Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Modstanderen bestemmer farten

med 13 kommentarer

Det er et gammelkendt diktum indenfor manuskriptskrivningskunsten, at din historie kun er så stærk som din modstander. Det vil sige, at du kan have en nok så spændende helt, der vil alle mulige interessante ting, men hvis helten ikke får modstand, så bliver historien kedelig. Så dræber du dramaet.

Darth Vader = stærk modtand = stærk historie
Lille hvid kanin = svag modstand = svag historie (med mindre der er tale om en dræberkanin)

Også udtrykt i ligningen: D = M – Dramaets intensitet svarer til modstanderens styrke.

Derfor undrer det mig virkelig, at George Clooneys Goodnight, and Good Luck har fået så gode anmeldelser. Ja, ja, den har gode skuespillere, flot fotografering, og den vil gerne sige noget vigtigt om ytringsfriheden i Bush’s Amerika. Fint nok, men herregud hvor er den dog bedøvende kedelig, uinteressant og forudsigelig. (den er i øvrigt også selvtilfreds og selvglad) – Hvorfor? Der er ingen modstand.

Her har vi en gruppe blændende intelligente mennesker – smukke, interessante, vittige (og kæderygende), med de rigtige holdninger og hjertet på rette sted, og hvem sætter vi dem så op imod? En lallende idiot som McCarthy. Der er ikke ét sekund, hvor filmen tror bare en lille bitte smule på McCarthys projekt eller lader ham være andet end en tåbe, og man kan kun ryste på hovedet af sådan en modstander. Der er kort sagt intet Join the force, Luke øjeblik. Og så hjælper det altså ikke noget, at man filmer i sort/hvid.

Mere modstand er der så i Narnia-filmen, for McCarthy når ikke den onde Isdronning til kanten af hendes (noget kantede) kjole. Narnia-filmen mangler så til gengæld alt det andet: interessante personer (er Aslan mere end en talende pelsdusk fra Animal Planet?), flot scenografi og vedkommende budskab. Men modstanden du, den er sgu i orden, og derfor bliver man siddende og bider negle.

Min tidligere omtale af Narnia-filmen.

Skrevet af Lars Hvidberg

9. January, 2006 @ 09:19

Kategorier: Film og tv

13 kommentarer til 'Modstanderen bestemmer farten'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Modstanderen bestemmer farten'.

  1. Der står, at Narnia-filmen mangler flot scenografi. Mener du virkelig det? Og ang. det vedkommende budskab – læg mærke til scenen, hvor heksen ankommer til Aslans lejr for at kræve Edmund udleveret, og talen falder på Den Store Trolddom skrevet i tidernes morgen. Den har status af en art forfatning, og det fremgår, at der har eksisteret en magtdeling, som heksen oprindeligt indgår i. Hun er med andre ord ikke kommet udefra og har erobret riget, men er kommet indefra den magtkonstellation, der eksisterede. Hendes rolle var dengang at tage sig af forrædere og den slags – med andre ord var hun (en af?) de mørke sider, en sådan magtdeling nødvendigvis må besidde. Men magtbalancen har forrykket sig, og den voldsomme del har bevæget sig ind på alle områder. Læg også mærke til, at den gode hersker, Aslan, som udgangspunkt ikke er til stede, og at skildringen af Peter, Edmund, Lucy og Susans herskerier begrænser sig til en hjortejagt*, inden de forsvinder (i bogen går der så vidt jeg husker flere hundrede år inden også disse konger vender tilbage). Jeg synes helt klart, der er god grobund for at sige, at der er et ideal a la “he governs best who governs least” at læse i både bøger og film (jeg er mest skråsikker på filmen – bogen læste jeg sidst for rigtigt mange år siden.) og at der ligesom i Ringenes Herre er en idealisering af den konge, der ikke er der (Aragorn), og det er jo noget, vi to plejer at kunne lide, hvilket måske ikke er helt tilfældigt. Vi har begge læst dem adskillige gange som knægte, og er nogenlunde på bølgelængde politisk. Umiddelbart ser historien alt for tilforladelig og naiv ud med en tro på, at det gode bare kommer og redder på fantastisk vis, men jeg mener, der stikker mere under.

    Hmm… Nu tror jeg jeg bliver nødt til at læse bogen igen for at se, om jeg ser syner.

    * (Lidt kannibalsk i en verden fuld af talende dyr, eller hvad?)

