Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Brug og misbrug af historien

skriv en kommentar

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har igen fået historikerne op af stolene med sin udlægning af besættelsestiden. For et par år siden gjalt det hans irettesættelse af samarbejdspolitikken, som han betegnede som et moralsk svigt. Han sammenkædede også historien med Irak-krigen og forsøgte at få deltagelse i Irak-krigen og modstandskampen mod nazismen til at passe sammen – en lidt plat analogi, hvis du spørger mig. De fleste historikere mener imidlertid, at man ikke kan fælde moralske domme i den forstand over fortiden – og det er muligvis rigtigt, i det mindste hvis man er historiker og tager sit fag alvorligt. Men som lægmand kan man vel godt have en mening om, hvorvidt det var rimeligt fx at smide jøder i gaskamre eller tvangskristne Sydamerika?

Nu er den gal igen, som en artikel i Politiken viser. Statsministeren har brugt sin position som statsminister (og det er vel i grunden den afgørende indvending) til at hyppe sine egne moraliserende kartofler i forhold til besættelsen. Det er statsministerens velkomst5. Maj-komiteens site om Befrielsens 60 års jubilæum, der er faldet historikerne for brystet: så simpelt kan man ikke stille det op, siger de. Og det kan man vel heller ikke. Muligvis er det dog historikerne, der har forsøgt at forsimple Fogh Rasmussens budskab. Ret beset siger han bare:

Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet overfor valget mellem at gøre det rigtige, at tage klart stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.

Han skriver altså ikke noget om samarbejde eller modstand – og slet ikke noget om Irak-krigen – men skriver blot, at mange danskere blev stillet overfor et valg mellem modstand eller at prioritere egen velstand og sikkerhed. Det er vel historisk rigtigt, da det var netop det vigtige valg som den enkelte modstandsmand måtte træffe. For politikerne forholdt valget sig anderledes, men det skriver statsministeren heller ikke noget om her. Man kan sige, at det er en forsimplet indgangsvinkel han har valgt, men sitet er jo på den anden side henvendt til skolebørn, og de vil næppe kunne relatere til de finere nuancer i samarbejdspolitikken.

Statsministeren vælger her side i debatten til fordel for de frihedskæmpere, som altid har haft et horn i siden på besættelsestidshistorikerne – og vice versa. Er det rimeligt? Tja, han er jo ikke historiker, men netop politiker, og hvis det begreb på nogen måde skal have nogen ikke-teknokratisk betydning, så må det være det etiske, altså det dømmende (til forskel fra det forstående og oplysende, som må være historikerens rolle). Og det er vel rigtigt, at Danmark som helhed valgte at prioritere egen velstand og derfor undlod at kæmpe? Og at det set i et større perspektiv ikke var det rigtige at gøre – altså moralsk set, også når man tager de omkostninger med, som en eventuelt åben kamp ville have kostet? Det mener statsministeren i hvert fald, og det skal han da have lov til – især som en modvægt til det massive forsøg på rehabilitering af samarbejdslinjen og Scavenius, der kommer fra mange historikere.

[Opdatering 11. marts: Berlingske Tidende har en leder om emnet.]

Skrevet af Lars Hvidberg

7. March, 2005 @ 18:02

Kategorier: Politik og etik

Tagged med

Skriv en kommentar