Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Bad Boy Bubby

skriv en kommentar

En vanvittig, grotesk, ulækker, morsom, genial film, et mystisk, frastødende og fascinerende stykke vulgært dragende lort. Bad Boy Bubby er alt og intet, den har ingen ben at gå på, vil ingen steder hen, men kommer overalt. All you need is love. God stinks.

Bubby (suværent spillet af Nicholas Hope) er blevet holdt indendørs af sin overvægtige moder i 35 år. I den lille snuskede lejlighed er han stadig som et barn, hun vasker ham, slår ham, mader ham, knepper ham. Hun plager ham, han plager Kat. Hun kvæler ham, han kvæler Kat. Senere kvæler han også hende i plastfolie, samt faderen, der er kommet på besøg efter 35 år. You can call me Pop. Bubby begiver sig ud i verden, og vi ser med hans øjne det moderne vanvid og støjhelvede (..Kasper Hauser..). Bubby forstår ingenting, men han kan tage til sig og gentage – kopiere sin omgivelsers udsagn. Han møder kvinder, han møder dyr, han møder et rockband. Han spiser pizza. Endelig møder han Angel (Carmel Johnson), en sygeplejerske på et mongolhjem – her tager man ham til sig, for han er den eneste der forstår de handicappede. Bubby elsker Angels enorme patter. Bubby synger i rockbandet – eller rettere han gentager i rockbandet – hele hans vanvittige og væmmelige fortid kommer frem i verbale klumper, sure opstød råb og skrig – han kaster det hele ud og det vender tilbage som berømmelse – han bliver medium for aggression. Bubby har fundet Angel, han har fundet et ståsted. Han kan nu leve i småborgerlig idyl.

Aldrig klar over hvilket ben den skal give tilskueren at stå på, er ‘Bad Boy Bubby’ en ofte frastødende film, men netop den utroligt væmmelige første tredjedel gør filmens sidste dele så meget mere forløsende. Der leges med grænserne for tilskuerne. Men hele denne fantastiske indviklen i Bubbys verden virker meget dragende, man fastlåses og må se mere, selvom der egentlig ikke er nogen historie, den er vildt fabulerende, nærmest løbsk, helt igennem urtroværdig og dog alligevel så menneskelig. For midt i alt skidtet, det uværdige, findes der stadig en sjæl der er Bubby – han kan give og modtage kærlighed, han giver menneskene det de har brug for. Det er historien om den naive idiot, der beriger sine omgvielser, men meget mere ekstrem og uden romantik og sentimentalitet, helt ud på det barnliges voldsomme overdrev. Rå.

[“Bad Boy Bubby”. Rolf de Heer, 1993. 22/7/1995, Gloria]

Skrevet af Lars Hvidberg

22. July, 1995 @ 11:10

Kategorier: Film og tv

Skriv en kommentar