Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Paveballade

med 2 kommentarer

Hvis man – som jeg – har gået og været lidt forvirret over, hvad der egentlig er substansen i den verserende pave-sag, hvor fornærmede muslimer verden over kræver en undskyldning for citeringen af en gammel islam-kritisk tekst, så er det værd at kaste et blik på Frederik Stjernfelts analyse i dagens Weekendavis (kræver abonnement). Et citat:

EMNET for pavens tale er således slet ikke islam. Det er en omhyggeligt argumenteret teologisk diskussion, der udfordrer bestemte positioner både inden for kristendommen og islam. Som udenforstående agnostiker kan man nok tøve ganske meget med at følge pavens anbefalede formæling mellem fornuft og tro – men til gengæld forekommer pavens insisteren på en analogi mellem gud og menneske som en mindre skadelig teologi end temmelig mange andre (og jo også som en version af kristendommen, der implicit må tage afstand fra den tros mange egne forbrydelser i tidernes løb). I det hele taget er pavens tale en sofistikeret teologisk diskussion på akademisk niveau – og var jo også som sådan fremført på det universitet, som han i talen priser for at opretholde fornuftens standarder.

Men i den internationale affære er det ikke teologi, der er på dagsordenen. De ophidsede muslimer argumenterer ikke imod paven og siger, at han har misforstået islam, eller at han går fejl af gudens budskab på disse og hine punkter – reaktioner, der ville være fuldt forståelige og måske endda på sin plads. De kræver reelt bare, at han lukker kæften og undskylder, at han overhovedet åbnede den i første omgang.

(…)

Jeg tror ikke på den guddom, paven hævder at repræsentere. Alligevel finder jeg, at almindeligt oplyste, vestlige, demokratiske standarder i denne sag må tage pavens parti. Han er i sin fulde ret til at kritisere islam, nøjagtig lige så meget som forskellige imamer, ulemaer, hodjaer, ayatollaher og så videre har ret til at rase over kristendommen, Vesten, oplysningen eller hvad de nu ellers føler sig pikeret over. Og ligesom vestlige universiteter er i deres fulde ret til at huse diskussioner af hvilke som helst doktriner og kritiske synspunkter, de måtte finde relevante.

I karikatursagen var Vesten forvirret og sen til at finde sine egne principper. I den voksende række af anti-oplysningslærestreger må sagen denne gang være klar: skænderier, uenigheder og argumenter, gerne! Undskyldninger, desværre nej – vi beklager.

Godt så!

Skrevet af Lars Hvidberg

22. September, 2006 @ 09:47

Kategorier: Politik og etik

2 kommentarer til 'Paveballade'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Paveballade'.

  1. Enig med Stjernfeldt i at pavens citat var en del af en teologisk diskussion, og skal ses og forstås i den sammenhæng. Også enig i, at undskyldninger ikke er nogen vej frem.

    Men jeg mener Stjernfeldt simplificerer tingene unødigt i sit udsagn om, at:

    “I karikatursagen var Vesten forvirret og sen til at finde sine egne principper.”

    Det udsagn er stærkt problematisk i mine øjne, for fandt “Vesten” nogensinde sine egne principper? Hvilke? Og hvem er “Vesten”?

    Karikatursagen viste i mine øjne lige netop, at splittelsen i de vestlige samfund er så stor, at selve konceptet; “Vestens egne principper”, er noget af en konstruktion. Både på det intra- og det internationale plan var meningerne stærkt delte blandt de “vestlige lande” under krisen, og det er en fejlslutning at konkludere, at “man/de vestlige samfund/whatever” i slutningen af forløbet “fandt sine værdier” i form af synspunktet, at ytringsfrihed er vigtigere end religiøse hensyn. Det jeg hørte mest af, var en masse men’er, også fra vestlig side.

    Det var ikke værdifællesskab med Danmark, som fik de “vestlige” lande en masse til at slutte sammen i slutningen af konflikten, og “finde sine værdier”. Opbakningen til DK skyldtes i langt højere grad ambassadeafbrændingerne og voldshandlingerne – og dermed at krisen relativt hurtigt fik skubbet de principielle spørgsmål i baggrunden og erstattet dem med mere konkrete problemstillinger, som det var betydeligt nemmere for polikerne i de øvrige europæiske lande at håndtere. Principielle spørgsmål om ytringsfrihed vs religion er langt sværere at forholde sig til for nutidens politikere, end gentagne ambassadeangreb. USA’s tavshed under det meste af forløbet var nærmest larmende.

    Jeg mener det er meget vigtigt at huske på, at Sveriges opfattelse af, hvad der egentligt konstituerer “Vestlige værdier” ikke er, og heller ikke dengang var, den samme som den danske. Vi gør ikke os selv nogen tjeneste ved at bilde os ind, at de er, tværtimod. Forestillingen om, at “vi” alle er enige, er meget farlig. Det gør det meget nemmere for demokratisk usunde synspunkter at sprede sig.

    US

    23. Sep 06 @ 21:26

  2. Jeg tror også mest, at det var en retorisk finte fra Stjernfelts side, for du har ret i, at der vist aldrig opstod konsensus i Vesten om, hvad problemet egentlig var. Det er jo i øvrigt fint, at der ikke er alt for meget konsensus på de fleste områder, men man kunne nu godt ønske sig, at der var ret stor konsensus om forholdet mellem religion og ytringsfrihed.

    Lars Hvidberg

    26. Sep 06 @ 15:35

Skriv en kommentar