Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Til gavn for de sorte?

skriv en kommentar

Kåre Bluitgen, manden der indirekte startede hele JP-Muhammed-affæren, bliver interviewet i Berlingske Tidende om sin nye bog om Muhammed, der udkommer senere i januar. Bluitgen har tidligere udtalt sig særdeles negativt om de mere totalitære strømninger i islam, fx i debatbogen Til gavn for de sorte (der rettede sig mod både islamiske fundamentalister og de ‘sorte’ præster i Danmark) og umiddelbart kunne den nye Muhammed-bog ses som en fortsættelse af kritikken. Og det er den måske også. Men måske ikke…

Bogen skildrer Muhammed og hans levned, sådan som muslimer selv ser profeten, og den får det hele med: etnisk udrensning, plyndring, mord, giftemål med 9-årige, belejlige profetier der kommer på rette tid, så Muhammed kan få sin vilje, og meget mere artigt stof, som vi nok i dag vil tage afstand fra, men som muslimer igennem historien har været stolte af og set som et smukt ideal. Umiddelbart kan en sådan skildring – der kun bruger muslimske kilder – ses som at kaste ved på bålet, men Bluitgen har en interessant vinkel: Han mener nemlig, at nutidens muslimer godt kan se igennem fingre med datidens idealer og tage afstand fra de ting, der skal tages afstand fra. Han svarer på spørgsmålet om hvor mange fundamentalister, der egentlig findes:

Det er næsten ikke til at svare på, men jeg vil da mene, at det helt overvældende flertal af muslimer er pragmatiske, fredelige og problemfri. Jeg morer mig, hver gang nogle muslimer stiller sig op i danske medier og hævder at repræsentere 1.1 eller 1.2 eller 1.3 milliarder muslimer i Jyllands-Posten-sagen. Mine muslimske venner griner af dem. De kan slet ikke tage alvorligt, at man rejser rundt i verden og pisker en stemning op. Men mine venner er selvfølgelig også kede af det, fordi de bliver slået i hartkorn med fundamentalisterne. I hele denne her overophedede debat er det en meget vigtig pointe, at der findes mange former for islam

Det er jo en forfriskende pointe, men det er jo nok værd at tage med, at en muslim tilsyneladende skal rykke lidt mere rundt på forestillingerne om profetens herlighed for at få ham til at passe ind i den moderne verden, end en kristen skal gøre i forhold til Jesus. Men det må de jo om. Manden der var med til at skabe hele Muhammed-affæren er i hvert fald overraskende fortrøstningsfuld. Og det er jo godt nyt, og slet ikke til gavn for de sorte – og værd at huske, når anti-islam-lobbyen kaster sig over de blodige historier og siger “se hvor slemme de er!”

Skrevet af Lars Hvidberg

14. January, 2006 @ 11:15

Kategorier: Politik og etik

Skriv en kommentar