Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

En sort dag for Bolivia

skriv en kommentar

Den regnvåde katastrofe. Alt var ellers kørt op til den helt store nationale manifestation. Siden oktoberurolighederne, har situationen været ustabil, og regeringen Carlos Mesa gør meget for at forsøge at skabe en national enighed, en ’social pagt’, som præsidenten kalder det. Optakten var ”Dia del Mar” sidste tirsdag, og hele ugen har politikerne meldt ud med store nationale proklamationer om at Chile må give havet tilbage til Bolivia, i det mindste adgangen til havet. Mesa opfordrer til forhandlinger uden betingelser, og avisernes forsider kører hver dag stort set den samme historie: Giv os havet tilbage! Hvad Chilenerne egentlig tænker om historien ved jeg ikke, sikkert nogenlunde det samme som Sverige ville gøre, hvis Anders Fogh gjorde det til et hovedtema i sin Grundlovstale at ”det er et spørgsmål om liv eller død for Danmark at få Skåne tilbage!”

Men hvorom alting er: Denne tirsdag skulle det hele kulminere: Bolivia møder Chile i en meget vigtig fodboldkamp på Hernando Siles olympiske stadion i La Paz, og bagefter kampen skulle starte en enorm byfest, hvor 5.500 såkaldte diabladas (folkedansere klædt ud som djævle), skulle danse 72 timer i træk i kæmpe optog som en hån overfor chilenerne (der bilder sig ind at diabladas også er en chilensk tradition, hvilket det naturligvis ikke er). Alt var klart til det store brag.

Dem som kender noget til sydamerikanske forhold ved at fodbold her ikke bare er for sjov. Tænk bare på ham colombianeren som blev pløkket efter at have scoret selvmål i 1998. Kampen i dag er en del af kvalifikationen (’El Elimination’) til VM i Tyskland i 2006, og da begge lande (der må karakteriseres som tilhørende den ringere del af de sydamerikanske hold) har klaret sig la la indtil videre, er den rigtig vigtig. For Bolivia er der selvfølgelig ekstra stolthed på spil: Nu skal man vise de onde hav-stjælere fra det latterlige aflange land, at man mener det alvorligt! Og de har en god chance, regner man med, fordi hold fra andre lande traditionelt har det svært i den tynde luft og højden i La Paz. (Altså: hvis det er problematisk for mig bare at gå op af en trappe, så må det være rent helvede at tæske rundt i 90 minutter efter en bold.) – Men de har også høje bjerge i Chile, og ’el equipo’ har været på hemmelig træning, så alt kan ske…

Jeg selv vil naturligvis gerne se kampen, der starter allerede kl. 16, men det viser sig at være ret besværligt at skaffe billetter. Det kan kun lade sig gøre at købe om mandagen, og da jeg får det at vide temmelig sent, og har spanskundervisning den dag, kan jeg ikke nå ud til stadion. Om tirsdagen er der stadig mulighed for at tage ud og købe et par sorte billetter, men da jeg ikke har erfaring i den slags, slet ikke i Bolivia, vil jeg ikke tage derud alene. Hvem ved om jeg bliver tørret for 300 B og får en busbillet til gengæld? Jeg ved ikke hvordan de billetter skal se ud! Desværre kan jeg ikke få fat i de danske, fodboldglade mænd jeg har fået numrene på, og en anden kontakt går også galt. Da det desuden begynder at trække op til regn omkring kl. 13, begynder jeg at opgive. Kl. 14 begynder regnen at piske ned, og jeg vælger i stedet at ville finde en café at se kampen på.

Det viser sig imidlertid også at være svært. I Spanien er der en milliard caféer af den slags, men det har man ikke rigtig her, og da kampen tilmed kun vises på en betalingskanal, er det svært at finde et sted. Jeg støder til Caroline og vi springer omkring kl. 16.15 i en taxa og spørger om manden ved hvor man kan se kampen. Det ved han heldigvis, og han hører også kampen på radioen. Den står stadig 0-0. Vi kører igennem den silende regn imod Café Ciudad på Plaza Estudiantes i centrum.

Men der er noget galt. Da vi kører ind imod byen er der pludselig politi midt på vejen. En kampklædt betjent til venstre for os fyrer gaspatroner af mod noget vi ikke kan se. Vejen er afspærret, vi bliver dirigeret ned at en sidevej. Vi spørger hvad der er galt, og chaufføren fortæller at der er sprunget to bomber for en halv time siden. Én i parlamentet og én på Plaza Murillo foran parlamentet. Der er både sårede og døde. Det er en minearbejder som har gjort det. Der røg den nationale enhed.

Inde på caféen er stemningen trykket. Det er en meget lokal af slagsen, fyldt med paceñas (folk fra La Paz), der ville nyde en øl og se chilenerne blive basket. Men det er gået helt anderledes. Bomben har taget stemningen, og jeg ved ikke om landsholdet på banen er påvirkede, men i hvert fald spiller de ikke særligt godt. Omkring 40 minutter inde i halvlegen scorer Chile, og stemningen ryger helt ned. Jeg synes ærligt talt det er temmelig trist, for jeg havde godt undt Bolivia lidt medvind. Folk er malet i hovederne med landets farver, men de ser mærkeligt blege ud under malingen.

