Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Alexander

skriv en kommentar

I dag har Oliver Stones megafilm Alexander om ‘Big A’ fået premiere. Den har generelt fået en (fortjent) lunken modtagelse hos anmelderne, og for et syns skyld smider jeg lige min egen anmeldelse fra Citadel på nettet:

Der er en god portion inspireret vanvid i Oliver Stones’ fortælling om Alexander Den Store, for ligesom hovedpersonen erobrede hele Den Kendte Verden, før han var fyldt 27, vil Stone have det hele med: Det historiske, det kulturelle, det militære, det psykologiske og det mytologiske. På vanlig Stone-vis får den hele armen i Alexander, som trods 3 timers spilletid er både fascinerende, uhåndgribelig og forvirrende.

Stone vil skildre Alexander (Colin Farrell på en umulig opgave) som et levende menneske, der drives af et uforløst forhold til sin heks af en mor (Angelina Jolie med slangetunge) – men samtidig også som et næsten mytologisk væsen, der lever i den græske gudeverden med Zeus’ gyldne ørn som ledestjerne og mareridt.

Visionen forløses fuldkomment i det drabelige slag ved Gaugamela, hvor Alexanders ryttere besejrer perserne med en taktisk genistreg, og hvor mytologi, strategi og Alexanders brændende personlighed går op i en højere enhed. Dette kunne virkelig være Alexander, og det er stort! Men udover de udpenslede slag med (meget flotte!) krigselefanter og kædedrab svælger filmen i Alexanders tiltagende storhedsvanvid, homoseksualitet og moderbinding, og desværre er Stone – som den nihilist han er – i sidste ende mest til død og undergang.

Alexander kunne være blevet et originalt billede fra en for længst glemt tid, men ender som en både rodet og genkendelig forfaldsmyte fra den moderne verdens overskudslager.

Jeg har givet den 3 ud af 6, men mener nu alligevel, at den er værd at se.

[“Alexander”. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Oliver Stone, Laeta Kalogridis, Christopher Kyle. Medvirkende: Farrell, Angelina Jolie, Val Kilmer, Anthony Hopkins m.fl.]

Skrevet af Lars Hvidberg

26. November, 2004 @ 17:35

Kategorier: Film og tv

Skriv en kommentar