Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Weblogs i P1

med 17 kommentarer

Her til morgen havde P1 Morgen et indslag om weblogs, hvor de bl.a. interviewede Tone fra Niftier Than Thou – en blog som jeg dog ikke umiddelbart kender, men fandt linket til på hende.dk, som også bliver omtalt (bl.a. hendes hjerteskærende historie om lille Cirkeline, der måtte forlade verden alt for tidligt). Det er da morsomt, at der er begyndt at komme lidt mere fokus på blogging i de danske medier (i de amerikanske har det som bekendt fyldt voldsomt efter valgkampen 2004, hvor blogging brød igennem som main-stream fænomen).

Det er et udmærket indslag, og forholdsvist loyalt overfor den del af den danske blogosfære, som fokuserer på meget personlige emner (parodieret så fint på Den Kedelige Blog). Men det ville måske være rart, hvis man også begyndte at opdage, at der også findes danske bloggere som skriver om ikke-personlige emner? Blogging kan bruges til rigtig mange ting, ikke kun til udvidet dagbog eller poesibog (ikke at jeg har noget imod det i øvrigt, det er bare ikke noget jeg selv bruger meget tid på at læse).

Skrevet af Lars Hvidberg

15. December, 2004 @ 15:47

Kategorier: Web 2.0

17 kommentarer til 'Weblogs i P1'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Weblogs i P1'.

  1. Blogging og participatory journalism (brugerjournalistik, som for eksempel modkraft giver mulighed for) er jo trend-ord i journalistkredse for tiden. Eller måske er det bare noget jeg føler, fordi jeg netop har overstået multimediespecialet på journalisthøjskolen og skrevet medieteoriopgave om participatory journalism. Vi, på multimediespecialet, blev sådan set undervist i at blogge. Det var ganske svært at finde på en ide, der kunne give en blog liv og så ikke mere i bare nogle få dage. Det er ikke rigtigt det, blogmediet er bedst til (mit forsøg kan ses her).

    Det var formodentlig Dan Gillmors bog, we the media, som udkom i sommers, der gjorde det til modefænomer, hvis ikke man kunne argumentere for, at det var det blevet alligevel. Gillmors bog kan i den rette ånd naturligvis hentes gratis på nettet hos forlaget O’Reilly. Nieman Report havde også en glimrende række artikler om journalistik og blogs forrige år – pdf-fil kan hentes her. Det danske netjournalistikmagasin – eller hvad man nu skal kalde det – ejour har også haft fokus på det et stykke tid.

    Så selv om det er ganske rigtigt, at der har været stor fokus på det efter det amerikanske valg (vel snarere under?), så er det noget, der har ligget og boblet under overfladen et stykke tid. Og også i Danmark, naturligvis, men lige med en lille forsinkelse i forhold til USA, selv om forsinkelsen vel næppe er så stor, som den har været, bl.a. takket være de nye netmedier ;).

    I mine øjne er det hævet over enhver tvivl, at vi vil se flere historier om blogs i de danske medier i det kommende stykke tid. Vi vil også se flere tiltag, hvor blogging forsøges integreret i mediet, som det er nu – der har været nogle forsøg, dog alle halv-forkølede (i hvert fald dem jeg er stødt på).

    Hvad vi umiddelbart mangler (før det helt store gennembrud USA-style), er en sag, hvor den danske blogosphere på en eller anden måde får kørt i sag igennem i deres eget univers, indtil den får så stor pondus, at den burster igennem i det danske mediebillede. Men spørgsmålet er, om der er nok danske blogs med politisk/kommenterende/analyserende profil, til at det kan ske? Jeg kan ikke umiddelbart ikke se, at der er det. Hvor mange blogs med en politisk profil ala din, er der for eksempel? Ikke just mange ;), og dermed forsvinder netværkseffekten, hvor en sag vokser sig større og større. Som der er i DK nu, så diskuterer de politiske bloggere vel mest bare med hinanden udfra hver deres sager og hver deres synspunkter, så synergieffekten, hvor den historie, der ikke bliver fortalt i medierne, alligevel spredes til den ikke kan ignoreres, opstår ikke.

    Eller hvad?

    Thomas Stærmose

    15. Dec 04 @ 20:04

  2. Hej Thomas. Tak for fyldig kommentar og links. Jeg tror helt sikkert, at der vil blive mere fokus på blogs i fremtiden, da jeg tror det er et medium, som endnu kun er i sin vorden i Danmark (hey, min blog havde premiere i august 2002 – og der havde jeg ikke engang hørt om fænomenet!). Jeg tror dog desværre også, at det kræver en del flere danske bloggere til at skabe et fænomen ala Rathergate. Det kræver flere danske bloggere med mere eller mindre samme agenda, og det det kræver folk der gider bruge meget mere tid på at blogge – så vidt jeg kan se er det vist kun mrandersson i DK der har tid og kræfter til virkelig at følge noget igennem, og selv han låner mest sit stof fra udlandet.

    Måske kunne det være en sag for danske libertarianere? Der bruges allerede meget tid på Liberator og den slags, men måske skulle man prøve at tage det skridtet videre. Evt. kan man være flere om en blog, ala den veletablerede Harry’s Place. Der findes fx også svenske liberale, der har egne blogs. Prøv fx at se her. Jeg mener jeg fandt en svensk libertarianer på et tidspunkt, men husker ikke adressen (har ikke tid til at søge lige nu). Udfordringerne i velfærdsstaten må være nogenlunde den samme for S og DK, og måske kunne man søge inspiration.

    Et alternativ kunne naturligvis være at skrive på engelsk, hvilket ville kunne få danskere med i internationale synergieffekter. Men så ryger den danske vinkel – og pointen.

    Lars Hvidberg

    15. Dec 04 @ 22:27

  3. Ang. den svensker der, så fandt jeg hurtigt bl.a. Johan Norberg, forfatteren til In defense of global capitalism, og Henrik Alexandersson fra Frihetsfronten. Måske var det en af dem, du tænkte på? Jeg har ikke fulgt med i nogen af dem, men måske man skulle gøre det. Der var vist et par stykker til af de svenske libertarianske blogs, men dem tjekkede jeg ikke lige ud. Det må vente til en anden gang.

    Mens jeg surfede rundt hos Frihetsfronten, fandt jeg i øvrigt ud af, at man i sverige åbenbart bruger ordet nyliberalism for at markere sit tilhørsforhold til den klassiske liberalisme, som på amerikansk – og til dels på dansk – i dag hedder libertarianism. Ganske pudsigt! Hvordan mon de har det med ordet neoliberalisme (som ikke er det samme) i Sverige?

    Der findes jo allerede i dag to danske libertarianske gruppeblogs. Du kender dem selvfølgelig godt, men vi kan lige så godt gentage dem. Der er bRoggen og den hos antikrig.dk, hvor jeg jo selv deltager i den, jeg tror, du mindst foretrækker ;). Men de er jo ikke helt den rendyrkede form for blogs, og dermed heller ikke som sådan spillere i blogosfæren. Jeg har aldrig set dem citeret i andre blogs fx.

    Men politiske blogs vil vokse, ingen tvivl om det. Det er verdens billigste medie, og det er nemt at håndtere. Jeg mener, jeg for nylig så at antallet af blogs på verdensplan havde nået omkring 4 mio. (men hæng mig ikke op på det), og væksten er stadig voldsom, så det danske område vil nok også ser mange flere, end der er nu.

    Thomas Stærmose

    15. Dec 04 @ 23:58

  4. Det var muligvis Nordberg jeg havde fat i, men jeg genkender ikke det grafiske design. Det vil jeg bore lidt mere i ved lejlighed. Der er for lidt nordisk samarbejde, når man tænker på at vi på mange måder har de samme politiske og sociale forudsætninger.

    I P1 sagde de 10 millioner blogs verden over! Det er sandelig mange. Jeg kom til at tænke på, her hvor ‘uh hvor er det synd for public service’-møllen kører i DR, at man ikke behøver frygte for public service: almindelige mennesker er godt i gang med at skabe deres egne medier: blogs, nemlig. Skrot DR og send et blogger-abonnement ud til hver husstand – og brug de 3 milliarder i licens til et IT-kursus til folket. Konkurrencen vil sørge for, at de bedste blogs bliver populære – og samtidigt kan enhver skabe deres egne niche-områder – det er public service i en nøddeskal, tilgængeligt for alle og det tilser alle interesser, fordi der ikke kun er én kanal, men 1000-vis af kanaler.

    Problemet med både brog og anti-krig er efter min mening, at det ikke er muligt at komme med kommentarer (bortset fra at brog kan være ekstremt morsom) – men ellers kan det da være, at jeg skulle til at citere Brokkemand Bob eller de andre ;-), så der kan komme lidt synergi – det er jo sådan et godt modeord, så det må kunne et eller andet.

    Lars Hvidberg

    16. Dec 04 @ 09:05

  5. Jeg har forlængst skrottet tv (og dermed DR) til fordel for nettets tilbud. Er der noget sport eller en film, kan det være jeg finder mig et fjernsyn et sted, men ellers gider jeg det ikke. Jeg er måske “længere fremme” end mange andre, men jeg er ikke den første, og jeg bliver helt sikkert ikke den sidste. Så jeg tror, du har ret i, at Public service-tv er på mod enden…

    Spørgsmålet er så, hvad de så finder på at licensbelægge…

    Thomas Stærmose

    16. Dec 04 @ 14:31

  6. Jeg synes det er lidt synd at de etablerede medier udelukkende fokuserer på dagbogs-blogs som om det var den eneste slags. Ofte kommer de endda til at definere en weblog som om det var en dagbog på nettet. Problemet er at man dermed ikke viser de mange andre potentialer blogformen har. Folk som hører om weblogs i radioen eller på TV eller i aviserne får det indtryk at der er tale om en slags eksibitionistisk udløber af reality-TV hvor man skriver om sin hverdag for sin egen skyld, og det er næppe sådan man får gjort offentligheden interesseret i mediet.

    Torben Sangild

    16. Dec 04 @ 18:45

  7. Mediet har enorme potentialer. Vi er stadig på samme stadie som dengang filmen bare var en gøglerattraktion på markedspladserne. Ej, måske ikke helt – men endnu på det stadie omkring 1914, hvor dansk stumfilm var dominerende i verden (uden at dominere i kvalitet). Vi mangler bare en D. W. Griffith, der kan sprænge rammerne og vise vejen…

    Lars Hvidberg

    16. Dec 04 @ 22:54

  8. Apropos liberale gruppeblogs. Michael Jennings fra Samizdata har været på besøg på Christiania:

    http://www.samizdata.net/blog/archives/007042.html

    Ole Birk Olesen

    17. Dec 04 @ 17:02

  9. Lars:

    Mediet har enorme potentialer. Vi er stadig på samme stadie som dengang filmen bare var en gøglerattraktion på markedspladserne. Ej, måske ikke helt – men endnu på det stadie omkring 1914, hvor dansk stumfilm var dominerende i verden (uden at dominere i kvalitet).

    Hvis vi antager, det kun er begyndelsen, hvad vil det så føre med sig (ikke mindst for os, der skal leve af professionel formidling)? Jeg fik lige følgende link: http://www.halorising.com/epic//. Det er et meget sjovt tankeeksperiment, der skal forestille en produktion fra et mediemuseum i 2014, og bloggin’ og participatory journalism og googlebots har lavet om på et og andet. Jeg køber den ikke helt, men på den anden side, så er der ikke rigtigt noget, der virker urealistisk i den.

    Thomas Stærmose

    19. Dec 04 @ 18:11

  10. Pudsigt lille klip på det af Thomas Stærmose omtalte mediemuseeum.

    Det er næppe et freudian slip, at navnet på en kreditkort-holder i klippet hedder Winston Smith – den fortvivlede mand, som forsøger at undvige Big Brothers blik i ‘1984’.

    Medievirkeligheden er i fremtiden, ifølge mediemuseet, et internaliseret Panoptikon, hvor brugerne selv skaber Newspeak, og gennem dette bliver den digitale flade blot et overfladisk forum, hvor eliten som altid sidder på den virkelige viden. Konspirationer en masse…

    Eller har jeg misforstået klippet?

    jesper banzon

    21. Dec 04 @ 18:27

  11. Gud fader en flok nervøse høns at se på. Kan man ikke skrive om Uriasposten, Filtrat, Polemiken og MrAndersson der alle har flere læsere end de fleste andre og er en del af den politiske debat (Polemikens forgænger Letsindig var sammen med de andre 3 debatemne på Modkraft) – så er det fordi man er bange for at skrive om virkeligheden, eller slet og ret ønsker at retouchere virkeligheden som en anden Stalin.

    Længere er den jo ikke, hvilket I vist godt ved, når I tænker jer lidt om.

    Jeg har også lavet et debat-forum der skulle være både bredt og frit i modsætning til Liberator og Modkraft. Det havde også mange hits – og de unge selvhøjtidelige og lettere nervøse Blog-høns m/k havde meeeeget svært ved at få øje på det.

    Grow up!

    Letsindig

    28. Dec 04 @ 15:30

  12. Letsindig: Jeg forstår ikke helt hvor du vil hen? Pointen er bare, at weblogs er andet end dagbøger, og har potentiale til at blive en helt ny form for journalistik, og det bør danske medier få øje på. Om de skriver om mig eller Mr. Andersson eller en helt tredje er jeg sådan set ligeglad med. Hvad er din anke i forhold til det?

    “Længere er den ikke” – undskyld, ikke forstået? Længere er hvad ikke?

    Hvor ligger det debatforum du omtaler? Og hvad skulle være relevant med den oplysning?

    Lars Hvidberg

    28. Dec 04 @ 17:25

  13. Letsindig viser bare endnu en gang hvor tåbelig han er. Argumentation og fairness gider han ikke beskæftige sig med, bare han kan svine nogen til, helst nogen kvinder. At kalde Polemikken “bredt og frit” er et glimrende eksempel på hans manglende selverkendelse.

    Torben Sangild

    2. Jan 05 @ 14:55

  14. I øvrigt er det ikke rigtigt at folk som Letsindig ikke kommer til orde i Politiken. De har en fast klumme hver søndag på bagsiden, repræsenteret ved pens. agronom Erling Brokkendorf fra Vrissenbjerg. Jeg har faktisk svært ved at se forskel…

    Torben Sangild

    9. Jan 05 @ 15:43

  15. Lars,

    Kan kun sekundere dig i behovet for at weblog begrebet i Danmark udvides en smule.

    Blev faktisk interviewet ca. en time til det pågældende program/indslag – men det faktum at jeg overhovedet ikke snakkede om dagbogs weblogs – var vist kraftigt medvirkende til at de ikke brugte noget af det.

    Oplysningen om de 10 millioner weblogs, hende.dk, mv. var dog fra undertegnede og sikkert ikke factchecket derudover.

    Jeg burde have blogget og advaret om det kommende indslag med et ensidigt indtryk af blogfænomenenet – men mit filter på journalistverdenen hvor vinkelen er der i forvejen og blot leder efter de rigtige soundbites og nogle personer der kan iscenesættes som faglige ressourcepersoner var for stærkt – jeg så det end ikke som noget der var overraskende eller værd at bruge tid på at blogge!

    I USA har der fornyligt været flere artikler der ret åbenlyse er negative imod blog fænomenent og prøver at sætte det i et bestemt lys qua truslen imod massemedierne – i det tilfælde havde de dog valgt emnet for programmet i forvejen og troede at weblogs passede 100% ind i det.

  16. Skulle du ikke netop fralægge dig det filter, Thomas?

    Fantomas

    13. Jan 05 @ 13:45

  17. Ekstra Bladets computernørd, Bo Elkjær, om weblogs:

    http://www.journalisten.dk/sw4978.asp

    Ole Birk Olesen

    28. Jan 05 @ 14:27

Skriv en kommentar