Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Besættelseslitteratur

med 8 kommentarer

I forbindelse med et filmprojekt har jeg sammensat en lille, meget selektiv liste over litteratur (både skøn- og historisk) om Besættelsen 1940-45, som jeg synes er værd at læse. Den er skrevet til en pjece til biblioteket, så den er ment til den interesserede, almene læser. Du er meget velkommen til at give dit besyv med om dine yndslingstitler (eller hadetitler…)

Besættelseslitteratur

I modsætning til på filmområdet er omfanget af litteratur om besættelsen helt uoverskueligt: Snart hver en lille afkrog af Danmark har fået sin egen krønike med historier fra modstandskampen, og modstandsfolkene har selv været særdeles aktive både med at indsamle beretninger, og med at skrive deres selvbiografier. Indenfor historieforskningen har besættelsen og dens mange både militære, politiske og økonomiske aspekter fremkaldt et væld af litteratur, og strømmen fortsætter den dag i dag. Et overblik kan derfor ikke andet end skimme overfladen på den enorme mængde litteratur, og der opfordres til at man søger på egen hånd – både hos biblioteket, på Internettet og fx i Frihedsmuseets omfattende arkiver.

Erindringslitteraturen

Allerede i befrielsessommeren udkom de første beretninger om forskellige aspekter af besættelsestiden: der var først og fremmest tale om sabotørfortællinger af den mere kulørte slags, som man allerede havde kunnet læse i de forskellige illegale blade under krigen, fx den sensationslystne Stikker likvideres (1945) af pseudonymet ’Otto Ark’, som modstandsfolkene endda fik nedlagt fogedforbud imod.

Snart begyndte dog også at udkomme en række vægtige samlinger af afdøde modstandsfolks erindringer og breve. Stærkest står her den lille bog De sidste timer (1945), der indeholder de sidste breve fra de 107 modstandsfolk, tyskerne henrettede under krigen. Det er gribende og tankevækkende læsning, selvom der sådan set bare er tale om breve til familie og efterladte. Modstandsfolkene fremstår tænksomme og velformulerede og rystende afklarede, deres unge alder og situationen taget i betragtning. På samme måde blev modstandsmanden Kim Malthe Bruuns breve fra fængslet udgivet som en selvstændig bog, Kim (1945). Også med Poul Borchsenius’ Bogen om Leif (1946) mindedes de døde – her Einar Sørensen med kodenavnet ’Leif’, der arbejdede som likvidator i Jylland og begik selvmord i september 1945.

De overlevende modstandsfolk havde imidlertid også deres besyv at give med. Hans Edvard Teglers, der som kun 19-årig blev topleder i Holger Danske-organisationen, udgav også i 1945 sine erindringer, Kæmp for alt hvad du har kært, en fremragende og nøgtern lille bog, der beskriver det dødsensfarlige arbejde indefra. Teglers udgav i 1961 en række interviews med andre ledende modstandsfolk i Sabotage – amatørernes oprør. Af andre vellykkede erindringsbøger kan nævnes Hugo Horwitz’ En sabotørs erindringer (1964, udgivet som Profession Sabotør i 1983) og Gunnar Dyrbergs Kom maj… (1989), der er dagbogsnotater fra den meget aktive modstandsmands befrielsesdage.

Jørgen Røjel har forsøgt at samle trådene i Holger Danske rejser sig (1993), der bygger på forskellige Holger Danske-folks beretninger og ser krigen fra deres perspektiv. En anden Holger Danske-mand, Jørgen Kieler, har udgivet flere monumentale bøger om besættelsen, heriblandt Nordens lænkehunde (1993) og Hvorfor gjorde I det? (2001). Fra modstandsgruppen Bopa har bl.a. Børge Houmann, Jørgen Jespersen og Erling Andresen skrevet erindringsbøger, og lederne Børge Brandt og Kaj Christiansen indsamlede beretninger i Bopa – sabotage (1962).

Historievidenskabelig litteratur

I sommeren 1945 udgav modstandsgruppen Frit Danmark sin store Hvidbog om besættelsestiden, der samlede en lang række meget vigtige kildetekster og statistikker, primært til brug i det forestående retsopgør. Den er stadig uomgængelig som kildeskrift.

På den forskningsområdet er der ingen over og ingen ved siden af Jørgen Hæstrup, hvis hovedværker Kontakt med England (1954) og Hemmelig alliance (1959) beskrev modstandsbevægelsens opståen i samarbejdet med Vestmagterne. Selvom historien bestemt ikke var gnidningsfri i Hæstrups udgave, var beskrivelse alligevel den klassiske konsensusfortælling – den ’nationale’ fortælling om den gryende selvbevidsthed hos den danske modstandsbevægelse, som i løbet af krigen kom til at repræsentere ’hele folket’ og således reddede den nationale ære, der havde lidt skibbrud i 1940.

Hæstrups version har siden – ikke uden grund, for det er et formidabelt stykke arbejde – været gældende i den danske historieforskning, og selv de historikere som er blevet opfattet som revisionistiske i forhold til Hæstrup, har mere set deres arbejde som ’tilføjelser’ end som et egentligt opgør. Hæstrup forfattede også Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor i 1965 og senere …til landets bedste (1966-1971), en problematiserende beskrivelse af samarbejdspolitikken, hvor danske politikere søgte at samarbejde med den tyske besættelsesmagt, angiveligt for at skåne landet fra ødelæggelser.

Langsomt kom der dog også grimme ridser i lakken, og historikere begyndte at fokusere mere på modsætningerne i den danske befolkning, frem for fællesskabet, som den klassiske konsensushistorie om ’De Fem Forbandede År’ havde beskrevet. De havde jo trods alt ikke været lige forbandede for alle danskere, og der havde været både vindere og tabere, hvilket fx de mange stikkerlikvideringer var et bevis på – et betændt emne, der blev ved med at dukke op. Samtidigt følte en række kommunistiske modstandsfolk som Hans Scherfig, Hans Kirk og Carl Madsen, at den kommunistiske indsats blev nedgjort og de deltog i polemikken, den sidste med selvbiografien Vi skrev loven (1968).

Historikeren Aage Trommer satte med Jernbanesabotagen (1973) spørgsmålstegn ved den militære virkning af modstandsbevægelsens finest hour, hvilket fik mange frihedskæmpere op af stolen. I 1979 udgav Hans Kirchhoff trebinds-værket Augustoprøret om de voldsomme og konfliktfyldte begivenheder op til samarbejdspolitikkens endelige sammenbrud 29. august 1943, og med Ditlev Tamm’s undersøgelse af Retsopgøret efter besættelsen (1984) var billedet af det harmoniske folks kamp mod besætterne definitiv brudt i tusind stykker: Der var mange forskellige grupperinger i det danske folk og mange modsatrettede interesser, og enheden mellem politikere og modstandsfolk havde for det meste en rent teoretisk karakter – i perioder af besættelsen var man langt tættere på borgerkrig end på national enhed.

Claus Bryld og Anette Warring gav i Besættelsestiden som kollektiv erindring (1999) et godt indblik i hvordan kampen om historien og retten til at fortolke den har foregået i Danmark – en bog der startede en kæmpe debat. Bryld har også selv i den lille erindringsbog Hvilken befrielse? (1995) skrevet om hvordan det var at vokse op som søn af en af de ledende danske nazister, og dermed befinde sig på ’den anden side’.

Den splittelse i det danske folk, som for den historiske forskning havde været så tydelig i så mange år, nåede omkring årtusindskiftet endelig ud til en bredere offentlighed, der nu var i stand til at acceptere et mere nuanceret billede end Matadors. Journalisten Peter Øvig Knudsen udgav Efter drabet (2001), som indeholdt interviews med en række modstandsfolk om stikkerlikvideringerne. Bogen tegnede et meget mudret billede af beslutningsprocessen bag drabene, men kom også om bag glansbilledet af modstandskampen med en række meget ærlige portrætter, der kunne give et mere realistisk billede af hvad partisankrig på dansk vil sige. Emnet var allerede berørt i Stefan Emkjærs Stikkerdrab (2001), der pointerede, at en del af likvideringerne var sket på meget lemfældigt grundlag, og at den officielle påstand om at der kun skete ’9 fejltagelser’ næppe holdt.

En detaljeret undersøgelse af de flere tusind danske SS-soldater viste i Under hagekors og Dannebrog (1998, Claus Bundgård Nielsen, Niels Bo Poulsen, Peter Scharff Smith), at de østfrontfrivillige hverken var mere tåbelige eller kriminelle end gennemsnitsbefolkningen, mens Rasmus Kreth og Michael Mogensens i Flugten til Sverige (1995) satte skår i den nationale stolthed, da de viste at jødetransporterne havde bragt stor økonomisk fortjeneste til de frelsende fiskere.

Forretningslivets indsats og samarbejde med besættelsesmagten fik også et skud fra boven med den journalistiske Krigens købmænd (2000) af Christian Jensen, Tomas Kristiansen og Karl Erik Nielsen, der viste hvordan danske virksomheder som fx Riffelsyndikatet af profitårsager var gået endda meget langt i samarbejdet. Også historikeren Steen Andersen påviste stor vilje til tilpasning fra danskernes side i Danmark i det tyske storrum (2004), og flere undersøgelser er på vej. Det mere nuancerede billede og den nye forskning har fået en god opsamling i Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-1945 (2002), redigeret af Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer.

Paradoksalt nok er de nye mere nuancerede billeder af besættelsen blevet fulgt op fra historikernes side med en stadig større respekt for samarbejdspolitikken, og især den før så forhadte Scavenius, der nu – pludselig sat i båd med den modstandsbevægelse, han gjorde alt for at bekæmpe – skildres som manden der nærmest reddede det danske demokrati. Fx i Bo Lidegaards Overleveren (2004).

Skønlitteratur om besættelsen

I 1944 udkom illegalt antologien Der brænder en ild, som indeholdt mange fine digte og andre tekster, bl.a. af Martin A. Hansen og Benny Andersen. Pengene fra udgivelsen gik til modstandsarbejdet, og bogen blev udgivet legalt af Gyldendal i 1945.

Krigere uden vaaben (1943) var titlen på den eneste digtsamling modstandsmanden Morten Nielsen nåede at udgive, før han blev en af ’de unge døde’ ved (sandsynligvis) en vådeskudsulykke i 1944. Bogen handler ganske vist kun indirekte om besættelsen, men giver et godt indblik i dele af modstandsbevægelsens måde at se verden på.

Selvom digtere og kunstnere som helhed glimrede ved deres fravær i modstandsbevægelsen, skrev forfatteren Ole Juul som landflygtig sin De røde enge i Sverige. Bogen blev med stor succes udgivet og filmatiseret i 1945. Med omvendt fortegn blev Knud Sønderbys eneste originalmanuskript til spillefilmen Den usynlige hær (1945) omarbejdet til en succesfuld ’novelization’. Siden udkom en lang række sabotørromaner af meget svingende kvalitet.

Hans Scherfig, som deltog i modstandsbevægelsen, gav sin syrligt satiriske (og kommunistiske) udgave af besættelsestiden med Frydenholm (1962), der skildrer krigens indvirkning på et lille samfund, og skelner temmelig skarpt mellem modstandsfolk, opportunister og nazister (der ikke bare er onde, men også seksuelt depraverede). Hans Kirk skrev fra samme synsvinkel om værnemageri i Klitgaard og Sønner og Djævelens penge (begge 1952).

Flere nuancer kom der i Tage Skou-Hansens De nøgne træer (1957), et hovedværk i besættelseslitteraturen, der betonede forskellen mellem det drømmeriske og idealistiske menneske og det handlende menneske. Også Erik Aalbæk Jensen betonede nuancerne i flere besættelsesromaner, bl.a. Kridtstregen (1977), der forsøgte at sætte sig ind i de danske østfrontfrivilliges situation. I det hele taget har skønlitteraturen sammen med den historiske forskning været det sted hvor nuancerne først har vist sig, somme tider årtier før de tog deres indtog i den brede offentlighed.

Skrevet af Lars Hvidberg

3. May, 2005 @ 21:14

Kategorier: Uncategorized

Tagged med

8 kommentarer til 'Besættelseslitteratur'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Besættelseslitteratur'.

  1. Det er da ganske udemærket, hvad du skriver, men er det ikke påfaldende, som historikernessynspunkter skifter til deres modsætninger, og ikke bare nuanceres?

    Forstener billedet i een færdig sandhed, når den sidste modstandsmand er død? Og hvad kan man vide om “holdninger” på 60 års afstand.

    Der er noget af det her, der ligner den sædvanlige 10 års karriere-krise blandt akademikere … sandhederne vendes, begreberne får nye navne osv. Altså er der lagt op til en løbende revidering?

    Alt i alt vil jeg sige, at mange af de nye sandheder om samarbejde osv. blev formuleret allerede kort efter besættelsen, primært af modstandsfolk.

    Ja, ok.

    Venlig hilsen

    Gorm Rasmussen

    Gorm Rasmussen

    5. Aug 05 @ 21:04

  2. Hej Gorm,

    Tak for din kommentar. Nu er det bare ment som en lille introduktion, det jeg har skrevet, og dækker kun de værker jeg selv har været i kontakt med. Men du har ret i, at det virker mærkværdigt så meget som historikernes holdninger har skiftet med tiden – og lige nu synes der at være to stærke tendenser, som er modsatrettede: Den ene retter sig imod en næsten total accept af samarbejdspolitikken, mens den anden (omsider) har fundet frem til, og fokuserer på, alle de grimme sider af samarbejdet. Man kan måske sige, at den voldsomme splittelse mellem modstandsfolk og samarbejdspolitikere, som modstandsfolkenen alle dage har gjort opmærksom på, endelig er blevet synlig i offentligheden.

    mvh

    Lars

    Lars Hvidberg

    6. Aug 05 @ 10:42

  3. hvad med søfolkene ?de bøger du refere.til er læst. var gemysen tilknyttet gruppen gorm.

    jess mikkelsen sørensen

    29. Mar 06 @ 19:34

  4. Hej Jess,

    Umiddelbart har jeg ikke læst bøger om søfolkenes oplevelser. Hvis du har nogle gode titler må du meget gerne give dem videre. Jeg har selvfølgelig set “Støt står den danske sømand”, men ellers er det ikke et område, som har interesseret mig så meget.

    Mener du, at du selv var tilknyttet “Gorm”?

    mvh

    Lars

    Lars Hvidberg

    30. Mar 06 @ 07:35

  5. Umiddelbart kom jeg til at tænke på Flemming B. Muus’ “Ingen tænder et lys -“, men det kan godt være det er et vildspor, for han kom jo ret hurtigt til Danmark. Men han var sømand, da krigen brød ud og ville hurtigst muligt kæmpe. Men han bliver faldskærmsmand, så om hans erindringer egentlig indeholder noget, man kan kalde for søfolkenes oplevelser, er jeg usikker på, og jeg har den ikke liggende.

    Thomas S

    30. Mar 06 @ 10:01

  6. det er tankevækkende at læse, hvor mange der har en hulens masse at sige om noget de ikke selv har oplevet eller deltaget i….de dissekerer, omformulerer, og fortolker deres egen opfattelse af noget de aldrig vil få indsigt i! den slags kan ikke tages seriøst

    marianne b

    21. Sep 06 @ 22:03

  7. Du mener, at historieforskning er værdiløs? Tankevækkende…

    Lars Hvidberg

    22. Sep 06 @ 08:42

  8. Kommentaren omkring Flemming B. Muus holder ikke helt vand. Han var ikke sømand, men ansat i et speditionsfirma i Afrika. Han udgav efter krigen flere bøger heriblandt hans errindringer:

    “Ingen tænder et lys” om hans oplevelser under besættelsen

    “Solsiden vender mod nord” om hans fængselsophold efter krigen og årene i frihed derefter.

    “Det begyndte under sydkorset” om hans ungdom og førkrigsårene i Afrika

    Flemming B. Muus’ rolle i modstandskampen har senere været omgivet af forskellige fortolkninger. Nogle mener at han politiserede lige rigeligt. Efter krigen blev han fængslet for misbrug af modstandsbevægelsens midler. Han erklærede selv at det var en fejltagelse. Han var fængslet fra sommeren 1946 til han blev benådet og landsforvist i december 1946.

    Iøvrigt er jeg enig i manglen på bøger om søfolkenes indsats i ovennævnte liste, men det har forfatteren jo gjort rede for.

    mvh
    Steen

    Steen

    30. Jul 09 @ 22:14

Skriv en kommentar