Tællepråsen 6: Fyrtøjet

Fyrtøjet – et politisk korrekt eventyr

Af Simon Sortendal, frit efter H. C. Andersen

Der kom en militærperson marcherende henad vejen. Én, to! Én, to! Han var på vej hjem fra udøvelse af sit anti-pacifistiske og androcentrerede hverv. Så mødte han en aldershæmmet kvinde, der, på grund af den kulturelle snævertsynethed og fokusering på ydre værdier blev betragtet som af mindre charmerende statur, hvilket hun naturligvis kun var indenfor netop den sociale struktur og udfra de opvækstmæssige og kulturelle forudsætninger hun, uden egen skyld, havde været udsat for.

“God aften, soldat”, sagde den aldershæmmede kvinde. “God aften, din gamle heks” sagde soldaten på typisk nedladende og chauvinistisk facon. “Kan du se det store træ”, sagde den ældre og alternativt skønne kvinde, “Det er ganske hult inden i! Jeg skal hejse dig ned i det, så du kan få så mange penge du ønsker! Når du kommer ned på bunden ser du tre døre. Bag den første er der en hund med øjne så store som tekopper, bag den anden en hund med øjne så store som møllehjul, og bag den tredje én med øjne så store som Rundetårn. Hver af dem sidder på en kiste med penge, men bare sæt dem ned på mit forklæde, så gør de dig ikke noget, og du kan tage alle de penge du vil.”

“Tak skal du have, din gamle heks” sagde soldaten, for han var vokset op i en kultur med den grådige kapitalistiske personlighed som idealtype, hvilket selvfølgelig varigt havde påvirket hans adfærd (hvilket dog ikke skal forstås negativt som sådan, for indenfor hans begrebsverden var det korrekt). “Men hvad skal jeg give dig?” “Du skal bare tage til mig et gammelt fyrtøj, som min bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede”, svarede den ældre kvinde med en replik som var utroværdig på en måde, som er typisk for eventyrfigurer.

Så krøb soldaten op i træet og lod sig dumpe ned i hullet. Bag den første dør sad hunden med øjne så stor som tekopper og gloede på ham. “Du er en net fyr!”, sagde soldaten og satte hunden på den aldershæmmede kvindes forklæde. Så forsynede han sig med kobber-skillinger, den grådige rad.

Bag den næste dør sad hunden med øjne så store som møllehjul og gloede på soldaten. Det ovevnævnte skema udspillede sig igen, (omend historien ikke melder noget om hvordan soldaten løftede den hund, der udfra hans størrelses-verden må betragtes som enorm, men her må man huske, at eventyr ikke skal forstås i en fysisk-realistisk kontekst, der i øvrigt kun er udtryk for den hvide europæiske mands rationalistiske og logos-centrerede forudindtagelse og verdenslukkethed). Soldaten forsynede sig med sølvskillinger.

Bag den tredje dør sad hunden med øjne så store som Rundetårn. Soldaten gjorde som før og forsynede sig med guld-skillinger (se i øvrigt note ovenfor). Soldaten fandt også fyrtøjet. Den aldershæmmede kvinde hejsede ham op igen, og på en meget ivrig facon, fordi hun var hysterisk på grund af overgangsalderen, hvilken i øvrig kan være sundt og smuk på en særligt feminin måde, som ungdomsfokuserede chauvinister som soldaten slet ikke kan forstå.

“Giv mig fyrtøjet” råbte heksen. “Snik snak, Du er jo PMS!” sagde soldaten, og så huggede han hovedet af hende med sin sabel. Den handling skal naturligvis ikke klandres soldaten rent personligt, moralsk forkastelig som den dog er, for han var opvokset i en kultur, der belønner mandlige chauvinister for voldelig og asocial adfærd. “Fordømt!” udåndede heksen. Der lå hun! (Hun var naturligvis ikke rigtigt død, for hun var jo en eventyrfigur)

Soldaten bandt alle pengene ind i den ældre kvindes forklæde, puttede fyrtøjet i lommen og gik ind til byen for at søge sin lykke. Han var nu rig, men naturligvis kun i monetær og ikke i åndelig forstand, og kunne derfor tillade sig en luksøriøs livsstil, uden tanke for de hjemløse og sultende børn i Afrikas land.

