Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

skriv en kommentar

”Det må være svært at være digter og ville skrive en hyldest til en måned eller to. Her sidder jeg for eksempel og vil gerne skrive noget om det smukke sollys som lige præcis skimtes gennem decembers husmure. Men så tænker jeg: ”Er den mon snuppet?” Jeg mener, april har Elliott for længst taget, og hvem kan seriøst skrive om november efter Nordbrandt er blevet koryfæ? Maj kommer altid sød og mild, og vil man skrive om forårsregnen er man utroværdig pessimist. Juni er noget med midsommervisen og Shu-Bi-Dua, alt for klichefyldt. Juli og august er alt for varme og minder en om besættelsen, folkestrejker og oprør og alt muligt. Januar er taget af nytåret, februar er der ingen som gider skrive om, for her er problemet at der intet ER at skrive om – den er for trist og kort – og marts nappede Rifbjerg, også selvom det ikke var i et digt. ”Marts 2004”? jeg tror det næppe. Oktober, så, en måned jeg selv har et nært forhold til, men det er for længst besat af både Sonnergaard og Grøndahl og FN. December er belemret med julesange og salmer og træets grønne top, så her skal man også passe på, så glem alt om himlens grå lys. Det er lysene i barneøjnene vi vil se – og gaverne, naturligvis! Og så er vi tilbage ved november og april. De mest poetiske måneder, sådan i lys og nedbør, men de er bare allerede snuppet.”

Skrevet af Lars Hvidberg

22. December, 2003 @ 21:34

Kategorier: Strøet Frø

Skriv en kommentar