Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Ejendom og kapital

med 5 kommentarer

Ja, overskriften lyder jo unægteligt af en tyk gang betonmarxisme og kapitallogik, men faktisk handler det bare om et slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. Nu omtaler man ofte slumkvarterbeboere som de ‘besiddelsesløse’, og når ret skal være ret, har de sjældent heller ikke særligt mange penge at rutte med. Men det er nu alligevel forkert at sige, at slumkvarterbeboere eller andre fattige mennesker i den tredje verden slet ikke ejer noget. Oftest har de bygget deres huse selv (tit på kommunalt ejet jord, som de har slået sig ned på; andre gange på jord, der formelt ejes af andre), tit har de dyrket marker eller startet små manufakturvirksomheder, hvor de producerer eller videresælger forskellige ting, som andre fattige mennesker så forsøger at sælge i storbyerne.

Som den peruvianske økonom Hernando de Soto har påpeget i en række bøger, senest den fremragende og letlæste The Mystery of Capital er Marx-version af sultens proletariske slavehær, der slider i storkapitalisternes fabrikker, blevet afløst af en næsten lige så sulten hær af små entreprenører, der kæmper for overlevelse i (især) Sydamerika og Afrikas storbyer. De har det svært, for kapitalismen fungerer ikke ordentligt de steder. Og nu er vi ifølge et par nye undersøgelser, der omtales i The Economist, blevet en lille smule klogere på, hvordan vi kan få den til at fungere ordentligt. Kapitalismen er stadig the only game in town, når det handler om at skabe rigdom, der kommer flertallet til gode. Men det betyder ikke, at den nødvendigvis fungerer perfekt alle steder. Hvilke institutionelle rammer skal der til?

De Sotos centrale tese er, at de fattige faktisk ejer meget selv og har mange potentialer. De har oftest bygget deres egne huse og efter homesteading-princippet må de også have en ret til den jord, de bebor (især hvis den er offentlig). Mange har både redskaber og værksteder, lagerbygninger m.m. – ganske vist i lille størrelse, men alligevel med muligheder for fx at tage lån, lave investeringer osv. Det sker imidlertid ikke, fordi de værdier de fattige besidder oftest er såkaldt ‘død’ kapital, der ikke indgår i det almindelige kredsløb med skøder, registering, beskyttelse m.m. Kaptalen er ikke ‘levende’ fordi den er uformel og ikke formaliseret ind i de netværk, som gør kapitalen brugbar til investeringer, fx ved at tage lån for at udvide virksomheden ved at bruge huset som sikkerhed. De Soto påpeger, at de fleste virksomheder i vesten startes gennem et lån i huset, men den mulighed har de fattige ikke, ikke fordi de slet ikke ejer noget, men fordi det de ejer, ikke er formaliseret på en måde, så banken kan bruge det som sikkerhed. Det gælder i øvrigt ikke kun for fattige, at det er svært at få et banklån. I Bolivia hørte jeg flere historier om middelklassesfolk, som heller ikke kunne få lån, fx til at forbedre huset. I et tv-show samlede en helt almindelig familie ind, så et familiemedlem kunne komme til Chile for at blive opereret for en alvorlig sygdom. De skulle bruge 15.000 dollars, og det var åbenbart helt umuligt at skaffe, selvom de ikke levede på gaden eller det der ligner. Herhjemme ville et hurtigt lån løse problemet, men den mulighed har mange mennesker i Bolivia simpelthen ikke. En del af grunden er, at formaliseringssystemet for ejendom fungerer enormt dårligt, og er sindssygt bureaukratisk og dyrt.

De Soto har fået meget opmærksomhed for sit arbejde (fx her i et tidligere Economist), og mange lande har iværksat store ‘entitlement’-programmer, hvor ejendomme sættes i system. Det skal i parentes bemærkes, at vi i vesten har været igennem samme proces, der har taget flere hundrede år, fra middelalderen og frem, så det har bestemt ikke været en proces, der har givet sig selv. Men den er en del af grunden til, at kapitalisme fungerer så effektivt i vesten.

Men hvor meget betyder disse projekter så? Forandrer de med et slag de fattiges liv, så de kan skabe velstand til dem selv og deres familie? Eller er der andre faktorer, som spiller ind? En tilfældighed i det førnævnte slumområde i udkanten af Buenos Aires har i følge The Economist gjort, at man indgående har kunnet undersøge, hvor meget ejendomsformaliseringen betyder. Grundet forskellige forhold er slumområdet kun delvist blevet ejendomsformaliseret, således nogle slumbeboere har fået ejendomsret til deres hus og grund, mens andre ikke har fået det. Det giver et glimrende lille kontrolleret eksperiment, hvor man kan iaggtage effekterne af ejendomsformalisering (kan downloades her). Desværre er resultaterne ikke helt så positive, som man kunne håbe.

The results of the experiment are mixed. Secure land rights do encourage the poor to build their nests. But even in a relatively advanced country such as Argentina, title is not enough in itself to animate the dead capital interred in land and property.

The landowning families invested more in their homes, which had noticeably better walls and roofs. They were also more likely to lay concrete pavements. But the titled households enjoyed no better access to bank loans, credit cards or bank accounts, and only 4% of them managed to acquire a mortgage.

Selvom der er sket fremskridt, er det håbede banklån altså endnu ikke inden for rækkevidde. Det skyldes flere ting, skriver forskerne. Bankerne er henholdende med at optage små lån, og de fattige selv er tøvende overfor at skulle sætte huset på spil, når det er det eneste de ejer. Paradoksalt nok kan en del af grunden til bankernes uvillighed til at indgå lån, være regeringernes villighed i første omgang til at give de fattige titel til deres ejendom. Bankerne frygter, muligvis begrundet, at de ikke vil være i stand til at kræve sikkerheden indløst for lånet, hvis afbetalingerne ikke falder som de skal. Det vil ikke se godt ud, hvis man har gennemført et stort projekt og givet en masse mennesker ejendomsret til deres hus, hvis de bagefter bliver smidt ud af bankerne. Politisk kunne det blive en grim sag, men hvis systemet skal fungerer, så skal rettighederne jo fungere begge veje: Låntagernes ret til lånet, og lånernes ret til at få lånet indfriet. I forbindelse med en lignende undersøgelse af et projekt i Peru forlyder det:

The authors show that households with title were more likely to secure a loan from the government-backed Materials Bank, which buys bricks, mortar and other materials for building and improving homes. They also paid lower interest rates on loans from private sources, including commercial banks and microlenders like Mibanco. But their odds of getting a private loan in the first place did not improve. More than a third could not get a loan or would not take one, for fear of losing their property.

Paradoxically, this fear may not be sharp enough, the authors argue. There are, they point out, two sides to collateral: enforcing the bank’s right to repossess an asset is as important as recognising the owner’s right to possess it. But titling programmes, they write, “unavoidably signal to lenders that a government prioritises housing for the poor, and hence is more likely to side with borrowers in enforcing credit contracts.”

Måske kan man også tage med, at banksystemet generelt ikke er gearet til små – eller bare mellemstore – kunder, som mine eksempler fra Bolivia viser. De er generelt store og dovne og der er næppe nok konkurrence på området, ligesom det også kan være problemet herhjemme. Under alle omstændigheder viser undersøgelsen, at ejendomsret i sig selv ikke er hele svaret:

Capitalism is the only system that can lift billions out of poverty. But no recipe can achieve this overnight. History suggests that as well as property rights and a decent legal system, it requires sound economic policies, an educated workforce and political arrangements capable of regulating conflicts and minimising the risk to investment. Then again, if development were easy, everyone would have already developed.

Skrevet af Lars Hvidberg

27. August, 2006 @ 17:49

Kategorier: Politik og etik

5 kommentarer til 'Ejendom og kapital'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Ejendom og kapital'.

  1. Interessant emne og et andet aspekt af slumbys-problematikken man ellers møder i medierne.

    Hvordan synes du de meget omtalte microcredit lån indgår eller kunne indgå i dette problemfelt?

    MVH Jakob

    Jakob

    27. Aug 06 @ 20:14

  2. Hej Jakob,

    Så vidt jeg ved, er der opnået ret gode resultater med mikrokredit, fx i Bangladesh (se Grameen-bank), men jeg er ikke helt klar over, hvor god overgangen er til det rigtige banksystem. Det er jo der hvor det virkelig batter. Men jeg tror at der generelt er ret gode erfaringer, og det er glimrende at der bliver stadig større fokus på, hvordan man kan hjælpe fattige til selv at blive entreprenører og gøre sig selv rigere.

    Lars Hvidberg

    27. Aug 06 @ 22:23

  3. Er mikrokredit ikke stærkt afhængig af en lokalt forankret organisation? Paldam har tidligere advaret mod at blive for begejstret for mikrokredit, fordi det, i følge ham, er forholdsvis få steder det fungerer. Det ser ud til at være udmærket de steder hvor det virker, men det kræver, så vidt jeg kan forstå, en række forudsætninger som langt fra kan opfyldes alle steder.

    Daniel Beattie

    28. Aug 06 @ 08:46

  4. Jeg sidder netop nu i Buenos Aires og følger flittigt med i de lokale aviser. Min analyse af dette problem er at bankerne i store dele af Latin Amerika er kontrolleret af de gamle konservative grupper, der sammen med venstre fløjen her nede er så glade for at beholde alt som det altid har været.

    Bortset fra bankerne er et andet stort problem her i Argentina den store stat. Realkredit er dybt kontrolleret af staten som godt nok lige har liberaliseret markedet en smule, så tvivler jeg på at dette kommer til at hjælpe med kredit til eksisterende hus ejere.

    Ellers skal vi heller ikke glemme at der også er en stor omgang “jante lov” hos mange folk i Latin Amerika, som gør meget for at holde folk nede. Dette har sikkert også haft en del at gøre med at folk ikke har gået ud for at ansøge om kredit.

    Jeg tror der ville være et meget stort marked for nye former for financielle produkter. Hvis der ellers var nogen der turde gøre det.

    Pelle

    29. Aug 06 @ 16:07

  5. Daniel: Ja, mikrokredit er så vidt jeg ved oftest knyttet til NGO’er, der er lavet for at udbyde små lån på særligt favorable vilkår (man kan sige, at de er billigere end de ville være i en regulære bank). Man kan derfor godt forestille sig, at overgangen til de større lån i en rigtig bank kan blive et problem. Måske kan de medvirke til at fastholde folk i mikro-rollen. På den anden side kan man næppe forestille sig, at folk får mindre let ved at få større lån ved at få mikrokredit, især ikke hvis de viser sig i stand til at administrere lånene. Jeg er dog ikke ekspert, så alt hvad jeg skriver om det emne skal tages med forbehold.

    Pelle: Tak for dit input, det er meget interessant.

    Lars Hvidberg

    29. Aug 06 @ 20:05

Skriv en kommentar