Huntington, 10 år efter

clash

Samuel P. Huntingtons The Clash of Civilizations, som udkom i 1996, var uden tvivl en af de sidste 10 års mest indflydelsesrige bøger, men det er også en bog, som de fleste har hørt om, men langt færre læst. Nu har jeg, med vanlig forsinkelse, endelig selv fået mig tævet gennem den både tørre og interessante bog, der er en udvidelse af et essay Huntington skrev til Foreign Affairs i 1993 (kan læses her).

Huntingtons centrale ærinde var – i kølvandet på Den Kolde Krigs endeligt i årene 1989-91 med Sovjetunionens sammenbrud, og dermed sammenbrudet for den bipolære verdensorden, der havde domineret verden siden 1945 – at forsøge at indkredse, hvad det centrale paradigme for verdens politiske orden ville blive i starten af det 21. århundrede, det vil sige i den periode, som vi befinder os i nu. Det er derfor ret interessant at forsøge et tilbageblik og se, i hvor høj grad Huntingtons tese holder vand. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle ‘ti år efter’ artikler af Huntington, men det kan jo være de kommer.

Grundlæggende er Huntingtons idé, at verdens stater efter 1991 vil begynde at ordne sig efter civilisatoriske skillelinjer frem for de ideologiske skillelinjer, der karakteriserede Den Kolde Krigs statssystem. Han nævner 9 betydningsfulde civilisationer, som vil agere samlingspunkter for de forskellige stater – eller splitte de stater, som indeholder flere forskellige civilsationer. De vigtigste civilisationer Huntington beskæftiger sig med er Vesten (USA og EU med Canada, Australien og New Zealand som påhæng), Islam (der ikke har nogen kernestat) og Kina (‘sinic’ civilisation, der også inkluderer Vietnam og Korea), fordi de to sidste er de mest oplagte udfordrere til Vestens hegemoni, Islam på grund af befolkningstilvæksten og militarismen, Kina på grund af den økonomiske vækst. Af andre civilisationer nævner Huntingon Latinamerika, Afrika, Hinduisme (Indien), Ortodoks kristendom (Rusland og en del af Østeuropa), Buddhisme (Burma, Thailand, Laos, Cambodia) og Japan. Der er naturligvis flere andre mindre civilisationer, f.eks. Jødedom (Israel, hvis det ikke er en del af Vesten, her er Huntingon ikke specifik) og caribisk civilisation. Men de 9 vigtige er de ovenstående, ikke mindst er det afgørende, hvordan de 6 mindre vil orientere sig overfor de 3 store.

Huntington definerer en civilsation som det højeste niveau af menneskelig identifikation, der samtidig sætter en forskel (dvs før definitionen ‘menneske’) mellem ‘dem’ og ‘os’. Definitionen er både historisk og kulturel, men også i høj grad religiøs, og Huntington identificerer religionen som det centrale identifikationspunkt for en civilisation. Kontroversielt i starten af 90’erne, hvor der var en betydelig optimisme på verdenssamfundets vegne, men vel knap så kontroversielt i dag, selvom det ikke nødvendigvis er helt rigtigt. Tesen er så, at i tilfælde af konflikt vil vi helt automatisk alliere os med dem, som vi bedst forstår, deler religion, sprog og opfattelse af politik med.

Der er således både betydelige fordele ved at tilhøre en civilisation (nemmere samhandel, forståelse, osv.), men også betydelige risici, nemlig risikoen for at blive trukket ind i konflikter, der alene af deres civilisatoriske karakter forværres og gøres endnu mere blodige. Huntington taler her om Fault Line Wars som den største risiko for verdensfreden, fordi der ikke bare er tale om en isoleret konflikt, men om en potentiel udvidelse af konflikten. Huntingtons hofeksempel er den meget blodige borgerkrig i Bosnien hvor katolske kroater (støttet af Tyskland og dermed Vesten), ortodokse serbere (støttet af Serbien og Rusland) og muslimske bosniere (støttet af Tyrkiet, Saudi-Arabien, og – som undtagelsen der bekræfter reglen – USA) nådesløst etnisk udrensede hinanden og fik hjælp af deres respektive civilisationer, hvor de forskellige hovedlande både udvidede konflikten og havde mulighederne for at begrænse den.

Huntington er tit blevet skudt i skoene, at han er fortaler og apologet for vestlig magtanvendelse og inddæmning af fx Islam og Kina, mens andre blot konstaterer, at han realistisk ser på de enorme forskelle, der findes mellem forskellige menneskers måde at opfatte verden på, men ikke nødvendigvis advokerer for krig eller sammenstød i den forstand. Der er ikke tale om en opfordring til sammenstød, der er tale om et forsøg på at analysere et grundvilkår, som man simpelthen blot må tage til efterretning og forholde sig til, hvis man ønsker at forstå, hvordan verden fungerer.

Det nytter ikke noget, hvis vi automatisk forventer, at de grundværdier og kilder til civilisation, som vi i Vesten holder for naturlige og universielle, anerkendes af andre civilisationer i andre civilisationer enten ikke anerkendes eller foragtes. Huntington påpeger (p. 69ff) , at centrale begreber i den vestlige civilisation som arven fra Rom og Grækenland, katolicismen og protestantismen, de europæiske sprog (og deres mangfoldighed), adskillelsen af den åndelige og den verdslige autoritet, begrebet om retsstaten og rettens overhøjhed, den samfundsmæssige pluralisme, traditionen for repræsentative forsamlinger og individualismen i deres kombination er unik for Vesten, selvom mange elementer genfindes i andre civilisationer. Andre civlisationer har andre grundværdier, som ofte fremhævet af hovedsageligt islamiske og asiatiske landes oppposition til de universielle menneskerettigheder, der er et helt igennem vestligt påfund (kombinationen af individualismen, retsstaten og den samfundsmæssige pluralisme). I både Islam og de asiatiske civilisationer vil man fx mene, at individerne er underlagt fællesskabet og dets sammenhængskraft, det være sig religøst, familiemæssigt eller statsligt, og individet forventes at underkaste sig eller gå på kompromis med egne interesser. Det kan vi kalde undertrykkende, så meget vi vil, men sådan forstås det simpelthen ikke i andre civilisationer. Dér forstås det som godt, rigtigt og nødvendigt.

Kritik af Huntington

Huntingtons tese har en række fordele, som gør den meget anvendelig. Dels er den tilpas kompleks til at indfange mange forskellige nuancer af international politik og samtidigt er den tilpas enkel til at ordne erfaringerne i en sammenhængende struktur, man kan bygge politik på. Men samtidig skal man være sig bevidst, at tesen også har en række begrænsninger, hvor de vigtigste jeg vil pege på, er fokuseringen på stater som aktører og den manglende vilje til så at sige at bedrive ‘sammenlignende civilisationskritik’, dvs. undersøge i hvor stor grad de forskellige civilisationer har en fremtid for sig i en moderne verden, om de fx kan skabe økonomisk udvikling eller stabilitet.

Det første punkt er relativt enkelt. Huntington undersøger kun stater som aktører i international politik, og det er selvfølgelig ikke et helt dumt paradigme at gå ud fra. Men især i forhold til Islam kommer analysen til kort, og det burde især være indlysende med ikke-statslige grupper som Al Qaeda, Hizbollah og Hamas’ stadig større indflydelse på international politik (man kunne nævne en lang række andre grupperinger, der heller ikke fungerer indenfor normale statslige afgrænsninger). Mellemøsten har altid haft et problem med de kunstige stater, oprettet af kolonimagterne, men afgørende er det her, at disse grupper ofte er i strid med de nationale regeringer, selvom de tilhører samme civilisation. Man kan se situationen i Libanon som et indlysende eksempel, hvor Hizbollah både er med i regeringen og samtidig fører helt sin egen udenrigspolitik.

