00:17

Kategorier: Artikler

Tagged med ,