Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Dawn of the Dead & Day of the Dead

med 4 kommentarer

Siden George A. Romero brød igennem med zombie-filmen Night of the Living Dead fra 1968, der satte nye grænser for grusomhed på lærredet, har undergrundsinstruktøren optaget to efterfølgere, som jeg nu har fået set på DVD. Den første af dem, “Dawn of the Dead”, har netop nu et remake i biograferne, og jeg tænkte at jeg lige ville se orinalen først.

Dawn of the Dead skal forestille at foregå få dage efter ‘De levende dødes nat’, ja måske endda ved daggry dagen efter. Vi følger fire personer der stikker af fra zombierne i en stjålen helikopter og havner på taget af et stort shopping mall. Her renser de ud i de lokale zombier (der er kommet tilbage til mall’en, fordi det ‘var et sted som betød meget for dem i levende live’), og barrikaderer stedet, hvor de så forskanser sig i månedsvis, da dets supermarkeder er stopfyldte med mad. Idyllen brydes først da en gruppe Hells Angels lignende typer vil bryde ind i mall’en og tage fra ‘dem som ikke vil dele’.

Det er en langt mere actionfyldt efterfølger, og egentlig ikke særligt uhyggelig. Imidlertid er den meget voldelig og atmosfærefyldt, og scenerne i supermarkedet fascinerende og grumme, med et underliggende ‘kulturkritisk’ tema, der ganske vist ikke er specielt interessant, men meget velgennemført. Glæder mig til at se remaken.

Lige så vellykket og nyskabende 2’eren er, lige så langsommelig og pointeløs er 3’eren Day of the Dead. Med al respekt for Romeros kulturkritiske sigte og vilje til forandring, så er hans talent for skuespillere ikke særligt veludviklet, og hans i egentlig forstand cinematiske evner er meget begrænsede (se bare hvor langt ligesindede som Peter Jackson og Sam Raimi er nået, fordi de også er dygtige filmskabere). Det kan også siges på en anden måde: “It’s the zombies, stupid!” Det er zombierne vi vil se vælte rundt, ikke en flok videnskabsmænd og militærfolk, der render rundt i et underjordisk kompleks og råber af hinanden, og råber, og råber, og råber. Meget kedeligt, og meget få zombier – kun i en garvet indledningssekvens i en Florida-lignende spøgelsesby og i afslutningens voldsorgie glimrer Romero. Ellers: gab.

Mens jeg sad og kedede mig over 3’eren rejste der sig nogle spørgsmål, som – når nu filmen begynder at tage sig selv så alvorligt at den skal handle om videnskab og etik – man passende kunne stille:

1) Hvis zombierne er så sløve, hvorfor er de så ikke nemme at nakke for politi og militær? Jeg mener, hver hovedperson i filmene når altid at nakke mindst 20, før zombierne kan stille noget som helst op. Kan ærligt talt ikke se hvorfor militæret ikke med nemhed skulle kunne pløkke dem alle sammen, før der blev en zombieplage ud af det. Hvor er M1 Abrams-tanksne, når man har brug for dem?

2) Hvor kommer zombierne fra? Og her mener jeg ikke i metafysisk forstand, for jeg kan såmænd godt acceptere både zombier og spøgelser på lærredet, når det nu skal være. Men noget undrer mig: Såvidt jeg har forstået det, så bliver man zombie, hvis man bliver bidt eller dræbt af en anden zombie. Det ser man flere gange i filmene. Men stort set hver gang zombierne, de langsomme bæster, får held til at fange et menneske, så giver de ham altså ikke bare et lille bid, men flår ham fuldstændigt i stykker og æder hans indvolde. Men hvor kommer alle disse hele zombier så fra, som vi ser gå rundt stort set uden en skramme (bare lidt blå i hovederne), hvis alle mennesker, som zombierne får fat i, bliver spist? Det undrede mig. Burde de ikke mangle en arm eller to? Eller indvoldene, eller halvdelen af kroppen, eller den hele?

Det er jo spørgsmål, man ikke skal stille. Men når film bliver kedelige, så er det den slags man begynder at stille. Så kan de lære det!

[“Dawn of The Dead”. USA, 1978. Instruktion og manuskript: George A. Romero. Medvirkende: Scott Reiniger, Ken Foree, David Emge, Gaylen Ross.]

[“Day of the Dead”. USA, 1985. Instruktion og manuskript: George A. Romero. Medvirkende: Lori Cardille, Terry Alexander, Joseph Pilato, m.fl.]

Skrevet af Lars Hvidberg

5. August, 2004 @ 08:23

Kategorier: Film og tv

4 kommentarer til 'Dawn of the Dead & Day of the Dead'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Dawn of the Dead & Day of the Dead'.

  1. En tur i et mall som Fisketorvet kan hurtigt give en følelse af, at de uvidende masser trisser rundt som zombier. Fortabte mennesker, som er sunket ned på et lavere stadie, hvor de er styrret af unaturlige og meget primitive instinkter, som de er blevet “smittet” med (læs “samfunds-medie-reklame-manipulation”). Og man kan få en følelse af, at de kommer for at spise ens hjerne – så man bliver lige så uvidende som dem.

    Dawn tager dette tema op og leverer en nærmest freudiansk tydeliggørelse skåret ud i tydelige billeder og paralleller. Jeg ved ikke, om man kan kalde det kulturkritik. Og hvis det er, er det meget overfladisk og billigt. Hvad er der så galt i, at folk kan lide at trisse rundt og købe ind? Det er da en vigtig del af mange moderne menneskers liv – rig som fattig, klog som uvidende. Men det er ikke det, det handler om.

    Det handler om, at vi har de handlingskraftige og sunde mennesker, som vi identificerer os med. Og vi har de fremmedgørende, uoverskuelige grå masser, som vi også kender. Og vi kender følelsen af at være midt i masserne og være bange for at blive opslugt og blive lige så anonyme, handlingslammede og manipulerede som dem. Temaet er den moderne fremmedgørelse, og det er da interessant. Og i øvrigt flot flettet ind i en ellers meget simpel film.

    Thomas

    6. Aug 04 @ 15:58

  2. Interessant læsning, Thomas. Havde ikke lige umiddelbart tænkt i de baner, men når du peger på det som årsagen til vores ‘primal-frygt’ for zombier, så er det sikkert rigtigt.

    Lars Hvidberg

    9. Aug 04 @ 09:19

  3. Jeg vil snarede kalde det primal-frygt for at miste identitet. At skille sig ud fra mængden er vigtigt for de fleste mennesker – også selv om de samtidig søger tilhørsforhold til en (mindre) gruppe. Måske har det noget af gøre med et primal-instinkt om at være fører-hannen? Eller en eller anden form for stamme-instinkt?

    Thomas

    9. Aug 04 @ 10:52

  4. Morten Wittrock

    12. Aug 04 @ 10:24

Skriv en kommentar