Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Sørgedag

skriv en kommentar

Så er det frem med de sorte sørgebind: Per Højholt er død.

Ak ja, jeg husker selv engang i midten af 80’erne hvor jeg ungpurk holdt meget af at lytte til kasettebånd om aftenen før jeg skulle falde i søvn. Jeg lyttede til Beach Boys, The Beatles, Linie 3 og hvad jeg elllers kunne finde på mine forældres hylder (Ok, Linie 3 var min egen opfindelse). En dag faldt jeg over et bånd med den morsomme titel Kvababbelser, der lød så latterlig at jeg bare måtte høre båndet.

På coveret sad en bebrillet mand med gedebukkeskæg iklædt en (tidstypisk) cowboyjakke og pegede bestemt op i luften med sin højre arm, ikke til ‘romersk hilsen’ forstås, men for ligesom at slå en pointe fast. Køn var han jo ikke, og jysk snakkede han også, men min lille, sarte 12-årige barnesjæl sloges med forundring af hvad der gemte sig bag oplæsningen af titler som “Opfordring til Oprør”, “Mig og 6,5 millarder” og “Virkeligheden i Thisted”.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke helt forstod hvad manden med den tørre midtjyske humor egentlig snakkede om, men noget må det have ramt – for jeg kan stadig i dag gentage stort set hver eneste vending fra de præcise snakkedigte: “Jeg kunne egentlig godt tænke mig at gøre oprør… men det er ikke til at nå altsammen”, næsten ala Gittes monologer, og den onde kapitalistiske boss i “Fælles overenskomst”, der gemmer sin udbytning af folkn’ bag gæv bilsælgerjysk snusfornuft.

Jo, samfundskritikken lagde man mærke til, men det var jo indpakningen som for alvor gjorde det morsomt – og godt – og det var den som satte sig og levede videre, helt til Auriculas snurrede ørengange. Per Højholt var en gavstrik, en bluffhusar, en turbodreng, der gjorde digtoplæsning til en kunst, kunsten til et løgnagtigt digt og løgnen til en højere sandhed.

Thomas Bredsdorff har en nekrolog i Politiken.

Skrevet af Lars Hvidberg

16. October, 2004 @ 12:00

Kategorier: Bøger

Tagged med

Skriv en kommentar