Tællepråsen 10: Pilsner

Tinnitus er den ultimative musik

Med eneret for Tællepråsen: Interview med det revolutionerende danske rockband “Pilsner”

Af gæsteskribent P.H. Kokrok

Blot tre uger efter udsendelse af Recovery, Pilsners debutalbum, har bandet vendt den eksperimentale musikscene på den anden ende. Biba Kopf har i det anerkendte musikmagasin The Wire kaldt albummet “best record ever made”, folk som Jim O’Rourke, Holger Czukay og Thurston Moore har offentligt ønsket bandet tillykke og Yoko One skal i forbindelse med en happening havde udtalt; “This is the record John always dreamt about doing”.

De tusind kopier albummet oprindeligt blev trykt i, er for længst revet væk, og både bootleg og sortbørshandel med pladen florerer lystigt. Men lige så hysterisk stemningen har været omkring Recovery, lige så mystiske og tilbagetrukne har Pilsner været. Tællepråsen bringer her historien om de to danskere, der overnight blev avantgardistiske superstjerner – et totalt eksklusivt interview med absolut eneret for hele verden.

“For os at se, er hvert ord der bliver sagt om os, hver en linie der bliver skrevet om os, en destruktion. Der er ingen forførelse tilbage i denne kultur, kun produktionen og reproduktionen. Men al produktion er destruktion, eller rettere; et skridt mod det hyperreelles betydningsløshed. Dette er fællesskabets evige ironi. Den eneste grund til, at vi lader jer [Tællepråsen, red.] interviewe, er, at vi i de seneste år udelukkende har brugt Tællepråsen som nyhedsmedie. Det må I gerne tage som et kompliment.” Således lyder det rosende fra PM1, den ene af Pilsners to frontfigurer.

Men selvom Tællepråsen således har en høj stjerne hos Pilsner har forberedelserne til interviewet ikke været uproblematiske, og fyldt med hemmelighedskræmmeri. Ved interviewets begyndelse er undertegnede stadig ganske groggy efter de tre timer på Sonata, et beroligende lægemiddel mod søvnløshed, som jeg efter aftale har indtaget. Under rusen er jeg med bind for øjnene blevet fragtet fra et aftalt mødested til en ukendt lagerhal, der tilsyneladende fungere som Pilsners studie og bolig. De to pilsners, PM1 og PM2, er begge iført kedeldragt, gummihandsker, stemmeforvrængere og nogle masker af huder, der mest af alt minder om noget man har set i en Tobe Hooper film fra 1972. Men intet er overlagt til tilfældighederne, og da denne filmiske reference påpeges, lyder svaret fra PM2 prompte:

“Vi ser Leatherface som det ultimative menneske, anonymitetens hellige vold, motorsavens enten-eller, Leatherface er det sidste menneske. Hvis alle mennesker havde en Black and Decker ville dette være en langt bedre verden”.

Historien om Pilsner er lige så kryptisk og hemmelighesfuld som bandet selv. Ud fra de sparsomme informationer er det dog lykkes Tællepråsen at konstruere forløbet således: I midten af 90’erne mødes PM1 og PM2 i en filmklub der udelukkende beskæftiger sig med den tyske filmskaber Wolfgang Ohm. De opdager en fælles interesse for moderne kompositionsmusik, krautrock, free jazz og japansk noiserock, Harry Partch og håndbyggede instrumenter, Burroughs’ cut-up teori, Fluxus-kunst og finsk grammatik, specielt centreret omkring forholdsordene, og så selvfølgelig Wolfgang Ohm. Kort tid efter er Pilsner en realitet. Duoens eksperimenter fører efter ganske kort tid til det stilistiske nybrud gruppen senere skulle gøre berømt som “maximalistisk freeform punk”.

Duoen, der nærer en dyb mistillid til den eksisterende musikindustri, møder derefter – under en neo-dadaistisk preformance i Hamburg – danskeren og åndsfællen Betamax hvis pladeselskab, Betamax 2000, de derefter bliver tilknyttet. Året efter begynder indspilningen af Recovery. Men hvad er så maximalistisk freeform punk? Her bliver det kompliceret, for man skal forestille sig det strukturelle opgør fra Karlheinz Stockhausen blandet med old-school weirdo free-jazz i traditionen fra Cecil Taylor og lo-fi garage punk.

Dertil kommer en instrumentering på dele af Recovery, der tæller op til tredive forskellige instrumenter, alle håndlavede og alle unikke, d.v.s. at alle instrumenter er nyopfundede og aldrig før sete. Og endnu dertil kommer en voldsom fokusering på diskant og overtoner, der gør dele af pladen direkte uudholdelige at høre på. Tilmed er pladen stort set akkordløs og i stedet koncentreret omkring lydstrukturer, og de få akkorder pladen indeholder er alle opbygget af mindst tre forskellige instrumenter. Det kan lyde helt absurd, men det er netop deri Pilsners genialitet ligger.

“For os er akkordsystemet et fattigt sprog”, forklare PM1, “og vi ønsker på ingen måde os hensat til kun én musikalsk diskurs. Musikken har længe nok været tyranniseret af kun én forståelsesrammes diktatur og vi vil på ingen måde at tage del i dette forræderi”. “Derfor har vi også lavet vores egne instrumenter, det var den eneste måde vi kunne være sikre på ikke at falde i akkorderne og instrumenteringens nådesløse holocaust”, supplerer PM2.

Men selvom Pilsner ikke vil lave traditionel musik, hvad er så denne absurde fokusering på overtoner, hyletoner og diskant? Rygterne siger, at PM1 og PM2 hver brugte en måned på henholdsvis en hundepension og en minkfarm, udelukkende for at forske i hørelsens smertegrænse. Dyrene i disse institutioner blev udsat for massiv sonisk eksperimentering og resultaterne blev sammenlignet med lignende øvelser på mennesker, for at udvikle det præcise toneleje for den menneskelige smertetærskel.

Tællepråsen står tilbage med kun ét spørgsmål: “Hvorfor?”

“Vi har bevidst forsøgt at skabe passager, der er deciderede fysisk uudholdeligt at høre på. Målet er, at skabe tinnitus hos vores lyttere. For os er tinnitus den ultimative musik, kroppens eget drone”. En måbende rockjounalist stod tilbage efter denne udredning fra PM2, og overraskelsen blev bestemt ikke mindre da PM1 tager over: “Vi har også prøvet at undersøge, om der skulle være andre latent rytmiske områder i kroppen man kunne udløse, men vi er dog ikke nået så langt i vores forskning. Det er dog vores klare overbevisning, at der i kroppen gemmer sig et utal af musikalske muligheder. Tinnitus er kun toppen af isbjerget”.

Man kan undre sig over, hvor Plisner har fået deres inspiration fra, for ingen har nogensinde før lavet noget lignende. “Kort tid før sin død spillede Sun Ra nogle koncerter sammen med Sonic Youth, denne konstellation har været vore væsentligste musikalske inspiration. Fra bootlegs ved vi, at koncerterne ikke var så fantastiske igen, men selve ideen er virkelig god”.

PM1 fortsætter; “Men hovedsageligt drives vi frem af en overbevisning om, at høresansen er dybt undervurderet. Eller rettere, at alle sanserne er dybt undervurderede, der er igen tale om en sygdom i den moderne kultur, for alt bliver os foræret. Men sanserne har brug for at blive pirret, de har brug for nogle hints, hvorfra hjernen kan drage nogle konklusioner eller foretage nogle refleksioner. Men sådan er det ikke i dag, vi får det hele serveret på et sølvfad, skåret helt ud i pap, og uden mulighed for fejltolkning. Men tanken om den perfekte brugsgenstand er en bjørnetjeneste, det luller vore sanser og fantasi i søvn og reducere mennesket til et tomt hylster, der per automatik blot forbruger og forbruger. Vi ser altså de fleste teknologiske fremskridt som det modsatte, som tilbageskridt”.

Intet er overlagt til tilfældighederne hos Pilsner og jeg tør næsten ikke stille flere spørgsmål af frygt for endnu en langt og pessimistisk udredning. Én ting ved udgivelsen er dog så besynderlig og forunderlig, at den kræver en forklaring: Formatet.

Ikke nok med, at Recovery kun er udkommet på vinyl, den er tilmed trykt på det ultrasjældende format 11 tommer. Normalt bliver Lp’er udsendt på 12 tommer, og en sjælden gang på 10 tommer, men 11 tommer er ganske exceptionelt. Dertil kommer, at pladen skal afspilles på 16 omdrejninger i minuttet, og det indefra og ud, og ikke som normalt hvor pickuppen kører udefra og ind. Men hvorfor gøre det så besværligt at afspille pladen, de fleste pladespillere må ganske enkelt melde pas overfor et sådan format? PM2: “Der er to primære årsager til formatet; den ene er et opgør med denne standardiserede behagekultur vi allerede har skældt ud på. Nu til dags er den eneste anstrengelse en musikkunde skal gøre er, at gå ned i Bilka og købe en skide Cd. Ikke engang valget af kunstner skal kunden gøre, det har reklamen allerede gjort for ham. Den anden grund er, at formatet skal komplementere musikken og når musikken er så krævende bør formatet også være det”.

Tællepråsens udsendte må nu sige stop. Jeg siger tak for interviewet, trykker de to stjerner i deres gummifængslede hænder og indtager endnu tablet af mærket Sonata. Få timer senere bliver jeg sat af på Rådhuspladsen med en seriøs hovedpine, min diktafon indpakket i brun papir og en signeret udgave af Recovery med påskriften “This is how the world ends, not with a bang but a whimper”. Efter denne dag er jeg nok tilbøjelig til at give gamle T. S. Eliott ret…

P. H. Kokrok tjente i lang tid sine basører som musikjournalist i undergrunden, men efter interviewet med Pilsner har han skiftet retning og er nu børnelæge i Angola.

5 comments on “Tællepråsen 10: Pilsner

  1. Ovenstående fremkalder dybe tanker og beundring. P. H. Kokrok er en værdig substitut for den (formoder vi) stadig sygdomsramte NEFA.

    Jeg savner dog redegørelse for Pilsners åbenlyse (på “Recovery”s omslag synlige) affinitet til sangerinderne Dolly Parton og Dorte Kollo. Kan dr. Kokrok sende en efterskrift herom fra Angola, eller vil andre Pilsner-kendere forsøge en forklaring?

  2. Rasmus says:

    Kan man stemme på dem til Boogie-listen?

  3. Trækker man en enkelt tone af Dorte Kollo ud får man en hylende drone af den type som Pilsners musik er så rig på. Men det er klart at hommagen mest skal ses som en ironisk gestus mod en musikkultur hvor kommercielle røvhuller tillader sig at se ned på Dorte Kollo, selv om de selv er i lommen på musikindustrien på en måde som hun aldrig var. Når punken bliver kommerciel er Dorte Kollo punk, må være den indlysende logik.

    Bortset fra det er Recovery et sublimt mesterværk der sætter nye standarder for støjmusikken i det 21. århundrede. I sammenligning med Pilsner er Merzbow jo det rene glatte popmusik.

  4. Thomas S says:

    Kan nogen af jer velinformerede mennesker komme med afklaring vedrørende de standhaftige rygter om, at Pilsner er et Freddie-Petersen-projekt?

  5. Simon Sortendal says:

    Hr. Kokrok er jo desværre fraværende, og Tællepråsen må indrømme, at da Pilsner-projektet har været omgærdet med så stor mystik, som det har været tilfældet, kan vi hverken be- eller afkræfte de vedholdende rygter om at Gigi og lillebror skulle være bag de to Leatherface-masker.

    Det skulle dog være ganske vist, at Pilsners næste single “Tell It Like It Isn’t” kommer i Boogie, som et led i deres stadige undergravelse af alle etablerede strukturer i popkulturen. Om det bliver i et samarbejde med Dorthe Kollo er endnu uvist, men kan naturligvis ikke udelukkes, i det hendes street-cred bliver stadigt større.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *