Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Er “The Economist” blevet socialdemokratisk?

med 7 kommentarer

Er det bare mig, eller har tidsskriftet The Economist lavet en markant Anders Fogh siden chefredaktør Bill Emmott trådte af 1. april og blev afløst af John Micklethwait? Den nye redaktionelle linje synes markant mere villig til at opfordre regeringer til at løse problemer med indgreb, kontrol og udligning. For et par uger siden kørte man en stor artikelserie om Den Globale Opvarmning, og opfordrede verdens stater til at løse problemet ved “tax and spend”-politik.

I denne uge er der en stor og meget interessant survey over verdensøkonomien og globaliseringen. Det går som helhed glimrende, konkluderer The Economist, men alligevel dukker der nogle lidt mærkværdige slutninger op. I en artikel fokuseres der på, at reallønnen for den ikke-aktie-ejende almindelige arbejder (både industri, service og viden) i USA er faldet siden 2000 på grund af lønpres fra økonomier som Indien og Kina, der nu kan konkurrere på en lang række områder til langt lavere lønninger. Aktieejere har tjent mange penge, og folk i manuelt arbejde, som ikke så let kan flyttes til andre lande (taxichauffører og rengøringspersonale), holder også stand, men den almindelige arbejder har ikke fået mere i pengepungen, på trods af at produktiviteten er steget.

Det er jo slet ikke overraskende givet konkurrencen på lønninger, men det undrer mig at The Economist ikke fokuserer på, at vi kan få agørende mere for de samme penge i dag end vi kunne bare i 2000. Computere falder fx hele tiden i pris, fødevarer falder i pris, forbrugsgoder er i det hele taget faldet så voldsomt i pris, at vi kan få langt, langt mere for de samme penge i dag end for 10 år siden. Takket være globaliseringen og den globale arbejdsdeling. Men det fokuserer The Economist mærkværdigvis slet ikke på. I stedet hævder man, at regeringer skal gøre mere for at udligne forskellene mellem rig og fattig gennem skattesystemet, oprette statslige sundhedssystemer, så sundhedsforsikringen ikke er bundet til at man er i arbejde (hvad med i stedet at gå over til helt individuelle forsikringer, ville det ikke være en langt bedre idé?), og investere mere i uddannelse, uddannelse, uddannelse. Det er jo til at blive helt Tony Blairsk af, og det er muligt at det er fornuftige råd rent politisk – for at holde protektionisterne nede – men giver det også mening rent økonomisk? Og er det en linje, som et blad med The Economist’s traditioner burde følge?

Skrevet af Lars Hvidberg

21. September, 2006 @ 09:16

Kategorier: Politik og etik

7 kommentarer til 'Er “The Economist” blevet socialdemokratisk?'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Er “The Economist” blevet socialdemokratisk?'.

  1. Jeg har ikke lagt mærke til en ny linje. Men fremover vil jeg vogte som en høg!

    Thomas Emil Hansen

    26. Sep 06 @ 14:53

  2. Skriv et læserbrev! Dear Sir …

    Thomas Emil Hansen

    26. Sep 06 @ 14:54

  3. Dear Sir, I was much surprised by your new editorial line…

    Der er faktisk flere som har bemærket det, så jeg tror ikke det kun er mig. Men Economist er stadig et glimrende blad. I det nyeste nummer er deres Technology Quarterly, som giver et fantastisk overblik over IT-teknologiens muligheder og fremtid. Sejt.

    Lars Hvidberg

    26. Sep 06 @ 15:33

  4. The Economist har vist bare konstateret, at lønstigningerne ikke er sket, men at det så ikke betyder noget pga. købekraften er blevet større. Det kaldes deflation, og vores nuværende deflation er den samme som man havde under den industrielle revolution. Ikke den bitre – sure – desperate 30’er deflation, som nationalbankerne frygter.

    The Economist har alle dage slået et slag for statslige velfærdsordeninger med en økonomisk mening, og i de ti år, jeg har læst the economist, har jeg aldrig oplevet at de har fundet de nordamerikanske blev fundet særligt gode. Så er der vist kun de europæiske tilbage. Begrundelse: Et godt sundhedssystem er godt for økonomien, ligesom uddannelse og andre slige ting.

    Tror næppe at T.E. er blevet røde, men de er blevet mere villige til at acceptere at de europæiske velfærdsøkonomier er bedre til de lange seje træk end den amerikanske sprinter og asiatiske tigre er. Det virker på mig mere som om, at de er gået bort fra jubel-idiot-tilbedelsen-uden-kritik af de økonomiske sprintere og er vendt tilbage til en mere fornuftig rationel økonomisk konservativ linje. Ikke socialistiske, bare økonomisk konservative – tror næppe nogen socialdemokrat ville hylde “Workfare” og udråbe det til en success (med nuancer selvfølgelig), som T.E. gør.

    I øvrigt er der så ingen, som har bemærket at deres kina spydigheder næsten er væk, dem savner jeg nok mere end den ukritiske-tilbedelse af casino-økonomierne.

    Michael Skriver

    5. Oct 06 @ 09:41

  5. Hej Michael,

    Jeg forstår ikke rigtig din bemærkning, om at der kun skulle være to muligheder for statslige velfærdsordninger, de amerikanske og de europæiske? Indenfor de europæiske systemer er der jo også flere forskellige modeller, og TE har sandt for dyden ikke skrevet meget pænt om de kontinentaleuropæiske, for eksempel. De svenske ordninger fik også nogle særdeles hårde ord med på vejen i en nylig survey.

    At TE har erkendt, at den europæiske model er bedre på det lange træk, har jeg nu heller ikke lagt mærke til – hverken i TE eller i den virkelige verden. Den må stå for din egen regning, jeg kan i hvert fald ikke få øje på det i TE.

    Nej, der hvor jeg vil hen, når jeg skriver at TE er blvet socialdemokratisk, hvilket selvfølgelig er polemisk ment, er snarere at kritisere den meget naive – ja, man kunne jo næsten kalde den ‘idiot-tilbedende’-tendens til at tro, at man kan shortliste en række ting, som staten ‘fornuftigvis’ bør tage sig af, når den er rationel og konservativ. En holdning som du jo også giver udtryk for. Og TE har på det seneste udvist en tendens til at ville udvide denne liste stadig mere: gode uddannelser, solide velfærdsordninger, osv.

    Det er efter min mening en ekstremt naiv tankegang, og er det så meget desto mere, når man skal give sig ud for at være et blad, der hylder frihandel og markedsøkonomi. Hvorfor? Fordi sådan fungerer politik ikke. Politik handler ikke om at træffe rationelle beslutninger til praktiske løsninger til alles bedste – politik er derimod det muliges kunst, dvs. hvad der kan være flertal for. Det vil i praksis altid sige studehandler, hvor selv hvis man rent faktisk af og til indfører noget fornuftigt, så vil man også skulle give noget andet med den anden hånd for at få flertal.

    De danske motorvejsbyggerier kan tjene som et godt eksempel på den reelle beslutningsproces. Men identificerer et problem: trafikpropper på de københavnske tilfartsveje, og foreslår en løsning: flere offentligt finansierede motorveje i Københavnsområdet. De rationelle økonomer på TE er glade: det er fornuftigt! Det er rationelt! Men for at få det rationelle forslag vedtaget skal man samtidig punge et lignede beløb ud til motorvejsbyggerier i fx Nordjylland, fordi ellers kan man ikke få flertal for det rationelle forslag, og man får dermed noget irrationelt med i hatten.

    Er resultatet, at man trods alt har fået mest rationalitet ud af forslaget, eller har man tværtimod brugt flere penge på løsningen, end man mistede med problemet i første omgang? To ting er i hvert fald sikkert: 1) endnu flere midler er overført fra borgerne til staten og politikerne, angiveligt fordi de skal træffe en masse rationelle beslutninger for os, 2) endnu et problemfyldt område er nu defineret som noget, der skal løses af staten (man kunne fx have forsøgt sig med private veje. De kræver så vidt jeg ved ikke, at der bygges en søstervej et andet sted). Tendensen er klar: en stadigt større stat. Du kan se det samme i fx udviklingslande, der følger TEs ideer med Chicagomodel og IMF-strukturtilpasninger: Lige så snart økonomien omsider er kommet ovenpå, inflationen er nede og folk er begyndt at tjene penge, kommer der en socialdemokrat rendende og siger: Uligheden er steget, men vi er jo vildt rige! Så skal der omfordeles, og gevinsten ved de rationelle modeller går fløjten. (den samme tendens vil vi givetvis se herhjemme efter næste folketingsvalg).

    TE burde måske have tænkt lidt grundigere over, hvad deres leder om Irakkrigen her i foråret også kunne havet betydet: TE skrev, at man ganske vist havde anbefalet at vælte Saddam Hussein med magt, men at man derimod burde have været meget mere skepsiske overfor statens (her den amerikanske stats) evner med nation building. En sund skepsis skulle man mene. Hvorfor udlægger man så ikke den skepsis til statens evner til at skabe en ‘fornuftig’ og ‘rationel’ velfærdspolitik, eller evnen til ‘fornuftigt’ og ‘rationelt’ at skrue en uddannelsespolitik sammen?

    Lars Hvidberg

    6. Oct 06 @ 18:37

  6. Jeg tror–og håber–du tager fejl.

    Jeg har ikke bemærket en særlig ny orientering på det seneste. Jeg holder mere af TE end noget andet sammenligneligt blad, men selvom de grundlæggende er liberale/frimarkedsorienterede, har de ihvertfald de 20 år, jeg nu har læst det, fra tid til anden haft nogle små lyserøde/interventionistiske holdninger. Så jeg tror ikke, at det er en markant ny drejning.

    Desuden vil velinformerede kilder vide, at Micklethwait er “konservativ” eller til “højre for midten”, for what that is worth … (Hans bog “The Right Nation” om amerikansk politik er fremragende og dejligt fri for overfladiske, politisk-korrekte, europæiske misforståelser om USA.

  7. Jeg tror heller ikke nødvendigvis, at det er en generel tendens, der har bare været et par eksempler, der virkede slående.

    “The Right Nation” er i øvrigt en glimrende bog, som jeg havde tænkt mig at skrive om på et tidspunkt. Anbefales også varmt herfra.

    Lars Hvidberg

    8. Oct 06 @ 16:18

Skriv en kommentar