    Thomas S

    9. Jan 06 @ 12:46

  2. Hej Thomas,

    Bortset fra nogle ret seje kentaur’er og fauner osv., så synes jeg ikke helt Narnia lever op til ‘kravene’, men det skyldes nok også at den er lidt for meget en børnefilm til rigtig at turde gå hele vejen og skræmme tilskueren rigtigt. Jeg har desuden lidt et problem med, at der nærmest er gået formular og kliché i de store slag i den slags film, efter Ringenes Herre skabelonen, komplet med keltisk inspirerede kor osv. Jo, den er da flot fra tid til anden, og ganske medrivende, men ikke specielt original, heller ikke scenografisk.

    Jeg er i øvrigt bestemt enig med dig i, at Narnia-serien som sådan har masser af tema og noget på hjerte, ligesom Tolkien, men jeg synes ikke det bliver helt forløst i filmversionen, selvom der er ansatser til det – både omkring Edmunds rolle, og Aslans selvopofrelse. Regeringstemaet i Narnia husker jeg ikke så godt, men du har sikkert ret i, at det ligger op af Tolkiens tema om det gode styre, der baserer sig på en eller anden form for naturlighed og frivillighed hos dem der regeres over. Men som sagt synes jeg ikke helt det forløses i filmen – men nok i bøgerne, som jeg også har fået mod på at læse igen, selvom de har fået et nyt grimt cover fra forlagets side…

    Hjortekannibalismen er, som du siger, påfaldende. Men så vidt jeg husker, er det vist ikke alle dyr i Narnia, der kan tale?

    Lars Hvidberg

    9. Jan 06 @ 13:09

  3. Det er rigtigt, at store slag er tingen for tiden, ligesom bullet time-agtig kung fu var tingen for et par år siden, og det er ikke så imponerende, som det burde være alene af den grund, at det er det, alle gør. Sådan er det, desværre. Først og fremmest var jeg bare glad for, at se alle de effekter, der var elendige i min barndoms udgave, nu endelig var ordentligt udført. Måske gør det mig lidt for ukritisk. Men at det er en børnefilm, synes jeg er svært at holde imod den. Det skal og bør den da være. Alligevel synes jeg da, der var ting gemt, som sikkert ikke var synlige for de fleste børn – også i scenografien. Den indledende scene med de tyske bombere kopieres fx senere, da “de gode” narnia-fugle-griffe-ting bomber de onde. Det var helt klart en parallel, men en ganske flertydig en, da den udelukkende er visuel. Scenen, jeg nævnte før, hvor Narnias forfatning diskuteres, underbygges også af, at heksen ved det afsluttende slag, bærer Aslans manke: Jeg så det som en bekræftelse af, at heksen havde knust den gamle magtdeling, Narnias frihed tidligere havde bygget på, og forsøgt at forene dem i sig selv. Filmen fortæller fint, at hun også havde magt, før hun tog det hele, så det er ikke fejlen – det er almagten, som hun begærer, og den som indhyller landet i den evige vinter. På det tidspunkt har hendes kjole også skiftet farve – den var hvid, indtil ofringsscenen hvor den er blevet mørkere, og ved slaget var den blevet helt mørk (se her for genopfriskning). Helt tydeligt fortæller man igen uden ord, at hun mener at have opnået noget ved ofringen, der er noget andet end, at den hvide heks bare er ond. Hun er jo ikke længere den hvide heks, men transformeret.

    Jeg kan ikke huske, hvilke af disse symboler, bogen også har, og hvilke der er filmens egne, men de var der da. Eller også er alt det, jeg så, måske bare et bevis på, at vi har en tendens til at se det, vi gerne vil se. ;-)

    Thomas S

    9. Jan 06 @ 17:10

  4. Og måske er det rigtigt, at ikke alle dyr i Narnia kan tale. Jeg synes bare ikke, at vi ser andre umælende dyr i filmen. Det er jo nærmest en pointe, at hesten (Edmund?) rider på, pludselig giver sig til at tale og kræver, at blive kaldt ved navn. Men løver spiser vel stadig kød i Narnia, og så må der jo være nogen dyr, der er føde og ikke borgere. Jeg kommer pludselig til at tænke på Dr. Moreaus Ø – mon de talende dyr har en lovgiver, der sidder og mimrer “Not to eat Fish or Flesh; that is the Law. Are we not men?”?

    Thomas S

    9. Jan 06 @ 17:16

  5. Du er en dygtig iagttager, Thomas, det må jeg give dig. Må jeg spørge hvor mange gange du har set filmen?

    Lars Hvidberg

    9. Jan 06 @ 21:02

  6. Så vidt jeg husker er Løven, Heksen og Garderobeskabet nr 2 i en temlig lang serie, i nr 1 kommer Heksen fra en verden der er ved at dø, til en ny verden der er ved at blive skabt (Narnia). Så hun er ikke tænkt som en del af den af Aslan der skaberen, men mere en tilflytter ret tidligt i forløbet.

    Min kommentar er mere til Goodnight, and Good Luck. Jeg opfatter ikke McCarthy som nogen lille sød kanin i filmen, de er jo endog meget bange for ham, i en af de centrale scener bliver det jo eksplicit nævnt med “There is a terror in this room”. Måske virker han ikke så farlig på en dansker, men for store dele af amerikanerne (dem til venstre for median vælgeren) er han vel helt oppe på niveau med Nixon og Bush W.

    Mads Keller

    9. Jan 06 @ 21:31

  7. Mads, tak for afklaringen med heksen.

    Ang. McCarthy så var jeg mere ude efter den måde man fremstiller ham på, som ikke virker dramatisk interessant på mig. Jeg ved godt, at han i virkeligheden var ‘farlig’, eller i det mindste fik meget opmærksomhed for sine forfølgelser, men i filmen virker han altså lallende – der er aldrig et seriøst forsøg på at gøre ham til en ligeværdig modstander, og alle de modtræk han tager fuser temmelig lunkent ud. Måske skyldes det, at Clooney har valgt at optage historien som et kammerspil, så vi kun får alle disse dejlige, sympatiske menneskers uf-reaktioner overfor McCarthy.

    Selv tv-bossen er jo rørende enig med dem, selvom vi skal blive bange for at de onde ‘sponsorer’ vil ødelægge korstoget mod McCarthy. Heller ikke denne konflikt bliver til noget, og i filmen ser vi da også at 15 ud af 16 seere er enige med Murrow, og at der kun skal et par udsendelser til, før senatorerne også tager afstand fra McCarthy. Probemet er, at Clooney er så rørende enig med Murrow og Co (hvilket han jo har gode grunde til at være), at han aldrig for alvor tør udfordre dem: hvad nu hvis en af dem virkelig var kommunist, hvad nu hvis hæren bombede deres hus eller bortførte deres børn, se, så ville vi have konflikt – men det skete jo ikke i virkeligheden, og alt i alt er det jo bare en fin og opbyggelig historie om, at sandheden altid vinder. Defor – lidt kedelig…

    Lars Hvidberg

    10. Jan 06 @ 08:38

  8. Jeg har kun set filmen en enkelt gang. Og jeg læste lige “Troldmandens Nevø” til aftenkaffen igår, og det er rigtigt, at heksen kommer fra en anden verden, og ikke i bogen får tildelt nogen magtrolle (til gengæld er der umælende dyr – og en lov, om ikke at opføre sig som dem). Men i filmen er fremstillingen af skabelsen tydeligt anderledes – der ligger der en aftale om, at forrædere og deslige tilhører hende som aftalt ved tidernes morgen.

    Thomas S

    10. Jan 06 @ 10:39

  9. Jeg kan godt huske fra Homer i oldtidskundskab at det er vigtigt at fjenden er ca. lige så stærk, så der er sikkert et dramaturgisk problem ved at han fremstår lidt, tja, spøjs. Men nu er hans udtalelser jo alle virkelige afspilninger, så jeg ved ikke hvor meget der kan ændres ved dem, så længe det realistiske er så centralt et tema i filmen. Men det var vel også mere den udprægede selvscensur som hele kommonistforskrækkelsen medførte? De to oberster der prøver at presse dem, plus truslen om at tage nogle af journalisterne op i kommiteen, er vel alle reelle trusler som medvirker til at gøre modstanden til en faktor. Igen så var de jo pissebange, sådan oplever jeg filmen. Men jeg er stud.polit. så der er nok flere kunstgreb som flyver langt over mine ører.

    Mht Narnia, så tror jeg mere og mere på Thomas S udlægning, jeg tror også i bogen (nr 2) at der er omtale af et aftalt forhold hvor Heksen har ret til forræddere, og så er der alt det med stentavlen hvorpå Aslan bliver tortureret som sætter mordet ud af kraft osv. Stringens er ikke Narniaseriens

    varemærke nr 1.

