Frihedshelt eller massemorder?

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om Che Guevara. Titlen var oprindeligt “Frihedshelt eller massemorder”, men blev ændret, så den kunne forholde sig til David Trads’ kronik fra i går: Che Guevara er en helt. Den er også værd at læse for en hel anden synsvinkel på Ernesto Guevaras liv og virke. Jeg er naturligvis ikke enig med Trads, og regner hans holdning for symptomatisk for alt hvad der er problematisk ved venstrefløjens holdning til vold: det er ok at slå uskyldige ihjel, undertrykke og være tyrannisk, bare man er det med gode intentioner. Det tør Trads naturligvis ikke skrive direkte, men det må være konklusionen på hans analyse.

Kronikken (det er ikke min overskrift):

Che var en hårdkogt kommunist

Af Lars Hvidberg

I modsætning til David Trads, der i gårsdagens kronik kaldte Che en helt, mener Lars Hvidberg, at myterne er mange, men at kilderne taler deres tydelige sprog: Ernesto »Che« Guevara var ikke kun en selvopofrende idealist, men også en hårdkogt fanatiker, der ikke stodtilbage for selv de mest barbariske metoder i sin kamp for kommunismen.

Venstrefløjen ser ham som et idol, højrefløjen som en skurk, og ungdommen bærer hans skæggede, baretklædte ansigt på T-shirts, pladecovers og badges. Der laves Hollywood-film om hans liv, og udstillingen »Che – A Life« i Aalborg har for nylig fået sindene i kog. Men hvad er egentlig sandheden bag myterne om dette komplekse ikon, der på én gang er så ekstraordinært og så arketypisk for det 20. århundredes flirt med totalitarismen?

En afgørende kilde til viden om Guevara er krigskorrespondenten Jon Lee Andersons »Che – A Revolutionary Life« (1997), hvis 800 sider baserer sig på interviews med bogstaveligt talt Gud og hvermand i Guevaras liv: enken Aleida March, familien i Argentina, gamle kampfæller fra guerillakrigene i Cuba, Congo og Bolivia, og sågar med den hævngerrige eksilcubaner og de bolivianske officerer, som gav Che hans martyrdød i 1967 og dermed skabte en popkulturel supermagt. Det er bogen, hvor man skal starte, hvis man vil vide mere.

Myte 1. »Che kæmpede for, hvad han troede på, og det gør ham til en helt.« Det er sandt, at Ernesto Guevara på alle måder var et exceptionelt og viljestærkt menneske. Fra sine tidlige år som barn i Argentina, hvor han fødtes i 1928, måtte han døje med en livstruende astma, der gjorde de enorme strabadser, han gennemlevede, desto mere ekstraordinære. Han var oprigtigt indigneret over fattige latinamerikaneres dårlige vilkår og over den nordamerikanske dominans i det sydlige, og han håbede på at kunne hjælpe gennem sin kamp. Derfor sluttede han sig til Fidel Castros revolutionære, der planlagde et kup imod diktatoren Batista på Cuba, og han gjorde med utrættelig iver cubanernes sag til sin egen. Senere blev han storeksportør af verdensrevolution, med skiftende held, men ikke mindre ildhu.

Men heltemod og kampvilje kan jo ikke gøre det alene. De danske frivillige i Waffen-SS var også villige til at dø for en sag, de troede på, men vi vil vel ikke betragte dem som forbilleder af den grund? Hvad med mål og midler?

Myte 2. »Che dræbte kun i krig.« Det er ikke rigtigt. Naturligvis kan spejderdrengene godt blive hjemme, når guerillakrigen starter, men alligevel udviste Guevara en næsten umenneskelig tilgang til militær disciplin.

Da guerillagruppen fangede deres første stikker, var det Che, som tog en hurtig beslutning og frivilligt skød den mistænkte i tindingen for at lette den pinlige situation, hvor ingen meldte sig. Bagefter tog han den dødes armbåndsur og beskrev scenen med medicinsk præcision i sin dagbog. Det resolutte drab bekymrede ham tilsyneladende ikke synderligt – næste dag skrev han i dagbogen om en køn, kvindelig guerilla, at hun »er en stor beundrer af Bevægelsen og for mig ser ud, som om hun mere end noget andet har lyst til at kneppe«.

