Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Debat blandt irakiske bloggere

skriv en kommentar

For nylig har der været stor debat i den irakiske blogosfære om en af de meste kendte irakiske blogs, Iraq The Model, der samtidig er en af de mest pro-amerikanske. Bloggen, der drives af brødrene Mohammed og Omar, har været en inspirationskilde for mange og har været en af de mest konsistente irakiske blogs med næsten daglige opdateringer gennem de sidste tre år. Samtidig er bloggen blevet mødt med meget kritik for deres meget USA-venlige holdning, og nu er debatten igen flammet op blandt irakiske bloggere. For nylig publicerede Iraq The Model nemlig et slags svar til den store Lancet-undersøgelse (som jeg har omtalt her), og det har fået mange til at koge over. Svaret, som Omar har skrevet, er sandt for dyden heller ikke det bedste fra brødrenes hånd, men mest en række ad hominem argumenter, der næppe vil holde i retten, eller overbevise nogen, der ikke allerede er overbevist.

Det har fået Iraqi Konfused Kid til at samle op på debatten og de mange holdninger blandt irakiske bloggere til Lancet-rapporten, de fleste af dem kritiske overfor Iraq The Models linje, men måske også lige lovligt autoritetstro overfor ‘matematikken’ bag Lancet-undersøgelsen (som Omar dog heller ikke gav noget gensvar på). Diskussionen er et tegn på en øget selvbevidsthed blandt irakiske bloggere, men desværre også et billede på den desperate situation, mange irakere føler at de står i lige nu. Mest interessant er måske i den forbindelse, at bloggeren Treasure of Baghdad har lavet en opsummering, hvor han spørger en række irakiske bloggere om deres holdning til invasionen og tiden før og nu. Meget interessant læsning med mange fornuftige overvejelser.

Skrevet af Lars Hvidberg

20. October, 2006 @ 14:29

Kategorier: Web 2.0

Tagged med

Skriv en kommentar