Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Hvad skete der egentlig med Krist…

med 12 kommentarer

… Novoselic, altså, bassist i Nirvana? Kurt Cobain skød jo som bekendt hovedet af sig selv i en heroinrus (eller blev han myrdet af Courtney Love?), mens trommeslager Dave Grohl dannede Foo Fighters, der har fulgt arven fra Nirvana slavisk og effektivt. Bortset fra en enkelt plade med duoen Sweet 75, har ingen hørt fra Krist Novoselic, indtil nu.

Den gode Novoselic er nemlig blevet politisk aktivist og har skrevet bogen Of Grunge and Government: Let’s Fix This Broken Democracy!, hvor han plæderer for en genfødsel af demokratiet gennem – gys – større deltagelse fra almindelige mennesker, og en reform af stemmesystemet, således at der ikke går så mange stemmer til spilde i valgmandssystemet (altså et mere repræsentativt system ala det danske). Ikke ligefrem revolutionerende nyskabelser, skulle man mene, men bestemt sympatiske. Novoselic deltog også i protesterne mod W.T.O. i Seattle i 1999, hvor han spillede en protest-koncert med Jello Biafra (naturligvis) og Kim Thayil (ex-Soundgarden), og han har også stået bag en del andre politiske aktiviteter, mens han har arbejdet på et Nirvana box-set.

Det er jo ikke hver dag at en rockmusiker udgiver en egentlig politisk bog – selvom folk som Bono og Michael Stipe naturligvis føler de skal udtale sig om hvad som helst – men det er egentlig ikke så mærkeligt, når man ser på hele den punk-arv, som Seattle-scenen var en del af: den græsrods-tilgang til rockmusikken, DoItYourself-attityden og protesten imod konformiteten, som var med punken allerede fra Sex Pistols (hvis hovedmand John Lydon altid har betragtet musik som – også – politisk).

Det er jo i sig selv fint at ville bestemme selv og den anarkistiske ‘fuck dig’-tilgang som punken stod for, har været det vigtigste rock-statement siden Elvis’ bækkenbevægelser, men desværre peger Novoselics bog (som jeg dog kun kender gennem omtale i The New York Times) også på den grundlæggende politiske konformitet, som punken – og alle andre ‘alternative bevægelser’ især i USA efterhånden har tillagt sig: Lidt individualisme, lidt respekt for minoriteter, Bush er en idiot, og kapitalisme er noget dumt noget, og hvis bare folket vågner op, så kan vi styre nationen i den rigtige retning. Der er ikke noget opgør med det egentligt forfejlede i magttanken, der ligger bag demokratiet som det udspiller sig i dag: At der er nogen som skal styre, og det som det gælder om er at få ‘de gode’ (mig, Raplh Nader og Sean Penn) til magten, så de kan styre ‘retfærdigt’. Det handler sådan set ikke længere om selvstyre, men om de godes styre, og det er noget helt andet og langt mindre interessant.

Skrevet af Lars Hvidberg

20. October, 2004 @ 11:04

Kategorier: Musik,Politik og etik

12 kommentarer til 'Hvad skete der egentlig med Krist…'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Hvad skete der egentlig med Krist…'.

  1. Interessant, han melder sig i rækken af celebre fortalere for “det gode”, Sean Penn, Tim Robbins, Martin Sheen, Alec Baldwin osv.

    Han er dog ikke celeber nok til at medvirke i “Team America” , der netop har haft premiere i US og har affødt følgende respons fra Sean Penn.

    Jeg ser frem til din anmeldelse af netop den film, for den kommer vel?

  2. Det tror jeg bestemt! Jeg har allerede omtalt den tidligere: http://www.larshvidberg.dk/index.php?p=123 – og glæder mig meget til at se den!

    Det er skægt, at de allerede har fået et ‘sincere fuck you’ fra Sean Penn (hvis memoet ellers er autentisk) – han grinte sikkert meget over Fahrenheit 9/11, men nu er det måske ikke sjovt længere?

    Lars Hvidberg

    21. Oct 04 @ 14:51

  3. Heldigvis er det ikke alle punkere der har købt den dér med “ned med kapitalismen”. Anti-Seen, Johnny Ramone, Hellstomper, osv. we salute you!

    Det er The Clash der har ødelagt punkscenen med alt deres kollektivistiske ævl. Jeg får kvalme bare jeg tænker på “Sandinista” albummet.

    Daniel Beattie

    21. Oct 04 @ 15:15

  4. Bortset fra dub-numrene på “Sandinista”, naturligvis. ;-)

    Det er i grunden mærkværdigt at folk med baggrund i punkmusikken, som brænder så idealistisk for fx ytringsfriheden (fx Jello Biaffra og hans agitation imod The Tipper Stamp (“Parental Advisory: Explicit Lyrics” mærket, opkaldt efter Al Gores kone, Tipper), som jeg stadig husker fra en forrygende spoken word i Den Grå Hal for en del år siden), kortslutter fuldstændig når det kommer til det økonomiske område; her kan de pludselig ikke få øje på hvad der er frihed og hvad der er kontrol. Mystisk.

    Lars Hvidberg

    21. Oct 04 @ 15:55

  5. (host) eller også er det libertarianerne (host) der ikke kan få øje på hvad der er frihed og hvad der er kontrol (host-hot-hark)

    Hvad angår Sean Penn, så korsfæstede Sonic Youth ham jo allerede i 1986…

    Torben Sangild

    21. Oct 04 @ 18:09

  6. Det kan naturligvis ikke udelukkes, men det er da mærkeligt (host) at man har ét frihedsbegreb i et område af den menneskelige aktivitet (fuld ytringsfrihed, uanset om andre føler sig stødt eller børnene bliver korrumperede), mens der i et andet område ikke er nogen grænser for hvor meget der skal reguleres og tænkes på ‘almenvellet’. Synes du ikke?

    Lars Hvidberg

    22. Oct 04 @ 10:07

  7. Nu ved jeg ikke hvem “man” er i den beskrivelse, men jeg føler mig i hvert fald ikke truffet…

    Torben Sangild

    24. Oct 04 @ 10:51

  8. Lars, det er kun menneskeligt, at vælge idealer, der er i overensstemmelse med sine egne interesser. Det er dog mit indtryk, at venstreintellektuelle gør det i højere grad end de fleste andre.

    Man går ind for ytringsfrihed – undtagen for racister og virksomheder, som gerne vil sælge et produkt, da venstreintellektuelle hverken er racister eller forretningsfolk. Man går ind for friheden til at gøre med sit liv, hvad man vil (ryge hash, undlade at arbejde og bare i det hele taget at opføre sig åndssvagt), men er modstander af friheden til at gøre med sine penge, hvad man vil – også fordi forudsætningen for at man kan opføre sig åndssvagt i de fleste tilfælde (vi undtager succesrige kunstnere, musikere og højt begavede forskere etc.) er at andre kan tvinges til at finansiere livsstilen. Man går ind for fagforeningernes monopolisering af arbejdskraften ved brug af vold, men ønsker til gengæld, at staten ved brug af vold skal opløse alle tiltag til kartellisering i erhvervslivet. Man ønsker generelt bare statsstøtte til sin egen kultur (forfattere, teatre, musikere o.s.v.), mens man er imod statsstøtte til de andres kultur (folkekirken). Man ønsker statsstøtte til sine egne erhverv (forskning, undervisning, kulturliv), men man er imod statsstøtte til de andres erhverv (landbrug, almindelig fremstillingsvirksomhed).

    Det kan jeg til nøds leve med. Det er først, når de kalder det solidaritet, at jeg bliver rigtig sur …

    Ole Birk Olesen

    28. Oct 04 @ 21:32

  9. Dér fik de den.

    Lars Hvidberg

    29. Oct 04 @ 10:18

  10. Ole, det svarer til at sige at libertarianere kun vil afskaffe staten fordi de vil score kassen, og så kalder de det frihed. Mistænkeliggørelse af motiverne har aldrig været noget argument. Og der er ikke meget hold i det. Hvorfor skulle raske, velhavende, arbejdende venstreintellektuelle gå ind for arbejdsløshedunderstøttelse og offentlige sygehuse hvis de tænkte som du i dit paranoide sind forestiller sig? Osv. Osv.

    Torben Sangild

    29. Oct 04 @ 20:36

  11. Torben, kan du fremlægge en idé om retfærdighed, som kan argumentere for eksempelvis disse to punkter fra den venstreintellektuelles politiske program:

    At opkræve skatter til Thorsens Jesus-film er godt – at opkræve skatter til folkekirken er skidt.

    At monopolisere udbudet af arbejdskraft er godt – at monopolisere udbudet af alle andre varer og serviceydelser er skidt.

    Det kan godt være, at vi der argumenterer for frihed har en egen-interesse i at gøre det. Men i det mindste er vi da konsistente og gør det også, når det ikke lige passer i vores kram. Jeg er f.eks. ikke tilhænger af statsstøtte til aviserne, selvom det ville gøre det mere profitabelt at udgive avis og dermed hæve min løn.

    Hvorfor skulle raske og arbejdende venstreintellektuelle gå ind for en stor offentlig sektor, spørger du. Måske fordi de arbejder der?

    Det er ikke paranoidt at tro, at de fleste mennesker former deres politiske holdninger efter, hvad der tjener dem selv bedst. Du kan bare se på alle de mennesker, som er røde i deres ungdom på SU og offentlig uddannelse, men som begynder at stemme borgerligt, når de bliver voksne med hus og en topskatrubrik på årsopgørelsen fra skattevæsenet.

    Ole Birk Olesen

    29. Oct 04 @ 22:38

  12. Jamen altså du begår adskillige fejltagelser:

    1. Du generaliserer hæmningsløst. Det er fx ikke alle venstreintellektuelle der vil ophæve folkekirken.

    2. At sammenligne kulturstøtte og statskirke går ikke. Man kan let argumentere for at det er to vidt forskellige ting. Vi har fx ikke en bestemt filmisk retning som får støtte mens de andre må klare sig på egen hånd. Kulturstøtten er netop en støtte, ikke en ophævelse af nogen retning til statsinstitution. Støtten gives til alle mulige forskellige, er midlertid og delvist finansieret. Du skal være velkommen til at være imod kulturstøtte fordi du er libertarianer, men det har ikke noget med folkekirken at gøre.

    3. Jeg kender adskillige venstreintellektuelle som er ansat i det private. Din konspirationsteori er paranoid og bygger på fordomme. Dermed ikke være sagt at der ikke er en masse mennesker der tænker egoistisk når de stemmer. Jeg benægter bare at det skulle være en særlig venstrefløjs-specialitet.

    Torben Sangild

    8. Nov 04 @ 17:33

Skriv en kommentar