Det indre og det ydre

“Hvad har flyskam, Svinkløv Badehotel og Det Nye Testamente til fælles?” Det er temaet i min artikel i Kirken I Københavns debatmagasin fra december 2019. Da magasinet i sig selv ikke er i almindelig handel (da det primært udsendes til præster m.m. i Københavns Stift), har jeg fået lov til at optrykke artiklen i dens fulde længde:

 

“For syns skyld” – om det indre og det ydre.

Eller: hvad har Det Nye Testamente, flyskam og Svinkløv Badehotel til fælles?

 

Evelyn: “Patrick is not a cynic! He is the boy next door. Aren’t you honey?”

Patrick (whispers to himself): “No, I am not. I am a fucking evil psychopath.”

(Bret Easton Ellis: “American Psycho”, 1991)

 

Den britiske forfatter, Neil Gaiman, fortæller, at han engang blev inviteret til et stort arrangement med kunstnere, videnskabsfolk og andre kloge mennesker. Her gik han forvirret rundt og følte, at han overhovedet ikke hørte til. Selvom han havde solgt millioner af bøger, syntes han ikke, at han for alvor havde udrettet noget – sammenlignet med alle de andre.

Mens Neil Gaiman sneg sig langs panelerne, mødte han en ældre herre, der viste sig også at hedde Neil. Deres fælles fornavn førte til en samtale, hvor den ældre Neil sagde, at han heller ikke følte, at han hørte til i forsamlingen, der jo bestod af virkelig betydningsfulde mennesker. “Det eneste jeg gjorde, var jo bare at tage derhen, hvor jeg blev sendt”, sagde han.

“Men…” sagde den yngre Neil, “Et eller andet har du jo udrettet. Du var jo trods alt den første mand på Månen.”

Den ældre Neils efternavn var Armstrong. Og forfatter-Neil konkluderede, at når selv månelandings-Neil kunne føle, at han ikke for alvor havde udrettet noget, så var der måske håb for alle os andre.

For de fleste af os rammes fra tid til anden af en følelse af, at vi ligesom kejseren i eventyret ikke har noget på, og derfor lige om lidt vil blive afsløret. En dag ligger der en fyreseddel med ordene: “Vi tog fejl, du er jo ikke noget værd.”

“Bedragersyndromet”, som man kalder det på dansk, er et klart symptom på den moderne verden, hvor vores roller hele tiden er til forhandling. Hvor vi hele tiden kæmper med at finde en balance mellem det indre og det ydre.

 

Fra faste roller til frie rammer

Min farmor var husmor i en lille jysk by. Jeg husker fra besøg hos hende, at det , var  ekstremt vigtigt, at gardinerne  var trukket fra allersenest klokken ni om morgenen. Ellers kunne folk jo tro, at hun lå og snuede som en anden døgenigt!

For et københavnerfødt medlem af generation X var det selvfølgelig mærkeligt, at det var vigtigt, hvornår gardinerne kom fra. Men i den lille jyske by holdt alle øje med alle og vogtede over adfærden. Det kunne føles klaustrofobisk, men da min farmor døde i 2001 kom der så mange til begravelsen, at det virkede som om, hele byen sagde farvel.

Man havde en rolle. Man skulle spille den. Men man var også en del af et fællesskab, der anerkendte, at man spillede med.

Nu er alt anderledes. Vi skal hele tiden forhandle anerkendelse og roller i stadig mere flydende rammer.

Vi har alle muligheder, men skal også hele tiden skabe os selv. Vi skal hver dag forny vores mandat i verden: Levere på arbejdet, være til stede i familien, sørge for en konsistens imellem den, man var i går, og den man er i dag. Det pålægger den enkelte et enormt ansvar for at skabe sammenhæng mellem det indre og det ydre. Derfor har vi stressepidemier blandt succesfulde 12-tals-piger, der må skære i sig selv for at mærke, at de lever. Vi har terrorister, der er så usikre på deres egen evne til at spille en rolle i verden, at de lægger livevideoer på Facebook, når de slår ihjel, så alle kan gyse eller klappe.

Det er blevet vores eget ansvar at kuratere vores livs instagramprofil. Hvis billedet er uskarpt eller kedeligt er det vores eget problem. Så må vi jo se at få taget nogle bedre billeder.

