Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Pelle & Pind

med 7 kommentarer

Så ligger den i min CD-afspiller! Den længe ventede Pelle & Pind: Aznavour på dansk – Fra i dag (Airborne records, 2003), som jeg lovede en anmeldelse af, frisk hjemkommet fra biblioteket på Danasvej. Første reaktion: Meget, meget positivt overrasket. Det må være en af de mærkeligste og ‘against the odds’ mest vellykkede danske pladeudgivelse i det sidste års tid.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv er den store kender af Charles Aznavour, men både Pelle Voigt, den tidligere MF’er for SF og nuværende leder af Hjemløsehuset på Falkevej, og Søren Pind, medlem af Borgerrepræsentationen i København og ungløve i Venstre, har åbenbart en særlig kærlighed for den franske visesanger. Den har de taget så langt, at de simpelthen har indspillet en plade med 10 af mesterens bedste sange, oversat til dansk af Pelle Voigt. På trods af politiske uoverensstemmelser, ren con amore, simpelthen.

Det er Søren Pind der synger, og hvem skulle nogen sinde have troet det? Men her kommer overraskelsen: han gør det rigtig godt. Det vil være forkert at sige, at Søren Pind har nogen stor stemme, for det har han ikke. Men det er just det gode, for han har amatørens gå-på-mod og connaiseurens kærlighed til materialet og er ikke bange for at slå en skævert af og til, og det giver en velfungerende og indtagende stemning af inderlighed og friskhed. Han synger fordi han synes det er sjovt, og fordi det er nogle sange han har lyst til at synge – ikke fordi han gerne vil have folk til at elske ham eller købe hans plader, som mange popsangere. Det giver i virkeligheden langt mere nærvær end fx lignende projekter, hvor danske professionelle sangerinder skal indspille jazz-standarder, og man er ved at gabe kæben af led, allerede inden cd’en er gået i gang.

Det er Pelle Voigt som spiller guitar, men hans indsats som fordansker skal man bestemt heller ikke underkende. Sproget er mundret og direkte, samtidigt med at de store følelser kommer til deres ret, i sange som “Fra i dag” eller “Græd her ved min skulder”. De fleste er virkelig fine sange, og Aznavours talent som sangskriver spiller selvfølgelig også en stor rolle for projektet (selvom jeg godt kunne have undværet rocknummeret “Giv de seksten år”), og sangene er habilt (men traditionelt) arrangeret af Kristian Fogh. Det er en bizar udgivelse, men faktisk én som jeg – utroligt nok – selv kunne finde på at investere i, nemlig fordi den ikke er poleret og ikke er professionel, men skudt lidt fra hoften

Skrevet af Lars Hvidberg

29. July, 2004 @ 23:36

Kategorier: Musik

7 kommentarer til 'Pelle & Pind'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Pelle & Pind'.

  1. Fantastisk! Nu bliver jeg nødt til også at høre den…

    Torben Sangild

    30. Jul 04 @ 13:55

  2. Yes. Du låner den bare på biblioteket, og så går resten som en leg. Ved ikke om du kender noget til Aznavour i forvejen, men jeg er lidt interesseret i om de danske versioner holder vand.

    Lars Hvidberg

    30. Jul 04 @ 21:34

  3. Hr. Hvidberg – Aznavour er jo manden som står bag en række af de mest vidunderlige slagersange som spilles i en række af de tidlige Godard film (Belmondo sætter ham på pladespilleren i cafeen med Anna-K i “En kvinde..” – og spiller hovedrollen i Traffauts Shoot The Piano Player…bare fordi du er gået hen og blevet libertarianer på dine gamle dage behøver du vel ikke glemme din filmiske fortid.

    boe

    c. boe

    31. Jul 04 @ 23:32

  4. Hr. Boe – mange tak for en genopfriskning af min filmiske hukommelse. Og i øvrigt godt at se gamle kendinge dukke op på bloggen.

    L

    Lars Hvidberg

    2. Aug 04 @ 10:56

  5. Ritzaus Bureau meddeler klokken 14.23:

    “Den 53-årige Pelle Voigt genopstiller for SF ved folketingsvalget efter 10 år udenfor Christiansborg. Han kandiderer i Brønshøj-kredsen i Østre Storkreds, hvor Anne Grete Holmsgard genopstiller i Husum-kredsen. Det fremgår af SF’s urafstemninger og opstillinger i Østre og Søndre Storkreds. Kandidaterne skal godkendes af hovedbestyrelsen ifølge SF’s love. De opstiller sideordnet i begge storkredse, så kandidaten

    med flest personlige stemmer vælges.”

    Nu stiller både Søren Pind og Pelle Voigt altså op i Østre Storkreds. Aldrig har Aznavour-fans haft så mange muligheder ved et folketingsvalg!

    Ole Birk Olesen

    8. Sep 04 @ 17:26

  6. Wow, det må jeg nok sige! Det er jo i sandhed en glædelig nyhed for Aznavour-elskere. Nu bliver det endnu sværere at vælge til næste valg, hvis jeg ellers boede i Østre Storkreds…

    Lars Hvidberg

    9. Sep 04 @ 11:48

  7. Arrrrh Lars, mon ikke du ville have rimelig let ved at vælge mellem de to?

    Torben Sangild

    9. Sep 04 @ 13:57

Skriv en kommentar