Det andet punkt er mere diffust, men det ville være interessant med en nærmere undersøgelse af de forskellige civilisationers forhold til fx politiske begreber som privat ejendomsret, kapitalisme, marked, velfærdsstat, statslig intervention, social lighed osv. samt i hvor høj grad dette påvirker civilisationens evne til at indgå i et global kredsløb. Det er fx tydeligt, at Kinas overgang til markedsøkonomi og privat ejendomsret (inden for de grænser som staten sætter) er den afgørende grund til Kinas fremvækst som stormagt, men det er uklart i hvor høj grad denne overgang er i strid med kunfucianismens normalt meget fællesskabsorienterede og autoritære grundholdning. Huntington skriver bl.a. om hvordan stadig flere kinesere omvender sig til protestantismen og katolicismen for at få en religion, som i højere grad er forenelig med individualismen, men det er uklart om det så gør dem mere vestlige. Den samme tendens kan ses i både Latinamerika og Afrika, hvor protestantismen og dens forskellige afarter i vækkelssesbevægelserne i disse år vokser eksplosivt. Omvendt er det tydeligt, at den stærke fokusering på den grundlæggende fastlåste samfundstilstand, der ligger i Koranens diktum om religion som politik og politik som religion, har spillet en betydelig rolle i den manglende udvikling i den islamiske verden, simpelthen fordi reglerne er skrevet på forhånd og ikke er til diskussion (fx omkring et så centralt økonomisk instrument som renter og låntagning).

Men hvad så nu?

Hvis man mener, at Huntingtons tese holder vand, og det mener jeg at den gør et langt stykke hen ad vejen, så er det interessant at se, hvad han anbefaler de forskellige civilisationers kernestater (det er USA for Vesten, Kina for den siniske civilisation. Islam har ingen kernestat, hvilket gør civilisationen ustabil) at gøre, hvis en generel civilisatorisk konflikt skal undgås. Den første regel er afholdenhed (abstentation) det vil sige, at kernestater afholder sig fra at intervenere i konflikter i lande i andre civlisationer. Det er denne regel, som Vesten har brudt i fx Afghanistan og Irak og en del af grunden til, at netop disse konflikter har en så eksplosiv virkning på regionen, og det er derfor det var så dumt af George W. Bush så meget som at overveje at tage ordet “korstog” i sin mund. Det er også den samme regel forskellige islamiske stater bryder i forhold til konflikten mellem Israel og palæstinenserne, hvilket hjælper til med at forværre denne konflikt. Den er helt eksplicit et civilisatorisk projekt for mange islamister.

Den anden regel er koordineret mægling (joint mediation), dvs. at civilisationernes kernestater arbejder sammen om at mægle i lokale konflikter mellem forskellige civilisationer for at begrænse konflikten. Man må for enhver pris sørge for, at det civilisationsmæssige aspekt kommer til at fylde så lidt som muligt i konflikten. Desværre forholder det sig ofte sådan, at parterne i konflikten netop finder en stor styrke i at kalde ‘storebrødrene’ til hjælp. Her ses det i øvrigt igen, at fraværet af en kernestat i Islam skaber ustabilitet, fordi de forskellige stater konkurrerer om indflydelse ved at puste til ilden i Israel-Palæstina-konflikten. Var fx Ægypten eller Iran (begge er med i kapløbet) en klar kernestat i den islamiske verden, ville det være langt lettere at forhandle en løsning på plads. Men sådan er det ikke, og derfor fortsætter en konflikt, som burde være lukket for længe siden (fx i 1967, hvor Israel tilbød at give alt besat land tilbage til gengæld for en fredsaftale).

Den tredje regel er mere generel og handler om at opdyrke de fælles træk (commonalities) som rent faktisk eksisterer mellem civilisationerne. Det er jo ikke sådan, at bare fordi ingen civilisationer deler alle træk (så ville de være identiske), så deler de ingen træk og kan overhovedet ikke tale sammen. Der eksisterer fx mange fælles træk mellem Vesten og Latinamerika (hvorfor Huntington også beskæftiger sig med muligheden for en sammensmeltning, som det allerede nu sker i Mexico, Californien, New Mexico, Texas), men langt færre mellem fx Latinamerika og Kina. Alligevel er det – muligvis – sådan, at man faktisk kan konstruere en liste, som kan danne grundlag for fælles forståelse mellem de forskellige civilisationer, og dermed er et udgangspunkt for kommunikation og konfliktløsning (en verden helt uden konflikter skal vi næppe forestille os, det er jo netop den hovmodige udgave af vestlig universalisme). Men alligevel kan man forestille sig, at selvom vi vurderer værdierne forskelligt (de står forskellige steder på ranglisten), så er de alligevel fælles værdier.

Huntington fremhæver et projekt, man omkring 1990 gennemførte i Singapore i et forsøg på at definere de fælles værdier, der sammenbandt bystaten, som både er asiatisk, muslimsk og vestlig på samme tid. Projektet Shared Values blev ganske vist gennemført som et modspil til rene Vestlige værdier, men det er interessant at notere sig, hævder Huntington, at de værdier, projektet fandt frem, også vil blive regnet for værdifulde af de fleste vesterlændige. Værdierne er som følger: Nation over etniske tilhørsforhold og samfund over individ, Familien som samfundets grundenhed, Samfundets respekt og støtte for individet, Konsensus frem for strid, Racemæssig og religiøs harmoni. Det er forestillinger og værdier som man genfinder i langt de fleste civilisationer, også i Vesten selvom vi nok rangerer invididualisme højere, og det er dermed Huntingtons bud på et grundlag man kan bygge videre på. Samtidig gør han dog klart, at det er absolut nødvendigt for Vesten at indse, at Vestens værdier er unikke for Vesten og værd at bevare. Man kan kalde det både en slags moralsk oprustning og en besindelse på, at andre ser verden anderledes og Vesten ikke skal forestille sig, at den har en messiansk rolle, der skal gøre Verden til Vesten. For dét er både moralsk og realistisk et projekt, som er hovmodigt og derfor dømt til at fejle.

14 comments on “Huntington, 10 år efter

  1. morten wilken says:

    Jeg synes langt hen ad vejen at hans analyse holder vand i dag, og jeg er ikke enig i at han kun forholder sig til lande som politiske aktører.

    Han taler jo netop om civilisations kløfter inden for landene også, Han afskriver jo heller ikke muligheden for at der er andre konflikter end mellem civilisationer. Det vises jo netop med al tydelighed i Libanon krisen, at selvom der er ballade mellem Hizbollah og den Libanesiske regering, så træder det i baggrunden i forhold til Israel konflikten.

    Noget tilsvarerende sker i Palæstina og, har man på fornemmelsen, bliver her aktivt brugt til at samle Fatah og Hamas tilhængere om en fælles fjende.

  2. morten wilken says:

    Der hvor jeg synes han ser galt, og også hvor hans argumentation er svagest, er hans synspunkt om at vestens indflydelse er for nedadgående.

    Jeg synes nærmere at vestens indflydelse aldrig har været større. Vestens kultur influerer og inspirerer som aldrig før, og stort set alle større konflikter i verden idag står mellem det bestående og en vestlig influreret ide om demokrati og en higen efter vestlige goder.

    Det gør sig gældende i mellemøsten, Asien, og i mindre omfang i Afrika.

    Måske er vesten og USA mindre indflydelsesrige rent militært end tidligere (det kan endda diskuteres), men vesten og den vestlige ideologi sætter den globale dagsorden som aldrig før.

  3. Kim Møller says:

    – og derfor er det også latterligt at høre/læse hvorledes Samuel P. Huntington idag gøres til ideolog for amerikanske neokonservative, ofte med det sidekick – at Huntington personligt ønsker et Clash of Civilizations.

    Hvad Huntington så glimrende skitserede, var at verden var drevet af kulturelle kriterier, og at vi nødvendigvis må tage det i betragtning, hvis vi ønsker at den vestlige livsform (det liberale demokrati) skal have en chance fremover.

    “Clashes of civilizations are the greatest threat to world peace, and an international order based on civilizations is the surest safeguard against world war.” (s. 13)

    Huntington vil givet være talsmænd for mindre indgriben i andre civilisationer (Irak, Afghanistan) – men er til gengæld også parat til at acceptere en kynisme der ville chokere 99 pct. af menneskerettighedsfikserede europæere.

    Vurderer USA at Irak har WMD, så skal dialogen søges (12 år i FN-regi. Mener USA stadig at landet udgør en sikkerhedstrussel (eks. via spredning af WMD) – så handler det ikke om at genopbygge landet, men først og fremmest om at passivisere landet. Dvs. bomber, bomber og… flere bomber.

    I forhold til Afghanistan tror jeg slet ikke Huntington seriøst kunne forestille sig nationbuilding.

