Whitebergs noter

“Og som vi sidder der i sofaen, mens lyset strømmer ind gennem vinduernes slørtildækkede rammer, så toner billederne frem på skærmen og alting forsvinder for os, og vi i hinandens arme, og det er som om, at lykken er tæt på og at jeg næsten kan være her uden bekymringer. Men da, i ét øjeblik: Et grusomt sceneri: En elefantunge, fanget i et mudderhul, en sandgrav, kviksand, og den kan ikke komme op, den sidder fast. Og de voksne elefanter prøver febrilske, med desperationen skrigende ud af deres knogleløse snabler, at fiske, at redde den lille, og imens sidder jeg der og er pludselig ikke rigtigt til stede og jeg ER den lille elefant, som sidder fast i mudderet og skriger og skriger, og hun forsvinder fra mine arme og jeg trækkes ned, og solen er forsvundet og haven er mørk, og jeg glider ned og ned. Men pludselig: Den lille fyr er reddet op på landjorden igen. Faren er overstået. Jeg retter mig op, rømmer mig og spøger: vil du have noget kaffe?“