    Mads Keller

    10. Jan 06 @ 15:14

  10. Enig i at Clooneys film var ret kedelig.

    At den har fået så gode anmeldelser og mange priser, må skyldes at de andre smalle film der var i 2005 må have været på et meget dårligt niveau.

    Man kunne sagtens have lavet filmen mere spændende.

    Hvad nu hvis CBS direktøren kun gik med til det fordi militæret gerne ville af med McCharthy (CBS var jo en del af det militære sendenet).

    Problemet med filmen var at man ikke helt vidste hvornår det dato mæssigt var. Scenen med de to oberster undrede mig, da det jo netop var militæret der var primus motor i opgøret med McCarthy. Militærets top var i 1954 kommet til den konklusion at McCarthy var gået for vidt. Selve antikommunismen var de dog tilgengæld glade for, så glade at en loose gun som McCarthy ikke skulle få lov at ødelægge det.

    Rasmus

    10. Jan 06 @ 15:33

  11. Det er jo en helt interessant Narnia-historie, der dukker op her! Må snart læse bøgerne igen.

    Rasmus: Der kunne være mange muligheder for at skrue lidt op for dramaet, men problemet er jo nok, at virkeligheden stiller sig i vejen. Måske stiller den sig også i vejen for Clooney, der gerne ser en entydig alliance imellem militæret og McCarthy – men hvis det virkelig var sådan er det svært at forklare, hvor McCarthy så relativt hurtigt bringes til fald. Jeg mener, hvis der virkelig er gang i den helt store militær-industrielle konspiration med McCarthy i spidsen, så er det ikke helt nok de opnår synes jeg…

    Lars Hvidberg

    10. Jan 06 @ 17:28

  12. Da Narnia jo er en kristen fortælling kan forholdet mellem løven og heksen måske også dække over kristendommens syn på forholdet mellem Guds og kejserens regimente. Heksen repræsenterer magtudøvelsen, kejserens regimente. Løven er frelsen, Guds regimente. Da løven/Gud var fraværende, regerede heksen/kejseren uindskrænket, og det var mørke tider.

    Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg for øjeblikket læser David Gress’ nye bog “Det bedste guld – en bog om frihed”, hvor han fortæller om en afgørende begivenhed i kristendommens historie. Vi skriver år 389, og Theodosius er kejser i Romerriget. Der har været voldsomme optøjer i Thessaloniki, fordi en væddeløbskører er blevet anholdt efter ordre fra garnisonskommandanten. Theodosius lover at skåne befolkningen for straf og lokker med falske løfter en stor mængde til at samle sig i arenaen. Her lader han sine soldater massakrere de sammenstimlede. Omkring 7.000 dør. Gress skriver:

    Næste søndag begav kejseren sig efter sin sædvane til messe i domkirken. Ærkebiskoppen Ambrosius mødte ham i porten. Han nægtede kejseren adgang med den begrundelse, at kejseren ikke offentligt havde sonet den skyld, han havde pådraget sig som den ansvarlige for massakren i Thessaloniki. Kejseren var lamslået. Aldrig havde nogen vovet at udfordre Romerrigets hersker på den måde. Ambrosius var ubøjelig. Med mindre kejseren gjorde offentlig bod, kunne han ikke betræde kirken og ikke modtage nadveren. I otte måneder skulle han med mellemrum stille i bodsdragt ved domkirkens port og der offentligt erklære sin skyld og anråbe Gud om tilgivelse. I stedet for at lade Ambrosius lægge i jern og straffe for forræderi adlød kejseren […] Noget var ikke som før i den vestlige verden, hvis rigets øverste magthaver således fulgte et bud, der ikke hvilede på våben, men på kirkens moralske autoritet og på den tro, som også kejseren delte.

    Ole Birk Olesen

    10. Jan 06 @ 23:24

  13. Har ikke set Clooney-filmen og føler mig efter læsning af ovenstående heller ikke fristet.

    Husk når der tales om McCarthy, at han ganske vist var en grov og intimiderende figur, men at der faktisk VAR en kommunistisk trussel både militært og inden for USAs grænser i form af infiltration og sympatisører. Figurer som Alger Hiss og ægteparret Rosenberg VAR faktisk også spioner, dokumenteret af sovjetrussiske arkivfund.

    En historisk afbalanceret skildring af den kolde krig vil Hollywood nok aldrig kunne påtage sig.

    Crass Børsting

    11. Jan 06 @ 11:16

Skriv en kommentar