Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Allan Bloom om 68-oprøret

skriv en kommentar

Enhver der er professionel tænker, som sidder i en prestigefyldt og velbetalt stilling – og som samtidig ikke synes, der er noget at tænke over – må selvfølgelig føle sig i en akavet position over for samfundet. Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland [anno 1933, lhv.] var højreorienteret, mens den i USA [anno 1968, lhv.] lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op overfor massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme. Amerikas nye venstre var et Nietzscheficeret-Heideggeriseret venstre. Det ubændige had til det “borgerlige samfund” var nøjagtig det samme. Det beviste en berømt professor i politisk videnskab, da han læste nogle taler højt for sine studerende om, hvad der måtte gøres. De var vildt begejstrede, indtil han afslørede, at det var Mussolinis taler.

[Allan Bloom: “Historien om vestens intellektuelle forfald”, da. udgave, Gyldendal 1992, p. 308]

Skrevet af Lars Hvidberg

29. July, 2004 @ 22:54

Kategorier: Citater,Politik og etik

Skriv en kommentar