Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Tællepråsen 11: Realitetsprincippet

med 9 kommentarer

Realitetsprincippet – en vejledning for filmkritikere

Af Popper Whiteberg

I disse for vort land så alvorlige tider, er det måske værd at gøre sig nogle tanker om, hvilke funktioner en filmkritiker bør udfylde som voksent og ansvarligt menneske. Alt for længe har unge mennesker og andre svage sjæle svælget i splatter-vold, musikvideoer og cyber-realitet. Nu er det på tide, at kritikerne sætter hårdt mod hårdt, og ikke længerer accepterer begreber som ‘underholdning’ og ‘kunstnerisk frihed’. Her er retningslinjer for Filmkritikeren i Fornuftens Tjeneste.

En film kan opdeles i en række hændelser/scener, hvis indhold kan reduceres verbalt til sætningen “NN gør a”, hvis indhold kan verificeres af en hvilken som helst person ved gennemsyn af filmen. Metaforisk eller symbolsk billedsprog er udelukket, da de er subjektive størrelser, og derfor ikke har objektiv gyldighed. Det er således ikke muligt for kritikeren at referere til andet end de for alle verificerbare sætninger. Alle kritikerens udsagn skal formuleres i et klart og videnskabeligt sprog, efter principperne om falsifikation: En sætning giver kun mening, hvis det er muligt at modbevise den. Værdibetonede udsagn som “jeg elsker bare denneher film” eller “Liv Tyler får safterne til at stige” må afvises som uverificerbare, medmindre kritikeren samtidig vedlægger en løgnedetektor-test og et nøjagtigt kardiogram, hvor (den ophidsede) puls og blodtryk kan aflæses.

Når kritikerens værste sprogblomster er ryddet af vejen, kan han gå igang med det egentlige formål: At undersøge hvorledes filmens fremstilling af virkeligheden korresponderer med et almindeligt, sundt menneskes realitets-princip. Filmen bør gennemgås fra ende til anden, og hver enkelt hændelse bør vurderes udfra følgende kriterier:

1. Kunne noget sådan ske i virkeligheden, ud fra historien eller naturvidenskaben kendte sagforhold? (eksempel: Svarer antallet af affyrede skud til antallet af gange der skiftes ammunition?)

2. Besvares 1. positivt: Hvorledes bør vi moralsk og politisk forholde os til hændelsen, og hvad kan vi lære om virkeligheden ud fra fremstillingen? Giver filmen selv retningslinjer for dette? (eksempel: Når et hvidt mennske slår et sort er det et klart udtryk for racisme, medmindre den hvide kort efter straffes)

3. Besvares 1. negativt bør hændelsen blankt afvises som urealistisk og dermed underlødig, medmindre (3b) filmen selv straks gør opmærksom på utroværdigheden, og dermed lærer os en lektie om, hvordan vi bør være på vagt overfor manipulation med virkeligheden. (Eksempel: besøges jorden af UFO’er må det afvises af flere grunde: 1. Der findes ikke UFO’er. 2. Et fartøj ville aldrig klare en tur fra Saturn til jorden, da alene brændstofsituationen gør turen umulig. Argumenter om ‘et nyt fantastisk grundstof’ kan afvises, da der ikke eksisterer andre grundstoffer end dem i den periodiske tabel.)

En films værdi kan dermed tælles sammen: For hver gang vi kan svare positivt på spørgsmål 1: Ét point. For hver gang filmen giver retningslinjer, som vi kan være enige i: Ét point. For hver gang filmen bevidst giver retningslinjer, vi ikke kan være enige i: Minus ét point. For hver gang vi må svare negativt på spørgsmål 1: Minus ét point – medmindre 3b intræder, hvor hændelsen hverken vil give plus eller minus-point.

En film som “Motorsavsmassakren” vil score meget lavt, da den ikke anviser nogen positive retningslinjer i den udpenslede vold, som dog skildres realistisk. Dens fremstilling af psykopatien er ikke tilfredstillende, da der ikke forekommer egentlige medicinske diagnoser på, hvad manden med masken måtte fejle. Havde filmen udnyttet mulighederne for en ordentlig vejledning i betjening af en motorsav, havde den scoret betydeligt højere.

Således behøver filmkritikere ikke længere klamre sig til tomme metaforer og uklare fornemmelser, men kan direkte angive grundlaget for deres vurdering. Tilmed vil den enkelte films værdi klart måles overfor andre film, og man behøver som filmkritiker ikke tage tilflugt i tomme stjerneafgivninger, og Oscarfesten behøver ikke længere være så langtrukken, da resultaterne simplethen bare kan læses op.

Hvis realitetsprincippet kan gennemføres som filmkritiskstandard, vil alle pædagogiske problemer overfor børn og andre fritænkere dermed være løst.

Skrevet af Lars Hvidberg

31. October, 2005 @ 08:00

Kategorier: Tællepråsen

Tagged med

9 kommentarer til 'Tællepråsen 11: Realitetsprincippet'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Tællepråsen 11: Realitetsprincippet'.

  1. Endelig en positivistisk filmkritik! Det er godt at vi har folk som Popper Whiteberg og David Favrholdt.

    Torben Sangild

    31. Oct 05 @ 22:22

  2. Det er satme et par ok græskar, du har fået snittet der, DR-D. Det ligner jo noget fra en tegneserie!

    Lad mig så lige kort berette om indtoget af en alene-amerikanske tradition: *bank bank* lød det på min dør, og ikke-ramt af tvivlens nådegave begav jeg mig mod døren til min lejlighed. Ja, jeg åbnede ligefrem. Woo-hoo, i døren stod et par udkædte mennesker. De sagde et eller andet. jeg ikke lige opfangede, og i min mangel af søde sager udspandt sig følgende korte dialog: Jeg har ikke noget slik. Skal I så ha’ penge? “Ja” lød det meget umiddelbart fra en af pigerne, og jeg efterkom kravet. Det var ikke meget, heg havde i småpenge. 15,75,- fordelt over bl.a. en 10’er. Jeg gav dem en bemærkning med om, at jeg ikke ikke kunne fylde det samme i hver af deres bøtte, men det grinede de nærmest af. Det lå lissom i luften, at de ville dele udbyttet, når dagen var omme.

    Hvadenten socialister så er dumme eller ej, så er de dog indimellem ret sympatiske.

    Fantomas

    1. Nov 05 @ 06:37

  3. Denne Favrholdt er jo en fornuftig mand! Hans paramterteori er bestemt inde på noget af det rigtige. Men jeg mener dog, at han glemmer den moralske og opdragende funktion, som turde være det væsentlige. Er det fx realistisk, at guldfisk af sig selv vil befinde sig i en blender? Næppe. Derfor er det ikke kunst, det er blot ufornuft.

    Den gode Fantomas’ kommentar er jeg ikke helt sikker på hvilken virkelighedsstatus jeg skal tildele. Det er dog en realistisk historie, og at forære penge frem for slik til børn er naturligvis bedre end blot at give slik, der som bekendt ødelægger tænderne. Så kan de lære at spare op. Det er glimrende!

    Popper Whiteberg

    1. Nov 05 @ 11:17

  4. Er det fx realistisk, at guldfisk af sig selv vil befinde sig i en blender? Næppe. Derfor er det ikke kunst, det er blot ufornuft.

    Det er da vist også netop Favrholdts pointe!

    Torben Sangild

    1. Nov 05 @ 12:24

  5. Godt så!

    Popper Whiteberg

    1. Nov 05 @ 13:34

  6. Det allerbedste ved Popper Whitebergs banebrydende cineastiske evalueringsparadigmeskift er, at det for evigt vil forvise den danske socialrealistiske filmtradition til lossepladsen.

    Lad os tage et eksempel: Nyklassikeren “Kenneth og Jimmy” fra 1988, instrueret af Folmer Gruskasse efter manuskript af Beppa Gruskasse og Kvalmer Homo-Henriksen.

    Som alle filmkulturkanonisk orienterede vil vide, handler dette moderne forstadsepos om brødrene Kenneth og Jimmy, deres opvækst hos en enlig, alkoholiseret mor og deres videre, lige deprimerende skæbner som henholdsvis narkoman og forskningsprofessor på Danmarks Pædagogiske Institut.

    Til denne med 4,5 millioner offentlige 1987-kroner finansierede film kan man stille de tre popperwhitebergske kardinalspørgsmål:

    1. Kunne noget sådan ske i virkeligheden?

    Aldrig. Jimmy og Kenneth ville i fællesskab have spist deres mor, den stærkeste af dem derefter spist den anden, og den overlevende ville være udvandret til USA, hvor han gjorde lynkarriere som banjovirtuos og opvisningsmasturbant. Se, dér ligger en film!

    2. Hvorledes bør vi moralsk og politisk forholde os til hændelsen, og hvad kan vi lære om virkeligheden ud fra fremstillingen?

    Da spørgsmål 1 er besvaret benægtende, kræver 2 ikke noget svar, men jeg vil dog bemærke, at vi kan forholde sig som det danske biografpublikums meget store flertal gjorde: Blive væk og være ligeglade.

    3. Fremdeles negativ besvarelse, men for at slutte med et enkelt solstrejf af håb citerer jeg Benjamin Franklin (1706-90):

    “Beer is proof that God loves us and wants us to be happy.”

    Crass Børsting

    1. Nov 05 @ 14:31

  7. – Børsting

    ROFL

    JE

    1. Nov 05 @ 15:10

  8. Ja, jeg må undskylde min kommentar. Der lå vist noget i clipboardet, og det var således en grov fejl, at det røg herind. Men egentlig ganske morsomt, nu hvor jeg ser det igen.

    Fantomas

    1. Nov 05 @ 17:13

  9. Et realistisk storyboard til en acceptabel film, hr. Fantomas. Gak hen og gør det!

    Crass Børsting

    1. Nov 05 @ 17:25

Skriv en kommentar