Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Fahrenheit 9/11

skriv en kommentar

Så skal vi vel til det…Jeg har set Michael Moore’s Fahrenheit 9/11, og det er jo sådan set en film, man ikke rigtig kan komme uden om – derfor skal den naturligvis også omtales her. Den mest omtalte dokumentarfilm i år, muligvis filmen der kan vælte George Bush som USA’s præsident, osv., osv.

Lad mig starte med at sige, at jeg mener det er en meget forførende film. Det er både godt og skidt, for mens det naturligvis er en rar fornemmelse at blive forført (hvem vil ikke gerne det?), er det måske ikke ligefrem den bedste fornemmelse, når man ser en politisk dokumentar. Der vil jeg måske hellere have en anden fornemmelse – fx at blive oplyst eller få nogle vigtige emner forklaret – da fornemmelsen af at bliver forført hurtigt kan afløses af fornemmelsen af at blive røvrendt.

Ikke at jeg føler mig røvrendt af Michael Moore. Men det skyldes nu ikke, at han ikke forsøger på det, snarere at jeg nu mener jeg kender ham så godt, at jeg ikke lader mig røvrende af ham. “Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me”, som et gammelt ordsprog lyder (i parentes bemærket et ordsprog som Bush i en af filmens ubetaleligt morsomme og superpinlige klip ikke kan huske: “Fool me once, shame on … … … (tiden går mens Bush forsøger at huske)… … … you. Fool me twice … … … … (tænker endnu mere) … won’t be fooled again!”

Og det er jo sådan set dét, som Fahrenheit 9/11 er bedst til: At få Bush til at se pinlig ud, og den allerbedste metode er jo tydeligvis at lade manden vrøvle for sig selv. Det virker. Jeg har svært ved at se, hvordan nogen amerikaner seriøst ville kunne forlade filmen og stadig mene, at man kan stemme på Bush, når man har set den slags klip, og mange andre fra samme skuffe. Sådan set tror jeg filmen ville nå sit formål endnu bedre, hvis der simpelthen var 2 timer med Bush-klip. Det ville være ubetaleligt morsomt og måske skabe en comedy-kult på linie med Monty Python.

Men hvad så mere? Des mere jeg tænker over filmen, jo mindre er der desværre at tage fat i. For bortset fra klippene med Bush (der jo netop bare er klip og ikke nødvendigvis repræsentative for noget som helst (selvom jeg nu nok har en fornemmelse af, at de er det), da en mand der optages på film 24 timer i døgnet nødvendigvis må gøre noget åndssvagt før eller siden), er der ikke så meget andet i filmen, som man i virkeligheden kan bruge til noget.

Hvorfor nu ikke det? Det skyldes ikke, at der ikke skulle være ‘noget om snakken’ i de anklager der kommer mod Bush (relationerne til Bin Laden familien, beskyldninger om korruption og uduelighed, vennetjenester og udbredt nepotisme), men derimod at ingen af beskyldningerne i filmen får lov til at stå for sig selv eller tale for sig selv, men hele tiden er indsøbet i Michael Moore, Michael Moore og mere Michael Moore. Hans person fylder så meget i filmen (på trods af at man næsten aldrig ser ham on camera), at man ikke kan tage nogle oplysninger for gode varer, simpelthen fordi man ved at Michael Moore kun har lavet filmen af én eneste grund: At forhindre Bush’s genvalg. Derfor er han villig til at lyve 24 gange i sekundet, fordreje hvad han har lyst til og bruge alt og alle som redskaber i hans perfide projekt. Det er ikke sympatisk, og hvad værre er: det virker ikke.

Lad os tage et eksempel. En times tid inde i filmen er vi nået til Irak-krigen og er allerede nu blevet konfronteret med utallige latterliggørende situationer, hvor Bush tager sig ud som enten a) en tåbe eller b) en forbryder. Nu skal ‘The Coalition of the Willing’ præsenteres, og den skal naturligvis også gøres til grin, for hvad er det lige for nogle lande, der er med: det er lande som Costa Rica, Palau og Island, og det er naturligvis latterlige små lande, der også ledsages af latterliggørende billeder af Costa Ricanske bønder og døddrukne vikinger fra Island (nej, Danmark nævnes ikke, men her kunne man jo have taget ubåden eller sneploven med). Det får Moore til at konkludere, at siden de andre lande i koalitionen er så latterlige, må det jo være USA der skal kæmpe helt selv, igen (underforstået: det er kun små klientstater, der vil støtte USA-imperiet, sikkert fordi deres korrumperede ledere får penge under bordet for at støtte koalitionen, uden risiko).

Og her sidder jeg så personligt og får en temmelig dårlig smag i munden. Hvad med Storbritiannien? Ikke bare er Storbritianniens militær bestemt ikke latterligt, men bl.a. også fordi 60 briter har mistet livet i krigen. At sætte dem i bås med Costa Rica er simpelthen ikke god smag og viser en utrolig disrespekt for de døde. Man kunne også nævne de 19 italienere eller 11 spaniere der også er omkommet, eller de seks polakker, der bl.a. repræsenterer de mange østeuropæiske lande, som har valgt at støtte USA i koalitionen.

Hvad får denne erkendelse mig til? 1) Ikke stole på Moore. Han går efter de billigste grin og de billigste kneb, og udelader hvad han har lyst til. 2) Ikke bryde mig om Moore, af samme grund og fordi man her får en anelse om hvilket utroligt lumpent menneske han i virkeligheden er. Og den tårevædede historie om en moder som ‘før virkelig troede på det amerikanske militær’, men nu har mistet en søn i Irak og derfor (påstås det, selvom vi aldrig rigtig får det bekræftet), ikke længere har tillid til præsidenten. Og hvor Moore endda lige skal stå i hendes køkken og sige ‘it’s a great country’ om USA, osv. Det lugter ikke bare, det stinker. Hvad stinker det af? Det stinker af det samme som Fox News stinker af og det samme som George Bush’ taler stinker af: Propaganda, laveste fællesnævner, billige løgne, lette points, amerikansk populisme når det er værst.

Men er der så slet ikke gode scener? Jo, det er der, og der er endda en del af dem, og jeg ville dog bare ønske at de kunne få mere plads, for grundlæggende handler problemet om Moores disrespekt for sit eget publikum: Han undervurderer os simpelthen. Men credit for billederne af alle de sorte medlemmer af repræsentanternes hus, der prøver at få gennemført en omtælling i Florida, kun for at blive banket på plads af – sjovt nok – Al Gore. Credit for scenerne, hvor Moore forsøger at få kongresmedlemmer til at melde deres egne sønner til krigen i Irak (update: endnu en scene, der baserer sig på løgn og manipulation: flere kongresmedlemmer har sønner eller andre familiemedlemmer i hæren, og selv John Ascrofts søn har tjent på et flådeskib i Golfen). Credit for de gode anekdoter fra The Patroit Acts absurde bagside (eller er det forside?), osv., og egentlig er der jo mange fine ting i filmen, men de forsvinder ligesom i den helt generelle klamme fornemmelse af Moores demagogiske kapløb med Bush.

Links

Spinsanity gennemgår fejl i filmen

Michael Moores egen webside gennemgår facts i Fahrenheit 9/11

Dave Kopel gennemgår Fahrenheit 9/11

Christopher Hitchens har et par kommentarer om Michael Moores omgang med sandheden: her og her. Han opfordrer endda Moore til (igen) at møde ham ansigt til ansigt til debat, hvilket Moore dog næppe vil stille op til, da han intet ønsker nærer om at være gulvmoppe for Hitchens, der har argumenterne i orden.

Hvad synes irakeren Sarmad Faraj fra bloggen Road of a Nation om filmen? Læs her

Se også Iraq The Model for en anmeldelse.

Bowling For Truth gennemgår facts i Fahrenheit 9/11

Thinking Meat har en meget negativ anmeldelse, men hans udgangsreplik er morsom:

It seems that I could lay a turd and say that it’s anti-Bush, and it would be the next contender for the Oscar. I wonder what Michael Moore would think if I did that. I suppose he would think, “Dude, that guy stole my idea!”

På www.psychedelia.dk (en webside om svampe og andre euforriserende stoffer) har de en lang diskussion om Moore, og undertegnedes anmeldelse bliver såmænd nævnt!

På Liberator diskuteres Moore tre steder: her (om det saudiske kongehus og 9/11) og her (om Bowling for Columbine), og her (en mere generel diskussion, bl.a. om våbenlovgivning).

[“Fahrenheit 9/11”. USA, 2004. Instruktion og manuskript: Michael Moore. Medvirkende: George Bush m.fl.]

Skrevet af Lars Hvidberg

18. July, 2004 @ 20:05

Kategorier: Film og tv,Politik og etik

Tagged med

Skriv en kommentar