I anden halvleg går det bedre, og Bolivia har et par rigtig gode chancer, indtil Chile får moslet endnu et mål ind, ret tilfældigt og ikke helt retfærdigt. Det er så det. Snart efter begynder en pressekonference med præsident Carlos Mesa om bomberne. Caféen vælger at lade lyden fra konferencen køre ind over kampen, så vi stadig ser de pinlige billeder, mens vi hører de endnu mere triste lyde. Det er et decideret surreelt øjeblik, og stemningen bliver kun endnu dårligere. Det var jo slet ikke det som var meningen med den her dag. Bolivia taber 2-0 og næste dag raser aviserne, men det andet fylder nu noget mere.

Fakta om bomben: Det var en enlig minearbejder ved navn Eustaquio Picachuri, der omkring kl. 11.40 var gået ind i annekset til parlamentet på Plaza Murillo medbringende et bælte med 20 kilo dynamit og en taske med 20 kilo mere. Han blev tilsyneladende ikke visiteret af sikkerhedsvagterne, og det fortryder de nok i dag. Hvad der herefter skete er omstridt, og vi får nok aldrig detaljerne at vide, men her er et sammenkog: Picachuri ønskede at protestere imod sin desperate situation: Han var 47 år og pensioneret minearbejder, og en del af det som kaldes ’Generation Sandwich’, den generation af minearbejdere, som blev fanget af pensionsreformen i 1996, hvor pensionen gik fra en almen socialforsikring til individuelle forsikringer. Givetvis en fornuftig idé for landet som helhed, men ikke for dem som kom i klemme.

Jeg er ikke helt klar over præcis hvordan detaljerne hænger sammen, men i hvert fald er måske 2000 minearbejdere stort set uden pensioner, og det er de naturligvis kede af. Som Picachuri sagde det, havde han ingen mad til sine børn, og det var en desperat og ulykkelig handling. Han gjorde meget ud af at det ikke var en terroristisk eller politisk handling, men en desperat mands protest og råb om hjælp. Ministeren for Pensioner hævder at have forhandlet med Picachuri uden resultat, men andre historier går på at politiet optrådte meget ubehøvlet overfor Picachuri, som de muligvis forsøgte at skræmme til at opgive sit forehavende. Kl. 15.02 detonerede han dynamitten, og muligvis havde han ikke helt regnet med den skade han ville forvolde med 40 kilo dynamit, men to politibetjente, heriblandt en politioberst og en mening betjent, der er far til seks børn, blev sprængt i stumper og stykker af hans ’apolitiske handling’. 10 andre blev hårdt såret.

Men ingen vold uden resultat: Der er nu tale om at gøre noget for at forbedre pensionsordningerne, og Mesa opfordrer endnu engang til en ’social pagt’ hvor man må ofre forskellige gruppers privilegier for landets bedste. Det er sikkert sandt, men det hårde bliver at bestemme hvem der skal opgive hvilke privilegier. Overklassens adgang til indflydelsesrige poster (det koster fx her i landet 3000 dollars at få et diplom så man også kan bruge sin selvbetalte uddannelse i økonomi til noget – hvilket stort set er ubetaleligt for alle andre end dem som i forvejen har penge), eller minearbejdernes fagforenings krampagtige fastholden i nationaliseringen af mineindustrien og deres modstand imod enhver form for udenlandske investeringer. Det er en ulykkelig situation for den enkelte minearbejder, men fagforeningen som helhed, der er ekstremt rød og militant, må tage en stor del af ansvaret for at mineindustrien er i en så miserabel situation som den er i dag. Uden investeringer falder det hele fra hinanden, og det er muligt at man bevarer jobbet i dag, men i morgen går industrien ned. Kan det virkelig passe, at regeringen skal holde liv i industrien som et slags underskudsgivende beskæftigelsesprojekt for minearbejderne? Det mener fagforeningen åbenbart.

Og den store folkefest? Den udeblev. Bandet Jacha Mallku nåede lige at spille et par numre, og et hold diabladas dansede rundt i gaderne (og flotte er de!), men ved midnat blev festen aflyst grundet sikkerhedsrisikoen. Der går rygter om at Generation Sandwich planlægger en støttemarch, der kan ende voldeligt, men endnu er intet sket.

Alt er fredeligt i de følgende dage, og solen skinner fra en blå himmel hver eftermiddag. La Paz boerne har oplevet værre, og snart vender alt tilbage til det normale, der jo sådan set slet ikke er så normalt igen i et ekstraordinært land i en ekstraordinær situation.

Skrevet af Lars Hvidberg

30. March, 2004 @ 14:06

Kategorier: Uncategorized

Tagged med

Skriv en kommentar