Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Et mærkeligt kompromis

med 11 kommentarer

For nogle minutter siden hørte jeg et interview med Uffe Østergaard i P1s Oritentering om den tyrkiske regerings håb om at kunne agerer mediator i konflikten mellem Danmark/Vesten og den muslimske verden om de der tegninger I ved nok. Konflikten står jo som bekendt om grænserne for ytringsfrihed, og speakeren forberedte allerede før interviewet bedrevidende lytteren på, at – som det jo sig hør og bør i et kompromis – begge parter måtte være beredte på at give sig.

Det lyder jo rigtigt, at man må give sig, hvis man altså vil indgå et kompromis. So far so good. Det mærkelige kom imidlertid, da Østergaard i slutningen af interviewet konkluderede, at for Vestens vedkommende måtte kompromiset bestå i, at man indrømmede, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne og latterliggøre. Det underlige var her, at han aldrig stipulerede, hvad den muslimske verdens bidrag til kompromiset skulle være. Hvis man i Vesten indrømmer, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne, så er man vel netop gået ind på de muslimske betingelser? Så er der jo ikke tale om noget kompromis, men derimod bare tale om en indrømmelse. Det kan man jo naturligvis også godt, men så skal man lade være med at pynte det med kompromisets fine blomster.

For det er jo godt nok et mærkeligt kompromis, hr. Østergaard vil have os til at gå ind på – vi indskrænker ytringsfriheden, til gengæld for… hvad? At vores ambassader ikke bliver brændt af? At der ikke udsendes mordtrusler mod bladtegnere? At danskere overalt i den muslimske verden ikke længere er potentielle ofre for gidseltagninger? Hvad er det vi får til gengæld for at indskrænke vores ytringsfrihed? Denne her deal stipulerer jo netop, hvad konflikten handler om: frihed overfor trusler om vold. Ret ind, eller du får bank. Er det også et ‘kompromis’, når jeg lover skolegårdens bølle, at jeg ikke vil nærme mig hans skygge til gengæld for ikke at blive spyttet i hovedet?

Hvad Uffe Østergaard åbenbart slet ikke vil indse er, at der ikke kan være tale om noget kompromis når det drejer sig om ytringsfrihed i den her forstand. Grunden er, at ytringsfrihedens grænser defineres ved domstolene, og de kan ikke bruge halvbagte hensigtserklæringer til noget. Enten må man tegne en karikaturtegning af profeten Muhammed, eller også må man ikke. Der kan ikke være tale om at man godt må tegne lidt, men alligevel ikke rigtig må. “Kun til skægget, tak”. Det er enten eller. Derfor er al den snak om et kompromis og Den Store Dialog også misforstået: Naturligvis kan man sætte sig sammen og klarlægge sine synspunkter på en fornuftig og ikke-voldelig måde. Men tanken om, at man kan mødes på halvvejen holder ikke. I denne sag er det enten-eller.

Skrevet af Lars Hvidberg

22. February, 2006 @ 17:41

11 kommentarer til 'Et mærkeligt kompromis'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Et mærkeligt kompromis'.

  1. Ytringsfriheden kan da gælde nogle områder og ikke andre. Måske kunne man så kalde den “begrænset” og derfor ikke “fri”, men mon ikke det er et noget urealistisk at sige, at ytringsfriheden skal være fuldstændigt ubegrænset? I så fald har vi aldrig haft ytringsfrihed i Danmark. Men derudover giver jeg dig ret. Det er ikke et kompromis, hvis kun den ene part gør indrømmelser, eller hvis det sker under trusler om vold.

    Abekongen

    22. Feb 06 @ 18:45

  2. Kompromisforslag:

    De beholder deres Muhammed.

    Vi beholder vores penge og vort land.

    Fodnote: Vi gider heller ikke høre mere om dem. Dette er en alvorlig trussel – ikke mod dem, men mod den danske presse, som gennem årtier har spildt uendelige mængder af spalteplads på mellemøstlige forhold.

    Crass Børsting

    22. Feb 06 @ 20:49

  3. Og det er det første der sker… så snart man begynder at tænke selvstændigt og sætte umiddelbare spørgsmålstegn ved den kanoniserede

    socialistiske onde samvittighed begynder de etablerede medier at skære en i ørerne.

    Men ok, hellere tinitus-light end den selvgode socialistiske arvesynd…den evigt dårlige samvittighed som i virkeligheden bygger på manglende respekt for næstens evne til at varetage frihed og selvstændigt ansvar.

    Mai-Britt

    22. Feb 06 @ 23:37

  4. Abekonge, du misforstår. Ytringsfriheden er altid rammet ind af de begrænsinger lovgivningen sætter. Pointen er, at man ikke kan mødes ‘på halvvejen’ omkring denne her sag: Enten må man lave en karikaturtegning af Profeten, eller også må man ikke. “Kun til skægget”, eller “med gode intentioner” dur ikke.

    Man kan vedtage en lovgivning imod latterliggørelse af Profeten Muhammed igennem karikaturtegninger, eller man kan lade være. Men man kan ikke på den ene side love bod og bedring, og på den anden side ikke ændre i lovgivningen, eller komme med indskærpelser overfor domstolene (hvor man muligvis godt ville kunne anvende den nuværende blasfemiparagraf, der allerede indskrænker ytringsfriheden kraftigt).

    Lars Hvidberg

    23. Feb 06 @ 09:06

  5. Eller sagt på en anden måde: mine ytringer står ikke til ansvar overfor politikerne, men overfor domstolen.

    Lars Hvidberg

    23. Feb 06 @ 09:07

  6. Vi er helt enige, Lars. Jeg bliver bare provokeret, når folk siger, at ytringsfriheden er “urørlig”, for i både i lovgivning og praksis er vi langt fra en fuldstændig ytringsfrihed, hvilket måske kan være et ideal, men aldrig en realitet.

    Abekongen

    23. Feb 06 @ 09:26

  7. Crass, du er inde på noget af det rigtige. Den største trussel mod ytringsfrihed og demokrati er pressens hykleriske medløberi og sensationshunger.

    Abekongen

    23. Feb 06 @ 09:30

  8. Læs evt. Malene Busks essay om ytringsfriheden på Det spekulative øre

    http://groveloejer.dk/detspekulativeoere/

    Det er mig i øvrigt stadig en gåde at denne sag er kommet til at handle om ytringsfrihed.

    Jeg troede virkelig at det eneste man ville kunne være uenig om i den danske debat var om Muhammed-tegningerne var et relevant træk fra Jyllands-Postens side, og så evt. om hvordan vi diplomatisk skal håndtere krisen. Det er langsomt gået op for mig at det åbenbert for nogle er blevet til en diskussion om grænserne for ytringsfriheden. Det kan det vel kun blive hvis man mener at disse tegninger burde være forbudt. Og hvem er det lige der mener det (i den danske debat, altså)? Mener Uffe Østergaard det? Hvis ja, hvordan skal loven så lyde? Hvis nej, hvorfor så al den snak om ytringsfrihed?

    (Jeg har ikke hørt programmet, men forlader mig udelukkende på at Lars har gengivet Østergaards synspunkter loyalt).

    Torben Sangild

    27. Feb 06 @ 16:48

  9. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at Uffe Østergaard ligefrem bifaldte en indskrænkning i ytringsfriheden, men det lød grangiveligt som om han mente, at det var den eneste fornuftige løsning på krisen. Det kan jo være han har ret, men hvorfor så kalde det et ‘kompromis’?

    Jeg mener selvfølgelig ikke han har ret, men det er jo så en anden sag.

    Tak for henvisning til det spekulative essay, for øvrigt. Glæder mig til at læse det, når jeg får tid.

    Lars Hvidberg

    1. Mar 06 @ 15:30

  10. Det er slet ikke så kompliceret Torben.

    Enhver der fornærmer Muhammed skal myrdes i henhold til sharia, som er lov over hele jorden.

    Sebastian

    11. Mar 06 @ 14:08

  11. nej nej nej jeg er ikke en muhamed jeg er ikke stor og sej du får ikke 72 jomfruer og tegningerne er sjove!!

    muhamed

    5. Feb 09 @ 08:45

Skriv en kommentar