Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Lunch Break

med 3 kommentarer

For dem der ikke ved det går jeg for tiden på et kursus i manuskriptskrivning. I dag lavede vi en sjov lille øvelse: Vi fik udstykket (tilfældigt): en location, to roller og en titel, som vi så havde 45 minutter til at brygge en historie sammen med. Her er hvad jeg skrev. (Nu jeg ikke rigtig har tid til at opdatere andre ting):

LUNCH BREAK

Et vaskeri i den indre by. Tørretumblerne tumler og maskinerne snurrer, men ellers er der tomt i det snuskede lokale. Udenfor skinner solen. Det er en dejlig og varm dag.

Ind kommer en lille, kinesisk mand i t-shirt og joggingbukser, han sveder voldsomt og ser bekymret ud, og i hænderne bærer han en bylt af sammenrullet, mørkt tøj. På fødderne har han meget fine, sorte sko. Han går hen til en ledig maskine og begynder søgende at studere instrumentbrættet med de mange indstillinger. Han træder et par skridt tilbage, stirrer intenst på en stor planche med vejledninger til de mange vaske- og tumbleprogrammer, og ser i det hele taget meget perpleks ud. Så tager han en dyb indånding, smider bylten i maskinen, trykker nærmest tilfældigt på en knap og smider en mønt i. Maskinen begynder at snurre. Han ånder lettet og sætter sig på en bænk og venter. Han ser på sit ur.

Efter et stykke tid vælter døren pludselig op, og ind træder en højt flot mand, smuk som en fotomodel, atletisk bygget og iklædt et smart gråt nålestribet jakkesæt. ”Åh, det var dog forbandet,” vrisser han irriteret og prøver at børste en stor plet på sin ene brystlomme væk. Det virker naturligvis ikke, og pletten bliver bare værre. Han slipper sin dyre lædermappe, der falder til gulvet med et højt bump, så det giver et sæt i kineseren, der rejser sig op. ”Hallo!” råber den høje mand til kineseren. ”Du der!” råber han igen, da kineseren ikke reagerer, men bare kigger sig undrende omkring.

Den høje, smukke mand tager jakken af og går hen til kineseren for at vise den frem. ”Ja, det er dig jeg taler til, ikke? Jeg står og skal til et meget vigtigt møde her om et kvarter, og ser du, siden vejret var så godt, tænkte jeg at jeg lige ville tage mig en af de fine chokoladeis fra Holidaice, og klovn som jer er, så spilder jeg det hele.” Han smiler indladende til kineseren, der stadig ikke ser ud til at fatte noget af hvad der foregår. ”Så du kan jo nok forstå, at det hele er lidt kritisk…” siger han som om det nu burde være indlysende, hvad der skal ske. Det er det åbenbart ikke, for kineseren ser stadig undrende på manden. Nærmest fortvivlet kigger kineseren ned i gulvet, som om det er meget pinligt det hele.

”Hør du”, siger den høje mand. ”Fatter du ikke hvad jeg siger til dig? J e g s k a l t i l e t v i g t i g t m ø d e,” prøver han langsomt, ”og har brug for at få jakken renset. Kan du gøre det nu, hvad, kan du det?”

Kineseren forsøger sig med et par ord, sandsynligvis på kinesisk, og trækker så på skuldrene. Han ser hen på den vaskemaskine, som han puttede bylten i. Så siger han noget mere på kinesisk.

”Nå, har du travlt, hvad, har du travlt?” spørger den høje mand. ”Undskyld, men hvad er det for et renseri det her? Er I ikke interesserede i at tjene penge? Jeg troede ellers I var blevet så griske, ikke? Slut med kommunismen ikke, sandt, nu skal der bare tjenes penge, ikke sandt? Og så skidt med om det koster danske arbejdspladser, ikke sandt? Ja, men nu skal du høre: Jeg betaler godt, for det er vel prisen det kommer an på.” Han tager sin pung frem og begynder at tælle nogle sedler op. ”Ok, se her” siger han og viser dem frem, flere hundrede kroner, som han vifter under næsen på kineseren.

I det samme lyder et DING fra vaskemaskinen, og lågen springer op. Kineseren går resolut hen til maskinen, tager den våde bylt og putter den i en anden maskine, hvor han trykker på knappen. Den begynder at rumle voldsomt.

”Nå, det har du tid til, hvad? Det har du tid til?” siger den smukke, unge mand, nu temmelig vred. ”Men jeg har altså ikke tid til at stå her og glo, mens du gør noget andet færdigt. Hvis du vil have klejner, så må du også arbejde for dem! Her, 500 dask, men så skal jeg også gå om 5 minutter. Fatter du det? Tid er penge!”

Kineseren har nu valgt at ryste resolut på hovedet. Han trækker igen på skuldrene og ser lige op i ansigtet på den smukke mand.

”Arh, det var da utroligt!” siger manden. ”Kan man ikke få noget gjort i den her by?!? Jeg kan godt love dig, at du kommer altså ikke til at få mange kunder med den attitude du ligger for dagen. Hvis jeg opførte mig sådan på mit arbejde, så blev jeg fyret, du. Og det bliver du nu, makker. Må jeg tale med din chef? MÅ JEG TALE MED DIN CHEF!?!” Han råber nu lige ind i hovedet på kineseren, der træder et par skridt tilbage.

Der lyder igen et DING fra den anden maskine.

”Ding! Ding!” råber manden. ”Det var dog forpulet, sikken en kinesermusik.”

Nu går døren op, og ind kommer to mænd og to kvinder. De er alle kinesere og iklædt mørke pilotjakkesæt. De råber ophidset til den første kineser og peger på deres ure. Denne ser også selv på uret og ser forskrækket ud. Så farer han til maskinen, der lige har sagt ding, tager den mørke bylt ud, der nu er tør. Han klæder sig hurtigt på, og foran den høje mand står nu en kinesisk pilot. En af kvinderne kommer hen til ham, giver ham en kasket, som han tager på. Kineseren bukker høfligt for den høje mand og går sin vej med de andre kinesere.

Den høje mand står måbende tilbage og kigger tomt på sin jakke, som han stadig holder udstrakt i hånden. Han lader de 500 kroner falde til gulvet. Så kigger han på sit ur. ”Det var dog forbandet!” råber han desperat, griber sin mappe og løber ud af vaskeriet.

Skrevet af Lars Hvidberg

4. January, 2005 @ 22:25

Kategorier: Ego

3 kommentarer til 'Lunch Break'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Lunch Break'.

  1. Fin sketch!

    Men er du nu sikker på at pilottøjet kan tåle tørretumblerbehandlingen?

    Torben Sangild

    5. Jan 05 @ 17:25

  2. Argh! Du rammer lige ned i achilleshælen for sketchen! Et sådan fint pilotsæt kan naturligvis ikke klare tumbling, men det håbede jeg ingen ville opdage.

    Lars Hvidberg

    6. Jan 05 @ 11:32

  3. Selvfølgelig kan en moderne tumbler klare det.

    Fint opbygget historie.

    M.

    6. Jan 05 @ 14:33

Skriv en kommentar