“Birkedal” på gaden

Så er Peter Øvig Knudsens nye bog Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder i butikkerne, og jeg har allerede haft et eksemplar i hånden (og køber nok et snart). Jeg havde jo den store glæde og ære at arbejde sammen med Peter Øvig Knudsen på filmen Med ret til at dræbe, hvor jeg og Brian Petersen stod for en omfattende arkivresearch i DR’s gemmer.

“Birkedal” vender tilbage til besættelsestiden, men ser nu modstandsbevægelsen fra den ‘anden side’, nemlig Gestapo og den tyske sikkerhedstjeneste, der benyttede sig af et omfattende netværk af danske stikkere, forhørsledere og i sidste ende mordere og terrorister i kampen mod modstandsbevægelsen – primært organiseret gennem Hipo og dettes særlige afdeling, E.T. (Efterretningstjenesten). Niels Rasmus Ib Birkedal Hansen var leder af en af disse grupper, og er blevet kaldt “Danmarkshistoriens største terrorist”, fordi han bl.a. stod bag omfattende schalburgtage og desuden var kendt som ‘tæve-Hansen’ af modstandsbevægelsen, da han med særlig voldsom sadisme bankede tilståelser ud af tilfangetagne modstandsfolk i Shell-husets kældre. Birkedal Hansen blev henrettet i 1950 som den sidste henrettede i Danmark, og af alle de 46 henrettede var han måske den som fortjente det mest.

Øvigs beretning skal efter sigende være et hovedsageligt psykologisk portræt af Birkedal, og ikke mindst en skildring af hvad der sker med mennesker når de får adgang til ubegrænset magt – som Birkedal fik, med alt hvad dertil hører af damer, stoffer og penge. En vanvittig historie som jeg ser frem til at læse.

Hør også Øvig i Ugen på spidsen fra i fredags.

[P.S. 4. november. Når sandt skal siges, så kommer jeg i tvivl. Muligvis var det Henning Brøndum fra Peter-gruppen (aka. Brøndum-banden), der fik prædikatet ‘Danmarkshsitoriens største terrorist’. Desuden deltog Birkeldal-Hansen kun sjældent i schalburgtage. Nogle gange bliver de her ting skrevet lidt hurtigt ;-)]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *