Whitebergs noter

Lars Hvidbergs digitale hukommelse

Hvor blev blodet af?

med 9 kommentarer

For mig var det en stor skuffelse at se P. T. Andersons nyeste film There Will Be Blood, som ellers alle steder hyldes som et sandt mesterværk, en ny klassiker, der endda af nogle sammenlignes med selveste Citizen Kane. For mig var det en fuldstændig død film, som jeg ikke vil tøve et øjeblik med at kalde dette årtusinds (hidtil) mest overvurderede film – men dette er jo en kedsommelig konstatering. Det interessante var, at da jeg begyndte at tænke lidt over filmen, gik det op for mig, at der var andre grunde til min kedsomhed, end jeg først troede. Vi har endnu engang at gøre med det vigtige fænomen: Det er modstanden, der skaber filmen. Og det er brandærgerligt, for There Will Be Blood kunne faktisk være blevet en rigtig god film. Den blev det bare ikke.

Det er altså ikke så meget filmens mondæne misantropi, der gør den dårlig. Mondæn misantropi er når kunst forsøger at være kunst alene ved at skildre ubehagelige følelser. There Will Be Blood har mondæn misantropi til overflod: Hovedpersonen er en afstumpet og kold sadist og hans eneste tydelige modstykke er en hyklerisk og hysterisk prædikant, der burde have tæsk hele vejen hjem, og heldigvis også får det til sidst. No one to root for, som man siger det i Hollywood, og sådan er det jo tit i “kunstneriske” film, der bekender sig til klicheen om den ulykkelige slutning. Men på den anden side kan man jo også skabe gode film ud af mondæn mistantropi, Robert Altman har fx skabt en hel, fremragende karriere ud af bitterheden og destruktionen, og ham ville jeg nødig undvære. Så nej, det er ikke misantropien, der gør det.

Et bedre bud kunne være forlæggets didaktiske vulgærsocialisme. Forfatteren Upton Sinclair, der i 1927 skrev romanen Oil!, der er forlægget til P. T. Andersons film, var først og fremmest venstrefløjsaktivist, og de ekstermt snævertsynede karikaturer af oliekapitalisten Plainview og folkeforføreren Sunday kan komme fra hans hånd (lidt ligesom når Hans Scherfig i Frydenholm fremstiller nazister og kapitalister som seksuelle afvigere og trusse-snusere). Men det er jo ikke nogen undskyldning for at videreføre forlæggets tåbeligheder i filmatiseringen, der tilsyneladende vælger at fremstille Ebenezer Scrooge som en troværdig psykologisk profil. Skærer man ikke også lidt ned på racismen i Onkel Toms Hytte, hvis man filmatiserer den i dag? På den anden side kan didaktiske belæringer jo godt være underholdende, men nogen Tintin i Congon er There Will Be Blood altså ikke blevet. Men selvom den er kedsommelig, er enøjetheden ikke grund nok. Kedsomheden stikker dybere.

Lad os gå let hen over Radiohead-koryfæet Johnny Greenwoods anstrengende underlægningsmusik, der forsøger at give olieørkenen en gang Bernard Hermann (det lykkes rigtig godt i en af filmens bedste scener, hvor olietårnet eksploderer, sønnen næsten omkommer og handlingen omsider og for en stund bliver en anelse spændende). Jo, musikken er irriterende, men det er alligevel ikke grund nok. Jeg er også lidt i tvivl om Daniel Day Lewis‘ præstation. Til tider er han fremragende, men jeg har også på fornemmelsen, at han overspiller temmelig voldsomt henimod slutningen, men igen kan det skyldes forsøget på at skabe en film om en karakter, der er lige så flad som Joakim von And.

Men nej, problemet ligger et andet og dybere sted, nemlig i historien og modstanden. Hvad handler There Will Be Blood grundlæggende om? Jo, den handler om en person, der hader mennesker, og som ønsker at tjene så mange penge, at han kan blive fri for dem. Projektet ekspliciteres direkte af Plainview, da han i et kort øjebliks kådhed betror sig til sin wanna-be bror. Han hader mennesker, og i tilgift vil han gerne ødelægge alle, der har succes, for han hader også konkurrence.

Det er jo ikke noget sympatisk mål, men det er fandeme et mål, der vil noget! Plainview er en ekstremt stærk karakter, og ud af sådan et mål kunne man virkelig strikke en god historie. For der er jo tusind ting, der kan gå galt, når man gerne vil være rig og fri for andre mennesker: Man kan blive forelsket, eller man kan blive fattig, man kan få børn eller komme i fængsel. Der kan ske mange vildt interessante ting. Problemet er bare, at de ikke sker for Plainview. De sker næsten – men de sker ikke, for de betyder ikke noget for ham.

I stedet gør There Will Be Blood en dyd ud af en så fatal fortællemæssig bommert, at man virkelig skal være kunstner for at tillade sig selv at gøre det: Filmen lader hovedpersonen få, hvad han vil have. Det er den største no-no overhovedet, det kan man bare ikke. Hvis du lader din hovedperson få, hvad han vil have, så har du ingen historie! “Plainview ville være gerne rig og fri for andre mennesker. Det blev han så. Godnat og sov godt.”

Hvad i alverden er det for en søvndyssende historie? Skal han ikke have noget modstand? Han har jo gods i sig til at klare selv de vildeste udfordringer – så giv dem dog til ham! I den første scene brækker han et ben i et minehul, men hiver sig selv op af hullet for at få kontrakt på olien. Det er modstand, det er stærkt. Men hvad sker der så? Ikke mere. Han får et plejebarn, som han ikke holder af. Det støder han så fra sig. Der er en antydning af kærlighed, men alligevel ikke rigtig noget (og plejebarnet vokser i øvrigt op og bliver helt naturlig og gift med en sød pige, så hvad er så omkostningen?). Der er en modspiller, præsten, der tilsyneladende nedkalder en bibelsk forbandelse over Plainview – men den går over, da Plainview hykler en omvendelse, som heller ikke rigtig betyder noget for ham. Og hvad så? Økonomien går strålende, han bliver rigere og rigere. Til sidst sidder han helt alene med sine millioner, har myrdet adskillige mennesker og har stødt sin søn fra sig. Og det var jo lige præcis det han ville. “Jeg er færdig” siger han. Dér var jeg allerede for længst færdig med ham.

Skrevet af Lars Hvidberg

8. March, 2008 @ 11:27

Kategorier: Film og tv

9 kommentarer til 'Hvor blev blodet af?'

Kommentarer-feed med RSS eller TrackBack til 'Hvor blev blodet af?'.

  1. Hej Lars,

    jeg synes, du er alt for hård ved TWBB. Bevares, måske har hypen om dens mesterlige kvaliteter være noget overdrevet, og til tider føltes den lidt for lang (men det siger jeg så tit om amerikanske film efterhånden, at jeg er træt af at høre mig selv sige det).

    Musikken var fin, vulgærsocialismen overseelig (vender jeg tilbage til), og der var langt fra tale om mondæn misantropi. Det var en film om mislykket kærlighed, for fa’n.

    Dit forsimplede plot overser fuldstændigt den voldsomme udvikling Plainview går igennem i hele filmen. Den er snarere noget i retning af “Plainview får, hvad han kæmper for, men det viser sig ikke at være der, han finder lykken. Han havde lykken, men han fejlede i et kritisk øjeblik, og siden da har nedturen været sikret.”

    Når jeg udvider plottet til dette, så er det fordi jeg ikke tror på, hvad Plainview siger til sin bror i den hele centrale scene, men at broren faktisk her bærer budskabet (til trods for vi ikke kan stole på, hvad han siger).

    Plainview starter som en good guy – omend en sær enspændertype med stålsat vilje, så dog en beundringsværdig karakter. Du nævner scenen hvor han ikke bare ligger sig til at dø på bunden af skakten.

    Der er scenen, hvor alle andelshaverne i en lille by skændes så meget om olien, at han finder en lettere omvej til at få olien op. Han sørger for,at Little Boston får skoler og velstand (og det bliver der aldrig sat spørgsmålstegn ved, derfor er vulgærsocialismen tila t leve med). Og han adopterer en lille dreng, der har mistet sin far. De ting kunne naturligvis blot være fordi, det er det forretningsmæssigt smarte (det påstår han jo selv om drengen), men det tror jeg ikke på, og en anden scene beviser, at Plainview har hjerte.

    Da sønnen kommer og fortæller, at Mary får tæsk af sin far, så får det indignationen op i ham, og han sørger for, at familiens syge mænd ikke rører hende længere. Det havde han ikke behøvet. Opgøret med hendes bror Eli om velsignelsen af kilden, ville han til enhver tid have taget bare for sjovs skyld, men at han af ren kærlighed til sin søn får forbedret pigens status, er det bevis, vi har på, at Plainview oprigtigt bekymrer sig om menneskerne omkring sig.

    At han elsker sin søn, selvom han påstår alt muligt andet til sidst, er også et faktum. Hans sidste tanker, men hans ligger døddrukken på sin ensomme bowlingbane, vender tilbage til en banal situation, hvor han, sønnen, Mary og hans mest betroede mænd har smil på læberne. Little Boston – der var lykken.

    Men et sted undervejs gik det grueligt galt, og det var såmænd klart nok at se hvor. Hans første handling, der er dybt uacceptabel er at gennemtæske præsten og tvinge ham til at æde mudder i stedet for at give ham de 5000 han skylder ham. Og det gør han fordi sønnen er blevet døv. Det første problem i hans liv, han ikke bare kan tackle ved ihærdighed.

    Da ulykken sker, er drengen det første han bekymrer sig om. Han bliver nødt til at tage sig af andet, mens flammerne er der, men da det er tid igen til sønnen, bliver han stående og lader sin betroede manden løbe ind til sønnen. Plainview ved, at den er gal, og at han ikke kan gøre noget. Han er i vildrede og her starter nedturen, der gør ham mere og mere usympatisk resten af filmen igennem.

