Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Fælden klapper om Lommepenge-samfundet

med 4 kommentarer

Den nuværende pædagogstrejke og hele virakken omkring den illustrerer det centrale problem i regeringens Skattestopspolitik – nemlig at så længe det danske samfund er defineret som et Lommepengesamfund, vil de offentlige udgifter blive ved med at stige, uanset hvordan man forsøger at holde igen. Hvorfor? Fordi staten med Lommepengesamfundet simpelthen har taget patent på de vigtige ting i livet, og i takt med at vi bliver rigere, vil vi også ønske at bruge flere penge på vigtige ting: børnehaver, skoler, sundhed og ældrepleje. Så længe regeringen derfor undviger at tage et opgør med Lommepengesamfundets grundlæggende værdier, vil de aldrig kunne vinde kampen om flere offentlige udgifter, for her vil Socialdemokraterne altid kunne overbyde dem – bl.a. fordi Lommepengesamfundet er deres ideologiske kæphest og patentopfindelse.

Hvis man skal tage de mege velvillige briller på og forestille sig, at der er bare en lille bitte smule liberalisme tilbage i regeringen og Anders Fogh Rasmussen, så er den storstilede strategi med Skattestoppet at bremse væksten i de offentlige udgifter, og lige så stille flytte den samfundsmæssige vægt fra det offentlige til det private. Det er den underliggende tanke bag statsministerens store Kulturkamp, og som retorisk finte har Skattestoppet indtil videre fungeret godt. Men om det har virket godt i praksis er en helt anden sag, og som pædagogstrejkerne og opbakningen til dem viser, er der god grund til skepsis.

Problemet er, at i Lommepengesamfundet, som det er defineret og opbygget af Socialdemokratiet gennem årtier, er borgernes private midler kun til tant og fjas. Den almindelige borger kan ikke engang finde ud af at spare op til påskeferien, hvis man ser på hvordan systemet er indrettet, og hvordan skulle han så kunne finde ud af at langtidsplanlægge sin pension, forsikre sig mod sygdom eller tage vare på børnenes uddannelse? Jeg husker, at jeg for et stykke tid siden hørte en radioudsendelse med Mogens Lykketoft, hvor tanken om, at borgerne i forbindelse med skattelettelser skulle bruge midlerne til fx sundhedsforsikringer, kun blev mødt med latter og hovedrysten. Nej, borgernes private midler er kun til gaver og gøgl, slik og kager, fladskærmstv og store biler. Staten, derimod, tager sig af det vigtige: vores børns pasning og uddannelse, vores sundhed og vores alderdom.

Men hvilken betydning får Lommepengesamfundet så, når der sker to ting i samfundet samtidig: 1) På den ene side oplever vi voldsom vækst i samfundets rigdom. Vi er rigere end nogensinde før og der er enorme overskud på betalingsbalancen. 2) På den anden side skifter samfundet via Skattestoppet fra offentligt til privat (selvom det er en meget langsom overgang, der måske mere har retorisk end reel betydning). Det får desværre den betydning, at folk ikke har nogen oplevelse af, at velstandsstigningen bliver brugt til vigtige ting: nemlig til børnepasning, skoler, uddannelse osv.

Det er jo en helt reel indvending, og jeg er overbevist om, at hvis børnehaver og skoler var private ville de aldrig nogensinde opleve alvorlige finansieringsproblemer, simpelthen fordi folk prioriterer deres børn enormt højt. Men i Lommepengesamfundet prioriterer politikerne vores midler for os, og derfor ser det nu ud til for den almindelige borger, at vigtige områder forsømmes, selvom vi bliver rigere og rigere. Det er en meget svær retorisk og politisk klemme regeringen har sat sig i her, og det er tvivlsomt, om de i længden kan holde den gående. Konsekvensen må på det lange sigt blive, at enten bliver regeringen helt og fuldt Socialdemokratisk, eller også får vi en Socialdemoratisk regering. Var det meningen med Anders Foghs store langsigtede kulturkamp?

Skrevet af Lars Hvidberg

27. September, 2006 @ 19:39

Kategorier: Politik og etik

4 kommentarer til 'Fælden klapper om Lommepenge-samfundet'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Fælden klapper om Lommepenge-samfundet'.

  1. Hvor har du dog ret, og hvor er det deprimerende at se på. Det går over min forstand at folk ikke er i stand til at gennemskue logikken i kommunernes jamren for tiden. Det er kommunalpolitikernes ‘opgave’ at skaffe borgerne de bedst tænkelige vilkår og så blæser man da højt og flot på konsekvenserne på landsplan for det er regeringens problem, såre simpelt.

    Kasper

    Kasper Bo Larsen

    28. Sep 06 @ 18:13

  2. Det værste er at man selv bliver en af slagsen. Jeg for nyligt ude for at stå og være sur over kommunen nedlægger boldbaner på Kløvermarken, fordi hvad fanden ligner det at man ikke kan komme til at spille bold på nogle ordentlige baner.

    At de billige boliger er et kriminelt lorteprojekt er en helt anden sag, men men bliver jo et tudehoved af lommepengeindstillingen. Giv os dog mulighed for selv at købe banerne, så behøver vi ikke at stå med hånden fremme.

    Nicolai

    nai

    29. Sep 06 @ 10:50

  3. Det er Lommepengesamfundets snedige taktik, at det deler rundhåndet ud til alle, så alle er med i klubben og har interesserer i at showet fortsætter. Den “gratis” uddannelse er fx et rigtig fejt trick: Hver gang man taler om at en privatisering kunne være en god idé, så er man hykler, fordi man jo selv har “fået noget”. Men man kan jo ikke andet.

    Lars Hvidberg

    29. Sep 06 @ 21:30

  4. Tak for brugen af ordet lommepengesamfund – det ses alt for sjældent nu om dage!

    Professor Poul Mouritzens kronik i jp –

    http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=3987762

    – er bestemt læseværdig og indeholder en del fakta om sagen, som jeg ikke har set offentligt (men den er vist kun gratis tilgængelig på nettet i en begrænset periode?).

    Mouritzen kalder Danmarks Lærerforenings indledende aktiviteter for “mediehacking”, noget han mener ses oftere og oftere i den offentlige debat. Mediehacking som Mouritzen definerer det, finder sted, når “særinteresser med et manipulerende sigte og på et fordrejet grundlag udnytter mediernes behov for nyheder og dramatiske historier”.

    Et uddrag af kronikken:

    “Det typiske forløb er nøjagtigt som forløbet den 20. september: Interesseorganisationen har lavet en undersøgelse, ikke for at blive klogere, men for at kunne sikre sin interessevaretagelse. Man stiller spørgsmål, der næsten kun kan lede frem til de ønskede resultater.

    Pressemedarbejderen tages med på råd om lanceringen. Han eller hun ved, hvad der skal til, skriver en pressemeddelelse og foreslår, hvem der skal have historien som en solonyhed. Når nyheden er lanceret, kører et forløb som er utroligt forudsigeligt, næsten som efter en drejebog, der er lært udenad på journaliststudiet: Først kommer organisationens formand med en udtalelse, så skal der nogle ofre på bordet (organisationen hjælper som regel med til at finde nogle velegnede ofre, så bliver det jo så meget lettere for journalisten) og derefter en eller flere skyldige, som får lov til at slå de obligatoriske syv kors for sig.

    I løbet af nogle få timer har man aktiveret et eller flere folketingsmedlemmer, som regel fra oppositionspartierne. Man kan ikke fortænke dem i, at de siger ja uden at sætte sig ind i, hvad det drejer sig om. De vil gerne til fadet, og siger de nej, går journalisten jo blot til et andet medlem, så hvorfor ikke slå til med det sammen. Og så er sagen oppe i Folketinget – i de værste tilfælde med nogle meget hurtige og ikke helt gennemarbejdede love og cirkulærer til følge.

    Men alle er tilfredse – tilbage står den offentlige mening med en lang næse, uden nogensinde at opdage det.

    Nu kunne man jo være ligeglad og blot betragte sådan noget som uskyldig underholdning. Det er det ikke. Det er samfundsskadeligt. Det er samfundsskadeligt, fordi det fordrejer de politiske processer i Danmark i retning af, at det er de stærke og velorganiserede, der får den største bid af lagkagen. Hvordan kan det være, at vi har en af verdens dyreste folkeskoler, som samtidig er en af dem, hvor der undervises mindst?”

    US

    30. Sep 06 @ 00:03

Skriv en kommentar