Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Tællepråsen 9: Wolfgang Ohm

med 3 kommentarer

Wolfgang Ohm – en filmskaber

Af NEFA

Tællepråsen havde en reporter til årets Berlin Film Festival, for her at udvidde sin horisont med spændende, etniske film fra den tredje verden. Endskønt opmærksomheden var sporet ind på det eksotiske, lykkedes det dog en anderledes nordlig nyopdagelse at vække undertegnedes største opmærksomhed: Festivalens ledelse fejrede med en retrospektiv serie en af byens største sønner: Wolfgang Ohm.

Det er nok de færreste danskere, der kender Wolfgang Ohm, men faktisk var han igennem 20 år, indtil den forfærdelige ulykke, som kostede ham førligheden, en af de mest interessante alternative dokumentarfilminstruktører i Tyskland. Han fødtes 22. Januar 1948 som Wolfgang Mini af middelklasseforældre i en forstad til Berlin. Han voksede op som vred ung mand i det tyske wirtschaftswunder, et produkt af overflodssamfundets forglemmelse af dets nazistiske fortid.

Det var dog ikke politik i bredere forstand, der interesserede den unge Wolfgang, men derimod filmens evner som våben overfor virkeligheden: “Meine Kamera ist mein Hammer” som han udtalte allerede i 1967 ved premieren på den meget tidlige debut: “Deutsche Knödelsuppe ist mit Nazis verpesten” – et rasende angreb på tysk madkultur, som han så som en forlængelse af Hitlers regime. Igennem lange indstillinger betragter vi knödler (boller med kødfyld) liggende på forskellige berlinske restauranter, mens en person (Wolfgangs studiekammerat Jürgen) til tider tramper forbi og fløjter Horst Wessel-lied, en nazistisk kampsang.

De langevarige, statiske kameraindstillinger kombineret med en iscenesat baggrund skulle blive Wolgangs kendemærke i den stil, han har benævnt: LSKMIHK, (“Langwierige, statischen Kameraeinstullungen mit inszenierte Hintergründe kombiniert”). Det var også på denne tid, at Wolfgang sikftede efternavn til det på én gang mystiske og kraftfuld Ohm. Som han selv siger i portrætfilmen “Der Geschichte von Ohm” (1999): “Ich bin keine filmemacher, sondern Dynamit!”. Selvtillid har det aldrig skortet på.

Wolfgangs film blev ikke venligt modtaget i Tyskland. Landets samvittighed var endnu ikke klar til et opgør med tysk madkultur, og i en forskydning af ansvaret til æstetisk anklage kaldte anmelderne endog Ohms filmkunst for “kedelig” og “fortænkt”. Men som en ægte kunstner lod Ohm sig ikke knække, og fortsatte konsekvent sin LSKMIHK uden at give efter for kommercielle interesser.

I 70erne fulgte flere madfilm som “Trattoria” (1970), om indvandrerkulturen, “Eisbein essen Seele auf” (1972), om den tyske forkærlighed for skinkefedt, “Gehen zu Krumme-Lanke nach essen” (1973), “Revolution und Sauerkraut” (1975) og “Wurst in deine Arsch” (1977). Nu var Ohm færdig med maden, og maden var færdig med ham.

Efter en vegeteringsperiode kastede Ohm sig med hidtil uset energi over nye emner: I 80erne lavede han sin store tyske toiletserie, nådesløse bidrag om virkeligheden på de offentlige toiletter i Frankfurt: “Toiletten” (1982), “Ein, zwei, drei…plump” (1984) og “Socialer Verlierer gehts scheissen” (1985), alle i LSKMIHK-stil. Samtidig dokumenterede Ohm bøsse- og kabaretmiljøet i Berlin i “Tanzen oder bumsen?” (1985).

Ohm kom voldsomt til skade i 1986 da han forsøgte at filme et danse og spise-orige i natklubben “Muschin”. Han vågnede fra sit koma i 1991, men kommer næppe nogensinde til at filme igen. Hans søn Hans Peter Ohm har dokumenteret faderens vej mod rekonvalescens og de mærkværdige flatulente bivirkninger medicinen har haft i “Ohm, mein Papa” (1993), der ligesom de ovennævnte film blev vist på Berlin Festivalen. Faderen og sønnen har siden indgået et frugtbart samarbejde om konceptudvikling for et større, berlinsk reklamefilmsselskab.

Skrevet af Lars Hvidberg

17. October, 2005 @ 09:08

3 kommentarer til 'Tællepråsen 9: Wolfgang Ohm'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Tællepråsen 9: Wolfgang Ohm'.

  1. Jeg kan glæde NEFA og andre oprigtigt søgende cineaster med, at Filmhuset i Gothersgade, København K, i løbet af 2006 vil fremvise en komplet kavalkade af de ohmske avantgardefilm. Til stede ved åbningsforestillingen vil være såvel Wolfgang “Papa” Ohm som den unge Hans Peter.

    Datoen er endnu ikke fastlagt, men det vil formentlig blive i ugen efter, at Turkmenistans Filmakademi har gæstespillet med 10 eksperimentelle dokumentarreportager, alle i den særlige centralasiatiske stil, der er blevet kendt som “sandblæst celluloid”. Man kan ikke se, hvad der oprindeligt er optaget på strimlen, men får en livlig, for autenticitetens skyld uoversat kommentar på lokalsproget.

    Efterfølgende vil Wolfgang Ohm-kavalkaden uundgåeligt blive at betragte som en publikumssuces.

    Dyrkere af den ohmske filmkunst har udtrykt bekymring for, om mesteren vil leve så længe, at han kan være med i København, men det skulle der være de bedste chancer for. Bystyret i Berlin har netop bevilget ham et 10.000 liters termostatstyret fækaliebassin med automatisk omrøring. Flydende omkring i den blidt boblende overflade må Wolfgang Ohm have gode muligheder for at videreføre sit kunstneriske virke mange årtier endnu.

    Crass Børsting

    17. Oct 05 @ 14:03

  2. Glem i øvrigt ikke Kraftwerks smukke hyldets til manden i sangen “Ohm Sweet Ohm” – det sidste nummer på Radio-Aktivität (1975). Her rammer de på deres egen måde essensen af manden og kunstneren Wolfgang Ohm.

    Torben Sangild

    20. Oct 05 @ 15:26

  3. Lad mig henpege på, at Ohm-klassikeren “Ein, zwei, drei… plump” (1984) fra hans mest fækaliefikserede periode viser os en yngre Jørgen Leth i en af de tre hovedroller.

    Han og medspillerne Wolfgang Vollmer-Breck og Hannelore Braunschweiger spiser i fællesskab en islagkage, mens de har afføring gennem bunden af de tremmestole, de sidder på.

    Leth, kun iført solbriller, tilfører rollen et stilfærdigt nærvær og et stumt, eftertænksomt vemod, som om han allerede aner, hvad fremtiden har i vente.

    Hamborg-Henriksen

    20. Oct 05 @ 16:30

Skriv en kommentar