Frihandel med forhindringer

Der er noget ulogisk ved hele retorikken omkring frihandel. I de sidste mange år år har der igennem WTO kørt en række forhandlinger om frihandelsaftaler mellem verdens stater. Det drejer sig især om mindre told og skat på importerede varer, mindre støtte til lokale producenter og afskaffelse af forskellige former for eksportstøtte. Vi taler i denne forbindelse især meget om den enorme landbrugsstøtte EU og USA giver til landbruget, og mindre om de lige så enorme forhindringer ulande sætter op for import af varer, også fra andre ulande (en reminicens af den forfejlede selvforsyningsstrategi, der dominerede udviklingslandene i afkoloniseringsperioden). Lige nu er situationen, at selvom der i de sidste 10-15 er sket store fremskridt i frihandlen, står Doha-runden i stampe og trues af fuldstændig fiasko, hvilket en artikel i The Economist fortæller om.

Naturligvis er frihandel politisk og økonomisk et omstridt område, og selvom jeg selv hælder utvetydigt til Johan Norbergs optimistiske konklusioner og regner organisationer som attacs holdninger for i bedste fald misinformerede, så er der noget ved selve den måde, vi taler om frihandelsaftaler på, der undrer mig. Man taler tit om ‘indrømmelser’ som den ene eller den anden side skal komme med, for at forhandlingerne kan flytte sig, og selvom der naturligvis er noget om, at i en forhandling skal begge parter rykke sig, så er termen indrømmelse i grunden misvisende. For det er faktisk kun politiske indrømmelser, der er tale om. Økonomisk er der nemlig ikke nogen logik i hindringer for frihandel. Økonomisk vil det ikke skade et land at indføre frihandel, tværtimod. Det er hindringerne for frihandel, som skader.

Lad os tage et aktuelt eksempel. For ikke så længe siden indførte EU kvoter for importen af tøj fremstillet i Kina. En sådan importbegrænsning skader naturligvis det kinesiske erhvervsliv, men hvad man tit overser er, at det skam også skader de europæiske forbrugere. Vi skal nemlig betale mere for vores varer. Vi får ikke i samme grad adgang til de billige kinesiske produkter, men skal betale mere for produkter fremstillet i Europa. Det samme ville være tilfældet, hvis man indførte en ‘straf-told’ på kinesiske produkter, som man tit kalder det. Men det er jo ikke kun kineserne man skader med ‘straf-told’, det er også os selv. Vi skal betale mere for varerne. Man kan diskutere, hvilken side det rammer hårdest, men under alle omstændigheder bliver begge sider ramt. Derfor er det i det mindste rent økonomisk misvisende, at omtale frihandelsaftalerne som en ‘noget-for-noget’ forhandling, hvor man ‘giver sig’ på det ene eller det andet punkt. Tværtimod ville det være en styrkelse for det enkelte lands økonomi fuldstændigt ensidigt at indføre frihandel.

Men hvorfor gør vi så ikke det? Svaret er politisk. Landbrugsstøtten og de tilhørende eksportbegrænsninger skader i voldsom grad de europæiske forbrugere, der skal betale meget mere for deres madvarer, end de ellers skulle. Men lige så snart man ønsker at fjerne landbrugsstøtten, så går de franske landmænd på gaden og brænder bildæk af. De vil have penge af os andre for at sælge os deres landbrugsprodukter, ud over hvad vi er villige til at give for dem. Og det får de, fordi de politisk er magtfulde. Det samme gælder for tøjproducenterne i Sydeuropa, der pressede EU til at indføre importbegrænsninger for billigt kinesisk tøj. De havde naturligvis, ligesom landmændene, den frækhed at påstå, at det generelt var i samfundets interesse, at importen begrænses. Men det er noget vrøvl. Det er muligvis i politikernes interesse, fordi de ellers risikerer at miste stemmer, og det er helt sikkert i producenternes interesse, men det er ikke i den almindelige europæers interesse at have nogen som helst begrænsning for import eller eksport, eller nogen som helst skattefinansieret støtte til noget som helst erhverv. Rent økonomisk straffer man mest sig selv. Skulle vi ikke lige få det på det rene, næste gang vi snakker frihandelsaftaler?

10 comments on “Frihandel med forhindringer

  1. Mads Keller says:

    Ja og nej. Jeg er ikke uenig i at attac nemt kan kritiseres. Nu er det et par år siden jeg havde international økonomi, men jeg føler mig på ret sikker grund når jeg siger at teorien har udviklet sig lidt ud over Adam Smith og David Ricardo.