    Faktum er desværre, (som Huntington vist også henkastet nævner), at demokrati vanskeligt kan fungere i nationer med ringe civil struktur. Den bedste løsning er så et autoritært men velmenende regime, der kan give landet arbejdsro fra ikke-demokraterne, som der aldrig er mangel på i disse lande.

    Det er ikke tilfældigt at Huntington er blevet den antropologiens antitese. Et citat som siger alt:

    “Blood, launguage, religion, way of life, were what the greeks had in common and what distinguished them from the Persians and other non-Greeks.” (s. 42)

  4. morten wilken says:

    Jeg kan bedre lide Bernard Lewis’ udtryk for det samme (vist taget fra Gibbons ‘The Decline And Fall Of The Roman Empire’). Ikke Clash of Civilasations, men The Great Debate.

    Det lugter af herreværelse og gode cigarer.

  5. morten wilken says:

    Faktisk er udtrykket Clash of Civilisations også Lewis’, og Huntington læner sig i bogen op af Lewis’ artikel “The Roots of Muslim Rage” fra 1990.

  6. En god debat med en god whiskey, og så er der fred i verden! Det er vejen frem.

    Så kan man fortsætte den gamle hippieting “hvad nu, hvis der var krig, og der ikke kom nogen for at slås?” med et “de sidder inde i herreværelset med Keld Koplev og får sig en sludder.” Det er gentleman-livsstil.

  7. Biele says:

    Man skal ikke glemme, at Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød er en antiglobaliseringsteori. Globalisering betyder jo groft sagt integration af kulturer (og økonomier), mens Huntington forudsiger det modsatte, nemlig en verden af adskilte kulturer eller civilisationer, der eksisterer side om side i konflikt med hinanden og som ikke integreres i hverandre.

    Og hvis jeg må have lov at brede tesen lidt ud, så er globalisering og multikulturalisme, ud fra samme ræsonnement, heller ikke forenelige størrelser, fordi multikulturalisme er en politisk ideologi, der opererer med ideen om adskilte kulturer, der eksisterer side om side, ikke i konflikt med hinanden som hos Huntington, men i pæn apartheid. Integreres verden eller gør den ikke.

  8. Slangemenneske says:

    Jeg mener ikke det er rimeligt at kalde Samuel P. Huntington for multikulturalist, det passer ikke ind i mine begreber. Multikulturalisme er vel også et produkt af globaliseringen, så helt uforenelige er de da heller ikke?

    /A

  9. Jeg tror man skal se både Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød og globaliseringstesen om kulturernes sammensmeltning, som to sider af samme sag, eller om man vil, to forskellige prismer, man kan se verden igennem. Der foregår en konstant strøm af integration og differentiering i stadig større hastighed, og derfor er verden både “flad” og mere og mere integreret, som Thomas Friedman skriver, og samtidig uendeligt drifferentieret ikke bare i kulturer men ogås i stadig flere grupper af subkulturer (segmenter, vil man kalde det i medievidenskaben).

    Men jeg tror nok alt i alt, at Huntingtons tese er et ædrueligt korrektiv til en alt for optimistisk globaliseringsteori, hvor verden smelter sammen i harmoni under dollartegnet. Han ironisererer selv lidt over denne teori og kalder den for “Doha”-kulturen (efter WTO-mødet), nemlig den kultur, der deles af den veluddannede overklasse, der faktisk kan rejse og opleve verden og har muligheder. Det må dog så siges, at i de sidste 10 år er der kommet betydeligt flere i netop denne kategori, så Doha-kulturen vokser. Lad den endelig vokse mere.

    Hans væsentligste pointe i forhold til globaliseringsteorierne er imidlertid, at modernisering ikke nødvendigvis er lig med vestliggørelse, men faktisk ofte kan være det stik modsatte. Så længe man står svagt, vil man efterligne vesten, men jo stærkere man selv bliver, jo mere vil man føle et behov for at tage afstand.

    Multikulturalist er han i hvert fald slet ikke, men det er jo efterhånden også mest en politisk ideologi frem for en måde at se verden på.

  10. Kim Møller says:

    -> Biele

    “Man skal ikke glemme, at Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød er en antiglobaliseringsteori. Globalisering betyder jo groft sagt integration af kulturer (og økonomier), mens Huntington forudsiger det modsatte, nemlig en verden af adskilte kulturer eller civilisationer, der eksisterer side om side i konflikt med hinanden og som ikke integreres i hverandre.”

    Ikke helt præcist. Huntington skriver jo netop om hvorledes Verden godtager visse dele af moderniseringen herunder Coca Cola og McDonalds, men at det desværre ikke gør dem til tilhængere af det liberale demokrati og alt hvad deraf følger ift. civile strukturer. Huntington spår derfor økonomisk globalisering, men ikke kulturel universalisme – og det er lige her hunden er begravet.

  11. Thomas Emil Hansen says:

    Jeg mener, at globalisering mere simpelt betyder, at “verden er blevet mindre” (for at bruge en kliché), og at det først og fremmest er et teknologisk begreb, fordi informationer, varer og personer meget hurtigere og nemmere bevæger sig rundt på kloden. Dette medfører at både små og store virksomheder opererer på et globalt marked, at almindelige mennesker (i hvert fald i den rigere del af verden) opererer med globale feriemål og private kontakter samt at kultur og politik får en større kontaktflade med potentielle konflikter som følge.

  12. Jessica Biel says:

    Lige et øjeblik….

    Nu undervurderer du vist mine analytiske evner. Jeg nævnte kun ‘økonomisk integration’ på de otte linjer, jeg havde til rådighed, fordi jeg altid bruger den klassiske definition af globalisering som – i ultrakort form – en todelt integrationsproces: en økonomisk og en kulturel. Enhver kan jo se, at verden integreres økonomisk – nogle verdensdele hurtigere end andre, ja, men alligevel. Derfor skrev jeg også blot ‘økonomisk’ i parantes. Nå. Men integreres vi kulturelt? Godt spørgsmål.

    Globalisering opfattes jo ofte – både af tilhængere og modstandere – for snævert som noget, der kun har med økonomi at gøre. Det kaldes globalisme. Men der er vigtigere ting på spil: Globaliseres vores vaner og livsformer også, eller gør de ikke? Det kaldes globalitet. Huntington siger nej, jeg siger ja. Eller det vil sige: er det mest sandsynlige fremtidsscenario i virkeligheden, at verden både vil blive mere integreret og mere fragmenteret? Også et godt spørgsmål.

    Personligt har jeg det svært med Huntingtons essentialistiske opfattelse af kulturer og civilisationer – altså den underliggende tese om, at der findes distinkte kulturer eller civilisationer, som “besidder” en identitet eller et væsen. Globalisering er derfor heller ikke en vesternisering, for den kommer ikke noget specielt sted fra. Når man siger sådan, så er det jo for at fremstille globaliseringen som en forlængelse af vestlig imperialisme og kolonisering med andre midler.

    Når han taler om forskellige civilisationer, er det også en anden måde at opfatte verden på. Systemet, som afløste Den Kolde Krig, er en opdeling af verden inden for en anden konflikt. Huntington bør derfor også placeres MODSAT George W. Bush og Tony Blair, der netop ikke tænker i konflikter mellem to eller flere civilisationer, men i konflikter mellem civilisation og barbari, sådan. Bush og Blair tænker i modsætning til Huntington globalt, fordi det for dem kun drejer sig om ét system.

    Og så ikke mere herfra.

  13. Thomas Emil Hansen says:

    Jeg har ikke læst Huntington, men det lyder for simpelt at antage, at der ikke vil ske en kulturel globalisering. Ikke at der kommer en stor homogen verdenskultur (selv om der vil opstå en voksende fælles referenceramme for alle – hvilket allerede ses med fænomener som store verdensfirmaer og fodbold). Men de forskellige civilisationer vil blive påvirket af hinanden og forandre sig i forhold til hinanden. I Kina f.eks. er man allerede i fuld gang med at optage vestlige idealer og livsmønstre. Men samtidig er det tydeligt, at disse uundgåeligt vil skabe noget helt nyt, som ikke længere er rent vestligt, men fortsat umiskendeligt kinesisk.

  14. […] først smed bomben: Han argumenterede i The Clash of Cilivilisations (som jeg engang har skrevet om her) for at nationalstaternes politiske indretning er underlagt de kulturelle værdier, som […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *