Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

“Det store svigt”

med 23 kommentarer

Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen anmelder hos Ræson statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale i Folketinget. Dommen er hård over regeringen, der fuldstændigt har forsplidt muligheden for at dreje samfundet i en mere liberal retning. Et par smagsprøver fra et fint indlæg med tilhørende interview:

Jeg frygter, at regeringen forspilder en historisk chance for at gennemføre reformer, der kan ændre den igangværende skævvridning af samfundet, hvor flere og flere forsørges af det offentlige og staten overtager mere og mere ansvar fra den enkelte, og hvor der bliver færre og færre beskæftigede til at betale og mindre frihed og personligt ansvar til os alle.

(…)

Man kan ikke lade være med at have lidt ondt af de tidligere liberale frontfigurer og nu eftersnakkende folketingspolitikere, der nu som en anden velfærdsdansker, der trynet af systemet og uden tro på egne evner har valgt et liv i tryghed og sikker offentlig ansættelse frem for et liv i frihed og med udsigt til en bedre fremtid.

(…)

I fravær af ideologi bliver politik domineret af enkeltsager og styret af medieskabte begivenheder, fordi ansvarlige ministre for alt i verden må vise handlekraft og gøre noget, hver gang en sag rammer Ekstra Bladets forside. Men uden den ideologiske orientering ender det altid med forbud eller tilbud om flere penge til denne måneds ”svage gruppe”, og når ingen af de to løsninger kan finde anvendelse, ender det som Dankort-sagen om de famøse 50 øre med en løsning, som hverken forbrugere eller erhvervsliv er glade for.

Se også:

Liberalisterne må ikke hedde Liberalisterne, hvis det står til Venstre.

Skrevet af Lars Hvidberg

1. November, 2005 @ 22:34

Kategorier: Politik og etik

23 kommentarer til '“Det store svigt”'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til '“Det store svigt”'.

  1. Jeg fandt i dag en Ugen på Spidsen med Torben Mark Pedersen, som jeg vist ikke har set link til før. Claus Hagen Petersen er godt nok ret irriterende synes jeg, men Torben Mark Pedersen får også meldt ud, at Liberalisterne går ind for lige adgang til en folkeskole, SU-lån og 40% skat.

    Er de ikke blevet rødere og rødere allerede inden, de har stillet op til noget?

    http://www.dr.dk/p1/ugenpaaspidsen/arkiv.asp?action=showarticle&id=43701

    Lasse Birk Olesen

    1. Nov 05 @ 23:42

  2. Jeg er enig i, at regeringens politik for det meste er styret af enkeltsager, populistiske vinde samt ønsket om at blive ved magten, men man kan også se det mere positivt som en del af demokratiet, at politikerne faktisk lytter til og reagerer på, hvad pøblen siger og vil. Ideologi er godt, og jeg er ikke afvisende over for liberale tanker. Men hvis man laver politik nu og her, må man også forholde sig til den aktuelle situation, og hvordan samfundet er indrettet som helhed. Man kan ikke forholde sig arrogant afvisende over for befolkningen og tromle en ny ideologi igennem fra den ene dag til den anden. Det er ganske vist heller ikke det, TMP taler om, men jeg synes nu, at ideologi og principrytter i høj grad er steget visse ministre til hovedet i sager som kontanthjælpsloft og 200 timers tvangsarbejde.

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 09:33

  3. En anden ting: Det er ret svært at føre en sag mod regeringens midtersøgende kurs, når Danmark i øjeblikket er et af de mest velfungerende lande i verden med lav arbejdsløshed og høj konkurrenceevne. Med mindre man som TMP er ren ideolog og udelukkende betragter en bestemt politisk kurs som et mål og ikke et middel. Som sagt, jeg er ikke afvisende over for liberale tanker, men jeg mener, at det er vigtigere at samfundet justeres efter udvikling i internationale forhold, befolkingssammensætning og teknologi (m.m.). Her er liberale tanker en del af værktøjskassen.