Che udviklede en inkvisitors øje for enhver syndig afvigelse fra Revolutionens Vej – soldaterne fyldtes med både beundring og frygt for deres »Kommandant Che«, og de vidste, at selv det mindste mukkeri blev straffet strengt. Ches humorforladthed stod dog ikke i vejen for hans lederskab, og han skabte Castros mest effektive og loyale kampenhed.

Det var først efter erobringen af Havana 1. januar 1959, at grusomhederne tog fat, for Che gik forrest i et kompromisløst opgør med det gamle styres folk. Guevara var øverste anklager – det vil i praksis sige appeldommer – i La Cabaña-fængslet, hvor mindst 55 tidligere Batista-folk blev henrettet efter skitseagtig rettergang ved »revolutionære tribunaler«, der i sidste ende havde appeldommer Guevaras intuition som det afgørende element, selvom man opererede med både vidner, anklager og forsvarer – men også med et meget entusiastisk og hævngerrigt publikum. Nogle kilder angiver op til 10 gange så mange henrettelser, men det endelige antal fortaber sig – som så mange andre grimme detaljer – i Castros lukkede arkiver.

Op imod 600 lignende henrettelser blev eksekveret på Cuba de første måneder efter Castros magtovertagelse. Che selv havde ingen skrupler med de summariske henrettelser. Senere brugte han truslen om henrettelse over for politiske modstandere, han ville have til at makke ret, og med tiden er skønsmæssigt 15.000 »kontrarevolutionære« blevet henrettet på Cuba. Det er uklart, hvor mange henrettelser der har haft Guevaras medvirken, før han forlod Cuba i 1965. Direkte adspurgt af en gammel ven, om henrettelserne i La Cabaña nu havde været nødvendige, svarede Guevara: »Hør nu her, du bliver nødt til at slå dem ihjel, før de slår dig ihjel.«

Myte 3. »Che var frihedskæmper. Det var Castro, som forrådte revolutionen.« Billedet af Che som en humanistisk anarkist – der bl.a. blev skabt af Kordas verdenskendte portræt, hvor Che mere ligner en rockmusiker end en politiker – er helt forkert. Guevara var fra midten af 50erne overbevist kommunist af den leninistiske skole (han døbte sin søn Vladimir efter Lenin), han kendte sin Marx og udtalte, at »løsningen på denne verdens problemer findes på den anden side af Jerntæppet«. Castro forrådte kun revolutionen ved – i Guevaras øjne – ikke at gå langt nok i den totale afskaffelse af privat ejendomsret og individualisme, den fuldstændige underordning af individet under fællesskabet. Ches idealsamfund var Maos Kina, som han både besøgte og beundrede, selvom han undrede sig over de mange fattige mennesker.

Che var ikke en følgagtig agent for Sovjet, men hans foragt skyldtes, at Østblokken ikke var radikal nok. Che hyldede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden i 1956 – et forfærdeligt blodbad, der ellers fik mange kommunister på andre tanker – og han regnede Sovjets tilbagetog i missilkrisen omkring Cuba i 1961 som kujonagtig. Han lagde ikke skjul på, at havde han siddet med fingeren på den røde knap, så havde han egenhændigt startet en atomkrig. Hellere dét end at forråde revolutionen.

Den økonomiske katastrofe, der ramte Cuba efter tvangskollektiviseringen af landbruget, havde Guevara i indtil flere hovedroller, både som (u)ansvarlig nationalbankdirektør, der lod seddelpressen køre ad libitum, og som leder for de landbrugsreformer, der forarmede sukkerbønderne og eksproprierede deres jord i fællesskabets navn. I desperation over fattigdommen startede bønderne en ny, bitter guerillakrig – denne gang imod Castros styre. Opstanden blev slået ned med hård hånd.

Den totale fiasko for Guevaras økonomiske plan fik ham imidlertid ikke til at genoverveje sit ståsted. Han mente, problemet lå i mennesket, ikke i systemet. Derfor måtte Det Nye Menneske skabes. Cubanerne havde simpelthen ikke den rette socialistiske bevidsthed, og derfor udtalte han, at »individualismen må forsvinde«. Guevara forestod oprettelsen af arbejdslejre, hvor kontrarevolutionære elementer kunne lære at elske socialismen. Mange mistede livet i lejrene.

Hvis man skal kalde Che for en frihedshelt, skal man derfor have en temmelig alternativ tolkning af begrebet. Frihed var at have det sindelag, som Kommandant Che ønskede.

Che var en kompleks og sammensat person. På den ene side er det rigtigt, som hans tilhængere påpeger, at han var uselvisk og kompromisløs i sin kamp for sit ideal. Men samtidig udviklede han sig til en grusom tyran, hvis handlinger fik forfærdelige følger for de mennesker, som blev ofre for revolutionen. Ideen om Che som et helgenagtigt ikon bør derfor kraftigt revideres: Che var ikke en model til efterfølgelse, men blot endnu et sørgeligt og forstemmende eksempel på, at den, som vil redde verden, ofte ender med at sætte folk i lejre.

25 comments on “Frihedshelt eller massemorder?

  1. Abekongen says:

    Jeg er enig i, at David Trads nærmest konkluderer, at det er ok at slå (måske uskyldige?) ihjel for Den Store Sag (frihed og lighed). Dette kan man så tilslutte sig eller lade være (jeg lader være).

    Det mærkelige ved Trads’ kronik er imidlertid, at han mener, at det kun var ok at slå ihjel før i tiden (dvs. i 60’erne), fordi verden tilsyneladende skulle være så meget anderledes (dvs. værre) dengang, hvad jeg har svært ved at se. Jeg under mig over, at Trads kan være så forarget over kapitalismen og undertrykkelsen i Sydamerika helt fra 1492 og frem til 1960’erne og samtidig tilsyneladende mene, at det ikke er så stort et problem længere – i hvert fald ikke længere stort nok til, at det er ok at myrde som tidligere. Det virker på mig, som om Trads kan acceptere myrderierne, når bare de er på afstand, men at det er helt forkert, hvis det er for tæt på her og nu. Det er hyklerisk. Og naivt.

  2. Abekongen says:

    Jeg undrer mig også over, at Trads udråber Che til et stort håb og lys for verdens fattige og undertrykte. For hvad er det for et håb og lys, han bringer? Det kan da højst være et hinsidiges, for hvis denne verden er blevet bedre (hvad Trads altså tilsyneladende mener), kan det da umuligt være Ches fortjeneste. Eller mener Trads da, at Ches idealisme og vilje til at gøre hvad som helst for sagen (men uden resultater) er håb og lys i sig selv?

  3. Gode spørgsmål, Abekonge… gode spørgsmål.

    Jeg skal dog lige sige, at jeg sådan set ikke har problemer med, at man startede et oprør mod Batistas styre eller nogle af de andre bavianer i Latinamerika på det tidspunkt (eller folk som Castro eller Chavez i dag), og jeg er heller ikke så pacifistisk, at jeg tror man kan tale sig fra problemerne. Men for revolutionen på Cuba gælder det netop, at den faktisk i starten var demokratisk/liberal og støttet af et bredt politisk spektrum. Af forskellige årsager – ikke mindst deres vilje til magt og til at bruge alle midler i kampen mod ‘fjenden’ – satte Che og Fidels bror Raul (der i modsætning til sin bror også var kommunist) sig på revolutionen og drejede den i en kommunistisk retning. Den ‘folkelige’ revolution var altså på ingen måde kommunistisk før omkring 1 år efter at Batiasta blev styrtet. De gamle våbenkammerater var da også nogle af de første til at ryge op af muren eller blive sendt til USA, hvis de da ikke var så fornuftige selv at flygte tidligere.

