Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

De statsløse

med 7 kommentarer

DR2 sendte i går aftes programmet “Stasløs”, hvor journalisten Jacob Kofler tager med sin far tilbage til Polen, hvorfra familien (før Jacob blev født) blev udvist i 1969. Jacob Koflers far var én af de 3.000 polske jøder, som den danske stat tog imod, da det polske kommunist-regime ikke længere ville vide af dem, og anklagede dem for zionistiske konspirationer mod den polske nation (egentlig for at dække over den voldelige repression af et studenteroprør, der krævede ytringsfrihed). Det er en gribende og grusom historie om hvordan mennesker kan falde i unåde i deres eget land, hvor de har boet i generationer, alene på grund af deres etniske tilhørsforhold – og som følge af en totalitær stats propaganda. Til sidst sidder den unge Kofler ansigt til ansigt med én af de kommunistiske avis-redaktører, der var mest aktiv i hetzen og som direkte var medvirkende til, at hans far måtte flygte – efterlade alt hvad de havde opbygget og stikke af. Heldigvis var flygtninge dengang stadig en ny ting i Danmark, og tålmodigheden og imødekommenheden var stor. D

Programmet var også interessant for mig, fordi min kærestes mor og hendes familie var med i en senere flugt af polske jøder, i 1971. Jeg har selv hørt historien om hvordan min kærestes mormor og morfar blev udstødt af det polske samfund, blev fyret fra deres arbejde (morfaren var anti-kommunist, hvilket han aldrig lagde skjul på), men hvordan Danmark bød dem velkommen med åbne arme, hotelværelse og lommepenge. De har stadig venner i Dansk Flygtningehjælp, som bød dem velkomne dengang. Deres yndlingshistorie er hvordan, da de ankom til Hovedbanegården, blev modtaget af to danske politibetjente. Politiet vækker altid mistro i folk, der har boet i totalitære regimer, og de vidste ikke hvad de skulle vente. Men politibetjentene sagde bare: “Goddag og velkommen til Danmark”, trykkede dem i hånden og bød dem indenfor i landet, hvor de fik lov til at skabe sig et nyt liv. Senere er det jo desværre blevet så som så med gæstfriheden.

Jacob Koflers far har en historie om, hvordan han flyttede ind på et kollegium i første omgang, da de ankom til Danmark, og straks blev inviteret til et selskab hos en af de danske studerende, som boede på kollegiet. Og dér på væggene hos den skæggede hippie hang såmænd idol-plakater med alle de tyranner, der havde inspireret det grusomme styre i Polen: Lenin, Marx, Mao og gode gamle Che Guevara. Så kunne Kofler ellers stå der, og se sine bødlers forbilleder gjort til pop-idoler. “Danskerne var meget uvidende om hvordan det var i Østeuropa”, siger han lakonisk i programmet. Det må man sige.

Min kærestes mor kan fortælle en stort set identisk historie, om hvordan hun var på højskole dér i starten af 70’erne, hvor det var så populært at være socialist. Hun fattede det ikke og var slået med vantro. “I ved ikke hvad I taler om”, kunne hun bare sige, og afslog at deltage i indsamlinger til glæde for Formand Mao. De danske socialister blev vist egentlig lidt sure på hende – men det er jo også irriterende at høre fra en som virkelig kender til det, hvad kommunismen egentlig går ud på: Kontrol og undertrykkelse.

“Stasløs” var et godt program, der er værd at gense. Jeg har desværre ikke kunnet finde det på DR’s net, men der findes en programomtale.

Skrevet af Lars Hvidberg

1. November, 2004 @ 18:03

7 kommentarer til 'De statsløse'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'De statsløse'.

  1. Kære LArs,

    Hvor utroligt det ledet er jeg helt enig med dig. Jeg har samme rødder og har oplevet på samme måde. Heldigvis blev jeg skånet fro at komme til højskolen med det unge. Jeg kom først 5 år senere til Danmark. Politibetjente var flinke nok men ikke begejstrede mere. Krisen startede.

    Det der glæder mig mest, at min dætter har set den og forstod egentlig hvad vi mente der vi fortalte vores historie til hende.

    Tk for det.

    Hilsen

    Simon

    Simon Fish

    5. Nov 04 @ 21:43

  2. Kære Simon,

    Tak for din kommentar. Det er godt at høre, at undsendelsen har virket på mange andre. Det er vigtigt med den slags udsendelser, der skaber en historisk bevidsthed om hvad der foregår i verden, og hvorfor mennesker kommer hertil.

    mvh

    Lars

    Lars Hvidberg

    8. Nov 04 @ 12:05

  3. Programmet “Statsløs” genudsendes i dag, lørdag den 13., på DR2 kl. 17,50-18,30.

    M.

    13. Nov 04 @ 12:19

  4. Nu har jeg set programmet “Statsløs”, som jeg optog på video i går.

    Jeg er sikkert en generation ældre end de fleste, som skriver her i bloggen, så i 1968 var jeg 25. Dengang boede jeg i et bofællesskab – ikke egentligt kollektiv – og vi regnede os selv for venstreorienterede – dog ingen Che eller Marx på væggene. Vi var vel nærmest ret lyserøde, men troede, at vi fulgte med i, hvad der foregik i verden. I dag fortalte udsendelsen, hvor uvidende man var i Danmark dengang, om hvad der f.ex. foregik i Polen i 1968 og nogle år fremover.

    Dette er desværre fuldkommen rigtigt!

    Lars’ kommentarer om sin kæreste og hendes familiehistorie sætter tingene i perspektiv – selvom det måske er mikrokosmos. Der sker så mange forfærdelige ting i verden, at det kan være svært at forholde sig til det hele, men når man så kender nogen, så kan man desværre bedre forstå tingene.

    Dette gælder også mit “hjertebarn” – i bogstavelig forstand. Det er en nu 12- årig pige i Uganda, som har været mit fadderbarn i flere år. For kun 1200 kr. om året får hun skolegang – hvilket er usædvanligt for piger i Uganda – samt hun får en skolekjole, skolebøger samt 2 ordentlige måltider om dagen.

    Jeg ved godt, at Afrika er en urolig verdensdel, men naturligt nok interesserer jeg mig specielt for Uganda (her er det igen det nære, som gør sig gældende.) Navnlig i det nordlige Uganda huserer en oprørshær, LRA, som jeg har læst en del om på BBC. Det er temmelig forfærdelig læsning. Regeringen gør åbenbart ikke noget ved oprørerne.

    Her i foråret kom hæren til “min” piges skole, så børnene blev tvunget til at flygte i mange uger. LRA rekrutterer drengene til soldater på bestialsk facon, og pigerne bliver taget til soldaternes fornøjelse.

    M.

    14. Nov 04 @ 19:01

  5. M., det er jo heldigvis aldrig for sent at blive klogere! Det er ofte svært for alvor at se hvad der foregår i verden, med mindre man har en personlig relation til det. Det er (desværre) helt naturligt.

    På samme måde skal man virkelig lede godt for at få noget at vide om problemerne i Uganda, som man sådan set skulle tro slet ikke eksisterer, hvis man gennemsøger de store nyhedssites. Det gælder for det meste af Afrika. Men jeg kan da se her på BBC at 20.000 børn er blevet kidnappet af rebellerne og 1,5 mio mennesker fordrevet (ok, BBC har faktisk en ok dækning, mens CNN intet har om landet). Det tager man bare med et skuldertræk, mens det giver forsidehistorier hver eneste gang amerikanske tropper slår en prut i Irak (senest er det de 30.000 indbyggere i Falluja, der må vente endnu et par dage på rent vand og mad, alene af sikkerhedsgrunde – fordi der endnu ikke er ryddet ordentligt ud i den flok slyngler, som har holdt indbyggerne som gidsler igennem mange måneder – der skal på forsiden som ‘humanitær katastrofe’).

    Men hey, Uganda er jo langt væk, og det er jo kun sorte det går ud over – og det er jo heller ikke amerikanerne der er skurke, så det kan vi virkelig ikke bruge vores tid på… synes holdningen at være.

    Lars Hvidberg

    15. Nov 04 @ 10:51

  6. Kære Lars, M. og Simon

    Har først fundet jeres korrespondance nu. Håber I får at vide hvor meget det betyder for mig at filmen diskuteres og perspektiveres til Uganda, til Nordkorea, til alle mulige andre steder. Den har desværre ligeså stor relevans nu som dengang.

    Tak for jeres fine respons.

    Jacob.

    Jacob Kofler

    28. Oct 08 @ 00:32

  7. Kære Jacob

    Godt at høre fra dig. Og sjovt at en postering kan få betydning fire år efter :-). Tak for en god film.

    Lars

    Whiteberg

    28. Oct 08 @ 00:40

Skriv en kommentar