Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Der gik noget galt den dag

skriv en kommentar

”Ja, der gik noget galt den dag, selvom jeg ikke helt vidste hvad det var. Det var noget med lydene i sproget, noget med måden de blev udtalt på, som trængte sig ind over – og ind i – den måde jeg læste dem på. Jeg begyndte at læse dem som en fremmed, en ikke-dansker, som ikke kendte det danske sprog, ville læse dem. At ”ofre” blev virkelig til at ”åååååfffrrvvvå”. Et ord som ikke gav nogen mening. Jeg så bogstaverne, men de gav ikke den passende genlyd derind i mit hoved, de blev bare til mærkelige, gutterale lyde. Det var som det ville lyde hvis man dumpede ned i København, direkte fra planeten Mars (kun udstyret med de mest rudimentære evner til at høre vokaler og konsonanter) på en tilfældig mandag og lyttede til de indfødte: ”grgggoddaw dooo, vååårrr lægg rråddussplasssn”, og hvad i alverden skal det så betyde? Og problemet er jo ikke, om en Mars-boer ikke med tiden ville kunne lære at aflæse alle de mærkelige mundkoder. Problemet er at jeg jo slet ikke er fra Mars, og derfor slet ikke burde have problemet. Det burde ikke opstå, men det gør det. Skærmen bliver uklart for mig, forvandler sig til dumme, stumpe lyde. Og jeg forarges over vores latterlige sprog, som en sydeuropæer ville gøre det. Jeg græmmes.”

Skrevet af Lars Hvidberg

8. December, 2003 @ 21:33

Kategorier: Strøet Frø

Skriv en kommentar