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 09:42

  4. Apropos velfungerende land mener jeg, at man burde koncentrere sig om skandaler som flygtningepolitiken og beskæringer i overførselsindkomster til de svageste grupper. Danmark er et af de rigeste lande i verden. Hvis vi ikke har overskud til at bruge penge på “de fatttige”, hvem har så?

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 09:46

  5. Lasse: Torbens udmeldinger er vistnok kun tænkt som en start. Jeg henholder mig til deres principprogram, som jeg finder særdeles fornuftigt. Som Abekongen også er inde på, skal man ikke regne med at indføre alt på en gang. På den anden side er Venstres principprogram sikkert også fint, men den førte politik en anden. Jeg synes dog Liberalisternes udspil er en god start, fordi det faktisk er noget som kan realiseres politisk og som samtidigt trækker i den rigtige retning.

    Abekongen: Om det er godt eller skidt, at politikerne lytter til pøblen, kommer vel helt an på hvad pøblen vil? Det er naturligvis klart, at rent demokratisk kan man ikke gennemføre noget, som flertallet er imod, hvilket både er med til at skabe stabiliteten i demokratiet, men på den anden side også er et af demokratiets store problemer, når der samtidigt ikke sættes grænser for, hvad demokratiet kan blande sig i. Der er vist for øvrigt ikke tale om tvangsarbejde ang. kontanthjælpen? Den må du have fået galt i halsen. Det er ikke en ret, at blive forsørget af andre mennesker, og det er helt i orden at kræve, at man kvalificerer sig til denne hjælp. Når det så er sagt, mener jeg også man griber sagen med kontanthjælpsmodtagerne forkert an, eller at sagen i hvert fald har to sider.

    Danmark er i dag et af verdens mest velfungerende lande, men det har det sådan set været i mange, mange år, langt over 100. Det har ikke noget med regeringens midtersøgende kurs at gøre, men har med hele opbygningen af det danske konsensussystem, og med hele den danske kultur med ærlighed, arbejdsmoral og gensidig tillid at gøre. Tværtimod burde man holde sig for øje, at især arbejdsmoralen er den efterhånden gal med, netop på grund af velfærdsstaten, der – især hvis man i forvejen ikke er i stand til ret meget – ikke belønner arbejde i særlig høj grad.

    Før øvrigt skal det siges, at den lave arbejdsløshed handler om hvordan man opgør tallene. Der er stadig 900.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som står uden for arbejdsmarkedet, placeret på forskellige overførselsindkomster, førtidspensioner osv. Dette tal inkluderer ikke studerende. Så at der næsten ingen arbejdsløshed er, er en sandhed med modifikationer. Der er færre på kontanthjælp og dagpenge, men der er flere på de andre ydelser.

    Derfor er det også misvisende, at kontanthjælpspolitikken handler om at man ikke vil gøre noget for “de fattige” – problemet er, at man igennem lang tid har svigtet de mennesker, som ikke kan noget specielt bogligt. Det har man gjort både i folkeskolen, der især efter reformpædagogikkens indtog er blevet indrettet efter middelklassens behov, og på arbejdsmarkedet, hvor lavtlønsarbejde simpelthen a) er forbudt og b) ikke kan betale sig. Der er opstået en lang række sociale problemer i kølvandet på denne politik, som nu bider sig selv i halen og gør hjælpen “nødvendig”, fordi en række mennesker efter årevis i systemet er fuldstændigt ude af stand til at klare sig selv, men måske er løsningen snarere mindre “hjælp” end mere?

    mvh

    Lars

    Lars Hvidberg

    2. Nov 05 @ 12:14

  6. Jeg giver dig helt ret i det sidste. Derfor er regeringens “tvangskurs” (om det teknisk set eller i praksis er tvang, må vi diskutere senere) også en skandale. Man træder på den gruppe, som man allerede har svigtet i forvejen … Hvis man altså kan tale om svigt i en liberal sammenhæng? Er det ikke folks egen sag?

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 16:25

  7. Jeg mener man kan tale om svigt i den forstand, at man har opstillet nogle rammer, som ikke kommer alle grupper til gode, fx mindstelønnen, som i praksis er en hjælp til dem som allerede er i arbejde (man beskytter dem imod konkurrence), men bestemt ikke til dem, som ikke er det (man forhindrer dem i at konkurrere). Det er naturligvis kun et aspekt, den høje moms og afgifter der vender den tunge ende nedad kunne være et andet.

    Lars Hvidberg

    2. Nov 05 @ 16:47

  8. Nu er det jo sådan at Danmarks succes blandt andet skyldes en velfungerende offentlig sektor, et højt uddannelsesniveau og andre ting som skyldes velfærdsmodellen. Det vil I sikkert gerne bortforklare fordi det ikke passer ind i jeres verdensbillede, men det er et økonomisk faktum, som også liberale økonomer indrømmer. Den skandinaviske samfundmodel er således blevet et forbillede for mange andre lande.

    Til sammenligning er det ikke gået så godt i Libanon, som en lang overgang for længe siden havde det mest liberalistiske samfund verden endnu har set.

    I skal være velkomne til at have jeres principielle holdninger til skat og stat, men det bliver sværere og sværere at argumentere samfundsøkonomisk for det.

    Se fx om denne rapport fra World Economic Forum, som ikke ligefrem kan beskyldes for at være røde lejesvende

    http://www.borsen.dk/650.78441

    Torben Sangild

    2. Nov 05 @ 20:54

  9. Torben, jeg tror du blander tingene sammen. Naturligvis er en velfungerende offentlig sektor bedre end en ikke-velfungerende, naturligvis er høj uddannelse bedre end ingen uddannelse. Ligeledes er en velfungerende retsstat bedre end lovløshed. Det er der jo ingen der benægter. De fleste af de lande Danmark sammenlignes med i WEF-rapporten er jo ikke just ultraliberale, vel? Desuden er Danmark faktisk ret liberalt på nogle områder, bl.a. udenrigshandel og ansættelsesmæssigt, hvilket er en stor fordel for virksomhederne, og så er her (endnu) ikke megen korruption. Det kan man ikke sige om de fleste andre lande i verden.

    Men hvorfor skulle disse ting ‘skyldes’ velfærdsmodellen? Kan folk ikke uddanne sig uden velfærdsmodel? Folk uddanner sig også steder, hvor det offentlige ikke betaler for dem. Ligeledes var der heller ingen korruption i Danmark, før velfærdsmodellen blev indført. Hang det danske samfund ikke sammen, før velfærdsstaten blev indført? Var de offentlige embedsmænd korrupte? Fungerede retsvæsnet ikke? Logikken halter voldsomt.

    Man vender kort sagt tingene på hovedet, med den argumentation. Der er tale om en logisk kortslutning af dimensioner, som må skyldes en meget lille viden om Danmarks historie, og bevidste fordrejninger. Velfærdsmodellen er historisk ganske ny. Den tog sine første spæde skridt i 1957 med indførslen af folkepensionen, og tog fart i løbet af 1960erne. Her profiterede den netop på den vækst, som det velfungerende og hårdtarbejdende danske samfund havde skabt – og velfærdsmodellen var tæt på totalt at ødelægge landet, da krisen så kom i 70erne – en krise, som det ikke lykkedes modellen at få bugt med, før den blev reduceret og standset af Schlüter-regeringen.

    Grunden til, at den nordiske velfærdsmodel overhovedet har kunnet indføres, var, at vi havde – og har – velfungerende lande med stor kulturel sammenhængskraft, stærk konsensus om samfundets indretning, høj arbejdsmoral, gensidig tillid og ærlighed. Det er ikke den anden vej rundt. Sådan har det været i Danmark siden dengang landet var fuldstændigt ultraliberalt i skattemæssig forstand, og jeg mener faktisk det er rent ud sagt pinligt, hvordan velfærdstænkerne og socialdemokrater bliver ved med at forsøge at tage æren for den gode udviling og den høje vækst i Danmark, som de i det store og hele kun har været med til at forsinke og spænde ben for. Anker Jørgensen var vel den mest ekstreme velfærdsstatsminister vi har haft, og han var nær ved at køre landet fuldstændigt i sænk. Vi kæmper stadig med de problemer, som den ekstreme udvidelse af velfærdsstaten i 60erne og 70erne forårsagede, ikke mindst på det sociale område.

    Libanons problemer skyldes nok mere landets placering i en eksplosiv region, end den liberale model, tror du ikke? Danmark blev jo også besat, selvom Socialdemokratiet var ved magten og spredte sammenhængskraft. Der er andre faktorer end den økonomiske politik, som betyder noget. Tværtimod bliver det stadigt sværere for velfærdstænkerne at bibeholde deres idé om, at kultur – bredt forstået – ikke betyder noget for hvor godt et samfund fungerer, og at man kan skabe et samfund ved social ingeniørarbejde. Det kan man ikke, det afgørende er kulturen bag: Om man prioriterer hårdt arbejde frem for fritid, om man prioriterer ærlighed og gennemsigtighed, osv., og som det vigtigste: om der er lighed for loven.

    Lars Hvidberg

    3. Nov 05 @ 09:55

  10. Jeg tror kun du har ret et stykke ad vejen. For det første henviser jeg til rapporten fra World Economic Forum, som vist har mere forstand på sagerne end både du og jeg, og den nævner altså de ting som jeg anførte som en årsag. For det andet er det vel indlysende at uddannelsesniveauet falder når det kun er dem fra de rige familier der har råd til en uddannelse. For det tredje skyldes Libanons økonomiske kollaps i 1960erne efter sigende i høj grad laissez-faire-politikken, der ikke bragte den dynamik som man ellers fantaserer om blandt liberalister. Det var ellers et ganske rigt land.

    Jeg forsvarer ikke Anker Jørgensens økonomiske politik, men også her skal man huske på at konjunkturerne var dårlige. At den daværende regering muligvis burde have taget det mere alvorligt skal jeg ikke bestride.

    Men jeg ser mange indicier på at man ikke kan slutte fra liberalisme til god økonomi og fra socialstat til dårlig økonomi. Striden må først og fremmest være ideologisk.

    Torben Sangild

    4. Nov 05 @ 20:46

  11. Torben:

    For det andet er det vel indlysende at uddannelsesniveauet falder når det kun er dem fra de rige familier der har råd til en uddannelse.

    Det “indlysende” er, hvis dit udsagn skal give mening, ikke rigtigt. Ganske vist er det lidt svært at finde det land, hvor kun børn fra rige familier har råd til uddannelse, men lad mig gætte, at du mener, at lande med mindre offentlig finansiering af uddannelse har et lavere uddannelsesniveau end f.eks, Danmark, hvor ingen skal betale en krone for at uddanne sig.

    En lille sammenligning fra OECD-rapporten “Education at a Glance”: I USA er der langt mindre offentlig finansiering af uddannelse end i Skandinavien. Ikke desto mindre har 26 procent af de 25- til 64-årige amerikanere mindst en bachelor-uddannelse. Det tilsvarende tal for Danmark er 15 procent, i Norge er det 16 procent, og i Sverige er det 13 procent.

    I Danmark har 34 procent kun ni års skolegang bag sig, i Sverige 26 procent og i Norge 18 procent. I USA er det kun 14 procent.

    Ifølge rapporten har USA verdens mest uddannede befolkning til trods for høj grad af selvfinansiering og ingen SU. Du må tjekke din præmisser, Torben. Der er noget galt med dem.

    Ole Birk Olesen

    4. Nov 05 @ 21:24

  12. Torben, du bliver ved med at hævde, at det uden offentlig støtte kun er de rige, der har råd til at uddanne sig. Der er absolut intet faktuelt hold i de påstande, som OECD-rapporten også tydeliggør, selvom du naturligvis kan finde mange lande i verden, hvor kun de rige har mulighed for at uddanne sig – men det skyldes snarere for lidt liberalisme end for meget.

    Ang. WEF-rapporten kan jeg ikke se hvor vi er i modstrid. De danske institutioner fungerer bedre end de gør i de fleste andre lande, og derfor fungerer landet godt. Det er ikke nødvendigvis et argument for, at institutionerne partout er nødvendige, men kun at de naturligvis skal fungere. Det gør de kun i mindre grad i de fleste andre lande. Det er jo i øvrigt klart, at det gør det lettere at tiltrække investorer, hvis man tilbyder dem en udstrakt service, som de ikke selv skal betale for, fx en uddannet befolkning. Punditokraterne havde i øvrigt en gennemgang af rapporten, men de er desværre ikke online nu.

    Libanonpåstandene må du nok lige bakke op med et par kilder? Jeg tror eller, at det etniske kludetæppe og konflikterne i regionen var det afgørende for Libanons nedtur i 70erne, men der var religiøse og etniske konflikter allerede fra 50erne (og langt før). Det ville hverken en velfærdsstat eller en liberal stat kunne afhjælpe. LIbanon var langt det rigeste land i regionen indtil borgerkrigen, netop takket være en liberal politik. Du må huske, at liberal politik ikke er nogen mirakelkur for noget som helst – den giver blot borgerne flere muligheder for at udvikle deres talenter, men den kan ikke forhindre det, hvis borgerne ønsker at slå hinanden ihjel eller vil have magt over hinanden.

    Lars Hvidberg

    5. Nov 05 @ 14:03

  13. Tillad mig undtagelsesvis at korrekse hr. Hvidberg, når han skriver, at “velfærdsmodellen er historisk ganske ny. Den tog sine første spæde skridt i 1957 med indførslen af folkepensionen, og tog fart i løbet af 1960erne.”

    Steinckes socialreform fra 1933 er den moderne velfærdsstats fundament. Tankerne bag er ældre endnu. Sociallovgivning i stor stil kendetegnede Bismarcks Tyskland i anden halvdel af 1800-tallen.

    At hr. Hvidberg kan referere Libanons historie uden at nævne muhammedanismen er en bedrift, som når en hund går på to ben. Den kommer ikke langt, men man imponeres over, at det overhovedet lader sig gøre.

    Crass Børsting

    5. Nov 05 @ 14:43

  14. Det er sandt, at velfærdsstaten har været længe undervejs, men reformerne i 30erne er småting imod det der følger i 50erne. Det er først her der er tale om sikring ‘fra vugge til grav’, og hvor de borgerliges kamp imod velfærdsstaten ophører, så alle dele af det politiske spektrum støtter op om modellen.

    “Muhammedanismen” er ikke det eneste problem for LIbanon. Problemerne skyldes i lige så høj grad de kristne grupperinger og udefrakommendes indflydelse, arven fra kolonitiden osv. Men jeg skal da i øvrigt ikke gøre mig til ekspert i Libanons historie, og hvis nogle har adgang til en letlæselig introduktion vil den være velkommen. ;-)

    Lars Hvidberg

    5. Nov 05 @ 16:39

  15. Man kan ikke sammenligne en bachelor fra et dårligt amerikansk universitet med en dansk bachelor. De gode udannelser i USA er for de rige folks børn og for dem som har fået særlige statsstipendier, hvilket kræver langt mere for at komme gennem nåleøjet. Det er noget enhver amerikaner ved. Man kan altså ikke måle et uddannelsesniveau på den måde. Jeg kender folk som underviser på amerikanske universiteter der har et så lavt niveau at man må korse sig. Der er milevidt mellem dette og de bedste universiteter, men næsten alle kan altså få en bachelor-grad. Hvis ikke der var statsstipendier i USA ville det udelukkende være de rige der fik muligheden for en ordentlig uddannelse + eventuelle tilfældige private stipendier som resten kunne slås om.

    Min kilde til Libanon er en god ven der ved meget om dette lands historie og har boet der. Han vil kunne uddybbe det bedre end jeg.

    Torben Sangild

    6. Nov 05 @ 13:40

  16. Jeg skal da ellers lige love for at fordomme bliver luftet her: Amerikanerne er dumme, og deres uddannelser er dårlige, fordi de ikke er offentlige. Kilder er folk du kender, som du engang har hørt tale dårligt om amerikanske universiteter. Jeg gik på et ganske alimdeligt universitet i Canada, hvis niveau er sammenligneligt med det amerikanske, og selvom niveauet ikke var specielt højt, var de hverken dummere eller klogere end danske studerende. Den største forskel er måske, at de er en del yngre og umodne på bachelorniveau, og det kan dine kammerater have bidt mærke i. Du mener at det faktisk er bedre slet ikke at få en uddannelse, sådan som en tredjedel af de danske unge, der aldrig kommer videre end 9. klasse?

    Ang. dine forestillinger om at det kun er “de rige” der har råd til uddannelse holder de ikke. Jeg mødte mange forskellige mennesker i Bolivia, og her havde også ganske almindelige mennesker mulighed for at sende (nogle) af deres børn på privat gymnasium og universitetet. Vi snakker husholdersker, chauffører og minearbejdere her, som ganske vist arbejdede hårdt selv, netop for at deres børn kunne få et bedre liv, hvilket de forhåbentligt også kommer til at få, hvis ikke en idiotisk kollektivistisk projektmager som Evo Morales kommer til magten, og smadrer økonomien endnu engang, som det er sket så mange gange tidligere. Det bedste det offentlige kan gøre her er at sikre en stabil valuta og muliggøre opsparing og lån, hvilket kan være et stort problem for folk i udviklingslande, idet den private ejendomsret har problemer med at blive anerkendt rent formelt af myndighederne. De offentlige uddannelsessteder i Bolivia var tilgengæld så elendige, at man helst skulle holde sine børn langt væk. Lærerne strejkede hele tiden, og undervisningen var trotskistisk indoktrinering, der var rod i budgetterne og de offentlige universiteter var grotekst ineffektive selvom de fik noget lignende 25 % af regeringens budget. Min kilde er her en bekendt, som arbejder med støtte til uddannelsessektoren i Bolivia, som trods massiv støtte og offentlig styring er i en elendig forfatning.

    Lars Hvidberg

    6. Nov 05 @ 14:46

  17. Amerikanerne er dumme, og deres uddannelser er dårlige, fordi de ikke er offentlige. Kilder er folk du kender, som du engang har hørt tale dårligt om amerikanske universiteter.

    Ingen af disse ting har jeg givet udtryk for, så det synes jeg er useriøst at skyde mig i skoene! Læs dog hvad jeg skriver! For det første er de bedste amerikanske universiteter glimrende, og jeg har selv haft det privilegium at at gå på et af dem (Columbia) i et halvt år, hvilket jeg fik stor glæde af. Jeg har aldrig sagt andet. Og nej, jeg henviser ikke til nogen jeg en gang har hørt tale dårligt om amerikanske universiteter (“kammerater” skriver du endda), jeg henviser for det første til folk som underviser på amerikanske universiteter og for det andet til hvad der er almindeligt kendt og som kun få vel bestride – nemlig at niveauforskellen mellem de forskellige universiteter er enorm. Det er mainstream-viden. Så glem alle dine beskyldninger om fordomme, løse rygter og anti-amerikanisme, det er ikke det som er ude at gå her.

    Og ja, det bliver netop (som i Bolivia) op til forældrene om deres børn skal have en universitetsuddannelse, som det er mange steder, og det synes jeg ikke bør være det afgørende. Her er vi uenige – af ideologiske grunde.

    Hvad angår Bolivia, så er hovedkilden denne bog

    http://www.brill.nl/m_catalogue_sub6_id11511.htm

    Torben Sangild

    7. Nov 05 @ 13:38

  18. Naturligvis er der stor niveauforskel mellem de dårligste og bedste amerikanske universiteter, der er da indlysende. Det er der givetvis også mellem fx de dårligste og de bedste danske institutter og universiteter, eller de dårligste og bedste europæiske universiteter (som giver en bedre sammenligning), de dårligste og de bedste folkeskoler i Danmark, osv.. Det er mainstream viden, at nogle danske skoler er ufatteligt dårlige, mens andre er ufatteligt gode. Er det et argument for private udannelser, eller ej? Ingen af delene.

    Du skrev imidlertid, at man ikke kunne sammenligne en dansk og en amerikansk bachelor, fordi nogle amerikanske universiteter er dårlige. Jeg kan imidlertid fortælle dig, at jeg har gået på et ganske almindeligt middelmådigt, (nord)amerikansk universitet, og folk her var hverken dummere eller klogere end danske studerende. Derimod var de yngre og mere umodne, da mange af dem bor hjemme hos deres forældre. Det er hverken et forsvar for meget eller lidt offentlig indblanding i udannelsessektoren, for som Bolivia-eksemplet viser er offentlig uddannelse ingen garanti for god uddannelse, tværtimod. Spørgsmålet er, hvad der bliver puttet i uddannelsen af de mennesker som har ansvaret for den, og her er argumentet at private uddannelser, som på alle andre steder på markedet, giver de bedste resultater, fordi der per markedsmekanismen er et mere direkte forhold mellem kvalitet og ansvar. Ingen af delene er garantier for noget som helst, men markedet er langt lettere at kontrollere end det offentlige for den enkelte udannelsessøgende. Duer uddannelsen ikke går man et andet sted hen.

    Jeg bliver nok nødt til at opfriske din hukommelse omkring Bolivia (og alle mulige andre steder): Du skrev nemlig ikke at det var op til forældrene om deres børn skulle have en uddannelse, men at uden offentlig støtte ville det kun være de rige som havde råd til at sende deres børn på universitetet. Dette er ikke rigtigt. Chaufføren på den danske ambassades søn læste økonomi på universitetet, en ambassadearbejders husholderske gik på militærakademi, en minearbejders søn studerede turisme på universitetet, og sådan kunne man blive ved. Det er ikke ideologisk uenighed, det er faktuel uenighed, hvor du simpelthen har nogle urigtige fordomme om hvad der er muligt for ikke-rige mennesker. Men hvis du – som du skriver nu – mener, at det er op til forældrene, så er vi jo enige om det faktuelle.

    Jeg kigger på Libanon-bogen. Tak.

    Lars Hvidberg

    7. Nov 05 @ 14:01

  19. Kan vi mon så blive enige om følgende formulering: hvis forældrene betaler uddannelsen kræver denne beslutning et langt større offer af forældre med en lav indkomst end af forældre med en høj indkomst? Dvs. i lavindkomstgrupper vil mange forældre vælge det fra – såvel af økonomiske som kulturelle grunde?

    Jeg kender ikke til det canadiske uddannelsessystem, men generelt er det mit indtryk at Canada ligner Danmark også på dette område. Der er ingen grund til at antage at Canada er ligesom USA bare fordi det geografisk ligger tæt på. Desuden er min pointe også at det først for alvor vil gå galt hvis USA dropper de statsligt finansierede stipendier, som de heldigvis har.

    Torben Sangild

    7. Nov 05 @ 16:39

  20. Kan vi mon så blive enige om følgende formulering: hvis forældrene betaler uddannelsen kræver denne beslutning et langt større offer af forældre med en lav indkomst end af forældre med en høj indkomst? Dvs. i lavindkomstgrupper vil mange forældre vælge det fra – såvel af økonomiske som kulturelle grunde?

    Nej, det kan vi netop ikke blive enige om. Du overser, at uddannelse er en investering i fremtiden, ikke en tjeneste man gør barnet. De penge de fattige lægger til side til deres børns uddannelse kommer tifold igen, når barnet begynder at tjene penge. Det er ikke noget kun noget man gør for barnets skyld, men for at sikre sig selv i alderdommen. Uddannelse er sund fornuft, ikke en altruistisk tjeneste, man gør nogen. De fattige har langt mere incitament til at tage en uddannelse end de rige – hvis de ellers kan få noget ud af det og ser muligheder i det (og her er der store problemer i lande som Bolivia, det er helt klart, men det skyldes nogle generelle strukturelle problemer i økonomien).

    Lad os tage et andet eksempel end Canada og USA. Jeg kender flere der har læst i Spanien, og der er de studerende trods offentlig finansiering enestående uselvstændige og undervisningen er ren udenadslære, også på masterniveau. Der læses ingen internationale bøger, og eksamen består i at gentage hvad læreren har sagt i undervisningen. Er det et argument for eller imod offentlig finansiering? Ingen af delene.

    Ang. at det vil gå helt galt, hvis USA dropper den offentlige støtte bliver du nødt til at forholde dig til, at langt flere fra de laveste klasser kommer på universitetet i USA end i Danmark. I Danmark er det hele gratis, men det er samtidigt et af de steder, hvor man lettest kan gætte en persons sociale niveau ved at se på hans forældre. Hvordan forklarer du det faktum, når alt nu er frit tilgængeligt og gratis? Man kan også spørge: Kan det blive værre for de fattige i Danmark, når de overhovedet ikke bruger de frie og gratis uddannelsestilbud, som de har til rådighed?

    Lars Hvidberg

    7. Nov 05 @ 19:00

  21. Fattigdom i Danmark er i højere grad en mental end en materiel tilstand. Mit råd lyder: Hold op med at tænke på den.

    Ikke fordi den forsvinder af den grund, tværtimod, den forværres under alle omstændigheder fra dag til dag og fra generation til generation.

    Det, man opnår ved at bruge sin tid på noget andet, f.eks. musik eller litteratur, er en personlig gevinst, som endda indtil videre er skattefri.

    Crass Børsting

    8. Nov 05 @ 09:39

  22. (…jeg arbejder lige på et længere indlæg om uddannelse…)

    Lars Hvidberg

    8. Nov 05 @ 09:48

  23. For øvrigt skal jeg lige huske at skrive i forhold til USA/Canda-problematikken, at Canadierne i min erfaring er meget mere amerikanske end de vil være ved. Udenrigspolitisk er de ganske rigtigt meget europæisk orienterede, men når det fx gælder arbejdsmarkedsforhold og velfærdsstat er de, selvom de er mere gavmilde end USA, ret langt fra den europæiske model. Så vidt jeg husker går grænsen for bistandshjælp ved 6 måneder – herefter er der bare ingenting fra det offentlige – mindstelønnen er lavere (og arbejdsløsheden derfor mindre), osv. Canadierne kan ganske vist godt lide at distancere sig fra deres magtfulde storebror, men samfundsmæssigt minder de altså ret meget om hinanden, selvom Canada ikke har lige så store sociale problemer. Der er større grad af offentlig finansiering af universiteterne, men universitetskulturen virker meget som den samme. Og det er skam ikke ondt ment om canadierne – de er dejlige mennesker, åbne og venlige og Canada er et sted hvor den multikulturelle model fungerer langt bedre end i Europa – netop på grund af det liberale arbejdsmarked.

    Lars Hvidberg

    9. Nov 05 @ 16:56

Skriv en kommentar