Der var godt nok absolut ikke et øje inde i Dagmar i går og se Michel Gondrys nye film The Science of Sleep, så den tegner til at blive en solid fiasko. Det er synd, for det er en rigtig skæg og sød og sjov og på alle måder kreativ film, der er lige præcis så mærkelig, at den hele tiden er overraskende, og lige præcis så sammenhængende, at den alligevel giver mening. Det er jo opskriften på en interessant film, og det skal altså forstås meget mere positivt end det lyder, nemlig som en anbefaling.
Gondry har en lang karriere som finurlig instruktør af musikvideoer bag sig, fx perler som Björks Human Behavior eller den eminent zoomende Je danse le Mia med den franske rapgruppe IAM, som jeg stadig husker tydligt, selvom det er mere end ti år siden jeg så den sidst (og nu har jeg så fundet den igen, takket være youtube). Gondrys visuelle fantasi får – ligesom i mesterværket Eternal Sunshine of the Spotless Mind – fuld gas i “The Science of Sleep”, fordi hovedpersonen Stéphane på en meget håndgribelig måde blander drøm og virkelighed – ja, sådan set lever han mere i en drømmeverden end i virkeligheden. Drømmene er konsekvent underligt bamsede og rispapir-agtige og ligner kulisser bygget af papkasser og træ, som da man var barn og skabte sin helt egen verden, og Stéphanes barnlighed kommer på en hård prøve, da han møder pigen Stéphanie, som er lige så udknaldet som han selv. De skaber anarkstiske cellofandrømme sammen, men kan de også finde ud af at elske?
Tja, historien er måske ikke så interessant eller hæsblæsende i Science of Sleep, og filmen er som helhed meget ‘mindre’ end forgængeren (der var skrevet af manusikonet Charlie Kaufmann), men stort set alt andet i filmen er helt og fuldstændigt på toppen og gennemført, fra de meget levende drømmesekvenser til den brune og KREA-agtige 70′er stemning og det præcist skårne galleri af bikarakterer, der både er hjælpere og modstandere og alt ind i mellem for vores forvirrede hovedperson. Og her skal så Gael García Bernal virkelig have nogle solide klapsalver for en fantastisk præstation og sin smittende, barnagtige glæde. Han er virkelig ikke bare en pretty boy, men en helstøbt skuespiller med en utrolig tilstedeværelse på lærredet, hvilket givetvis er grunden til at han har fået en kometkarriere i de sidste par år. Man tilgiver ham næsten rollen som Che i den kommunist-forherligende Motorcykel Dagbog. Meget værd at se, hvis man altså kan holde sit indre legebarn ud.
Har set filmen i Grand, vi var 10. Den er fuldstændig vidunderlig, morsom, pjattet og åndsvag. Visuel flot.
Din gennemgang er dækkende.
Jeg syntes på forhånd den så interessant ud, men nu er jeg da helt sikker på at jeg skal se den. Jeg kan alligevel ikke tage anmeldernes ord om at den “ikke fører nogen steder hen” som en seriøs indvending mod en mærkelig film.
Se den. Den er helt fantastisk.