    Som ca. 99 pct. af alle oplyste mennesker, så mener jeg også at Landbrugsstøtten og tekstilstøtten og lignende bør fjernes. Men derfra og så til at konkludere at al begrænsning af international handel er af det onde, det er måske lige simpelt nok til min smag.

    En stor del af det asiatiske mirakel kan tilskrives at de beskyttede udvalgte industrier i opstartsfasen. Jeg medgiver med det samme at strategien “pick the winners” er utrolig kompleks, men det gør ikke at ulande bør forbydes at bruge den i visse tilfælde.

    Det giver ingen mening for industrialiserede lande at forbyde intra sektor handel, den øger bare nytten for forbrugerne i i-landende. Men når vi snakker fattige lande, så er kapitalbegrænsningen i aller højeste grad bindende, og så mener jeg man bør tænke sig meget grundigt om i forhold til hvad de bør importere.

    I kort format, så mener jeg ikke at I-lande bør forbyde eller begrænse ulandes eksport, men at U-lande bør tænke sig om i forhold til hvad de importere.

  2. Rasmus says:

    Mads, jeg tror du hellere lige må læse på David Ricardo en gang til……bare som repetition.

    Kodeordet er komparative fordele.

  3. Mads Keller says:

    Det er det jeg siger, en fyr som eks. Krugman er kommet forbi, komparative fordele er ikke hele fortællingen mere. Bla. intra sektor handel har Ricardo ingen forklaring på. Ricardo siger (så vidt jeg husker) heller intet om udvikling. Hva nu hvis portugal beskyttede deres industrier i starten så de efter en periode fik den komparative fordel på det andet gode end vin? Ricardo tænker jo 100 pct udynamisk.

    Re Rasmus: Forudsat at jeg nu har læst om komparative fordele før, så vil det jo vise dit overlegne intellekt, hvis du præcist definerede hvor det var at jeg tog fejl, ved hjælp af kf teori. Du har formentligt ret, og så har Furr’s Lov igen slået til, og jeg vil blive et mere oplyst menneske.

  4. En stor del af det asiatiske mirakel kan tilskrives at de beskyttede udvalgte industrier i opstartsfasen

    Jeg har hørt det argument mange gange før, men jeg forstår det stadig ikke. Eller dvs. jeg forstår godt, hvorfor det har gavnet de industrier, man beskyttede, men jeg har svært ved at se hvordan det har gavnet de asiatiske fobrugere generelt.

    Man kan stille ligningen sådan her op:

    100 % statskontrol = lav vækst, dårlig økonomi

    50 % statskontrol, 50 % privat kontrol = højere vækst, bedre økonomi.

    Men hvad er det, der har ændret sig i ligningen? Hvor er det lige, at konklusionen bliver, at det faktisk er statskontrollen, som har skabt væksten? Tværtimod er det eneste som har ændret sig, at man har skabt mere frie forhold. Også i Kina i dag har man masser af udvalgte industrier, der beskyttes og gives særlige statslån og støtte, og hvis der er én ting som kan vælte den kinesiske vækst, så er netop denne særlige beskyttelse og favorisering.

  5. Sagt på en anden måde: Jeg skal ikke udelukke, at en ‘pick the winners’ strategi kan give resultater, nemlig i de tilfælde, hvor det rent faktisk lykkes at udvælge vinderne. Men i langt de fleste tilfælde vil man tværtimod vælge taberne og skade vinderne.

  6. Mads Keller says:

    Grunden til at man benytter sig denne strategi er, man ikke kan forvente at få så meget som en eneste sektor som ellers vil være konkurrencedygtig internationalt. Ved at beskytte de udvalgte industrier, så når de en størrelse og et teknologisk niveau som gør de kan konkurrer. Hvis de ikke havde denne beskyttelse i opstartsfase, så ville deres produkter aldrig have overlevet opstartsfasen. Hvad man reelt prøver at udnytte er hvad Adam Smith beskriver med “Pin factory” historien. En økonom vil nok forklare det med, at specialiseringen på et givet marked er givet af markedets størrelse.

  7. Ja, men hvad er argumentet for, at det generelt er godt for økonomien? Vi kan jo også herhjemme støtte landbruget, så det overlever, men er det generelt godt for vores økonomi? Næppe.

    Ulandene er allerede konkurrencedygtige på en lang række områder og har altid været det (ikke mindst billg arbejdskraft), det er jo præcis Ricardos pointe med komparative fordele. Jeg har svært ved at se argumentet for, at der er grund til at beskytte deres økonomier mod konkurrence, når man ser overordnet på det. Og det i øvrigt når man ser bort fra, at det er højst usandsynligt, at politikerne skulle være i stand til at ‘vælge vinderne’. At der simpelthen er ingen sektorer, som ulandene skulle kunne konkurrere i uden støtte virker ikke logisk.

    Man kan jo også gå et skridt videre og spørge, hvorfor det så ikke vil være en fordel at politikerne inden for alle nye brancher udvælger en række virksomheder, som skulle dele et monopol i en årrække, så de kunne vokse sig store og ikke ødelægge hinanden med konkurrence. Lyder det specielt logisk? Og hvem styrer processen, hvor virksomhederne bliver udvalgt?

    Den eneste begrundelse jeg kan se, er at en form for økonomisk nationalisme og selvforsyningsstrategi, hvor man siger at det er særligt vigtigt, at Danmark har et landbrug (frem for bare at importere) eller at det er særligt vigtigt, at Sydkorea har en knappenålsfabrik (i stedet for at importere). Der kan være noget om det i en politisk ustabil verden, men rent økonomisk er der i hvert fald altid to sider af den sag. Det er muligt, at nogle asiatiske industrier voksede sig stærke under statens beskyttelse, men prisen blev jo betalt af de almindelige borgere, der måtte betale mere for derers varer.

  8. Hej Mads,

    det er ret tvivlsomt hvilken rolle staten har spillet i de asiatiske økonomiers vækst. Tillad mig at cut n’paste fra et indlæg jeg for nyligt har skrevet på liberator.dk om japansk og koreansk økonomi:

    “Mange vil umiddelbart sige at MITI f.eks. var afgørende for den japanske vækst, men økonomer som Patrick og Rosovsky (fra Brooking Institute, demokratisk tænketank.. ikke ligefrem en hardcore liberalistisk institution) gør rede for en del andre faktorer bl.a. en højtuddannet arbejdsstyrke, private investorers tro på og villighed til at investere i ny teknologi, at nye markeder åbnede op efter krigen og ikke mindst den høje “savings rate” der var i landet pga. manglende udvikling indenfor kreditinstitutionerne. Endvidere kan man sige at MITI jo forfejlede en del, f.eks. troede de ikke på SONYs transistor teknologi, forårsagede overkapacitet indenfor stålindustrien, forfejlede deres indsats indenfor bilindustrien, osv. Meget tyder på at succesen i Japan kom på trods af reguleringerne, ikke på grund af dem, hvis man sætter sig lidt ind i det. Du kan evt. læse mere om det i Patrick og Rosovskys 1000 siders værk fra 1976: “Asias New Giant” (Brooking Institute)”

    Endvidere er der en tendens til at glemme at nogle af de industrier der har klaret sig godt var i gang med stor succes længe før 1945, f.eks. stål og bilindustrien.

    Det bør også bemærkes at Japans vækstrater steg i 50’erne og 60’erne, da de sænkede toldbarriererne. Hvis det var nødvendigt med den slags for at beskytte udvalgte industrier i en tidlig fase, så burde væksten vel være faldet?

    En masse virksomheder klarede sig også godt i Japan uden statens indblanding, eller måske endda på trods af den, f.eks. Kawasaki Steel. Det er også værd at lægge mærke til.

    Hvad der kan have været meget vigtigere end statens rolle i de østasiatiske økonomier er f.eks. en højt uddannet arbejdsstyrke, en udviklet iværksætterkultur, et højt opsparinsgniveau pga. underudviklede kreditinstitutioner, m.m.

    Det forekommer mig i hvert fald reduktionistisk at påstå at succesen skyldtes staten. Det er der delte meninger om.

    Mvh

    Daniel

  9. Mads Keller says:

    Daniel har selvfølgelig ret i at det er afgørende at uddannelsesniveauet generelt var ret højt i Japan og Korea, nu synes jeg ikke Japan er så godt et eksempel fordi de allerede var en stormagt både militært (ja ok ikke efter krigen) og økonomisk. På mange områder synes jeg Japan mere skal ses i samme kontekst som Tyskland. Korea og de andre tigere var generelt godt uddannede, og ja de havde mange vigtige forudsætninger for vækst. Men de var stadigt meget afhængige af vækst i de udvalgte sektorer.

    Ad det generelle spørgsmål til beskyttelse. Så mener jeg for det første det er et stråmandsargument at fremhæve dansk landbrugsstøtte, det har jeg taget afstand fra.

    Hvad jeg derimod ikke tager afstand fra, er at lande bliver rigere af vækst, (måske det mest selvindlysende bladder jeg endnu har skrevet), men denne vækst skal komme et eller andet sted fra. Det er ikke nok at have billig arbejdskraft, man skal også have knowhow, maskiner og netværk osv. osv. Det er altså i opstartsfasen, hvor de er nemmere at udkonkurrer at en beskyttelse virker rimelig. Det vil sikre at verdenssamfundet får mest muligt ud af situationen, da man derved kommer tættere på den samlede maksimale produktionsgrænse. Ved at vi handler suboptimalt på kort sigt øger vi den samlede produktionskapacitet. Lidt ligesom når de fleste iværksættere forventer at give underskud i starten, men på sigt når de får produktionen op at kører, så forventer de at tjene deres indvestering hjem.

  10. Well, man kan komme med mange af de samme indvendinger omkring støtte i forhold til Koreas økonomi,som man kan komme med omkring den japanske. Igen vil jeg lige cut and paste fra det samme indlæg som tidligere fra liberator.dk, da det passer meget godt ind hér:

    “For det første tales der om Koreas tætte forhold til Japan. Da Korea var koloniseret af Japan, blev hele landet indrettet til at tjene japanske interesser, derfor var det meget oplagt at man kom til at handle meget med Japan, da de oplevede deres periode med voldsom vækst (1950-1973). Dernæst nævnes de utroligt store summer som USA postede i landets industri, pga. deres militære interesser i landet.. Det var ikke småting. Men hvad der var vigtigere (i følge forfatterne af bogen, der ikke kan siges at være liberalister), var at Korea havde utroligt mange flittige entreprenører. Siden slutningen af det nittende århundrede havde der været en stærk tradition for købmandskab og iværksætterkultur, noget der har manglet andre steder i Asien, f.eks. Filipinerne. Forfatterne anser den koreanske stats vigtigste bidrag til væksten generelt for at være de skattelettelser de gav til industrien, men dette er altså sekundært set i forhold til iværksætterkulturen og den almindelige koreanske arbejders indsats. For også i Korea var der, som i Japan, tale om en højtuddannet arbejdsstyrke.

    Hvis vi ser på hvad Economic Planning Board har opnået med sine femårsplaner (ja, det var sgu lissom i gode gamle sovjet), så har det først og fremmest været at nedkæmpe fagforeningerne, at nedkæmpe oprørske iværksættere (ja, der blev også brugt vold mod forretningsfolk, omend i mindre grad end mod fagforeningerne), samt at favorisere venner af det sydkoreanske diktaturstyre. Man har i den grad dirigeret penge ind i særlige industrier og ikke mindst særlige firmaer. Hér er det at du må spørge dig selv om noget vigtigt: Hvad er det man IKKE ser? Du ser sydkoreanske firmaer der får særlige lån og ekstra gode betingelser og derefter går det dem godt. Fint nok, men hvor kom pengene fra? Hvis de penge var blevet hos borgerne var de jo blevet brugt anderledes og måske havde dette resulteret i større økonomisk succes. Endvidere må man spørge sig selv, om ikke de mange firmaer der blev knust som resultat af den sydkoreanske diktaturstats regulering måske kunne have genereret større profit, end de få der fik statens støtte gjorde? ”

    (Bogen jeg hentyder til i indlægget er “Korea Old and New” udgivet af Harvard Universitys Korea Institute.)

    Det er og bliver en påstand som det er MEGET svært at underbygge at Koreas økonomi skyldes protektionisme i opstartsfasen. Nu valgte jeg Japan som første eksempel af to grunde: at det oftest bruges som positivt eksempel på hård regulering og protektionisme, for det andet at det bare er det jeg ved mest om. Men Korea interesserer mig også en del, og jo mere jeg har læst desto mere er jeg blevet overbevist om at man har en meget svag sag, hvis man vil argumentere for protektionisme på baggrund af det koreanske “mirakel”.

    Mvh

    Daniel

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *