Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Bubber i Bolivia

med 3 kommentarer

I går sendte TV2 det femte af seks programmer, hvor Bubber rejser rundt i verden og sætter fokus på kvinder, børn og undertrykkelse, i forbindelse med FN’s 2015 udviklingsmål. Det er en sympatisk programrække, men jeg havde næppe set programmet, hvis ikke det havde været fordi den friske unge mand slog et smut forbi Bolivia.

Bolivia er som mange andre lande, ikke mindst udviklingslande, præget af stor kvindeundertrykkelse, også selvom der er sket fremskridt i de seneste år – ikke mindst fordi man nu rent faktisk er begyndt at opfatte undertrykkelsen og volden som et problem. Førhen var det simpelthen bare en del af kulturen. I programmet følger Bubber kvinden Stella, der ønsker at komme væk fra sin voldelige mand, og det lykkes, ikke mindst fordi hun har et kvindecenter at søge tilflugt i. Det er et meget rørende og insisterende program, og Bubber er medlevende på sin helt egen måde. Han har et stort hjerte, og så gør det ikke så meget at hans spanske er mangelfuldt.

Det er ekstra sjovt at se programmet, fordi det faktisk blev optaget i byerne Potosí og Sucre, på præcis samme tid, hvor vi rejste i området (Jeg har desværre endnu ikke fået lagt min rejseberetning fra tiden på nettet). Vi fik i øvrigt også insider-viden om programmet, fordi en ansat på den danske ambassade assisterede i research-fasen og fungerede som guide for Bubber (hvilket skulle have været en hård opgave; jeg vil dog ikke afsløre mere her, da tavshedspligten sikkert kan komme efter mig eller nogen jeg kender ;-)). Faktisk var vi tæt på at få et lift med Bubber fra Potosí til Sucre, men det lykkedes desværre ikke. Det kunne jeg ellers godt have tænkt mig.

Se programmet (du kan finde det i konsollen på tv2.dk) og få et indblik i et land, man ellers aldrig hører om i DK. Læg mærke til den brændende sol på højsletten, kvindernes påklædning og den specielle indiansk-spanske accent, hvor der trækkes på vokalerne. Og håb så på, at livet bliver lidt bedre for kvinder som Stella. Du kan jo evt. støtte et kvindecenter i Bolivia, hvis du har mulighed for det.

Skrevet af Lars Hvidberg

17. August, 2004 @ 17:38

Kategorier: Uncategorized

Tagged med

3 kommentarer til 'Bubber i Bolivia'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Bubber i Bolivia'.

  1. Det er fantastisk, at kvinders undertrykkelse nu bliver accepteret som et problem og ikke bare bortforklares som en del af kulturen… Men for resten, hvem bliver problemet accepteret af? Vesten eller ulandene selv? Jeg gætter på det første…

    Thomas

    18. Aug 04 @ 11:47

  2. Ikke helt rigtigt. Hvis du ser programmet (!) vil du se at det nye er, at ligestilling rent faktisk er blevet implementeret i loven, og at man er begyndt at rent faktisk gøre nogle ting for at oplyse kvinder om deres rettigheder. Og det virker faktisk, selvom udviklingen naturligvis går langsomt, ikke mindst fordi mændene nødigt giver slip på deres køkken-slaver.

    Lars Hvidberg

    18. Aug 04 @ 12:29

  3. Aha, ganske interessant. Jeg må vist hellere tjekke den udsendelse ud. Jeg er også spændt på at se Bubber i en anden rolle, end den jeg kender ham fra (det er lang tid siden).

    Thomas

    18. Aug 04 @ 18:40

Skriv en kommentar