Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Jeg, en fattiglus

med 14 kommentarer

For 117 gang kørte Poul Friis på P1 en historie om, at der er fattige i Danmark – og at der underforstået skal en statslig indsats til for at ‘trække folk ud af fattigdommen’ og – lad os aldrig glemme det, og slå korsets tegn mens vi udtaler de besværgende ord – ‘bevare sammenhængskraften i samfundet’. Velfærdsforsker Bent Greve fra RUC var i studiet og fortalte, at et stort antal danskere befinder sig under fattigdomsgrænsen – på P1’s side står der 6 pct, selvom der i udsendelsen bliver sagt 10 pct. Det gik med rædsel under udsendelsen op for mig, at jeg – jeg, den onde kapitalismeelsker – er et fattiglem, en fattiglus, der skal have hjælp og lindring. Hvorledes? Hør her…

Der er tale om relativ fattigdom, idet fattigdom simpelthen af EU er defineret som en indkomst på under 60% af medianindkomsten. Det ses hurtigt, at dette fattigdomsbegreb reelt ikke kan bruges til noget som helst: I ethvert samfund med en vis spredning af indkomsten, vil der således ifølge EU være fattige, om så alle kører i Mercedes og får ægte kaviar til morgen, middag og aften. Dette er naturligvis meningsløst, og Bent Greve kom da også med forklaringer om, at fattigdom i Danmark skulle bestå i, at man ikke kom så tit i biografen eller ikke kunne få rødt kød på bordet hver dag – lidt ligesom den Red Barnet undersøgelse, der viste at 200.000 børn i Danmark var berørt af fattigdom, dvs. at deres forældre ikke havde råd til at tage dem med til Eurodisney en gang om året (ok, det er skåret hårdt, det kan også dreje sig om manglende tandlægebesøg og lignende). Og det siger de i fuld alvor i en verden, hvor tusindvis af mennesker dør hver eneste dag af mangel på rent drikkevand. Det giver unægteligt en dårlig smag i munden – men ikke over at der skulle befinde sig fattige i Danmark, snarere over, at man overhovedet tør kalde dem det.

De tåbelige fattigdomsbegreber udelukker dog ikke, at der kan være egentligt fattige i Danmark. De relative begreber siger bare ikke noget om det. Vi må se på det absolutte tal, det egentlige rådighedsbeløb, altså de penge, der er ’til overs’ når faste udgifter (husleje, forsikring og skat) er betalt: til dagligt forbrug: mad, tøj og forlystelser. Ifølge arbejdspapiret fra Socialforskningsinstituttet Social eksklusion i Danmark 1976 til 2000, blev fattigdomsgrænsen i år 2000 sat til kr. 2.500 per husstandsmedlem. I 1986 var det kr. 1.500, så vi må regne med, at det i dag er i nærheden af de 3.000 kroner (da priser m.m. er steget). Det er da et tal, man kan forholde sig til. Under 3.000 til rådighed, og du er fattig.

Bliver man så fattig af kun at have 3.000 til rådighed om måneden? Jeg gennemgik mine regnskaber, og det fremgår at jeg i løbet af den sidste måned har brugt kr. 2.500, sådan cirka, på rådighedstingene. De 2.500 svarer meget godt til hvad jeg har til rådighed hver måned – og har haft de sidste 13 år af mit liv, omregnet til datidens penge (bortset fra en kort periode hvor jeg arbejdede i DR og tjente kassan). Jeg er altså fattig og har været det i mange år.

Men hvad fik jeg fattiglus så for de penge? Tja, ganske vist lever jeg ikke ekstravagant og køber ofte ind i Netto – men ofte går jeg nu også i Føtex. Min kæreste og jeg spiser nogle gange nødtørftigt, men ofte godt: i den sidste måned har vi fx haft råd til både stenbidderrogn, andebryst og pizzaer fra vores lokale (glimrende) pizzaria. Ikke ligefrem fattigt, hvis du spørger mig. Vi har også været i biografen et par gange – og så blev der vist egentlig også råd til to (2!) sommerhusture her i perioden – med lækker mad, vin og søde sager (der var dog gratis transport den ene af gangene). Og alt det for kun 2.500 kroner.

Hvis jeg er fattig, må du kalde mig for Mads. Alligevel er jeg en af dem, Bent Greve mener skal have særlig hjælp og tilskud, for at hjælpe mig ud af fattigdommen. Jeg glæder mig allerede til checken kommer. Det skal blive dejligt at få stenbidderrogn igen – det smager så godt! Velfærdsstat, hvor er du, når jeg virkelig har brug for dig?

Skrevet af Lars Hvidberg

12. May, 2005 @ 23:20

Kategorier: Politik og etik

14 kommentarer til 'Jeg, en fattiglus'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Jeg, en fattiglus'.

  1. Jeg fortalte min svigermor, der bor i Hong Kong, om Red Barnets undersøgelse. Hun fortalte at de fattigste i Hong Kong ikke ser sig selv som fattige, fordi de netop ved at på fastlandet, der findes folk der har det langt værre. Derfor føler de netop ikke at de kan tillade sig at bruge ordet “fattig” om sig selv. Det relative fattigdomsbegreb er absurd.

    Mvh

    Daniel

    Daniel Beattie

    13. May 05 @ 15:03

  2. Daniel skriver: “… de fattigste i Hong Kong ikke ser sig selv som fattige, fordi de netop ved at på fastlandet, der findes folk der har det langt værre. Derfor føler de netop ikke at de kan tillade sig at bruge ordet “fattig” om sig selv.”

    Understreger anekdoten ikke netop, at fattigdom er relativ? Jeg mener, de sammenligner (relativerer) deres fattigdom med dem på fastlandet. De sætter den altså i relation til nogle andre.

    På samme måde sætter også mindrebemidlede danskere deres situation i relation til nogle andre. At de ikke sammenligner sig med de fattigste afrikanere er vel meget forståeligt, eftersom de bor i Danmark.

    De sammenligner med naboen, og hvis naboen er lisså fattig, så sammenligner de sig med folk i nabokommunen, ham de ser komme kørende i den store Mercedes osv. Men de relativerer, og det er pointen.

    Hvidberg skriver: “I ethvert samfund med en vis spredning af indkomsten, vil der således ifølge EU være fattige, om så alle kører i Mercedes og får ægte kaviar til morgen, middag og aften. Dette er naturligvis meningsløst”.

    Ja, hvis vi får virkeliggjort et sådant kommunistisk drømmesamfund, hvor alle kører Mercedes og spiser kaviar dagen lang, så er fattigdomsbegrebet måske ved at være udtømt. Men det vel også langt fra en realitet?

    Lars

    13. May 05 @ 15:22

  3. Nej, Lars, det var ikke det der var pointen. Selv i et samfund hvor alle kører Mercedes og spiser kaviar vil der i følge EU være fattige – hvis blot nogle har mere kaviar end andre. Kan det nu passe?

    Du overser også den naturlige følgeslutning: I et samfund, hvor alle sulter, findes der heller ingen fattige, for alle er lige om at lide nød. Kan det nu passe? Giver det nogen mening?

    Lars Hvidberg

    13. May 05 @ 16:06

  4. Du skriver, at i et samfund hvor alle sulter lige meget, findes der heller ikke fattige. Og kan det nu passe? Ja, naturligvis! Pointen er jo, at hvis alle har det samme, bliver den skelnen, man kan foretage mellem at have mere/mindre irrelevant. Så er alle lige lige fattige – eller rige.

    Forskellen ligger måske i synsvinklen: I ser ‘objektivt’ på spørgsmålet, sammenligner historisk og geografisk, f.eks. med hungerramte afrikanere.

    Men fattigdom har jo også en subjektiv side, nemlig for den person, der har mindre end de andre. Om den person så er ‘fattig’, ‘mindrebemidlet’ eller ‘mindre priviligeret’, er vel blot et spørgsmål om ord.

    Lars

    14. May 05 @ 02:30

  5. Spørgsmålet drejer sig ikke om man ser objektivt eller subjektivt på spørgsmålet, men om dem man kalder for fattige i nogen meningsfuld forstand kan siges at lide nød og afsavn. Det vil de gøre, selvom alle er lige fattige (og derfor ikke ‘fattige’), hvorimod dem med kun én Mercedes (når gennemsnittet har 2) ikke kan siges at lide nogen nød.

    Når jeg taler om fattigdom (og når socialforskningsinstituttet taler om fattigdom) er det for at finde et operationelt begreb, der kan bruges til at måle fattigdom i samfundet med henblik på omfordeling af goderne. Jeg vil gerne være med til at give til dem som lider nød – men da jeg åbenbart selv er i kategorien, så har jeg svært ved at tage fattigdom i det danske samfund alvorligt. Jeg kan også ‘subjektivt’ se indefra at jeg ikke er fattig, også selvom andre gerne vil klæbe den mærkat på mig. I sagens natur vil den ‘subjektive’ metode som du taler om, naturligvis også tage ‘objektive’ målinger med i betragtningen, og på ingen af måderne kan en person med et rådighedsbeløb på 2.500 i Danmark siges at være fattig.

    Lars Hvidberg

    14. May 05 @ 15:56

  6. Teoretisk set vil fattigdom altid være et relativt begreb, da fattigdom angiver en forskel til noget andet.

    Om det så er meningsfuldt i Danmark, at et rådighedsbeløb på lige præcis 2.500,- repræsenterer fattigdom, det ved jeg ikke.

    Lars

    15. May 05 @ 11:21

  7. Hej Lars Hvidberg

    “at dette fattigdomsbegreb reelt ikke kan bruges til noget som helst”

    Mener du ikke at et relativt fattigdomsbegreb kan være et redskab til at kortlægge ændringer i et samfund eller til at sammenligne forskellige lande? Jeg er enig med dig i at mennesker med 2500 kroner om måneden ikke er fattige og det ville sikkert være bedre hvis man brugte et mindre ladet ord end fattig, da det jo netop leder tankerne hen på folk der ikke kan spise sig mætte hver dag. Men jeg synes det er interessant at vide hvor mange procent af befolkningen der har en indkomst under 60% af mediaindkomsten. Hvis f.eks.andelen af ‘relativt-fattige’ danskere var firdoblet de sidste fem år (hvad jeg ikke tror den er), ville jeg da gerne have det at vide, ikke nødvendigvis for at lave om på det, men simpelthen for at danne mig en større forståelse af fordelingen af penge i det danske samfund.

    Morten Hansen

    15. May 05 @ 19:29

  8. Hej Morten,

    Jo, jeg mener at det kan være udmærket at undersøge indkomstfordelingen i samfundet, og især hvilke tendenser den har – både relativt og absolut. Problemet med fattigdomsbegrebet er bare, at det er ‘moralsk ladet’ om man så må sige, og jeg mener at det som landet ligger nu bliver brugt rent politisk – dvs. at man har fx Socialforskningsinstituttet til at lave bestilt arbejde: målet med den type forskning er ikke at afskaffe fattigdom, men at afskaffe forskelle i samfundet (i det der med det relative fattigdomsbegreb altid vil findes fattige i et samfund med ulighed), og det er noget helt andet. Sådan bliver begrebet jo også brugt i praksis, senest i et interview med Pernielle Rosenkrantz-Theil i Weekendavisen, hvor hun hiver Dansk Røde Kors 90.000 fattige børn op af lommen (der åbenbart er så fattige, at de ikke kan komme på ferie når de gerne vil, men måske må vente en måned eller to – ja, det siger hun gudhjælpemig) som noget helt forfærdeligt, der må gribes politisk ind overfor omgående.

    Lars Hvidberg

    15. May 05 @ 19:52

  9. Hmm, – din historie ville være mere interessant hvis du knyttede et udspecificeret månedligt budget til. Har du børn? Bil? Brug for pendlerkort? Kort sagt så mangler din historie nogle tal og fakta. Jeg kunne jo eksempelvis underbyde ved at påstå at jeg lever for 5,- om dagen og i øvrigt lever helt fint, både med ture til slikmutter og fredagstur i BR.

    Lidt for lidt kød på benet til at det er rigtigt interessant Lars.

    mikkel

    8. Jun 05 @ 03:05

  10. Mikkel, læs lidt grundigere på sagen, og du vil se, at dine indvendinger ikke er relevante. Bil, børn pendlerkort og alt muligt andet tæller som faste udgifter. Rådighedsbeløbet er til rene fornøjelser.

    Lars Hvidberg

    8. Jun 05 @ 09:45

  11. Hej Lars

    Jeg er sådan set enig med dig i at begrebet relativ fattigdom er ubrugeligt. Når jeg tænker på reel fattigdom, tænker jeg nok ligesom dig på mangel på basale fornødenheder så som mad og bolig. Som du anfører rummer EU’s fattigdoms-begreb mulighed for at man sådan set sagtens i teorien kunne køre rundt i stor bil og spise store måltider hver dag. Det holder jo ikke. Så er begrebet jo fuldstændig udvandet. Ihvertfald i en traditionel opfattelse af hvad fattigdom er. Lad gå med at det kan forklare uligheder i et samfund, men så bør det også kaldes det.

    Når det så er sagt, synes jeg også at du skyder over målet når du bruger dig selv som eksempel på en ‘fattig’, selvom du jo gør det for at trække pointen skarpt op.

    Nu kender jeg dig jo privat, og jeg vil da godt sætte spørgsmålstegn ved om du bruger 2500 i snit på mad og fornøjelser :)

    Det er ikke mere end 1 år siden du var i Bolivia, det kan vel ikke have kostet 2500. Du har lige købt bærbar computer, og det er heller ikke lang tid siden du købte stationær. Du køber ofte bøger, cd’er osv. Og hvad med da du købte Briller eller tandlægebesøg? (ja man kan få betalt noget på bissen, men sgu ik det hele)

    Dette er blot nogle af de ting jeg lige kan erindre om som du umuligt ku ha haft råd til hvis dit eksempel skulle stå til troende. Desuden har du en ejerlejlighed (som du også har nævnt et andet sted her på sitet), som du kunne sælge imorgen uden at stå uden bolig. Jeg synes du rammer meget ved siden af den målgruppe du prøver at indplacere dig i via dit eksempel, selv om jeg er generelt enig i din kritik af begrebet som sådan.

    Lad gå med at man rent faktisk KAN leve for 2500 om måneden uden at være fattig. Det er jeg for så vidt enig i, hvis dette beløb er hvad der er afsat når husleje, EL osv er betalt. Og jeg tror da gerne du også kan leve for det, og har gjort det i perioder. Grunden til du siger du har råd til stenbidderrogn er vel hovedsageligt fordi du ikke har skulle spare op i eksempelvis 1 år for at få råd til de briller du har købt, fordi disse udgifter simpelthen ikke indgår i dit tænkte budget. Med andre ord har du haft økonomisk frihed til at gøre de ting der passede dig når det blev lidt for kedeligt at leve for 2500 om måneden.

    mvh

    Jan

    Jan

    8. Jun 05 @ 13:35

  12. Hej Jan,

    Det koster sådan set betydeligt mindre at bo i Bolivia end 2500 om måneden, men du har da ret i, at det koster meget at komme derned. Rejsen betalte jeg sådan set ved at sætte mig i gæld – altså med kassekredit. Men du har da ret i, at jeg ikke er bekymret for at sætte mig i gæld, bl.a. fordi jeg har en ejerlighed, og at jeg sikkert godt kunne tjene flere penge hvis jeg ville.

    Pointen er imidlertid, at jeg ville se, hvor langt man egentlig kan komme for 2500 om måneden – og der kan man altså komme temmelig langt, for at sige det mildt. Jeg bruger generelt IKKE mere end 2500 om måneden på fornøjelser og mad – men det er da rigtigt at jeg fra tid til anden bruger et større beløb, som jeg så har ‘sparet op’ (eller låner mig til) – og disse er i virkeligheden ekstra goder, som jeg sagtens kunne undvære, men som naturligvis gør livet mere behageligt eller spændende – fx en rejse til Bolivia. Men jeg føler jo også at jeg lever et både godt og rigt liv og bestemt ikke er fattig – så hvis jeg ligger ‘lige på grænsen’ (hvilket jeg gør i følge SFI) så er den grænse sat for højt. Alle kunne naturligvis godt ønske sig flere penge, det kunne jeg også selv, men det bør ikke være det, som er pointen med fattigdomsbegrebet. Det skal i øvrigt også bemærkes, at de mennesker som ligger under grænsen ikke er i arbejde, eller ikke er fuldt i arbejde. Det er naturligvis også klart, at man ikke skal alt for meget under grænsen, før det begynder at gøre ondt.

    Man kunne i øvrigt også vende den rundt og spørge: hvis der virkelig er fattige i Danmark, hvad er det så egentlig der foregår med de 240-250 milliarder kroner årligt, som de offentlige budgetter afsætter til det sociale område?

    Lars Hvidberg

    8. Jun 05 @ 15:44

  13. Hmm… -det lyder som om at folk der har blot en snert af kendskab til din økonomi, har grund til at tvivle på din historie og det overrasker mig ikke…

    mikkel

    11. Jul 05 @ 19:38

  14. Nå? Prøv du selv at regne efter, hvad du kan få for 2500 kroner om måneden, så kan vi tales ved.

    Lars Hvidberg

    12. Jul 05 @ 00:19

Skriv en kommentar