  4. 37grader says:

    Trads er vel som så mange af de kvikkeste på den fløj. Målet, at baske USA (og evt. Israel), helliger midlet, idoler der ikke er helt “fine i kanten”. Facts er kun interessante når de kan bruges som midler til de rette (del)mål. Jeg tror ikke man opnår forståelse for ret meget, hvis man tror Trads og co. skriver hvad de mener.

  5. 37grader says:

    ps, “forståelse for” skulle nærmest være “forståelse af”

  6. Abekongen says:

    Interessant, 37 grader. Men hvis Trads ikke skriver, hvad han mener, skriver han så, hvad han ikke mener? Det lyder mærkeligt!

  7. Pelle says:

    Jeg kan kun være enig i din mod kronik Lars.

    En ting mange folk ikke forstår er at de “rige” og middelklasserne i Cuba hadede Batista. Batista som Trujillo i den Dominikanske Republik var mulat af fattig herkomst, som lejede med en lettere form for fascisme. Med dette havde han faktisk meget support fra underklassen, som reelt set ikke var så stor som det ofte påstås.

    Jeg har skrevet et længere gæste indlæg om det mest irriterende af David Trads påstande hos Jacob Mchangama’s blog:

    http://retsstaten.blogspot.com/2005/09/gsteindlg-en-replik-til-david-trads.html

    Ellers kan jeg varmt anbefale http://therealcuba.com som dokumenterer løbende Hurricane Castro’s ødelæggelse samt giver en en del dokumentation angående mange af de løgne som folk accepterer i Danmark som sandheder.

  8. Ja, jeg læste også dit fine indlæg, Pelle. Jeg er naturligvis helt enig med dig i, at skal man endelig bruge en helt i det foretagende må det være en mand som Hernando de Soto. Men det har egentlig altid undret mig, hvorfor venstrefløjens unge (eller måske rettere: de totalitære unge) altid har så stor brug for forbilleder og idoler de kan eftefølge. Kan de ikke tænke selv?

  9. Abekongen says:

    Det er i det hele taget interessant, at så mange unge er venstre-totalitære, eller hvad det nu kan kaldes. Måske hænger det sammen med, at man som ung endnu ikke kan overskue alle de mange komplekse sammenhænge i økonomi og politik (eller rettere: slet ikke ved, at de findes, for vi ældre kan heller ikke overskue dem særlig ofte!) – og når man ikke kan se kompleksiteten, er det meget svært at forstå, hvorfor man ikke bare løser problemer med fattigdom osv. nu og her. Og så bliver det nærmest nødvendigt at forklare sig med fjendebilleder som ondsindet storkapital og et imperialistisk USA. Og at hylde Che, som kæmpede for den gode sag.

  10. Che var en ondsindet skiderik og en fiasko som praktisk revolutionær, men rette mand på rette sted i de vestlige medier dengang i 60erne og 70erne. Hans udseende giver en stor del af forklaringen, og myten har holdt sig, dels blandt revolutionssværmeriske unge, dels blandt midaldrende grødhoveder som hr. Trads.

    Til hans ros kan man dog sige, at han ikke er opportunist. Han gjorde sig også upopulær og til sidst umuligt blandt Informations venstreradikale kernelæsere. De rigtig frelste, dem uden forbehold.

  11. Raapil says:

    For nu at hoppe let og elegant over Che, så synes jeg beskrivelserne af Cuba, Castro og revolutionen nærmer sig historieforfalskning. For det første – som Hvidberg korrekt gør opmærksom på – så var Castro sandsynligvis slet ikke kommunist i starten.

    I et live-interview fortalte Castro selv hvordan USAs terroranslag, chikane og hårdhændede sanktioner mod Cuba efter revolutionen nærmest tvang Cuba i hænderne på Sovjet. Uden olie og med landets sukkerplantager stukket i brand af CIA-agenter, hvor skulle man ellers vende sig hen?

    Og situationen før revolutionen – jamen det er da det værste vås man skal høre: At arbejderklassen og de mange millioner jordløse elskede Batista, mens middelklassen og de rige hadede ham. Bullshit.

    Ovre hos Liberator viderebringer man uden at blinke påstanden om, at Cuba var et umådelig rigt land, ja nærmest en slags nordisk velfærdsstat med BNP pr. capita på linie med Taiwan osv. Det er da ikke umuligt at den gennemsnitlige BNP var på niveau med Taiwans i 50erne, men den var sandelig meget ulige fordelt.

    Cuba havde en social struktur som lignede den i mange latinamerikanske lande med store analfabetiske og jordløse landproletariater, styret med hård hånd af få stenrige jordejende familier.

    Bevares, mangt en narkodealer og luksusluder kunne sikkert tjene godt på at levere tjenester til de amerikanske turister i Havanna, men generelt var indkomstfordelingen i Cuba ekstremt ujævn.

    Det kan da ikke være en sådan slags samfund libertarianerne hylder? Eller kan det?

  12. Det nærmer sig i hvert fald historieforfalskning, at Raapil nu hævder, at libertarianerne skulle ‘hylde’ Batistas Cuba. Lad mig citerer mig selv: at “jeg sådan set ikke har problemer med, at man startede et oprør mod Batistas styre eller nogle af de andre bavianer i Latinamerika på det tidspunkt (eller folk som Castro eller Chavez i dag).”

    Det er derimod historiske fakta, at Cuba var et langt rigere land før revolutionen end efter, og den afgørende årsag til forarmelsen (evt. den yderligere forarmelse) var tvangskollektiviseringen af det vigtige sukkerlandbrug – hvilket gik ud over ganske almindelige, jævne bønder, og ikke over “ludere og narkodealere”. De blev ikke mindre fattige, men mere, hvilket bl.a. fik dem til at gribe til våben overfor Castros styre.

    At Bastistas Cuba skulle være en dejlig stat er der ingen der påstår – derimod at det var et halv-fascistisk populistisk gangsterstyre, som ingen kan have sympati for, hvilket både jeg, Pelle og ‘dem på LIberator’ skriver. Men et ‘kapitalistisk’ rigmandsvælde var det ikke, og mange ikke-socialister, middelklassen, studenter m.v. støttede revolutionen i håb om at man ville få et liberalt demokrati – hvad man jo i øvrigt også var blevet lovet af Castro.

    USA fejllæste udviklingen på Cuba og var en medvirkende faktor til at få Castro på Sovjet-vognen, men mon ikke det også spillede en rolle, at Castro således kunne få lov til at have høj cigarførig og være chef, uden at skulle have med noget så besværligt som frie valg at gøre? Allerede tidligt (før revolutionen) havde Castro af nationalistiske grunde bestemt sig for et brud med den amerikanske dominans i sukkerindustrien (raffinaderierne og de forskellige takstordninger, der opretholdt feudallignende forhold i landbruget). At bruddet med USA fik enorme katastrofale konsekvenser for Cuba er der ingen tvivl om, men det er tåbeligt alene at gøre USA alene ansvarligt for dette.

    At USA så i første omgang burde have blandet sig udenom cubanske forhold er en anden sag, men det ændrer ikke på, at Che og Castros revolution ikke blev et gode for cubanerne, selvom den godt kunne være blevet det, hvis de ikke havde forsøgt sig med kommunistiske utopier.

  13. Raapil says:

    Nu nævnte jeg jo også, Hvidberg, at du åbenbart kender til Castros i starten manglende kommunistiske overbevisning. Det jeg angriber er mere det helt overordnede billede der tegner sig, når man læser en tråd som denne igennem + et par tråde på Liberator.

    Om Cuba var et rigt samfund før revolutionen kan jo i høj grad diskuteres, hvis størstedelen af befolkningen var fattige bønder i et feudallignende landbrug. Fattige cubanere er der stadig mange af, for kommunismen er ganske rigtig ikke god til at generere rigdom. Omvendt er det lykkedes for cubanerne at hæve niveauet ganske betragteligt inden for eksempelvis alfabetisme, befolkningens sundhedstilstand osv.

    Du skriver så, at Cuba ikke var et kapitalistisk rigmandsvælde – og samtidig at der herskede feudallignende forhold i landdistrikterne. Feudallignende forhold plejer at være noget man forbinder med rigmandsvælde, men måske situationen har været anderledes i Cuba end i andre Latinamerikanske lande.

    I det øvrige Latinamerika er Chile nemlig et særsyn, de fleste andre lande er stadig præget af feudallignende forhold ude i landdistrikterne – og umådelig fattigdom inde i byernes slumkvarterer. Her repræsenterer Cuba stadig fremskridt på nogle væsentlige sociale områder.

    Angående bruddet med USA, jo Castro hældte sikkert ikke mod demokrati, men USA kunne jo også have strakt hånden frem (i stedet for at chikanere – eller i stedet for at blande sig uden om), og lovet positivt samarbejde med den nye regering, hvis den holdt sig på demokratiets rette vej. Det er egentlig ikke kritik af USA jeg er ude efter – tiden var en anden og Cuba kunne bruges indenrigs- og storpolitisk af både Øst og Vest – derimod blot at pege på, at det ikke bare var Castros revolutionære der bestemte hvilken vej Cuba skulle gå.

  14. Omvendt er det lykkedes for cubanerne at hæve niveauet ganske betragteligt inden for eksempelvis alfabetisme, befolkningens sundhedstilstand osv.

    Med al respekt, Raapil, er vi ikke her mistænkeligt tæt på argumenter af typen: “Meget kan man sige om ham Mussolini, men i det mindste fik han togene til at køre til tiden!”

    Forskellen på Chile og det øvrige latinamerika angiver netop forskellen på velfungerende kapitalisme og feudalstyre – jeg vil i øvrigt anbefale Hernando de Soto for at forstå forskellen. Cuba var nok et feudalstyre mere end det var kapitalisme, men om man kan sige at Batistas styre var et udtryk for rigmandsvældet er jeg tilgengæld ikke så sikker på, men jeg ved heller ikke nok om det til at kunne dømme i sagen. For mig er det vigtigste, at Castro ikke forbedrede cubanernes situation, men forværrede den, hvilket er ret tydeligt, når man ser på hvilken vej flygtningestrømmen gik.

    Castro blev på ingen måde ‘tvunget’ i armene på Sovjet, det gjorde han kun i det omfang han selv ville have magten og bruge den til at omfordele, nationalisere og ekspropriere. Der ville intet være til hinder for at (gen)indføre demokratiske tilstande, hvilket USA også kun ville have billiget. Om jordreformer ville have fået modstand fra USA ved jeg ikke – og USA skulle da også blande sig udenom. Problemet var imidlertid, at de revolutionære i Castros rækker sendte meget tvivlsomme signaler, som USA altså valgte at fortolke meget negativt. Om sagen ville have stillet sig anderledes hvis man havde været positive og givet Castro støtte og beholdt sukkerkvoterne, tvivler jeg meget på. Che og Raul Castro stod langt stærkere blandt Castros folk, meget stærkere end de konservative kræfter – også militært. Jeg er ret sikker på, at det ikke kunnet være gået anderledes, selvom tempoet måske kunne have været et andet.

  15. Raapil says:

    Jeg kender heller ikke tilstrækkeligt til Cubas socioøkonomiske situation omkring revolutionen. Men det faktum at Cuba i høj grad baserede sin økonomi på landbrugsprodukter (sukkerrør) tyder på, at vi havde at gøre med et feudallignende rigmandsvælde.

    At Cuba skulle have indført demokrati – og gradvise markedsøkonomiske reformer – for længst, er evident. Landet ville sandsynligvis have stået meget stærkt med de kræfter, der var blevet lagt i at uddanne og oplyse befolkningen, og med de muligheder der lå i at fordele jorden retfærdigt, nu hvor feudalherrerne var smidt på porten. Det er klart Castro & Co’s ansvar, at det ikke er sket.

    Til slut kunne jeg – med al respekt – også være lidt polemisk ved at nævne, at hvis f.eks. jordreformer, som det ser ud til, kun bliver gennemført under mere eller mindre radikale socialistiske styrer, så er det da én forklaring på hvorfor socialismen stadig har en vis tiltrækningskraft – i hvert fald blandt fattige jordløse bønder.

