Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

1-0 til markedsprisen

med 12 kommentarer

Et lille essay om fodbold og markedspriser…

Hvilke mekanismer er bedst til at bestemme prisen på en vare? Er det forskellige udvalgte individers erfaring og intuition (som når politikere forsøger at bestemme, hvad en plejehjemsplads eller en taxatur skal koste), eller er det de mange aktører på markedet, hvis individuelle viden måske er ufuldstændig, men som gennem mekanismen for udbud og efterspørgsel skaber en pris? For nylig fik jeg mulighed for at teste markedets prismekanisme i praksis, og resultatet var både overraskende og tankevækkende.

Lad mig starte med begyndelsen. På min arbejdsplads arrangerede en medarbejder en VM-tipskupon, hvor man kunne sætte 1, x eller 2 for alle 48 kampe i de indledende runder. Prisen for at tippe en række var at lægge 100 kroner i en pulje, som blev fordelt efter princippet 50 % til førstepladsen (evt. førstepladserne), 30 % til andenpladsen og 20 % til tredjepladsen. Selvom jeg godt kan lide en god fodboldkamp, er jeg ikke rigtig oppe på beatet med, hvilke hold der er i god form lige nu, og da der samtidig er mange fodboldfans på arbejdspladsen, regnede jeg ikke med at have en chance. Men det er jo kun VM én gang hver fjerde år, så jeg lod mig overtale og betalte mine 100 kroner.

Nu kunne jeg så gå hjem og bruge lang tid på at læse op på kampformen hos de forskellige hold (nogle af dem fra nationer, som jeg dårligt anede eksisterede) og forsøge at sætte lige den rigtige kupon med det rette mix af favoritsejre og overraskelser, som ethvert VM er fyldt af. Det er jo altid sådan, at favoritterne i det store og hele går videre og klarer sig, men alligevel er der altid nogle overraskelser, der tager verden med storm (fx i år leveret af Ghana, der faktisk i år blev det store afrikanske hold, til forskel fra Elfenbenskysten, som alle regnede med). Kan man gætte overraskelserne er man derfor sikker på succes med en tipskupon. Men det tager tid at læse op på overraskelserne, og det er langt fra sikkert, at man kan gætte dem. Og for mit vedkommende ville det at ‘gætte på overraskelserne’ tage tid og kræfter indenfor et felt, som jeg i forvejen ikke er særlig erfaren indenfor, og der er langt fra nogen garanti for, at jeg ville få et godt resultat alligevel. Selv de forskellige kendis-trænere og ex-fodboldspillere, der optræder i forskellige VM-studier på tv gætter ofte forkert. Research og omtanke ville næppe være en farbar vej for mig. Og dog…

En anden mulighed var simpelthen at bruge intuitionen og krydse af, ud fra tidligere erfaringer med landene, tidligere VM, staldtips og andet man lige havde fanget op i radioen eller på nettet. Det er nok den måde de fleste ville gøre det på, og det havde jeg nok også gjort, hvis jeg ikke for nylig havde læst denne bog: “Din økonomi” af Michael Møller og Niels Christian Nielsen. I bogen lanceres DAKOLOS-teorien, som står for De Andre Kan Også Læse Og Skrive. Kort fortalt går teorien ud på, at man som aktør på markedet (her tales der især om aktiemarkedet) ikke skal forestille sig, at man er klogere end andre aktører på markedet, når det gælder om at gætte på den rimelige pris for – fx – en aktie.

Mange amatørspekulanter forestiller sig netop, at de er bedre end andre til at gennemskue markedet, eller har en særlig indsigt, når det gælder om at værdisætte varer, og de forestiller sig, at netop de kan gennemskue hvilke aktier der er under- eller overvurderede (som jo er nøglen til virkelig at tjene penge på aktiemarkedet, for også her gætter man – ligesom i VM – på overraskelserne). DAKOLOS-teorien punkterer denne myte, for den stipulerer, at man skal huske, at de andre også har de informationer, man selv har – sandsynligvis har en stor del af dem endnu flere informationer og er endnu bedre til at fortolke dem. Det vil sige, at prisen altid allerede er rigtig, og man ikke som menig aktør på markedet er i stand til at gennemskue, om aktien er over- eller undervurderet (bortset fra i helt specielle tilfælde, hvor man har en særlig viden, hvilket man sjældent har). Det er en meget ædruelig – og en smule kedelig – teori, men den er korrekt.

Med DAKOLOS-teorien i baghovedet var jeg klar over, at det i bedste fald ville være rent held, hvis jeg havnede bare lidt over gennemsnittet på VM-tipskuponen. Min viden om fodbold er ret indskrænket (jeg er dog ikke helt uvidende), og de 37 andre deltagende i puljen kunne jo netop også læse og skrive. Det ville kort sagt være spild af tid at deltage i tipperiet, hvis man skulle se rent økonomisk på det. Men var der ikke en vej udenom? Var der ikke en anden form for research og omtanke, som man kunne bruge? På aktiemarkedet har man prisen og kursfluktuationerne til at vejlede sig i forhold til investeringer, men det har man ikke umiddelbart med fodbold. Og dog, for man har jo odds-mekanismen hos bookmakerne, hvor man kan spille på bestemte resultater. Og her ser man jo faktisk i odds-fastsættelsen hvor stor sandsynlighed, de mange forskellige spillere sætter på resultatet af en kamp: 1, x eller 2. Og tilmed er der den fordel, at den enkelte spiller betaler for at spille, hvorfor man kan forvente, at han spiller på et resultat, som han virkelig tror på (i modsætning til fx en demokratisk afstemning, hvor man ikke betaler for at stemme). Oddset er derfor på en måde markedsprisen for det enkelte resultat, eller et udtryk for sandsynligheden for resultatet (jo lavere odds, jo mere sandsynligt), set fra tusindvis af forskellige fodboldentusiasters (og -ignoranters) perspektiv.

Derfor var der i bookmakernes odds faktisk en genvej til at udfylde tipskuponen. Jeg loggede ind på et større bookmakerselskabs hjemmeside og udfyldte fuldstændig konsekvent tipskuponen efter oddsne. Det tog ca. 10 minutter i alt, og således sparede jeg timevis af research. På mange måder virkede det som en åndssvag metode, for en del af resultaterne var meget kontraintuitive. Fx havde jeg ikke en eneste uafgjort på kuponen, simpelthen fordi ingen kampe havde uafgjort som laveste odds. Men der er jo altid uafgjorte kampe ved VM. Var det så ikke fuldstændig vanvittigt at lave en tipskupon uden uafgjorte? Nej, for det er meget svært at gætte præcist hvilke kampe, der ender uafgjort (de fleste kampe har trods alt en vinder), og derfor har uafgjorte kampe høje odds og endte altså ikke på min tipskupon. Umiddelbart så det altså vanvittigt ud, men jeg havde ikke rigtig andre metoder, som kunne gøre det bedre, jvf. DAKOLOS-teorien. Hvis kuponen gav et resultat over gennemsnit ville teorien – og dermed i bredere forstand teorien om markedsprisens korrekthed frem for fx politikeres tiltro til, at de er bedre til at sætte prisen end markedet – have stået distancen.

Og hvordan gik det så? Jeg vandt med en delt førsteplads.

Skrevet af Lars Hvidberg

27. June, 2006 @ 11:01

Kategorier: Ego,Politik og etik

12 kommentarer til '1-0 til markedsprisen'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til '1-0 til markedsprisen'.

  1. Vind lige fem gange i træk med din metode, Hvidberg, så kan vi snakke videre om teorien bag ;)

    Raapil

    27. Jun 06 @ 13:03

  2. Sandsynligheden for at Lars vinder i længden, hvis han forsøger flere gange, er større end sandsynligheden for, at han vinder i et enkeltstående tilfælde. Bookmakerne vinder jo også i længden, og han lægger sig blot i deres spor.

    Ole Birk Olesen

    27. Jun 06 @ 13:25

  3. Selvfølgelig – hvis bookmakerne ikke vandt i længden, så var de ikke bookmakere.

    Bruger alle tippere Hvidbergs metode, så er én ting imidlertid sikker: præmierne bliver små!

    Hvilken konsekvens det har, når vi applikerer teorien på samfundsforhold, kan jeg ikke lige gennemskue.

    Raapil

    27. Jun 06 @ 13:55

  4. Nu ved jeg ikke helt hvad du mener med samfundsforhold sådan generelt, men hvis vi fx taler sådan noget som taxakørsel, så har vi i Danmark ikke bare faste priser, men også et fast antal taxalicenser, som bliver udstedt af taxaudvalget i det forskellige kommuner. I København hedder de Storkøbenhavns Taxinævn.

    Tanken er angiveligt, at man ved at udstede licenser og fastsætte priser for de private vognmænd vil være sikre på, at der ‘altid’ er taxaer til rådighed af en ‘god’ standard, hvad det så eller skal betyde – og man som taxakører hverken betaler over- eller underpris, samtidig med at vognmanden også får en god profit med hjem. Nu kan man, med mit eksempel in mente, spørge sig selv, hvor stor sandsynlighed der er for, at en lille gruppe kommunalpolitikere kan gætte den ‘rigtige’ pris, så forholdet mellem udbud og efterspørgsel er optimalt. Det er muligt, at de kan. Men det er næppe sandsynligt.

    Lars Hvidberg

    27. Jun 06 @ 18:13

  5. Men det er da klart, at i et nulsumsspil som tipning er jeg afhængig af, at andre ikke bruger min metode, men spiller på deres egen (fejlagtige) intution. Men det siger vel ikke noget om, at teorien er forkert? Pointen er netop, at tusindvis af spillere med hver deres lille del viden i det store billede giver sandsynligheder (odds) som er meget tæt på det egentlige resultat. Det er på samme måde det foregår med prisdannelsen på et frit marked. Ingen har viden nok til at overskue hele markedet, men alle overskuer sin egen lille del, hvilket bringer en information til veje (prisen) som er nyttig for alle.

    Lars Hvidberg

    27. Jun 06 @ 18:20

  6. Det var lige præcis et eksempel på ‘rigtig’ prisdannelse, jeg tænkte på, jeg kunne bare ikke lige formulere det fornuftigt.

    Men det er sjovt, du nævner taxiområdet, for jeg har jo selv haft en lille gesjæft som chauffør på et tidspunkt.

    Der talte man meget om de liberaliseringer af erhvervet, der har været i Sverige, og som ikke bliver betragtet som en ubetinget succes.

    Kort sagt er det vist sådan, at lønningerne for chauffører faldt, mens priserne på taxikørsel steg – altså en loose-loose situation for både kunder og chauffører.

    Bortset fra det ene, at kunderne oplevede forbedringer i ventetid – hvilket nok var årsagen til at lønnen kunne falde samtidig med at priserne steg: hver taxi kørte færre ture = mindre effektivitet.

    Desuden voksede problemer med svindel inden for erhvervet, lissom mange kunder oplevede en faldende standard.

    Om dette er hele sandheden om de svenske liberaliseringer, skal jeg ikke kunne sige. Og lad mig også understrege, at jeg ikke er modstander af liberaliseringer som sådan.

    Pointen er bare, at hvad der i teorien ser så enkelt ud (markedet finder det optimale forhold mellem udbud og efterspørgsel) måske ikke er så simpelt. Eller formuleret på en anden måde: er ikke nødvendigvis til aktørernes tilfredshed.

    Raapil

    27. Jun 06 @ 22:28

  7. Nåmen Raapil, så må vi jo bare lave kvoter for frisører, advokater, cykelbude og kiosker også, hvis den slags politisk styring kan gøre produktionen mere effektiv. Hvis det virker for hyrevognskørsel …

    Dog forstår jeg ikke helt dit svenske eksempel. Hvis kunderne derovre foretrækker længere ventetid med lavere priser, hvorfor oprettes der så ikke et hyrevognsselskab, som udbyder netop det og scorer størstedelen af kunderne?

    Ole Birk Olesen

    27. Jun 06 @ 22:50

  8. Fordi kunderne foretrækker kortere ventetid til en højere pris. Og selvfølgelig skal frisører og andre fag ikke reguleres. Det er jo ikke noget argument i sig selv, at fordi det fungerer her, så fungerer det nok også der.

    Transportsektoren er måske atypisk i forhold til andre sektorer. Hos frisøren kan du se på varen, før du køber den (er der pænt, rent, elegant osv.).

    Taxien bestiller du, men afbestiller sjældent igen, hvis varen ikke levede op til dine forventninger, fordi du har brug for ydelsen her og nu. Så kan man bare benytte et andet selskab – ja, hvis der findes andre selskaber i dit område. Mange steder er der jo kun plads til et taxi-firma.

    Mange vil også mene, at det er nødvendigt at sikre mulighed for taxikørsel i isolerede områder. Det vil et ureguleret marked ikke kunne sikre.

    At liberaliseringerne i Sverige på taxiområdet ikke har været optimale, kunne jo også bare handle om, at markedet ikke har fundet sit leje endnu, da det ikke er så mange år siden man liberaliserede.

    Raapil

    28. Jun 06 @ 00:00

  9. @ raapil

    du skriver: ” Mange vil også mene, at det er nødvendigt at sikre mulighed for taxikørsel i isolerede områder. Det vil et ureguleret marked ikke kunne sikre”.

    Nu kræver det vel ikke andet en bil for at kunne køre taxi kørsel på et ureguleret marked.

    Rasmus

    28. Jun 06 @ 01:12

  10. En vigtig faktor er, at taxi-kørsel ikke er den eneste form for transport og derfor ikke et isoleret marked. Man kan altid tage cykel, bil, bus osv. i stedet for. F.eks. er det tydeligt, at der er konkurrence mellem biler og offenlig transport … Jeg havde i øvrigt en god oplevelse med liberaliseret transport i Tel Aviv for nogle år siden: På alle busruter var det muligt at tage fælles-taxier, som både var komfortablere og billigere end busserne – og så stoppede de også gerne lige ud for hotellet.

    Thomas Emil Hansen

    28. Jun 06 @ 13:35

  11. I øvrigt må jeg gratulere Lars for hans metode. Den er garanteret succes over tid, for den er baseret på professionelle bookmakeres store ekspertise … Lad mig for en ordens skyld tilføje, at hvis man spiller på Oddset, gælder der andre regler, fordi gevinsten er afhængig af indsatsen – hvilket netop ikke var tilfældet for Lars.

    Thomas Emil Hansen

    28. Jun 06 @ 13:44

  12. Jeg kender ikke til de svenske liberaliseringer, men det ser jo grangiveligt ud til, at svenskerne har foretrukket kortere ventetid frem for behagelige taxaer eller lave priser. Det kan de fleste, der har ventet to timer en lørdag aften på en taxa, nok følge dem i.

    Men man skal i øvrigt være varsom med at spørge folk, hvad de synes om den ene eller den anden ændring, for de fleste vil intuitivt mene, at de ikke får helt nok for pengene eller slider for meget i det. Det er først der, hvor tankerne udmønter sig i handling, at det bliver interessant, for det er der man afslører sine egentlige præferencer. Dvs. man viser, hvor meget man er villig til at ofre for det ene eller det andet udfald. Det er derfor, at bookmakernes odds er langt bedre til at bestemme sandsynligheden af en kamps udfald, end fx en afstemning i en sportsudsendelse. Jo mere man skal ofre for at give et bud, jo mere sandsynligt er det, at man tænker sig om.

    Man skal huske, at der i en hvilken som helst handel er to parter, som både har modstridende og sammenløbende interesser. Begge parter vil have mest muligt til den laveste pris (taxachaufførerne vil have høj løn og behagelige arbejdsvilkår, mens kunderne vil have en god taxa til tiden til en lav pris), men har samtidig en interesse i, at der bliver indgået en handel, for ellers får de jo ingenting. Det er derfor meget sandsynligt, at ingen af parterne mener, at handlen er optimal set fra deres eget perspektiv, samtidig med, at det faktisk er den løsning, der gør flest tilfredse i forhold til ressourceforbruget.

    Lars Hvidberg

    28. Jun 06 @ 14:16

Skriv en kommentar