Stikkerdrab for retten?

Allerede i april måned anmeldte Det danske nazistparti fem tidligere modstandsfolk til politiet, efter de i filmen Med ret til at dræbe fortalte om hvordan de under krigen havde været med til at slå andre danskere ihjel i de såkaldte ‘stikkerlikvideringer’. I filmen fortælles der bl.a. om hvordan mange af stikkerlikvideringerne ikke i egentlig forstand handlede om at dræbe danskere, der fungerede som angivere til Gestapo, men at de også handlede om en mere generel krig mellem modstandsfolkene og de tyske håndlangere, fx folk der udførte polititjeneste for tyskerne eller tjente i fx Hipokorpset eller Schalburgkorpset. Det var altså en bred vifte af folk som stikkerlikvideringerne kunne ramme, og desuden forekom der et antal drab som dækkede sig ind under at være stikkerlikvideringer, men som egentlig var kriminelt motiverede. Det er sandsynligvis indrømmelsen af denne ‘gråzone’, der har givet de danske nazister blod på tanden i et håb om at de kan gnide lidt mere salt i såret på modstandsfolkene omkring et emne, som allerede har så mange menneskeskæbner i sit kølvand.

I gårsdagens TV2 nyheder udtalte en af de fem anklagede modstandsfolk, Gunnar Dyrberg, (hvem de fire andre er, oplystes ikke, men det drejer sig givetvis om folk som Herluf Rasmussen og Uffe Horwitz), at han mente sagen var gennemført fjollet, og at det var spild af tid for politiet at gennemgå de sager. Det som man ikke forstår, og det som eftertiden gentagne gange har haft så svært ved at forstå, er at der med likvideringerne var tale om egentlige krigshandlinger, hvor det gjalt en fortsat modstandskamp – der eller ville have været umulig. Stikkeriet var jo ikke opfundet ud af den blå luft. Gentagne gange blev modstandsorganisationer optrevlet, og i hundrevis af mennesker arresteret og sendt i lejre. Alene Ib Birkedal Hansens gruppe mentes at have stået bag 315 arrestationer – stort set alle sammen baseret på stikkeri. Det var, som Dyrberg formulerer det, dem eller os.

Derfor er der netop heller ikke i forhold til de fem, som nazistpartiet nu retter anklage imod, noget at komme efter. En liste blev efter krigen udarbejdet med de likvideringer som modstandsbevægelsen tog ansvaret for, og dem skulle der ikke længere gøres noget ved. Der blev i alt givet 9 oprejsninger i tilfælde hvor der var blevet begået deciderede fejl. I “Med ret til at dræbe”, og i Peter Øvig Knudsens Efter drabet står det dog klart, at der har været flere tilfælde af fejl, og endda egentligt kriminelle tilfælde. Det står klart nu, at det i længden ville have været mere klædeligt med en tilbundsgående undersøgelse efter krigen, men af mange forskellige grunde blev en sådan ikke foretaget. Imidlertid er der ikke derfor noget at hente hos de modstandsfolk, som de danske nazister nu vil slæbe for retten. Deres hæderlighed står hævet over enhver tvivl, og den del af kampen som de deltog i har allerede været dokumenteret indgående. Ja, der blev begået fejl. Ja, der blev slået mennesker ihjel, som måske ikke ville være blevet slået ihjel, hvis sagen var kommet for en domstol. Men der er ikke noget at komme efter hos de fem, skytset rettes imod. Nazisterne skal være velkomne til selv at forsøge at grave mere tvivlsomme sager frem. Og så kan de måske også for en god ordens skyld få den gamle nazist Søren Kam tilbage til Danmark, så han kan retsforfølges for mordet på redaktør Clemmensen? Ret skal være ret, og hvis nazisterne skal til at beklikke hæderlige modstandsfolk, kan de måske starte med de beviselige forbrydere i egne rækker?

9 comments on “Stikkerdrab for retten?

  1. Uden at set skal forstås polemisk så kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad der definerer forskellen på modstandsfolk og terrorister. Jeg kan ikke umiddelbart finde anden forskel end at “terrorister” bruges om de som ikke vinder magten eller sympatien, mens “modstandsfolk”, “frihedskæmpere” og lignende bruges om de som vandt såvel magten som den efterfølgende sympati.

    Eller findes der nogen juridisk definition af terror?

  2. Jeg tror ikke man kan opsætte nogen absolut forskel. Modstandsfolkene blev da også kaldt terrorister af både tyskerne og den danske regering, og deres metoder var vel også til dels ‘terroristiske’. Grænsen er naturligvis flydende, idet de fleste militære aktioner har terroristiske træk, og de fleste terroraktioner også har et eller andet overordnet mål. Der findes sikkert flere juridiske definitioner, men jeg er ikke sikker på at nogen af dem holder i alle tilfælde – men den generelle skelnen går imellem hvad aktionens primære formål er: om den har rationelle militære mål, eller om dens primære formål er at sprede frygt.

    Hvis man gerne vil se en forskel – som jeg tror der er på de fleste af de danske modstandsfolks aktioner og fx på de modaktioner, tyskerne iværksatte – kan man se på deres mål for aktionerne defineret i forhold til den militære kontekst de foregik i. De fleste af modstandsfolkenes aktioner (måske bortset fra enkelte der var egentligt terroristiske, som attentater på almindelige værnemagtssoldater) rettede sig mod militære mål og installationer med relation til den tyske krigsførelse, eller var et led i at kunne fortsætte denne modstandskamp (fx stikkerlikvideringerne). De tyske modaktioner ramte derimod ofte i flæng og rettede sig imod hele befolkningen; fx med clearingmord på folk der måtte regnes for at have modstandssympatier, men som ikke var direkte involveret i aktivt arbejde; eller simpelthen bare imod generelle symboler på det danske samfund (avisredaktioner, forlystelsesparker, sporvogne m.m.). De danske modstandsfolk spildte ikke tid og kræfter på den slags løse angreb uden formål, og de gange hvor de faktisk ramte civile fortrød de det bittert. Netop skelnen mellem civile og ikke-civile kan muligvis ses som et pejlemærke: Den tyske terror satte ingen skelnen, men det gjorde modstandskampen derimod (skåret over en bred kam). Gav det mening?

  3. Ja, det giver faktisk mening.

    Næste problem er jo så at definere “rationelle” mål. Ifølge den definition var USAs bombning af Hiroshima vel en terrorhandling, idet det gik ud over en kæmpemæssig civilbefolkning. Og også Israel udfører (så vidt jeg er underrettet) jævnligt “irrationelle” bombninger primært for at skabe frygt. Alligevel taler vi ikke om terrorhandlinger.

    De enydige terrorhandlinger ifølge din definition er vel dem der handler om at gøre opmærksom på en sag eller en modstand, snarere end at pasificere en modstander. En flykapring, 11. september, bombninger af turisthoteller mv. Her giver det god mening. Problemet er naturligvis alle grænsetilfældene og det at “kampen mod terror” vel ikke kan undgå selv at udøve terror?

  4. Ole Birk Olesen says:

    Jeg mener ikke, at det kan udtrykkes mere klart, end Peter Ustinov har gjort det:

    “Terror er de fattiges krig, og krig er de riges terrorisme.”

  5. Arh, nu bliver det lidt for simpelt, synes jeg. Terror er en taktik som enhver part i en konflikt kan bruge, rige som fattige. At man så også bruger mærkaten politisk for at miskreditere modstandere er en anden ting. Det er for at undgå terrormomentet at man har indført love for krigsførsel. At forskellige parter så vælger ikke at overholde lovene er en anden ting.

    Torben: Brugen af atombomben (og andre tilfælde, hvor de allierede bombede civile) kan vel kaldes terroristisk i den forstand at den ramte uskyldige civile. På den anden side var dens mål at stoppe krigsførslen, hvilket også lykkedes. Faktisk var fx bombardementerne af Dresden eller Hamburg værre i den henseende, idet de indgik i en ren terroristisk politik overfor Tysklands civilbefolkning. Det terroristiske vil være et element i krigsførsel, i det krigsførsel altid går ud på at knække modstanderens vilje til at kæmpe (den er vel på en måde altid ‘psykologisk’). Alligevel er der i ‘krigens love’ indføjet at man skal undgå at ramme civile, så vidt det er muligt og såfremt det står i et urimeligt forhold til de militære gevinster ved et angreb. En israelsk præcisionsbombning af en Hamas-leder er derfor ikke terrorisme, også selvom der omkommer civile. Præcisionsbombning uden Hamas-leder vil naturligvis være terrorisme.

    Men der vil altid være flydende grænsetilfælde, hvilket peger på forvirringen omkring ‘krigen mod terror’, der i min optik i virkeligheden er en krig der gælder demokratiseringen af Mellemøsten – hvilket jeg også mener man kan se på de faktiske handlinger, som bliver udført af USA og venner.

  6. Hvis atombombens formål lykkedes, og det derfor ikke er terror, kan man så ikke sige det samme om 11. september: målet var at skabe frygt og det er i den grad lykkedes. Eller hvad?

  7. Nej, det var nu ikke meningen. Det var ikke fordi atombombens formål lykkedes, at den ikke var terroristisk, men fordi dens formål ikke var terroristisk fra starten. Også mislykkede terroraktioner er terroristiske.

  8. Okay, så forstår jeg bedre…

    Men hvad er så et terroristisk formål? Er det at ramme tilfældige mennesker?

  9. Tja, efter definitionen er det vel at skabe frygt, og det gør man jo bedst ved at ramme tilfældigt og ved at de ansvarlige ikke træder offentligt frem, så de kan holdes til ansvar.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *