Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Tid er penge

med 18 kommentarer

Mr. Law fra Punditokraterne var først med den oplagte kommentar til Familie- og Arbejdslivskommissionens (kunne DDR have fundet et bedre navn?) komplet vanvittige forslag straight out of Stangerups værste feberdrømme: en tidsbank, hvor man opsparer tid på arbejdsmarkedet, som man så kan indløse senere, fx når man får børn.

Men vi har allerede en glimrende institution til at opspare tid, hvis man ønsker at indløse den igen på et senere tidspunkt ved andre menneskers mellemkomst. Denne institution kaldes penge og har fungeret glimrende igennem adskillige årtusinder, helt uden politikeres medvirken – som regelen på trods af politikeres medvirken. Læs her hvorfor.

Mere hos Kritisk Presse.

Skrevet af Lars Hvidberg

4. July, 2006 @ 09:44

Kategorier: Politik og etik

18 kommentarer til 'Tid er penge'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Tid er penge'.

  1. En tidsbank.. man kommer til at tænke på Momo.

    Så nu skal vi ikke alene passe på tidsrøvere men også på tidsbankrøvere.

    morten wilken

    4. Jul 06 @ 12:23

  2. “Giv mig min tid tilbage, røv!” som Silas Gnom ville sige.

    Lars Hvidberg

    5. Jul 06 @ 10:39

  3. Nu er det ikke alting, der kan købes for penge … Hvor ofte ville du ikke give penge for at have ekstra tid? Jeg betalte gerne for en ekstra dag i weekenden, eller nogle ekstra timer om morgenen. Hvorfor er der ikke nogen, der har lavet en tidsbutik? “Goddag, jeg vil gerne se på en søndag. Den skal helst ligge om sommeren” – “Ja, så gerne. Taler vi om et helt døgn eller blot dagtimerne?”.

    Thomas Emil Hansen

    5. Jul 06 @ 11:25

  4. En kommentar til de aktuelle ændringer af efterløn og pension: Her kunne det måske give mening at kigge på, hvor lang tid man har været på arbejdsmarkedet, frem for en absolut aldersgrænse. Starter man som 20-årig, skal man således være på arbejdsmarkedet i 47 år, før man kan blive pensioneret. Men starter man først som 30-årig, ja, så går der 10 år mindre, før man er “nedslidt”.

    Thomas Emil Hansen

    5. Jul 06 @ 11:29

  5. Mere tid ville da bare være dejligt, men det kan man jo tale med arbejdsgiveren om. I praksis snakker en masse danskere om, at de gerne vil have mere fritid. Men når de så har den, så kan de ikke vente med at komme tilbage på arbejde igen. Men en 4-dages arbejdsuge lyder da godt for mit vedkommende! Hvem kan jeg få til at skrive manuskripter for mig? Der må bestemt være nogle glade forfattere, der gider skrive for mig. Måske skulle man oprette et statsligt vikarbureau, så vi alle kunne få mere fritid! Mit hoved er ved at sprænges med gode ideer, jeg må melde mig ind i SF.

    De ændringer du foreslår i pensionen har jeg et oplagt svar på. Du lader folk beholde en langt større del af de penge de tjener. Dermed kan de selv spare op til alderdommen og selv bestemme, hvornår de vil pensioneres, i stedet for at skulle stå med hatten i hånden. Hermed ville pensionsalderen helt automatisk svare til den tid man har været på arbejdsmarkedet, fordi man jo skal have nået at spare op, før man kan holde fri. Der er ingen grund til at lave komplicerede bureaukratiske løsninger på noget, der for langt de fleste ville løse sig af sig selv, hvis folk fik lov til at beholde deres penge (dvs. deres tid). Hvis nationalbanken så samtidig holdt op med at pumpe penge ud i en lind strøm, ville opsparingen også være mere værd, når man blev gammel.

    Lars Hvidberg

    5. Jul 06 @ 11:44

  6. Der er 2 problemer med dit forslag:

    1) Eftersom man ikke kan forudsige, præcis hvornår man er “slidt op”, og hvor længe man efterfølgende lever, kan man heller ikke forudsige, hvor meget man skal spare op i pension. Hvis man skal være på den sikre side, må man derfor spare meget mere op, end man gennemsnitligt vil få brug for. Er det gavnligt? Hvorfor ikke betale til samme pulje, så vi kan udjævne gennemsnittet til alles fordel?

    2) Hvad gør man med dem, som ikke sparer op?

    Thomas Emil Hansen

    5. Jul 06 @ 16:45

  7. 1) Du forestiller dig, at politikerne er bedre til at afgøre, hvor meget den enkelte har brug for at spare op, end den enkelte selv er? Hvad er rationalet for det? Skyldes problemet med ‘ældrebyrden’ ikke netop, at politikerne har været ekstremt dårlige til at vurdere, hvornår ‘vi’ bør gå på pension?

    Allerede nu er der i øvrigt meget der tyder på, at folk (især dem med store indkomster) sparer for meget op gennem en række tvungne, politisk betingede opsparingsordninger, bl.a. for at undgå det man kalder overophedning af økonomien. Andre derimod, sparer for lidt op, fordi de regner med at få fra statskassen og i øvrigt ikke har det store overskud, når skatten er betalt.

    2) Dem som ikke sparer op, de må jo stå med hatten i hånden, ligesom de gør i dag. De folkepensioner der udbetales i dag kommer ikke fra en fælles opsparing, som du foreslår det. De opkræves i skat hvert år. Derfor er det også misvisende, når folk siger, at nu har de arbejdet så og så længe, så nu fortjener de også at gå på pension. Pengene er brugt. De er væk.

    Lars Hvidberg

    5. Jul 06 @ 16:54

  8. Det er jo i det hele taget en mærkelig logik at sige “folk kan tage fejl, så derfor gør vi det fælles”. Skal vi så ikke også gøre alle investeringer fælles? Folk tager jo også fejl her, endda med ruinerende konsekvenser. Eller køber huse, der er for dyre til at de kan bo i dem. Det må også nationaliseres, så alle kan bo et godt sted. Hvis bare vi bygger huse nok og fordeler dem ordentligt, så er det til glæde for alle. Folk kan jo ikke finde ud af deres liv selv, men så er det godt vi har fællesskabet, der jo er så meget klogere end individet. Vi bør vel ret beset også lade fællesskabet overtage de enkelte virksomheder. De går jo tit fallit med ulykkelige konsekvenser, det kan vi ikke have. Mens andre tjener for mange penge. Så lad os nationalisere virksomhederne, så der ikke er nogle der tjener for mange penge eller for få. Det er jo til fælles fordel for alle!

    Lars Hvidberg

    5. Jul 06 @ 17:14

  9. Lars, jeg synes, du overfortolker mine spørgsmål og putter mig ind i de sædvanlige venstrefløjskasser. Jeg mener ikke, at staten skal styre alting, og det ved du jo godt. Eller du mener måske, at mine kritiske spørgsmål har sådanne undergravende konsekvenser? at jeg uden mit eget vidende i virkeligheden taler for en nationalisering af hele samfundet?

    Thomas Emil Hansen

    6. Jul 06 @ 11:53

  10. Jeg prøver såmænd bare at følge din logik til dørs. Hvis statsligt styret opsparing er så meget mere rationelt på det her punkt, hvorfor er statslig styring så ikke mere rationel og gavnlig på alle andre punkter? Opsparing er en investering i fremtiden lige som alle mulige andre investeringer.

    Fakta er, at velfærdsstaten har forsøgt lige netop det, du har foreslået, nemlig at man på en eller anden måde har en virtuel fælles pulje eller en ‘kontrakt gennem generationerne’. Folk i 50’erne og 60’erne betalte mange penge i skat og gik med til mange skatteforhøjelser, mod at de fik sikkerhed for, at staten altid ville tage sig af dem, når de blev gamle. Nu ser man imidlertid, at planlægningen er slået fejl, og der slet ikke bliver penge til alle de gamle mennesker, hvis de skal blive ved med at have de milder, som de opfatter at de har fået lovning på. Der ER ingen kontrakt mellem generationerne, og der ER ingenting opsparet, selvom der selvfølgelig for en lang række mennesker er individuelle opsparinger (oftest i store puljer).

    Lars Hvidberg

    6. Jul 06 @ 12:01

  11. Pensionsproblemet bygger på følgende omstændigheder:

    – folk bliver gamle

    – folk kan ikke arbejde eller kun arbejde mindre, når de bliver gamle

    – på et tidspunkt vil de ikke kunne tjene til livets opholde alene

    – hvis de ikke har andre muligheder, dør de på gaden

    – derfor må de spare op, enten i form af penge eller i form af hjælpende familie

    – der vil altid være nogen, der ikke er forudseende, ikke har overskuddet, er hovmodige eller bare udheldige, og som ikke får sparet op

    – hvis de ikke bliver hjulpet, vil de dø på gaden

    – fordi de fleste ikke ønsker, at folk dør på gaden, har man lavet en fælles og tvungen pensionsordning

    – denne ordning har gjort, at folk ikke sparer op selv, for fællesskabet betaler jo alligevel

    – dette har gjort, at pensionsordningen kræver mange flere penge, end det var tiltænkt

    – derfor bliver der opkrævet urimeligt mange penge og folk bliver fastlåst i et system

    – disse mennesker kunne så lade være med at være med i ordningen

    – men nogle af disse vil være uheldige osv. og vil behøve hjælp, når de bliver gamle

    – da man ikke ønsker, at de skal dø på gaden, vil den offenlige pensionsordning træde til

    – da man alligevel får hjælp, selv om man ikke er med i den offentlige pensionsordning, kan man lige så godt melde sig ud

    – alle melder sig ud

    – og så er vi tilbage ved udgangspunktet

    Eller tager jeg fejl?

    Thomas Emil Hansen

    6. Jul 06 @ 12:16

  12. Det skal i øvrigt siges, at netop folkepensionens indførsel 1. april 1957 af borgerlige politikere blev set som det endelige nederlag for den borgerlige tanke om, at ansvaret for individets og de nærmestes velfærd først og fremmest ligger hos den enkelte. Det skrev bl.a. den konservative Poul Møller en del om i de år, men han erkendte også, at herefter var løbet kørt, og det handlede nu kun om at undgå de allermest negative konsekvenser af velfærdsstaten. Det har så fået den konsekvens, at velfærdstaten efterhånden i lige så høj grad er blevet et projekt for de borgerlige politiske partier som de socialistiske, men hvor man så kan slås lidt om forskellige værdipolitiske spørgsmål som kanon og prøver i folkeskolen.

    Derfor er det i høj grad principielt vigtigt, hvordan man foreholder sig til et spørgsmål som opsparing (i sidste ende af tid). Gøres det bedst af den enkelte og påhviler ansvaret den enkelte (og de fællesskaber han frivilligt melder sig ind i, fx opsparingsfonde eller investeringsforeninger), eller er der genveje, hvor staten kan gøre det godt for alle (fx love folkepension til alle eller sørge for tvungen opsparing)?

    Lars Hvidberg

    6. Jul 06 @ 12:18

  13. Det forrige var et generelt svar.

    Mht. din gennemgang af pensionsordningernes paradoks mener jeg det vigtigste er at spørge sig selv: Døde folk på gaden før 1. april 1957, fordi de blev for gamle til at arbejde selv og ikke havde sparet noget op? Hvis nej, hvorfor så ikke?

    Lars Hvidberg

    6. Jul 06 @ 12:22

  14. Husk i øvrigt, at der ikke ER nogen offentlig og tvungen pensionsordning (udover ATP og andre småting). Pensioner, efterløn, invalidepension osv. finansieres gennem skatter i det samme år de udbetales. Der ER ikke nogen fælles opsparing. Tværtimod har der i mange år været fælles gældssætning for at kunne finansiere bl.a. pensionen!

    Desuden sparer en lang række mennesker op individuelt fordi, når det kommer til stykket, række folkepensionen alligevel ikke særligt langt. Folk ønsker i stigende grad at kunne tilpasse og planlægge deres liv selv og har i stigende grad midlerne til at gøre det, og det er en ekstra udfordring for det offentlige system. Det samme ser man med hospitalsvæsenet og arbejdsløshedsforsikringer.

    Lars Hvidberg

    6. Jul 06 @ 12:28

  15. Man kan spørge: hvis folk ikke døde på gaden før 1957, hvorfor blev folkepensionen så indført? Der må have været en eller anden form for behov – eller i hvert fald motivation.

    Thomas Emil Hansen

    7. Jul 06 @ 09:21

  16. Opsparing eller ej, vi er i hvert fald tvunget til at betale skat, og da den er med til at finansiere pensionen – ja, så kan man vel godt sige, at vi alle er tvunget til at spare op – eller rettere: betale pensionen for de gamle i dag, i håb om at vores børnebørn betaler til os om 50 år.

    Thomas Emil Hansen

    7. Jul 06 @ 09:23

  17. Jeg tror at motivationen for indførslen af folkepensionen var et ønske om at udjævne forskelle mellem pensionisters økonomiske muligheder. Altså lighed. Der var desuden et ønske om at socialisere danskeren og skabe et fællesskab, hvor alle ydede efter evne og nød efter behov. Altså et socialdemokratisk projekt, hvor alle får mere eller mindre det samme, uanset hvilken indsats de yder. Før havde man forskellige ordninger, der gav støtte til de særligt svage (aldersrente m.m.), men med folkepensionen blev støtten universel og forhøjet. Du skal ikke glemme, at ønsket om at indføre velfærdsstaten for socialdemokraterne også var et rent ideologisk ønske om at socialisere og afprivatisere mennesket og gøre det bedre og mere moralsk, simpelthen. Socialisme af bagdøren, kan man kalde det. Folkepensionen var en vigtig hjørnesten i strategien – og den virkede.

    Det er rigtigt, at vi er tvunget til at betale skat, og så håbe på, at vores børnebørn gider betale til os om 50 år. Men er det ikke en lidt misvisende og usikker måde at se det på? Jeg er ikke i tvivl om, at mine børnebørn vil hjælpe mig, hvis jeg har behov. Men der er grund til at være i tvivl om, at dine børnebørn også vil ønske at hjælpe mig i det omfang jeg måske har brug for. For slet ikke at tale om mennesker jeg slet ikke kenders børnebørn, som endda måske slet ikke har samme kulturelle forudsætninger. Når man tager i betragtning, at folkepensionen og generationsmodellen ikke engang har fungeret i en hel generation og allerede er under voldsomt pres (under titlen ‘ældrebyrden’) er det måske et lidt for optimistisk håb? Så der kan man sige, at socialdemokraterne tog fejl. De styrkede ikke solidariteten ved at styrke velfærdsstaten. Derimod styrkede de egoismen hos den enkelte, som af djævelens vold og magt vil have hvad han “har ret til”, lige gyldigt hvilke destruktive konsekvenser det har for samfundet som helhed.

    Lars Hvidberg

    8. Jul 06 @ 13:47

  18. Selvfølgelig var motivationen det socialdemokratiske tusindårsrige. Da folkepensionslovene blev skrevet og vedtaget i 1956 havde vi anden regering i træk udelukkende bestående af socialdemokrater. Det udnyttede de, og det må vi andre fortsat leve med.

    Thomas S

    9. Jul 06 @ 15:40

Skriv en kommentar