Jeg faldt lige over denneher. Og så skulle jeg jo kigge. Talte forsigtigt op – og nåede ca 70. Men det var jo de færreste af bøgerne jeg kan huske. Og så falder de i forfatterskaber – Poe, Chandler, Hammett og Hemingway er godt dækket.

Men en sjov øvelse, der i mit tilfælde fik mig til at tænke at jeg jo alligevel havde læst NOGET – selvom jeg ikke opfatter mig selv som dannet på den litterære side.

Men er det godt eller skidt?

På den gode side tæller, at jeg tilsyneladende kun mangler 928 navngivne bøger, før jeg med ro i sindet vil kunne forlade denne verdens biblioteker og boghandlere.

På den dårlige side, at det (trods et vist overlap, det skal indrømmes) nok ikke lige er de 928 bøger, der stod forrest på hylderne, hvis jeg selv skulle vælge.

Men om ikke andet har jeg da fået vished for, at jeg trods anarkistiske læsevaner har opnået 7,29% angelsaksisk, borgerlig dannelse.

Tænk om jeg havde haft mere fokus…

Sidste år genlæste jeg den så under megen modvilje, eftersom jeg havde kategoriseret mentalt som UNDGÅ-litteratur. Men den var ikke slet dårlig, som jeg husker den. Så jeg fik en mindre åbenbaring: Uddannelsessystemet har en effektiv måde at nedbryde mine læselyst. I år er det gået så vidt, at jeg har skulket fra et par lektioner i engelsk, fordi vi skulle læse et uddrag af en roman, som jeg har læst før og egentlig godt kunne lide. Jeg bryder mig ikke om flueknepperiet og smagsdommeriet, og hvordan der egentlig kun er en måde at forstå en given tekst på, *selvom teksten er åben for fortolkning*. Jeg har også lagt mærke til, at jeg ikke længere kan nyde en bog, hvis den læses i forbindelse med danskfaget. Jeg bliver nødt til at være analyserende og rette min opmærksomhed mod ligegyldigheder og petitesser, fordi de potentielt kunne have betydning for min dansklærer.

Alt i alt er dannelsesbegrebet – i hvert fald i humanistiske fag som dansk og engelsk – forældet. Nutiden sætter nogle helt andre krav til kritisk dannelse, som danskfaget efter min mening slet ikke opfylder.

(Jeg prøver ikke at pudse min glorie ren; jeg finder efterhånden sjældent tid til at læse skønlitteratur. Men det er nok snarere et spørgsmål om prioritering, og jeg må erkende, at jeg hellere vil bruge min tid på andet.)

Jeg så for noget tid siden en annonce med et billede af Herman Bang (og hotellet hedder det) og dér skulle Sussi og Leo så spille lørdag aften. Sådan er det gået med kulturarven. Det er ikke gået nedad, men den har forladt skolen, og gået sig en tur ude på markedet.

Hvis befolkningen så bare havde læst i Bibelen :-) Al litteratur er jo et forsøg på at omskrive Bibelen, og Dante og Miltons mål var da osse at skrive et femte evangelium til AFLØSNING af Bibelen. Nå, pyt nu med det.

En forudsætning for dannelse er, at A har noget, som B mangler, og som B påtvinges eller ønsker af A. For at være i stand til at danne nogen, skal man typisk være statsautoriseret. Tidligere var det jo teologerne, der dannede bønderne og gjorde dem kristne, og da Gundloven blev til og fremefter fungerede det nationale som dannelsesmiddel. Dansk dannelseshistorie er en forfaldshistorie om en europæisk civilisation, der langsomt blev erstattet af en dansk kultur. Den klassiske dannelse—herunder latin—blev erstattet af dansk sprog og kultur—og litteratur. Tilbage af den klassiske dannelse blev kun gymnasiefaget oldtidskundskab.

Er der noget at sige til danskernes forbehold over for det europæiske? Staten lagde selv bunden for mange år siden.

Hvad angår litteraturen.

Først det med at ingen studerende læser. Richard Hughes skriver i ’Culture of Complaint’, at de som klager over kanonlister og klassisk dannelse tror, at dette skaber læsere, som ikke læser eller interesserer sig for andet end det. Han kalder dem ”If only”-folket. De vil ikke indrømme, skriver han videre, at de fleste amerikanske studerende stort set ingenting læser, og hvis de blev overladt til sig selv, ville de aldrig læse noget.

Et illustrativt eksempel: i 1991 købte flertallet af amerikanske husstande (60%) ikke en eneste bog. Hvordan mon dette tal ville se ud i en dansk sammenhæng? Så problemet er, at hvis der ingen kanon eller dannelse er, er det ikke kun visse bøger, der ikke vil blive læst; der vil måske overhovedet ikke blive læst bøger.

Men Hvidberg, jeg tror du har grundlæggende ret i det med de universitetsstuderende. Man plejer jo at sige, at de unge mennesker, der i dag kommer dér, ikke kommer der for at kravle op (eller falde ned) ad den sociale rangstige, eller for at få dannelse eller kultur; nej, de kommer der for at danne sig selv og for at studere andres kultur.

Engang skabte universitetet selv kultur og etik (Kants etik, for eksempel), men i dag går de studerende ud i samfundet og ser og analysere samfundets kultur. Den nationale dannelse—den der gik oppefra og ned—finder ikke sted længere. Det kan man så begræde eller ej, men det er i al fald en konstatering. Nationalstaten, der før dannede folket, har mistet magt og betydning, og markedet danner ikke folk på samme måde. Markedet kan meget, men desværre ikke alt.

Det hænger vel osse sammen med globalisering og individualisering, I guess.

Dannelseshistorien må tage sig nogenlunde sådan her ud:

Kristen dannelse > klassisk dannelse > national dannelse > selvdannelse

Jeg er imponeret over de bøger, som I har læst (i) som 15-årige.

Jeg tror faktisk kun, at jeg læste pornoblade da. Det må sgu da kaldes selvdannelse :-)

Det interessante er imidlertid, at eliten eller de “dannede” HELLER ikke længere læser bøger, dvs. danner sig. Her mener jeg ikke, at man ikke engang imellem kigger lidt i en bog, fx den nye Herry Potter eller noget om selvhjælp eller management, eller måske en Dan Brown eller en svensk krimi. Nej, vi snakker om hele den store litteraturarv, som man før – som dannet – fik ind med modermælken og blev tæsket igennem i gymnasiet. Det sker stort set ikke længere.

Jeg færdes næsten udelukkende blandt universitetsuddannede mennesker, men det er kun et fåtal af dem, der kunne drømme om at åbne en guldrandet klassiker simpelthen for at danne sig. Selv gør jeg det knap nok længere. Der er en del, der har de fine bøger stående på hylden, men det er de færreste, der rent faktisk læser dem. Det er for hårdt på en eller anden måde. Det kræver for meget koncentration. Det kræver tid og fordybelse. Og tid har vi bare ikke. Eller den vi har, bruger vi til noget andet. Og kunstnerne og forfatterne selv har for travlt med selv at producere kunst til at bruge tid på traditionen.

Men hvad sker der med kulturen, når selv kultureliten ikke gider bruge tid på den?

72

79

87

113

122

166

167

188

200

218

219

227

240

258

260

293

300

303

313

335

358

379

437

441

451

468

484

494

496

508

515

547

564

572

574

587

610

638

649

671

684

685

688

699

707

736

750

780

781

813

837

854

858

867

868

874

886

898

908

916

930

959

983

992