I byen hørte han om den ugifte og nydelige prinsesse, der boede på kongens slot. Kongen var blevet rig ved feudalsystemets udbytning af bønderne, og havde derfor råd til at forkæle sin datter, der derfor betragtedes som attråværdig blandt de liderlige unge mænd. “Hende gad jeg nok se!” tænkte soldaten, men det kunne han jo slet ikke få lov til.

Soldaten brugte dog alle sine penge og var igen fattig. En aften ville han tænde lys med fyrtøjet, som han var kommet i tanke om. Da gnisterne fløj sprang døren op og hunden med øjne så store som tekopper stod foran ham og sagde “Befal herre! Vi følger!” “Skaf mig nogle penge” sagde soldaten, for det var alt, hvad han tænkte på. Hunden kom straks tilbage med en stor pose skillinger. Soldaten flyttede ind i sin luksuriøse bolig igen.

En aften tilkaldte han hunden med øjne så store som tekopper. “Hør…kunne du ikke skaffe mig noget grissebasse?” spurgte soldaten på den indforståede og pubertære måde, der er så typisk for unge mænds samtaler, når de tror der ikke er nogen kvinder, der hører på. På den anden side har den machocentrerede sociolingo sine egne positive træk ved at skabe en samhørighedsfølelse i en mande/drenge-gruppe, lidt på samme måde som fodbold og øl.

Før soldaten fik set sig om, vendte hunden tilbage med prinsessen, der sov på hundens ryg. Prinsen anså hende for dejlig og overvældedes af den seksuelt stimulerede følelses, som afstumpede unge mænd forveksler med kærlighed. “Afstumpet” skal ikke forstås negativt valoriserende, men kun som et udtryk for det åndsforladte Barbiedukke-ideal og den kvindefornedrende kultur, soldaten var vokset op i.

“Hende må jeg have” tænkte prinsen, og han forsøgte at trænge ind i den sovende prinsesse. Denne sodo/sado/nekrofile adfærd skal ikke betragtes som universielt moralsk forkastelig, da visse folkeslag finder den forlystende, og desuden skal den ses i sammenhæng med soldatens ulykkelige barndom og stærke forbug af videofilm af en vis genre, og den efterfølgende virkning, der er typisk for børn, der konfronteres med vold i fjernsynet og kun har én forældre.

Prinsessen vågnede forfærdet ved soldatens behandling. “Vil du straks stoppe” sagde hun, greb soldatens sabel og kastrerede ham på stedet. Der lå den!

Prinsessen indså nu hvilket undertrykkende samfund, hun var vokset op i. Med de tre hunde som hjælpere stormede hun sin faders slot og slog sine forældre ihjel (denne voldelige adfærd skal ses som et udtryk for den vold, et undetrykkende system selv har avlet). Hun befriede bønderne og sammen skabte de en autonom kommune. Prinsessen valgte at leve sammen med hundene på en økologisk gård, hvor de levede i gensidig pagt med naturen og balance med miljøet. Prinsen blev ansat som eunuk for “Harem Inc.”, som prinsessen havde aktier i, for selvom hun var en politisk korrekt prinsesse, var hun ikke nogen dum prinsesse.

4 comments on “Tællepråsen 6: Fyrtøjet

  1. Haha, meget underholdende parodi.

  2. Skideskægt. Og et glimrende eksempel på, hvor hurtigt politisk korrekt kunst bliver en parodi. Lad os håbe, at de sorte mennesker bliver genindsat i den nye Tintin-oversættelse.

  3. Man kunne dog – trods denne versions forbilledlige opbyggelige kvaliteter, som man kun kan bifalde – tilføje en detalje som ville fuldende dette:

    Vi får ikke en klar forklaring på hvorfor heksen (øh, jeg mener: den kosmetisk og kronologisk udforderede kvinde) er så grim og hvorfor hun skal dø. Det forekommer mig indlysende (men sørgeligt overset) at det naturligvis er fordi hun ryger! Hvad skal man bruge et fyrtøj til hvis ikke tænde en smøg?

    Rygning giver et ældet og rynket udseende, og alle beskrivelserne af kvinden passer på en storryger. Og frem for alt ved vi jo at “Rygning dræber”. Soldaten eksekverer blot den dom som allerede stod i advarslen på hendes cigaretpakke.

    Det er vigtigt at læserne og især børnene får denne morale med, uden hvilken eventyret faktisk ikke giver mening.

  4. Simon Sortendal says:

    Tak til Torben for den præcise udredning. Det kan ikke fremhæves tit nok, at rygning dræber.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *