Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Copacabana og Titicaca-søen

med 2 kommentarer

Status: Ved godt mod. De forskellige arbejder er udført. I morgen skal vi rejse. Først til Salar de Uyuni, så Potosi og Sucre, muligvis med en omvej til Tupiza.

Burde skrive noget om Copacabana-turen, så det gør jeg så.

I påsken tog vi til Copacabana, La Paz boernes yndlings-strandby ved Titicaca-søen, og også den eneste strand indenfor arms længde (ellers skal man til Arica i Chile, og det er pænt langt) – og nej, det er omvendt: Det er stranden ved Rio, der har navn efter denne strand. Vi tog af sted med Diana Tours skærtorsdag den 8. april meget tidligt om morgenen. Kørte med bussen igennem El Alto, en anden del af slumbyen end vi havde set før, og jeg talte hele turen om Hernando de Sotos bog, ”The Mystery of Capital”, som jeg har læst, og som interesserer mig meget. Og når man ser på alle lerhytterne, alle de halve nybyggerier i El Alto, alle de fattige der roder i bunker af affald, alle hundene, så indser man virkelig at der er brug for forandringer: Men også at folk sådan set i stort omfang selv har kræfterne til at skabe sig en tilværelse (for 15 år siden var der ingenting i El Alto); de har ’blot’ brug for en legalisering af deres ejendom og deres arbejde, og en kreditmulighed. Det er den proces, der kaldes ’kapitalisering’, og som faktisk har været i gang i et stykke tid, efter tåbelige socialistiske eksperimenter.

Det er et barsk område, højlandet, men også utroligt scenisk og smukt, og hele vejen kan man se de grønne bjerge, der langsomt bliver til snedækkede Andesbjerge, gennem skyer og sol, blå himmel, stirrende skarpt solskin. Indianere og lamaer, lerhyttelandsbyer plettet med Paceña-skilte, eller små forfaldne angivelser af ”Restaurante” eller ”Hostal”. Hele vejen kan vi se Andesbjergenes største tinder til højre, snedækkede i solen. Skyerne hænger lavt. Vi er næsten 4000 meter oppe.

Vi nærmer os Titicaca-søen og hvor er her smukt! Fuldstændigt blåt, som Ægæerhavet, med skrappe klipper. Højsletten bliver til begyndende bakker og bjerge, og vi slingrer rundt på små veje, men vores chauffør er forsigtig og man føler sig sikker. Snart kommer vi til Tiquina-strædet, hvor vi skal over med ’flådens’ små både. Jo, det er skam ’Fuerza Naval de Bolivia’ der fragter os over til 1,5 Bs. per næse. Vores bus bliver fragtet over på en pram, men vi må ikke være i bussen (ikke at jeg har lyst til det!). For et par år siden var der en ulykke med en skolebus, hvor nogle af børnene var blevet i bussen og druknede da den kæntrede. På den anden side af strædet skal vi vise pas, og jeg har glemt mit derhjemme, men viser mit Dankort og påstår det er et dansk id-kort.

Heldigvis er der jo både Dannebrog og billede på, og mon ikke det hjælper at Caroline har ambassade-stempel i sit pas? Vi kommer i hvert fald i gennem, men vi ser jo også så søde og venlige ud. Vi venter et stykke tid på bussen på den lille plads, der er propfyldt med restauranter, butikker og boder der tilbyder varer til alle de glade rejsende. Vi takker dog nej.

Kører videre og nu kommer vi virkelig op i bjergene med storslået udsigt over søen og meget stejle skråninger ned til bittesmå marker og huse ved søens kyst. Utroligt smukt og livgivende, men her bliver sikkert gråt og afbrændt senere på vinteren. På vejen passerer vi mange pilgrimme på vej til Copacabana, både til fods eller på cykel. Det er årets store udflugt for mange La Paz-boere, man skal vise flaget ved at gå til jomfruen i Copacabana, hele Bolivias beskytter. Det tager to dage til fods, eller 12 timer på cykel. Bil er snyd.

Endelig kommer vi til Copacabana, der ligger udstrakt på en stor flad slette med marker, og ved kysten imellem tre store bjerge. Utroligt smuk udsigt, byen er hvid og rød af malede mure og mursten i solen (men kommer man nærmere ser man at mange af husene ikke er specielt velholdte). Det hele skinner, klokken er halv tolv om formiddagen og solen på sit højeste. Kører ind gennem murede gader, og sættes af på Plaza Sucre. Der er allerede mange mennesker i byen, som i det hele taget virker ret turistet og egentlig ikke særligt spændende. Men placeringen er uovertruffen.

Vi spørger efter hotellet og finder vej til La Cúpola, der ligger lidt oppe af bjerget Cerro Calvario, hvor de syv kors står på toppen, som en lokal udgave af Golgatha, der bliver bevandret Langfredag. Udsigten fra La Cúpola er perfekt udover bugten og stranden, og jeg vil godt stå inde for at det er et af de bedste hoteller jeg har boet på. Vi har værelse nr. 9 med en perfekt udsigt, smukt indrettet, farverigt med træmøbler og blå gardiner med sjove dyr, en kæmpe dobbeltseng med tyk, tyk dyne (!). Der er varmt vand i bruseren og restauranten serverer førsteklasses bolivianske retter, både vegetar og fisk. Man kan ligge i haven i en hængekøje. Der er videorum, hvor man kan bestille en film, og vi er SÅ tv-hungrende at vi er ved at blive vanvittige, går hele tiden og mumler ”tv og dvd, tv og dvd”, ligesom i reklamen. Vi spiser ikke andre steder og er næsten heller ikke andre steder på vores ophold, for hotellet bærer virkelig præg af at være et kærlighedsarbejde af tyske Martin og hans ægyptiske kæreste. De har haft stedet i 8 år og bygger hele tiden til. Og så er her billigt. Martin er meget venlig og slår en sludder af med alle, han går altid med solskærm, fordi hans næse ligner en rødvinstud, af al den sol den har fået (en vigtig advarsel for mig; brug for guds skyld både kasket og solcreme!)

Af gode ting i byen er Katedralen, som er hvidmalet og staturarisk, hvor Virgin de Copacabana hviler. Hun er skytsengel for både flåden, politiet og hele Bolivia, og fjernes hun fra sit kapel, går byen efter sigende under. Så det må de hellere lade være med. Katedralsrummet er lille, og vi undrer og over om der dog kan være plads til alle den mennesker og pilgrimme som kommer hertil for at fejre påsken. Men det viser sig ikke at være noget problem, da folk virker meget mere interesserede i at drikke øl og holde fest end at holde påske. Kristendommen her er kun et påskud for en fridag, og det er Caroline meget forarget over. Der er skydetelte på pladsen foran katedralen og hele dagen fester folk på stranden. Den virkelige religion er stadig aymaraindianernes tro, fx på Ekeko-guden der opfylder ønsker, hvis man køber en miniudgave af det man ønsker sig og får den velsignet af en medicinmand (det kan være et lille hus, en lille bus, en lille butik, eller såmænd bare en bunke dollarsedler. Caroline har købt en lille Mastergrad, så må vi håbe hun får den); eller ch’alla-ritualet, hvor folk får velsignet deres køretøj, biler eller lastbiler, foran katedralen, af hhv. en ordineret katolsk præst og en aymara-præst. Langfredag holder bilerne i lange køer hele vejen ned igennem byen for at komme til ritualet. Tænk hvis man ikke skulle få sin bil velsignet! Vi ser også katedralens museum, hvor vi sammen med to fattige gutter fra El Alto bliver vist rundt af en meget sympatisk ung fyr, der nogle gange ikke lige kan huske hvad tingene hedder, men det gør ikke noget. Museet indeholder utrolige rigdomme og gaver, som katedralen og klostret har fået gennem tiden, da jomfruen er en meget vigtig helligdom. Selv Paven har været her. Bl.a. imponerer de forskellige stykker tøj som jomfruen (eller hendes kopi) skal have på tre gange om året, ”hun er meget renlig og behøver ikke skifte så tit”, siger vores guide med et smil. Det er meget rige stoffer, foræret af forskellige rige familier, der så får deres navn på en liste. Der er tøj indtil år 2017, for man må godt give i forvejen.

Vi bestiger Cerro Calvario og det er virkelig en hård omgang. Godt man ikke skal slæbe et kors med! Det er ellers meningen med bjerget, at give et indtryk af Kristi lidelser på vej til Golgatha, komplet med små kapeller som man skal korse sig for på vej op. Øverst er syv kors og endnu en folkefest i gang med øl og massevis af små Ekeko-dimser (plastiklastbiler osv.) som man kan købe her og få velsignet ved bjergets fod af en af de mange flinke aymara-præster, der står klar med både kors, røgelse og tørstende pengepung. Men ok, gedemarked til side, her er blændende smukt på toppen i solnedgangen. Det eneste er, at jeg er ret bange for at alle de børn der render rundt skal falde ned, for der er nemlig ikke noget rækværk. Sindssygt, siger man som dansker, men sådan er det. Hvis en vild knægt falder ned en gang imellem, så er det jo sikkert bare Guds vilje – eller Pachamamas.

Bedst er Isla del Sol, inkaernes gamle hellige ø, der ligger et par timer med båd ude i Titicaca-søen. Vejret er med os, og vi går en tur på tre-fire timer derude, hvor vi bliver venner med en Martin fra Sverige, en Patrick fra Boston, og Viktor og Alex fra La Paz, to sindssygt friske drenge, der er cyklet til Copacabana og sover på et herberg ved kirken for 5 Bs. per nat. Vores værelse koster 17 dollars, hvilket er ca. 120 Bs. Alle er meget søde og det er fantastisk hyggeligt at vælte rundt herude, men også temmelig hårdt, for klipperne er stejle og skarpe, solen stærk, luften tynd, og vi har en deadline i den anden ende, hvis vi vil nå båden hjem. Men det kunne være fedt at være herude natten over, på nogle af de fine små hostales på toppen af højderyggen på Isla del Sol.

Copacabana-by er der ikke i sig selv meget ved. Muligvis er den hyggelig når der ikke er så mange rejsende, men lige nu er den stopfyldt med gæster, og der går mange rygter om meget voldsomme kriminelle elementer (altid ’peruvianere’), så vi går ikke ned om aftenen. Muligvis lidt kyllingeagtigt af os, men vi vil ærlig talt hellere slappe af og se ”The Mission” på video. Desuden har vi også set al det der statue-bæreri og musikanteri i Sevilla, og jeg tror ærligt talt ikke at Copacabanas Langfredag kan måle sig med påsken i Sevillas syv dage lange sanseorgie.

Næste dag tager vi hjem med et andet rejseselskab, og en selvmorderisk chauffør, der elsker at overhale op af bjergsider og lige før skarpe hjørner, så han ikke kan se hvem der kommer. Han slingrer vildt fordi han hele tiden skal se om der er plads til at overhale de små biler foran os. Til sidst får Caroline nok og går op og siger ”slap af”, til ham, og det hjælper faktisk lidt, indtil vi ved El Alto kommer ind i en lang bilkø, som han totalt smart forsøger at ’overhale’ ved at køre ud i rabatten, hvor bussen er ved at vælte omkuld. Klogt! Tilmed skal han så sende sin makker ud for at se om bussen er kommet til skade, bliver endnu mere vred over forsinkelserne og råber ”Vamos! Vamos!” (kom så!), og brøler videre. Desværre er der vist mange chauffører her som er sådan, ligesom Caroline fortæller at de er i Indien. Det virker komplet idiotisk. Der må være enten to grunde: 1) De bekymrer sig ikke så meget, tænker ikke så meget over tingene, beder til Gud og håber at det går nok, 2) Macho-kulturen her opdrager drengebørn til at være verdens centrum, og de kan naturligvis ikke acceptere at køre bag nogen; og desuden sker der aldrig noget med dem, fordi de er så fede. ”Det er jo gået godt alle de andre gange jeg har overhalet”.

Billeder fra påsken ved Titicaca-søen:

Udsigt over Copacabana

Udsigt over Copacabana

Hostal La Cupola

Hostal La Cúpola

Caroline i La Cupola

Caroline i La Cúpolas gård

Lars i La Cupola

Lars i La Cúpolas gård med ”Coca Quina”, en boliviansk sodavand

Udsigt

Udsigt fra vores værelse

Ekeko-dukker

Ekeko-dukker med dollarsedler

Ch'alla ritual

Ch’alla ritual

Drengene på Isla Del Sol

Drengene på Isla del Sol – Martin, Lars, Alex og Víctor

Lars og Martin

Lars og Martin på vej til Isla del Sol

Viktor og Alex

Friske Viktor og Alex

Isla Del Sol 1

Isla del Sol 1

Isla Del Sol 2

Isla del Sol 2

Viktor med lama

Viktor med lama

Copacabana set fra Cerro Calvario

Copacabana set fra Cerro Calvario

De Syv Kors på Cerro Calvario

De syv kors på Cerro Calvario

Skrevet af Lars Hvidberg

25. April, 2004 @ 17:31

Kategorier: Uncategorized

Tagged med

2 kommentarer til 'Copacabana og Titicaca-søen'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Copacabana og Titicaca-søen'.

  1. great pictures

    do you have a page in english

    regards

    jose

    santiago, chile

    jose estay Chile

    15. Sep 04 @ 19:44

  2. Hi Jose.

    Great to hear from Chile!

    Sorry, I only have my site in Danish. Translation would take too long, and I wouldn’t be good. I’ve been thinking about getting a page in English, though.

    The pictures are from a three-month trip to Bolivia this spring. I have a lot more and will hopefully post some of them in the future.

    Lars

    Lars Hvidberg

    15. Sep 04 @ 21:28

Skriv en kommentar