Hvorfor bliver man kunstner?

I forlængelse af min forrige post om udsættelser og overspringshandlinger kom jeg til at tænke på noget, som min gode ven Christian Fonnesbech engang sagde:

Man bliver kunstner, fordi man gerne vil have en behagelig døgnrytme.

Og det tror jeg i grunden er rigtigt, i det mindste i starten. En berømt forfatter, som jeg desværre ikke husker navnet på lige nu, men det kan være en begavet læser kan hjælpe, skrev noget lignende om en karakter i en roman: “som alle andre unge døgenigte drømte han om at blive forfatter”. Der er en vis romantisk boheme-version forbundet med forfatteren og kunstneren, og det får nok de fleste til at tro, at det er et rent gravy train med masser af fritid og café latte. Det er på sin vis også rigtigt. Man har i høj grad mulighed for at planlægge sit liv selv (især hvis man vælger at være kunstner på dagpenge, som mange gør, og ikke skal arbejde ved siden af) og kan tage en slapper, hvis man har brug for det. Man SKAL ikke være på kontoret klokken 8.

Men der er en bagside. Bøgerne skriver ikke sig selv, og det giver en nagende, evig dårlig samvittighed, der kan være svær at have at gøre med. Og derfor kan man have brug for en gang oversprings-Civilization, men det bringer jo desværre ikke én nærmere en færdigskrevet bog. Derfor kan det godt være, at man ikke SKAL være på kontoret klokken 8. Men det er søreme en god idé, hvis man er det alligevel. Pisken slipper man aldrig for, for man er jo født protestant (men aldrig døbt og aldrig troende; pisken sidder der nu alligevel, i det mindste resterne af den).

Derfor er det måske mere rigtigt at sige, at selvom man måske bliver kunstner, fordi man gerne vil have en behagelig døgnrytme, så bliver man det først rigtig kunstner, når man virkelig vil være kunstner, og ikke bare gerne vil have alle de rare ting, som følger med. Og i stedet møder på kontoret klokken 8, ligesom alle andre ordentlige mennesker.

15 comments on “Hvorfor bliver man kunstner?

  1. Thomas Emil Hansen says:

    Det er min opfattelse, at mange wannabe-kunstnerne lever på den illusion, at de har et særlig talent og geni, som gør det nemt og behageligt for dem at udføre deres arbejde, og at de derfor er særligt priviligerede og har ret til dovenskab. Og illusionen underbygges af at betragte værkerne: at læse en god bog er som en leg, og derfor kan det virke så uendeligt nemt også at skrive den. Det er trods alt bare bogstaver på et stykke papir. Hvor svært kan det være?

  2. Det er ret svært.

  3. Thomas Emil Hansen says:

    Nu er det ikke, fordi jeg skal træde på wannabe-kunstnere. Det er både prisværdigt og egentlig meget naturligt selv at ville være kreativ, når man bliver stillet over for gode bøger, film, musik osv. Og al kunst bliver jo også drevet frem af en sådan inspiration. Lars skrev et eller andet sted på denne blog, at alle har en vis mængde talent, og at det i høj grad handler om at kunne arbejde hårdt og afslutte. Jeg vil dog stadig mene, at nogle kommer lettere til de geniale idéer og udførsler end andre.

  4. Naturligvis kommer nogle lettere til ideerne (og deres modsætninger, hvilket er afgørende) end andre, men det kræver stadig disciplinen til at blive siddende og vente på ideerne…

  5. Thomas Emil Hansen says:

    En kunstner skal have mange sider af sin personlighed til at gå op i en højere enhed … måske er det i virkeligheden det, kunst handler om?

  6. Jessica Biel says:

    Hvis konstruktivisterne har ret – og hvorfor skulle de ikke have det – så er vi alle sammen små kreative kunstnere, for i så fald skaber vi skabninge selv vores egen virkelighed. Vi er ikke længere Guds objekter, men skabende subjekter. Det begynder allerede i folkeskolen, hvor de stakkels børn, som der står skrevet i folkeskolens formålsparagraf, skal være eller gøres til kreative væsener. Og det fortsætter hele livet: livslang kreativitet. ’Det kreative Danmark’, hedder den ikke særligt kreative pamflet, som Det Radikale Venstre udgav for et år siden, og som plæderede for, at alle danskere skal (vedblive at) være kreative. Javel ja. Men hvis vi alle er – eller skal være – små skabende kunstnere, hvordan skal staten så fremover uddele kunststøtte? Er der en kreativ sjæl tilstede, der kan regne den ud?

  7. Ja, det kan jeg da godt. Der er meget langt fra at være kreativ til at være kunstner. At vægte det kreative er altså ikke at gøre alle til kunstnere. Spørg bare ude i det private erhvervsliv, hvor kreativitet er en kompetence.

  8. Jeg troede man blev kunstner for at få fisse, men jeg er også så primitiv.

  9. En primitiv kunstner, no less…

  10. Michael Kastberg says:

    “Spørg bare ude i det private erhvervsliv, hvor kreativitet er en kompetence. ”

    Det er vidst kun i bogføringserhvervne :)

  11. Ja, men så længe det virker…

  12. Thomas Emil Hansen says:

    Det er positivt at skrive “kreativ” i sin jobansøgning, men mistænkeligt at skrive “kunstner”.

  13. Thomas Emil Hansen says:

    Måske er det mest tiltrækkende ved at blive kunstner, at det er en af de få måder, man kan gøre sig håb om at sætte sig uden for arbejdsmarkedet med værdighed.

  14. Aahhhh, uden for arbejdsmarkedet… det bedste sted at være. Så kan man slappe af. Ikke alt det pjat.

  15. Thomas Emil Hansen says:

    “Kunstner” er en trumf man kan spille i mange sammenhænge. På café, på date, til gammel-elevers-fest, i sin egen dagbog: “jeg har ikke noget arbejde, men jeg er kunstner!”. Men den virker desværre ikke på AF eller i banken.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *