Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Jazz i La Paz

skriv en kommentar

Ja, der er mange ting man kan tage sig til i La Paz, og mange ting man måske ikke lige skulle forvente. Det behøver ikke være indianersjov det hele (selvom der er et par forrygende markeder, et turistmarked der bugner med billig alpakauld, og et sort marked med alt hvad du vil have i elektronik, tøj og plastikbøtter). Man kan sagtens være international, tilmed for en billig penge. Menuen har allerede stået på sushi tre gange, til under 50 kroner for en ordentlig omgang frisk fisk.

Og nu spørger du måske: hvordan kan det lade sig gøre at få friske fisk, når Bolivia ikke har adgang til havet, ja, når det faktisk er deres store nationaltraume (du kan få ellers veluddannede bolivianere til i ramme alvor at sige ”hvis vi bare havde Havet”…og det når man tænker på at de har enorme ressourcer, fx i naturgas og tin, tag jer dog sammen) – og dertil er der bare at sige: Det er foreller fra Titicaca-søen (som ligger lige om hjørnet) og de smager glimrende!

Men her sidste lørdag gik det da helt over gevind med det internationale. Først på den italienske restaurant ”Pronto”, hvor vi fik pasta og en glimrende rødvin, (”Concepción” fra Tarija i det sydlige Bolivia, jo, de laver skam også vin). Det var tung pasta, men god. Caroline fik endda pasta af quinoa, en kornsort fra Altiplano, den andiske højslette. Italienere var de ikke, men maden var i orden. Der var et mærkeligt hul i væggen, men sådan er det i Bolivia, selv på de mere eksklusive steder.

Næste stop på denne første rigtige bytur var ”Diesel”, en supermoderne bar, hvor man træder ind i et interiør, man kunne finde på Manhattan eller i Prinzlauerberg. Rusten retro med kæder, lyskastere og bare mursten, lysende skilte for tyske øl og byens bedste Mojitos; musikken er hip hop og reggea, og spansk pop. Der omdeles varme kartofler (ikke politiske!) til gæsterne, utroligt lækre, sikkert også lige fra Altiplano. Ejeren var her vist også bag baren, en europæisk udseende gut der gik omkring og checkede al ting, men han virkede ret fuld. Jeg ved ikke om det bolivianske publikum opførte sig som han ville have det, men her var nu fyldt op omkring kl. 23. Rygtet siger at bolivianerne drikker sig hønefulde, når de får chancen, men det har jeg nu ikke set noget af endnu.

Og så var der jazzz…”Du er vild med Jazzzzz i La Pazzz”, og så var det tilmed ægte dansk statsstøttet som en del af en Danida-projekt, nemlig La Paz (eneste?) Big Band, en 10-12 mand med blæsere i massevis, trommer og piano og en Billie Hollidaysk sangerinde. En enkelt cubaner på saxofon og resten bolivianere, europæiske og indianske, et kosteligt og meget usædvanligt syn. Og spille kunne de også. På jazzklubben ”Thelonius”, selvfølgelig. Det er en dansker som har optrænet big bandet, og jeg syntes godt man kunne genkende nogle lidt Sankt Annæ-agtige toner, (modulationerne virkede i hvert fald ikke specielt bolivianske, og alle numrene var standarder) men det var egentlig ok det hele, indtil min ledsager fik nok af det infernalske lydstyrke, og vi luskede hjem. Et par bolivianske øl (Paceña fra La Paz), blev det også til.

Sikken en aften, og så alt sammen lige i lokalområdet. Ja, Sopocachi-kvarteret af La Paz er det rigtige at bo i. Og så er der også et privat vagtværn. De fløjter signaler til hinanden hele natten så man ikke kan sove. Så må man lytte til jazzz for sit indre øre.

Skrevet af Lars Hvidberg

19. March, 2004 @ 22:41

Kategorier: Uncategorized

Tagged med

Skriv en kommentar