Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Satirehjørnet I

skriv en kommentar

Satirehjørnet (en stiløvelse):

“Lokal borger skuffet over ikke at være noget særligt”

Den 35-årige Flemming Bagger fra Randers fik sig en slem skuffelse forleden, da han tilfældigvis faldt over en statistik i Jyllands-Posten. Det viste sig nemlig at lidt over 75 % af danskerne har hilst på dronningen.

“Jeg blev godt nok lidt skuffet, det må jeg sige”, udtaler Bagger. “Her gik man jo og troede at det var noget specielt da dronning Margrete II kom til byjubilæet. Ja, jeg stod jo hele dagen med familien nede på gågaden og ventede på at synge “dronning, dronning, kom nu frem, ellers går vi bare hjem.” Og da hun så kom var det en stor glæde. Vi trykkede hende alle sammen i hånden. Mine to døtre var så glade og stolte. De fortalte det til alle i skolen.”

“Men nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige til Lise og Anna”, fortsætter Flemming Bagger og tager en tiltrængt slurk af sin kop kaffe. “Det viser sig jo at 75 % af danskerne har hilst på dronningen. Sådan når man regner det hele med. Jeg mener, det er jo et lille land og hun kommer jo en del rundt til jubilæer og så videre. Og kongeskibet og sådan. Men alligevel, 75 procent!”

Flemming kigger tomt ud over markerne. Han er tavs i et stykke tid. Han tørrer en tåre væk.

“Her gik man og troede at man var noget særligt. Og det viser sig, at det er man slet ikke.”

Skrevet af Lars Hvidberg

3. September, 2003 @ 21:02

Kategorier: Strøet Frø

Skriv en kommentar