  16. Din sidste bemærkning må vist være et godt bevis på hvilken enorm PR-virkning folk som Che og deres propaganda har haft. De socialistiske jordreformer lover meget, men som regelen opnår de ikke meget andet end at ekspropriere jorden, hvorefter regeringen bevarer kontrollen og venligst ‘låner’ den ud til bønderne – hvilket jo bare er en fortsættelse af feudalismen.

    Faktisk har mange latinamerikanske lande i efterkrigstiden forsøgt sig med jordreformer, ofte meget kostbare med store internationale opmålingsprogrammer, men om de har været socialistiske eller ej, har de ikke opfyldt det egentlige formål. Problemer er ikke, at bønderne ‘mangler’ land, de har allerede landområder, bebyggelse, værksteder og meget andet – det som de mangler er at få deres – private – ejendom formelt anerkendt og beskyttet af loven.

    De socialistiske reformer har været abstrakte og forsøgt at ’tildele’ jord til mennesker kollektivt, med det resultat, at de intet ejerskab har følt for jorden. Når man tilmed heller ikke tillader dem at tage lån i jorden for at investere (fordi den ikke er formelt anerkendt som i de feudale lande, eller fordi man lever under kollektivisme som i de socialistiske), så hjælper det ikke noget, at man har gennemført en ‘reform’: de kan ikke bruge landområderne til noget, hvis ikke de formelt og privat ejer dem og kan bruge dem til at investere med og blive rige. Det handler ikke om at ‘give’ bønderne jord og ejendom, men om at anerkende det, som de allerede ejer og har skabt, så de kan videreudvikle det.

    Se evt. dette interview med Hernando de Soto, som i de sidste 10-15 år har været hovedarkitekt bag en lang række meget omfattende og ikke-socialistiske jordreformer i Latinamerika, fx Peru.

  17. Raapil says:

    At socialisterne har god pr i Latinamerika er vel en simpel konsekvens af, at de fleste regimer har været ‘højreorienterede’. Når utilfredse bønder skal finde en ideologi der kan indgyde dem tro på politiske forandringer, så vælger de næppe en ideologi der har samme farve som det regime eller de feudalherrer, de føler sig undertrykte af.

    Men tak for Soto-linket – tror jeg stiftede bekendtskab med ham på RUC i sin tid. Navnet klinger bekendt.

  18. Jeg tror du må diskutere med Pelle hvor socialistiske bønderne i Latinamerika egentlig er (for jeg ved ikke nok om det), men det er klart at der stadig findes elementer som mener, at socialisme vil give dem en bedre levefod, fx den populistiske indianerpolitiker Evo Morales i Bolivia, som mikser et helt rimeligt krav om legalisering af coca-planten med krav om nationalisering af det ene, det andet og det tredje – og forøvrigt støttes af Hugo Chavez.

    Men igen må vi holde fast i, at oprøret fx på Cuba først og fremmest var drevet af ønsket om en landreform, som også kom fra den liberale middelklasse (der jo også herjemme historisk set har været de store jordejeres modstandere), og kun sekundært var socialistisk. Det er problematisk på den måde at sætte lighedstegn med regimer som Batistas og “kapitalismen” eller “de rige”, og en betragtelig del af regimerne i latinamerika har været nationalfascistiske/socialdemokratiske (som Peron) og venstreorienterede (fx Cuba), og i det hele taget har latinamerikas store politiske problem været den store rolle man har tildelt staten som skaber af sociale forandringer, hvilket oftest er endt i undertrykkelse.

  19. Raapil says:

    Måske er det problematisk… “at sætte lighedstegn med regimer som Batistas og “kapitalismen” eller “de rige”… men hvis det er sådan folk opfatter situationen, så er det – rigtigt eller forkert – dette billede de reagerer på.

    Så må man sige, at der ligger en stor pr-opgave og venter på en frisk libertarianer som dig!

    Vi behøver ikke få en kilometerlang tråd ud af dette emne, men jeg synes det er lidt problematisk at gøre statens rolle til årsag til problemerne. Det synes mig at årsagsforholdet er omvendt: man mente at staten skulle spille en rolle for at modvirke de uheldige konsekvenser af ‘feudal-kapitalismen’, eller hvad vi nu skal kalde Latinamerikas medfødte økonomiske indretning.

    Det var vel oprindelig denne feudalkapitalisme som var årsag til fattigdom og undertrykkelse, idet staten jo var absolut minimal i mange århundreder – ja, den var vel nærmest feudalherrernes ejendom.

  20. Måske er det problematisk… “at sætte lighedstegn med regimer som Batistas og “kapitalismen” eller “de rige”… men hvis det er sådan folk opfatter situationen, så er det – rigtigt eller forkert – dette billede de reagerer på.

    Men det ændrer vel ikke på, hvad der er fakta og fiktion i denne sag? Hvis de fleste danskere blev enige om, at invandrerne var grund til alle deres problemer og derfor besluttede sig for at smide dem på porten, så ville du vel ikke trække på skuldrene og sige “når det er sådan folk opfatter situationen…”, vel?

    Så må man sige, at der ligger en stor pr-opgave og venter på en frisk libertarianer som dig!

    Jeg ved såmænd ikke om jeg kan karakteriseres som libertarianer, men jeg gør da mit til at udbrede de opfattelser, som jeg mener er rigtige.

    Det synes mig at årsagsforholdet er omvendt: man mente at staten skulle spille en rolle for at modvirke de uheldige konsekvenser af ‘feudal-kapitalismen’, eller hvad vi nu skal kalde Latinamerikas medfødte økonomiske indretning.

    Det kan du jo have ret i, men latifundiernes enorme betydning var jo netop ikke ‘medfødt’, men resultatet af statsligt sanktioneret udplyndring (der trådte i stedet for andre former for teokratiske udplyndringssystemer, som dem indianerne havde). Staten er jo bare et andet ord for et voldsmonopol, der kan bruges til forskellige ting – den bliver ikke ‘minimal’ bare fordi den er mindre end en moderne velfærdsstat, sålænge den undertrykker folks rettigheder, om den så er feudalherrernes ejendom eller ej. Min pointe er blot, at man i Latinamerika, som så mange andre steder, har sat sin lid til at staten kunne omfordele og skabe velfærd, uden man i tilstrækkelig grad havde sikret de institutioner, som kunne skabe væksten: et frit marked og privat ejendomsret for alle, og ikke bare for de hvide eller jordejerne. Det er en proces, som har taget århundreder i den vestlige verden, og som man desværre har angribet bagvendt i latinamerika – nemlig ved at forlange omfordeling, før velstanden var der til at understøtte den (ikke at jeg af den grund går ind for omfordeling).

  21. Raapil says:

    Nu er det vel ikke helt uden grund, hvis folk opfatter magten og pengene som én og samme ting – ikke mindst i mange 3. verdens lande. At det bliver noget af et arbejde at ændre folks opfattelse af dette er vist oplagt.

    Ang. minimalstat og voldsmonopoler, så er det en større diskussion jeg ikke gider lige nu. Men du har da ret i at væksten i høj grad har manglet bl.a. i Latinamerika. Argentina havde ved århundredskiftet en bnp pr. capita som Sverige. Blandt de faktorer der gjorde, at Argentina blev hægtet af, mens Sverige tog et kæmpespring fremad, er garanteret også nogle af dem, du peger på. Og det var så sidste indlæg fra mig i denne omgang :)

  22. Gry says:

    Hej Lars.

    Nu har jeg læst om dinne holninger til Che Guevara, men ville gerne vide hvorfor du har denne mening?

  23. Hej Gry.

    Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår spørgsmålet? Grundene skulle gerne være i kronikken.

    Du kan også læse her:

    http://www.larshvidberg.dk/?p=71

    http://www.larshvidberg.dk/?p=597

    mvh

    Lars

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *