Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Holberg som frihedstænker?

med 8 kommentarer

kla

I går hørte jeg den første af i alt fem af Henrik Gade Jensens gå-hjem-forlæsninger hos CEPOS. Det er en foredragsrække, som skal forsøge at afdække en dansk ‘frihedstradition’, og at der i grunden ikke er ret mange eksempler at fremdrage, ses af at notoriske anti-demokrater som Holberg og Kierkegaard er med i rækken. Det betyder dog ikke, at der slet ikke er nogen tradition at tage af, for Henrik Gade Jensen tager udgangspunkt i den tyske professor Bernd Henningsens tese om, at de skandinaviske nationer af en eller anden grund har haft en særlig kulturel modstandskraft imod totalitære politiske bevægelser som nazisme og kommunisme, der har fristet andre europæiske stater.

Med en dansk frihedstradition forstås altså her, snarere end en klassisk liberal rettighedstænkning, en skepsis overfor ‘store’ politiske løsninger, omvæltninger og revolutioner. En slags pragmatisk individualisme, der går ind for de langsomme reformer og er grundlæggende konservativ. Det er selvfølgelig tydeligt, at det alligevel sagtens kan lade sig gøre at forandre samfundet, som den langsomme forvandling til velfærdsstaten er et bevis på, men i Danmark og i de andre skandinaviske stater har man veget uden om de voldsomme revolutioner, som har smadret så mange andre samfund, både i Europa og i resten af verden.

Det er i dette lys man fx skal læse Holbergs komedie Plutus, hvor rigdommens gud lade pengene regne i en lind strøm over byen og belønner alle ‘efter fortjeneste’, dvs. efter hvor meget de selv synes de er værd. I stedet for at gøre borgerne lykkelige, fordi de nu alle kan nyde efter behov, bliver de imidlertid misundelige og smålige, fordi de alle synes, at de i virkeligheden fortjener lidt mere end alle de andre, og de holder op med at arbejde og producere værdier selv og klynker i stedet for til guden om belønning og medlidenhed. Jeg har ikke selv læst stykket, men det vil jeg da straks gøre, for det lyder sjovt – og tidstypisk.

I Den politiske kandestøber viser Holberg ligeledes, at man skal være påpasselige overfor projektmagerne, der lover guld og grønne skove for alle borgerne, bare man følger netop deres anvisninger. De er nemlig alle drevet af egeninteresse, som de skjuler ved at tale om almenvellets formål. Gade Jensen påpegede, at det var en ganske almindelig 1700-tals tanke, at man målte menneskers ytringer med deres interesser, og at man ‘fulgte pengene’, når man skulle se på motiverne. Det var en tradition, som delvist gik tabt med romantikkens sentimentale tillid til det gode, naturlige menneske (det Rousseauske ‘almenvelle’), og med positivismens indtog i samfundsvidenskaben, hvor man så at sige håbede at kunne ‘springe mennesket over’ ved at bruge videnskabelige metoder til at styre samfundet i den rigtige retning. Vi skulle helt frem til 1980erne og en Nobelpris til James M. Buchanans public choice-teori, før det igen blev klart, at mennesker altid handler efter interesser, og at politikere og embedsmænd ikke er altruistiske overmennesker, men lige så egoistiske, dumme og mangelfulde som alle os andre.

Dette er selvfølgelig kun små skvulp i Holbergs produktion, men hele vejen igennem sit forfattersskab skelner han imellem rationalitet og sund fornuft, hvor den første er videnskabelig og abstrakt, mens den anden er konkret og bundet til tid og sted. Han skelner mellem Erasmus Montanus-typen, der kan disputere lystigt om alverdens ting, men ikke har en snus fornuft i hovedet, og den snusfornuftige bonde, der måske ikke kan latin eller smarte fraser, men derimod har forstand på lige netop dét som han kan, nemlig at være bonde. Dette er en tanke, som ligger slående tæt på Adam Smith og Hayeks betragtninger om den slags rationalitet, der gør sig gældende på markedet, hvor ingen enkelt deltager kan overskue hele markedet, men det alligevel fungerer fint, fordi hver eneste aktør har en helt partikulær viden om lige præcis det han er tæt på, hvilket i sidste ende skaber et system, der er enhver planlægning overlegen. Markedet er ikke ‘perfekt’, men det er tættere på perfekt end noget menneskeskabt ‘rationelt’ planøkonomisk system, og det ville Holberg givetvis have kunnet skrive under på. (Det skal for øvrigt ikke ses som en anti-akademisme som sådan, men blot som en ihukommelse af det gamle (Holberg)-ord: “et er søkort at læse, et andet skib at føre”).

Næste gang bliver det Grundtvig.

P.S. – jeg fik en bizar tanke i løbet af foredraget. Er der nogen som har bemærket, i hvor høj grad Erasmus Montanus’ og Sokrates’ skæbne minder om hinanden? De siger begge rigtige ting (EM siger at jorden er rund, Sokrates at man i virkeligheden næsten ingenting ved), som samfundet ikke bryder sig om at høre, og bliver straffet derfor. Der ligger en dybere sandhede her. Filosoffen som en nar, der burde vide hvornår han skal tie stille…

Skrevet af Lars Hvidberg

1. November, 2005 @ 15:05

Kategorier: Politik og etik

8 kommentarer til 'Holberg som frihedstænker?'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Holberg som frihedstænker?'.

  1. Filosoffer har altid været samfundets narre, har de ikke? Jeg husker en historie om Thales, der falder i en brønd, mens han kigger på stjerner … Eller måske skulle man snarede kalde dem nørder, hvis man ellers definerer en nørd som en, der går meget op i et begrænset, verdensfjernt emne (filosofi, astronomi, hifi, fugle, computere osv.) og helt glemmer sin egen position som menneske i et samfund. Typiske nørder lugter og går i kikset tøj og har kun relationer til andre nørder, som går op i samme emne. Sandsynligvis lugtede Sokrates fælt!

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 10:00

  2. Ang. Kierkegaard minder det mig om en sur udtalelse i Enten-Eller. Noget i retning af: Hvorfor vil folk have ytringsfrihed, når de ikke bruger deres tænkefrihed?

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 10:01

  3. Nørden er naturligvis en del af fænomenet, men der er nu også en lidt dybere pointe: Nemlig, at det ofte går den ilde, som siger en sandhed, samfundet ikke har lyst til at høre – om det så drejer sig om Erasmus Montanus eller Sokrates. Dybest set er det et spørgsmål om religion overfor erkendelse eller følelse overfor fornuft, selvom religionen kan tage mange ideologiske former. Det er pointen i Allan Blooms The Closing of the American Mind jeg refererer her. I hans udlægning sker der i to omgange det – først med fascismen i 30erne og senere med socialismen i 70erne – at følelserne og religionen (eller: “samfundets krav”) erobrer fornuftens højborg, universitetet.

    Kierkegaards spørgsmål er naturligvis aldeles glimrende, men på den anden side må man jo sige, at det ville være særdeles ærgerligt at have tænkt en sand tanke, uden at have lov til at ytre den.

    Lars Hvidberg

    2. Nov 05 @ 11:52

  4. Pointen i Kierkegaards udtalelse er, at der er ingen grund til at give pøblen ytringsfrihed, for de vil alligevel bare udsende støj og kaste med mudder, som ikke gavner, men skader …

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 12:08

  5. Uden at jeg husker Erasmus Montanus i detaljer, kan man sige, at den handler om kommunikations-/forståelsesproblemer mellem to grupper i samfundet, eksperterne og politikerne/pøblen?

    Abekongen

    2. Nov 05 @ 12:10

  6. Det kan man vist kun, hvis man forestiller sig, at eksperterne sidder inde med sandheden ;-)

    Lars Hvidberg

    2. Nov 05 @ 12:19

  7. Ordet “ekspert” betegner en person, som ved noget, fordi han/hun har beskæftiget sig længe og indgående med det. Så jeg vil hellere sige, at eksperterne sidder inde med viden, og denne viden inkluderer en del sandhed og en del viden om, at verden er kompleks, og at der stadig er meget, man ikke ved. Det er jo netop en vigtig faktor i opgøret med “ekspertvældet”: At eksperterne netop IKKE sidder inde med sandheden og derfor kommer med komplicerede svar og argumenter for og imod, og det er ikke-eksperterne trætte af. De vil høre nemme svar, og helst de svar, som de godt kan lide.

    Abekongen

    3. Nov 05 @ 10:57

  8. Det er givetvis rigtigt, selvom opgøret med ekspertvældet også kan bestå i, at man ikke ønsker at betale til eksperter på områder, hvor den enkelte bedst kan træffe beslutningerne selv, eller hvor det er svært at afgøre, hvori ekspertens eksperthed egentlig består. Det kunne være det etiske område, kunst eller kultur…

    Lars Hvidberg

    3. Nov 05 @ 12:16

Skriv en kommentar