 

Fra skam til skyld

Men måske er problemet i virkeligheden ældgammelt i den vestlige verden. Og har at gøre med den vestlige verdens kernekultur. Det Gamle Testamente, der regulerede livet for oldtidens jødiske samfund, var i det store og hele en ydrestyret liste over forbud: Du må ikke slå ihjel. Du må ikke stjæle. De var ganske nemme at overholde, for man skulle bare lade være!

Sværere blev det med Det Nye Testamente og Jesus. Her blev de mange objektive krav overtrumfet af ét enkelt krav: du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Det ydre og objektive blev erstattet af det indre og subjektive.

Hvem ved, hvornår man elsker Gud nok? Og hvad vil det i grunden sige at elske sin næste som sig selv? Kanman overhovedet det? Og hvad nu, hvis jeg slet ikke elsker mig selv – skal jeg så hade min næste?

Det var et etisk setup som programmeret til at skabe sjælekval og skyld. Man bevægede sig fra en “skam”-kultur med fokus på den ydre adfærd til en “skyld”-kultur med fokus på selvregulering.

I moderne, protestantisk kristendom taler vi ofte om, at Jesus’ bud er formuleret på den drastiske måde, for at vise, at ingen i praksis kan leve op til dem, og at alle derfor er syndere. For hvem kan virkelig elske sin næste som sig selv, for slet ikke at tale om at elske sin fjende? Her er vejen banet til en form for tilgivende kristendom, der accepterer menneskelige fejl, men hvor man også er “altid allerede elsket” og frelst.

Men sådan er Det Nye Testamentes bud selvfølgelig ikke altid blevet fortolket – tværtimod. Selvom de var subjektivt formulerede, er de blevet objektivt opfattede, for hvad skulle man i grunden bedømme mennesker på, hvis ikke det ydre?

Det er her, kapitalismen kommer ind i billedet. Den moderne protestantismes indrestyrede fokus giver sig nemlig udtryk i pligtetik, vilje til hårdt arbejde, til nøjsomhed – det vil sige dyder, der ofte fører til økonomisk succes i en kapitalistisk økonomi.

Og således kunne der, i følge sociologen Max Weber i “Den porestantiske etik og kapitalismens ånd fra 1905, blandt de mest indrestyrede calvinister i Holland og England udvikle sig en “kapitalismens ånd” hvor økonomisk, verdslig succes blev til et udtryk for Herrens velsignelse og frelse.

Det indrestyrede kræver altså alligevel noget ydre at hage sig fast på. For det er svært at skabe en samfundsetik, hvis det hele alene handler om subjektiv tro. Selv den stærkeste skyld-kultur får dermed et element af skam-kulturen i sig.

 

Batemans visitkort

Nu vi taler moderne kapitalisme er det svært at komme uden om romanen “American Psycho” fra 1991 af amerikaneren Bret Easton Ellis.

Jeg-fortælleren Patrick Bateman er børsmægler – og massemorder. Han færdes i et miljø af andre unge Wall Street-hajer, som han hele tiden forveksler med hinanden, fordi de alle i deres individualistiske livsstil ligner hinanden helt uroligt meget. Er det Timothy Price, Luis Carruthers, David Van Patten, Victor Powell, Paul Owen? Who knows – does it matter?

De lever i en kulturel økonomi med tilbagestrøget hår, sorte seler på den hvide skjorte, de rigtige hornbrillestel, det rigtige jakkesæt , og ikke mindst det rigtige visitkort. Det kan drive Bateman til panikangst – og mord – at en konkurrent i den sociale gruppe har fået et nyt kort med relieftryk i æggeskalshvid.

Bateman har ingen rigtige venner, og hans forhold til kæresten Evelyn er drevet af lige dele desperation og overfladiskhed. Derfor myrder han i  en række kvalmefremkaldende herskerscenarier. Alt sammen beskrevet nøgternt, koldt, ligegyldigt.  Bag den udpenslede vold gemmer der sig imidlertid en tyk ironi, for selvom Bateman er fuld af vrede og had, så er der ingen, der lægger mærke til det eller tror på det. De forskellige veninder omtaler ham altid som sød og rar – “the boy next door”. Selv i overfladiskhedens tidsalder med dens tydelige og klare tegn er andre alligevel ikke i stand til at se, hvem han virkelig er.

Satiren bliver kun endnu tykkere i de parodisk deltajerede gennemgange over flere sider af for eksempel Patrick Batemans morgenmadsritualer med dyre japanske pærer, soyamælk og decaf urtete, der bevarer huden sund og ung. Det minder i nærmest profestisk grad om anbefalingerne fra en gennemsnitlig nutidig influcener. Det er den samme ekstreme fetichisering af produktet, det samme ritualiserede forhold til indtagelsen af kulhydrat, fedt og protein. Og i voksende grad også behæftet med økologi og klimavenlighed.

 

Ansvaret for hele verdens frelse

Men den moderne klimabevægelse tager imidlertid skridtet videre og signalerer nu ikke kun, at man kan skabe sig selv gennem sit forbrug, men at man kan skabe – og har ansvar for – en hel verden. Som en besværgelse hævder man, at alene brugen af CO2-neutrale optændingsbriketter bringer verden en smule nærmere frelsen, da brændet i brændeovnen åbenbart på magisk vis ikke vil udlede CO2.

Til hele denne symboløkonomi knytter sig begreber som “klimasynder” og “flyskam”. Det ellers ret jordbundne problem med at reducere udledningen af drivhusgasser, får en både etisk og religiøs dimension.

Mennesker bekender nu, at de har sådan en “lyst” til at flyve et spændende sted hen, selvom de godt ved, at de “ikke må”. Reelle tiltag blander sig med personlig branding og dydighedsflasheri med hashtags som #klimatosse, brocher med verdensmål, skolestrejker for klimaet og et grønt profilbillede på Facebook. Ydre markører, der skal pege på et velorienteret og velordnet indre, og som skal skabe en etisk rangordning mellem de gode og de onde, klimatosserne og klimasynderne. Det er som taget ud af calvinismens drejebog.

Der er kun et par årtier mellem CO2-neutrale optændingsbriketter og Batemans hornbriller og visitkort. Ellers er alt ved det gamle. Vi er stadig forvirrede sjæle, der kun kan kommunikere med verden gennem materielle symboler.

 

Svinkløv og Churchill

Måske skal vi alle sammen til at tænke lidt nærmere over Svinkløv Badehotel? Den legendariske ramme for danskernes badeferier nedbrændte i 2016, men genåbnede i år. Dermed genåbnede også kulissen for en forestilling om, hvordan livet var i det gamle Danmark. Svinkløv var ikke bare et badehotel, men “Badehotellet” fra TV2s nostalgiske serie om, hvordan vi var, dengang vi var ligesom vi var i Matador. Altså en tid med klare roller og værdier, baseret på et stærkt fællesskab.

Derfor var det også interessant, at det efter branden var udenfor diskussion, at Svinkløv skulle genopbygges, præcist som det var. Ellers ville vi miste noget meget vigtigt.

Det var som et ekko af de berømte ord fra Winston Churchill: “Først skaber vi vores bygninger, bagefter skaber de os.”

I maj 1943 blev det britiske Underhus ramt af tyske bomber, og det oplagte synspunkt var, at man skulle bygge en ny og mere rummelig parlamentssal, med en pult til hvert medlem i en hesteskoopstilling ligesom det danske Folketing. Det ville være mere demokratisk og ligeværdigt i stedet for det snævre, tætpakkede rum med hårde, smalle bænke på hver sin side, som skabt til konfrontation mellem to modsatrettede synspunkter og socialklasser.

Men under debatten i efteråret 1943 argumenterede  Churchill  for, at Underhuset skulle genskabes præcist,som det var. Fordi ”vi skaber bygningerne, men bagefter skaber de os”. Churchills pointe var, at  en mere moderne sal med plads til alle i praksis ville være tom det meste af tiden.  Han foretrak en sal med for lidtplads, der ville være fyldt til bristepunktet, når debatterne spidsede til, og med skarpt opdelte afdelinger hvor man helt konkret skulle gå over på den anden side af salen for at skifte holdning.

Pointen var, at netop dét underhus med dén udformning havde bygget det Storbritannien, som nu var i krig på vegne af den frie verden. Hvis vi skal kunne udrette de ting, som vi har gjort før, så skal vi holde fast i de værdier, der har gjort os til dem, vi er. Churchill forstod, at ikke bare klæder, men bygninger skaber folk. Og han vandt diskussionen.

Man kan også sige det på en anden måde: Vi kan ikke leve uden rammer. Vi kan ikke leve uden noget ydre, der svarer til det indre.

Derfor er det også klart, at debatten om Svinkløv ikke var ren nostalgi. Den var også et udtryk for indstillingen hos et folk, der ikke kun længes mod fortiden, men som også aner, at hvis det skal kunne gå fremtiden i møde, så skal de bevare det bedste af fortiden – deres gode humør, deres gensidige tillid, deres hang til øl og pølser. Det vil sige: deres ferier.

 

Vé den, der faldt udenfor.

Men vi skal passe på med glansbillederne. Vi skal ikke male et billede af, at i gamle dage var vi ordentlige mennesker med værdierne i orden.

Vi er blevet mere indstillede på, at hver enkelt skal finde sin egen vej i livet. Men er det så slemt? Vi er jo forskellige. Heller ikke tidligere passede folk til kasserne. De tilpassede sig bare.

De gamle dage havde også deres andel af skinhellige og hyklere. Og den trygge favn og de stærke familiebånd var ved nærmere eftersyn også snærende og snævre.

Tænk på kontrollen med kvinderne og børnene.  Det var et samfund, hvor alle kendte deres plads, fordi de var blevet tæsket til rette – verbalt eller fysisk. Et samfund, hvor det var en almindelig forventning, at far delte lussinger ud og at mester tævede lærlingene. Hvordan skulle de ellers lære at leve op til samfundets normer?

De fleste lærlinge kommer ikke i dag på arbejde af frygt for tæsk, men fordi de har en bedre fremtid i udsigt. Nogle af dem måske endda af pligt. Ikke overfor mester eller lovens lange arm, men en pligt overfor sig selv. Til at udrette noget konstruktivt i livet og gøre en forskel for andre. På samme måde er det ikke længere en pligt at gå i kirke. Det er et personligt tilvalg, og paradoksalt nok betyder det, at der – modsat hvad mange tror – de senere år er flere og flere, som bruger kirken.

Selvom vi forelsker os symbolsk i et badehotel hist og her, er det svært at tro, at vi for alvor vil skrue tiden tilbage. Men måske skal vi overveje, om der er en anden vej frem end hæmningsløs selviscenesættelse?

Måske mangler vi redskaber til at håndtere balancen. Vi har de ydre redskaber: alle har potentielt deres eget nyhedsfeed, hvor de berette hvem de er og hvad de har opnået. Men vi mangler de indre redskaber til at vurdere, om det er noget værd. Om vi egentlig er dem, vi gerne vil være. Om vi er gode nok.

Er vi klar til at gøre vores pligt uden at skulle få en stjerne på karakterarket? Som  kaptajn Sullenberger, der kan lande flyet på Hudsonfloden og få alle passagererne ud, men ellers bare helst vil hjem og ikke roses for noget særligt?

Måske handler det bare om, at ingen er perfekte. At alle kan føle sig som bedragere. Men at man kan være god nok alligevel. Eller i et kristent perspektiv, at man altid allerede er elsket – uanset ens synder.

Lektør-udtalelse til “Mod til at tvivle”

Der er nu kommet en lektør-udtalelse til min og Ahmed Akkaris bog “Mod til at tvivle”. Lektør-udtalelser er primært til brug for de bibliotekarer, der har ansvaret for indkøb til landets biblioteker. Det er vist ikke en helt så vigtig art anmeldelse, som det engang har været, men den gør stadig et indtryk rundt omkring på bibliotekerne. Det er derfor rigtig rart, at “Mod til at tvivle” har fået følgende skudsmål:

En anbefalelsesværdig selvbiografi, der giver god indsigt og forståelse i et komplekst emne som radikalisering. Bogen er desuden en velfortalt og oplysende bog om Islam, man får en masse viden indenbords, både historisk og teologisk.

Særligt glad er jeg for, at lektøren – Peter Holm Rasmussen – helt har forstået bogens dynamik og hvordan historien er fortalt fra ankomsten til Grønland og til hvordan Ahmeds nye erkendelser får betydning i Libanon. My work here is done, som man siger. Men læs selv det hele, fx på Frederiksberg Biblioteks hjemmeside.

Mod til at tvivle

Fredag den 11. maj 2018 udkom bogen “Mod til at tvivle” på Gyldendal. Det er Ahmed Akkaris beretning om sin dannelsesrejse efter Muhammedkrisen, og den er “fortalt til” mig. Det vil sige, at jeg har været journalist og pennefører, men det er Ahmeds historie, fortalt med hans ord – i jeg-form. Dem der kender mig ved, at jeg længe har arbejdet med forskellige bogprojekter, og det er rigtig dejligt endelig at udgive en bog – tilmed en så vellykket en af slagens, når jeg selv skal sige det. I den forbindelse har jeg genoplivet bloggen. I første omgang for at følge op på interviews og anmeldelser, men senere også med egne refleksioner om bogen.

Interviews:

Weekendavisen 4. maj, med Søren Villemoes. Egentlig et lidt mislykket interview, der dog bragte en del personlighed frem i Ahmed.
Information 5. maj, med Niels Ivar Larsen. Meget loyalt interview, der virkelig gav et godt indtryk af bogen.
Kristeligt Dagblad, 5. maj med Daniel Øhrstrøm. Også et godt interview med (naturligvis) lidt mere vægt på det spirituelle og religiøse i historien.
Berlingske, 5. maj med Mikkel Andersson. Fortalte ikke så meget om bogen, men fokuserede på islam og ortodoksi.

Anmeldelser:

Weekendavisen, 9. maj. Frederik Stjernfelt roser bogen og kalder den “mærkeligt rørende” og betoner især betydningen af biblioteket og dannelsesinstitutionerne.
Berlingske, 11. maj. Per Stig Møller giver 5 stjerner (ikke online). Roser dannelseshistorien.
Jyllands-Posten, 11. maj. Mikael Jalving giver 5 stjerner. Kommer også godt ind på bogens form.
Kristeligt Dagblad, 15. maj. Sørine Gotfredsen giver 5. stjerner. Egentlig lidt forbeholden anmeldelse, men kalder bogen både interessant og vigtig.
Politiken, 18. maj. Marcus Rubin giver 4 ud af 6 hjerter.
Bogsnak, 20. maj: Meget positiv dobbeltanmeldelse af Jan M. Johansen og Lisbet Vestergaard.
Den Korte Avis, 30. maj. Torsten Dam-Jensen kalder bogen “fremragende” og “en af årets væsentligste udgivelser.”
Litteratursiden, 15. juni. Dinna A. Madsen giver en meget positiv anmeldelse og kalder bogen “en fantastisk læseoplevelse, som nok vil stå som den stærkeste for mig i 2018.”

Anden omtale:

Michel Steen-Hansen skriver om Når biblioteket omvender en fundamentalist, og henviser til Stjernfelts anmeldelse, hvor FS skrev “Der kan næppe skrives nogen mere rørende apologi for de danske folkebiblioteker end Ahmed Akkaris nye bog, Mod til at tvivle”.

Den Grå Bibliotekar har på Facebook forberedt et indlæg på Bogsnak.dk

Akkari som kilde i Kristeligt Dagblad: Har Salman Rushdie ret i, at islamismen mister indflydelse? – Kort: Svaret fra AA er “forbeholdent nej”.

Sørine Gotfredsen kommer også ind på Akkari i en kommentar i Berlingske om statsborgerskab.

Bent Winther bruger i Berlingske Akkaris historie som modbillede til tendensen til at bruge hårdere fængselsstraffe.

Per Stig Møller bruger et citat fra bogen om Grønland i sin kommentar om rigsfællesskabet.

17. Maj medvirkede Ahmed Akkari i Christoffer Emil Bruuns program “Tidsånd” på P1. Undertitlen var “Jeg tvivler, altså er jeg”. Udsendelsen kom bl.a. ind på Camus’ rolle og om hvorvidt man kan finde mening i det meningsløse og absurde.

Har du flere links? Send dem frisk i en kommentar!

Vildfarelsen

Den her kronik fik mig til at give Preben Major Sørensen et forsøg. Jeg har ikke læst noget af ham før, men måske var det udtrykket “antiborgerlig antihumanisme”, der gav mig blod på tanden. Det lød i hvert fald af noget, jeg ville kunne lide, ala idoler som Ernst Jünger, Celine, Fante, Bukowski, Dostojevskij og Easton Ellis. Jeg ved ikke helt, hvad fællesnævneren er, men det er noget med at skyde huller i jeg’et og sætte drive på prosaen, med blod, sved, tårer og vildskab og en masse nedtur og undergang.

“Vildfarelsen” fra 1985 er en af de novelle-samlinger, der ofte bliver nævnt, så den samlede jeg op på det lokale folkebibliotek. Jeg blev ikke skuffet. 25 ekstremt fortættede, mareridtsagtige fortællinger om navnløse, dystopiske byer, oprør der ender i tyranni, ondskabsfulde naboer og hævngerrige familiemedlemmer, skygger og spejlkabinetter. Men hvorfor ikke bare lade manden selv fortælle? Her er starten og slutningen på den sidste novelle, der også hedder “Vildfarelsen”:

Der er, i enhver større by, visse kvarterer med visse gader, hvor trøstesløsheden kaster sig skrigende ud fra femte sal og menneskene ikke kan være i deres stuer for bare spøgelser, hvor stemmer og lyde går gennem vægge og lukkede døre og trappen ikke sjældent ender blindt.

Der findes egne i universet som selv ikke de mest skræmmende billeder er i stand til dækkende at gengive. Den der skriger så højt af smerte at hans eget skrig sprænger hans trommehinder, er i det mindste befriet for at høre på sig selv.

Bo Lidegaard sat på plads

Fra Jacob Mchangamas blog:

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, etskudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angrebinklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndighederovervejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regeringbeder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Vi lader den lige stå.

The Ambassador – mellem fakta og fiktion

Columbia Journalism Review anmelder Mads Brüggers “The Ambassador”, og finder både grunde til hyldest og forbehold:

All the same, The Ambassador is a crack investigative work that could not be attained by ordinary measures. The film proves once and for all that ambassadorial credentials can indeed be bought and sold. While staying in character, Brugger, who is now is under legal threat by the Liberian government, managed to get images of children working in diamond mines that would be the envy of any human rights organization.

Jeg var selv både begejstret og skeptisk overfor filmen. Den giver et helt unik indblik i en verden, man ellers aldrig har adgang til, men jeg synes også, at alter egoet “Mr Cortzen” tager for meget opmærksomhed; og jeg er heller ikke sikker på, at jeg køber de ny-kolonialistiske pointer. Det er i hvert fald ikke klart for mig, at Hr. Cortzens hvide hud giver ham en fordel. Havde han ikke haft penge, måtte han pænt gå sin vej igen. Men det element kunne være interessant at få mere nuanceret beskrevet.

Jonah Lehrers løgne om Dylan

Jeg havde hørt, at den kendte videnskabsjournalist Jonah Lehrer (Han er en Malcolm Gladwell/Lone Frank type, der kombinerer neurovidenskab med alt muligt andet) blev taget i fusk i flere omgange over sommeren. Først citerede han sig selv i sine blog-indlæg for The New Yorker, og senere blev han afsløret i at have opfundet citater af Bob Dylan til sin bog Imagine (ironisk nok om den “kreative” proces). Jeg havde til gengæld ikke hørt, hvor sletm det faktisk stod til med fuskeriet, og jeg havde slet ikke hørt, at det faktisk var min gode ven Michael C. Moynihan, der stod bag afløringerne. Det viser jo bare, hvor lidt jeg følger med for tiden.

Her er et link til Moynihans oprindelige klumme for Tablet, der startede affæren. Læs selv, det er en vild omgang bedrag, Lehrer har gang i:

Over the next three weeks, Lehrer stonewalled, misled, and, eventually, outright lied to me. Yesterday, Lehrer finally confessed that he has never met or corresponded with Jeff Rosen, Dylan’s manager; he has never seen an unexpurgated version of Dylan’s interview for No Direction Home, something he offered up to stymie my search; that a missing quote he claimed could be found in an episode of Dylan’s “Theme Time Radio Hour” cannot, in fact, be found there; and that a 1995 radio interview, supposedly available in a printed collection of Dylan interviews called The Fiddler Now Upspoke, also didn’t exist. When, three weeks after our first contact, I asked Lehrer to explain his deceptions, he responded, for the first time in our communication, forthrightly: “I couldn’t find the original sources,” he said. “I panicked. And I’m deeply sorry for lying.”

Her fortæller Moynihan om, hvordan det pludselig var at stå midt i en mediestorm. Han kan i øvrigt følges på Twitter.

Knausgårds “Mit fædreland” om Breivik, Utøya og Norge

Læser Knausgårds essay “Mit fædreland” (bragt i Weekendavisen sidste år) om Utøya og bomberne i Olso (og om litteratur og virkeligheden og hvad Norge betyder for en nordmand). Fremragende, anbefales.

Men når angrebet ikke kom udefra, ikke kom fra det fremmede, men fra en af vore egne, når det var udført af nordmænd, var flagenes budskab ikke længere enkelt og utvetydigt. Det var ikke Norges 11. september. Det var ikke enten er du med os, eller også er du imod os. Fjenden var ikke den fremmede. Fjenden var os selv.

Men jeg spekulerer alligevel over, om vi (eller nordmændene) alligevel har haft enormt travlt med at skubbe Breivik fra sig? I dag blev han i Norge kun omtalt som “Ondskaben”, igen som noget metafysisk, der ikke har noget med os at gøre. Det er som om, at vi stadig ikke fatter det, og slet ikke, hvad det betyder eller hvad vi skal gøre.

Stoltenbergs modtaler har været smukke, og Thorning har kopieret dem godt, men jeg ved egentlig ikke for alvor, hvordan man forestiller sig at endnu mere demokrati og åbenhed – for slet ikke at tale om mere kærlighed – skulle være et modtræk imod den næste Breivik?

Opdatering: Jeg savner noget i stil med dette, som Knausgård skriver om Breivik:

Det dokument, der blev lagt ud på nettet, halvanden time før bomben sprang i Oslo, er skrevet på vores sprog. På mit og dit sprog.

Han skriver, at ideologier forhindrer os i at tænke selv. Det er jeg enig i, det har jeg selv sagt og skrevet mange gange. Han fordømmer det politisk korrekte. Det har jeg også gjort. Han kritiserer en filosof som Adorno, det har jeg også gjort. Han skriver, at han lejer biler hos Avis, han skriver, at han ser melodigrandprix, at han ser Dexter, og at han spiller computerspil. Han går til fest med sine etablerede venner, han taler med naboen, og han bekymrer sig hele tiden om de eksperimenter, han har i gang bag vinduerne, som han har blændet. Hans meninger er ekstreme, hans verdensbillede paranoidt, men den verden, han lever i og beskriver, er vores verden.

Afgrunden findes ikke mellem det, han mente, og det, vi mener, afgrunden findes mellem det, han mente, og det, han gjorde. Med det tog han skridtet væk fra selve det menneskelige. I det øjeblik han tager skridtet tilbage, det vil sige erkender, hvad han har gjort, vil han dø. Det kan intet menneske leve med. Derfor lever han videre uden for det menneskelige, det vil sige i den verden, hvor de andre ikke findes.

Opdatering 2: Video: Knausgård læser en lignende tekst (som en del af mindekoncerten i Oslo):

Tigerens kone – litteratur der bider sig fast

The Tiger's Wife

Jeg har længe villet starte min blog op igen, sådan i det små og uforpligtende. Efter jeg har fået fast arbejde (i Kulturministeriet) rækker tiden ikke til ret meget skriveri ved siden af, men jeg synes alligevel at jeg gerne vil have en fastere platform end mere eller mindre tilfældige posteringer på de sociale medier. Så hvorfor ikke skrive noget om alle de bøger, jeg trods alt får tid til at læse, og noget om al den musik, jeg får lyttet til – ikke mindst takket være de fantastiske nye streaming tjenester, Spotify og Wimp (jeg bruger Wimp, men ikke af religiøse grunde).

Så lad mig starte med The Tiger’s Wife, den amerikanske forfatter Téa Obrehts debutroman. Den fik en fantastisk modtagelse i USA, men reaktionerne har været mere afdæmpede her i Danmark (hvor Jennifer Egans A Visit From The Goon Squad har fået mere omtale; de udkom nogenlunde samtidig i USA). Romanen kom i oversættelse på dansk i foråret, og måske er det netop det sproglige, der forhindrer, at Obreht har fået samme overstrømmende modtagelse herhjemme: Det er nemlig først og fremmest hendes prosa, hendes afsnit-konstruktioner og hendes fortælleteknik, der virkelig slår én. Faktisk har jeg været i gang med bogen i et år nu, og er stadig ikke færdig med den, men det er kun godt, for så kan jeg hver gang jeg åbner bogen (og det sker med store mellemrum, for jeg er altid i gang med 10 bøger på samme tid) blive slået lige hårdt af, hvor godt Obreht skriver.

Det betyder ikke, at historien er dårlig eller ligegyldig. Obrehts fortælling om et gådefuldt pseudo-jugoslavien i opløsning (hun er selv født i Beograd og var en ung pige, da landet brød sammen), hvor hendes bedstefars historie hvirvles sammen med nationens undergang og en masse sidehistorier om en mystisk, undsluppen tiger, en gal bjørnejæger, en mand der ikke kan dø og meget, meget mere, er bestemt både spændende og rørende, men alligevel er det de enkelte sætninger og afsnit, der virkelig fanger. Hvad fx med det her afsnit, der (så vidt jeg kan se på nettet) allerede er en ny-klassiker. Hovedpersonen vil gerne være læge ligesom sin bedstefar, og det får den gamle gubbe til at advare:

 

When men die, they die in fear’, he said. ‘They take everything they need from you, and as a doctor it is your job to give it, to comfort them, to hold their hand. But children die how they have been living – in hope. They don’t know what’s happening, so they expect nothing, they don’t ask you to hold their hand – but you end up needing them to hold yours. With children, you’re on your own. Do you understand?

Jeg læste det afsnit igen i morges, og det slog mig igen, hvor kontant det er afleveret, og hvordan afsnittet åbner en hel verden, eller måske snarere en afgrund under én. Måske er det bare, fordi jeg nu selv har fået barn, jeg ved det ikke, men jeg har tænkt på formuleringerne igen og igen, siden jeg læste afsnittet engang sidste sommer. Her til morgen læste jeg så også Obrehts beretning fra bombningen af Beograd (der ikke nævnes ved navn) og især hvad der sker med alle dyrene i Zoo, og hvordan byens indbyggere reagerer på begivenhederne . De sekvenser kommer også til at blive hængende i lang tid fremover. (Et bombet Beograd zoo støder man for øvrigt også på i filmen Underground, og et bombet Bagdad zoo i tegneserien Pride of Baghdad)

Hvis The Tiger’s Wife ikke er nok, kan jeg for øvrigt meget varmt anbefale Obrehts novelle “The Laugh” fra The Best American Short Stories 2010. Den er også helt vild. Og der er også noget med dyr, og mennesker, og alt det midt imellem.

Sidste Indspark klumme: Penge gør dig lykkelig

En uge forsinket: Et link til min sidste Indspark-klumme for Berlingske. Af flere forskellige grunde har jeg valgt at stoppe med at skrive regelmæssige klummer, i det mindste i denne omgang. Et udklip fra Penge gør dig lykkelig:

Vi er lykkelige, når vi har en 42” fladskærm, og naboen kun har en 36”, men hvis vi bare havde transistorradioer, ville vi være lige lykkelige. Det er naturligvis økonomisk drømmesnak for socialdemokratiske ligemagere, og heldigvis er Easterlin-paradokset blevet udfordret flere gange, senest af den amerikanske økonom Justin Wolfers, der har akkumuleret de seneste årtiers dusinvis af Gallupmålinger verden over, og resultatet er ganske klart: Flere penge gør dig mere lykkelig, og det betyder ikke ret meget for din lykke, om din nabo har mere eller mindre.

Min afløser på posten er i øvrigt Henrik Dahl, der lægger ud med et glimrende Indspark om flid og lektier: Kære forældre på Søhusskolen.