Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Den nye Metro

skriv en kommentar

“Aaah, den nye Metro”, siger han glad og stiger ned i dybet under Frederiksberg. Og hvor er det dog fint og hvor er det dog dansk og hvor er det dog smagfuldt, nærmest sådan en slags futuristisk dybfryser med rene linjer og total organisering af alle os lækre dåsesardiner. Der er meterhøje rulletrapper, der er præcise minuttal til næste tog, beregnet ned til ½ minut, der er plancher med baneplaner, der skal række hele vejen rundt fra Damhussøen til det yderste Amager, og det hele er jo fantastisk og lugter en lille smule af metropol. Det er fremskridt! Det er knowhow! Det er smuk integration af Øresundsregionen!

Men der er alligevel noget som ikke fungerer, og det burde have vakt hans mistænksomhed…

Pludselig kan man ikke betale med Dankort i billetautomaten, pga. en uspecificeret “teknisk fejl”. Man kan kun betale med mønter. Og da han står af ved “Universitetet” ender han langt ude på en mark, midt i en byggeplads, mens Universitetet findes ved “Islands Brygge”. Og endelig, da han skal hjem holder toget 15 minutter ved Kongens Nytorv, og da det når Nørreport stopper det helt og kommanderer alle passagerer ud. “Toget kører ikke videre, husk deres personlige ejendele”. Vi husker vores ejendele. Vi regner nemlig ikke med at komme tilbage lige foreløbig! Goddamned fremskridt, det tager en time at gå hjem i augustheden. Næste gang bliver det cyklen.

Skrevet af Lars Hvidberg

6. August, 2003 @ 20:39

Kategorier: Strøet Frø

Skriv en kommentar