    At han sender knægten bort, koster ham yderligere, og det er derfor scenen med dåben er meget mere end bare, hvad han vil tolerere i profittens navn. Han får jo for pokker sønnen bragt tilbage umiddelbart efter præsten har fået ham til at stå at råbe “jeg har svigtet min søn”. Men skårene er ikke noget, han med sine begrænsede menneskelige evner formår at klinke.

    Hvad Plainview siger til den falske bror i drukscenen er ikke løgn. Han har en bitterhed i sig så stor, og det er tydeligt at den vokse i ham filmen igennem. Men det er jo netop ikke en selvfølge, at den skal det. Broren fortæller jo netop, at han har mistet aversionen mod menneskeheden efter nederlag på nederlag, det modsatte livsforløb af Plainviews. Og Plainviews overdrevne omklamring af den falske bror viser os, at her søger han virkelig efter det, han netop har mistet i den søn, han er blevet ude af stand til at kummunikere med – nemlig en at dele det hele med. Han har intet oprigtigt ønske om at skyde hele menneskeheden fra sig. Det er et barnligt forsvar, der ender med at koste ham hans mentale sundhed. den mentale sundhed går til sidst hele fløjten, da den sidste rest af samhørighed med sønnen, den forretningsmæssige, ophører. Her vælger han at gå helt i hundene og kommer til “jeg er færdig”.

    Jeg synes, det er lidt synd for dig, hvis du brugte så lang tid på filmen og ikke fik mere ud af den :-)

    Thomas S

    14. Mar 08 @ 10:13

  2. Hej Thomas,

    Tak for dine kommentarer. Jeg synes til gengæld, at du er alt for flink ved filmen, må jeg sige. Jeg kan godt se de elementer, du peger på, og jeg vil også sige, at det svarer til den film, jeg gerne ville have set – men det var ikke den film, jeg så. Du har da ret i, at der er tendenser i Plainview, der søger andre veje end mod bitterheden, men det er generelt meget lidt, vi ser til dem, og han formår virkelig at gøre livet svært for sig selv – uden nogen rigtig grund, andet end det er det, han egentlig vil. At Little Boston blomstrer ser vi godt nok heller ikke meget til, selvom det bliver omtalt et par gange. Mest af alt virker olien som en plage for folk, men den kan dog bruges af smarte manipulatorer som præsten, der får en flot ny kirke.

    Hvis der virkelig havde været en længsel i ham efter kærlighed, så forekommer det mig særdeles mystisk, at han afviser sin søn så voldsomt til sidst, og i øvrigt finder en stor glæde i at ydmyge og smadre præsten. Burde han ikke for én gangs skyld have bare lidt selvindsigt? Han bærer på en stor bitterhed – ja, men over hvad, i grunden, at hans far ikke passede godt nok på ham? Er det nu så spændende? Han er vel bange for at blive forladt, men burde vi så ikke se ham gør et forsøg på at komme den anden vej? Igen er min pointe, at der simpelthen ikke er nok modstand til hans projekt, andet end hans egen krøllede hjerne: Hans søn er jo sød og rar og har ikke nogen bitterhed overfor ham, selvom han ellers ville have god grund til det. Ville det ikke have været mere interessant, hvis han havde slået i bordet og konfronteret ham med hans svigt? Jeg ser ikke rigtig nogle skår, som han ikke er i stand til at klinke, må jeg indrømme – andet end at han er ret afstumpet og lidt af en træmand. Filmen er mere et portræt af en sindstilstand end en fuldt udfoldet historie, og det interesserer mig egentlig ikke, slet ikke som filmen skrider frem.

    Lars Hvidberg

    14. Mar 08 @ 10:45

  3. Det er i det hele taget ret interessant, hvor forskelligt folk bedømmer Plainview. Jeg er til dels enig med dig, Thomas, i at han er en sympatisk og misforstået person – i starten. Min ledsager til filmen fandt ham endnu mere sympatisk, tilmed som en god og omsorgsfuld far og en god iværksætter (hun brød sig dog alligevel ikke om filmen af de samme grunde som mig).

    De fleste jeg har hørt om, har imidlertid bedømt Plainview som helt igennem ond: Grisk, misbrugende, afstumpet m.m. Det er samtidig de folk, der har bedømt filmen mest positivt, hvilket virker som et mærkeligt paradoks for mig. Hvis der er flere der har et bud på, hvordan de ser Plainview, så er de meget velkomne til at give input her.

    Lars Hvidberg

    17. Mar 08 @ 15:22

  4. En ting man nok må have for øje om filmen er, at den ikke er speciel eksplicit i sin fortælling. En art filmisk Hemingvay. Karakterudviklingen bliver kun glimtvis beskrevet i ord og replikker – det meste af tiden må man selv finde den ved at se på Plainview og aflæse ham og hans handlinger. Det giver jo i sagens natur mere rum for den enkelte til at læse forskellige ting ind i Plainview. Vi ser ambition og vilje, hvor andre ser grådighed, og jeg ser en indre kamp mod bitterheden (min egen?), hvor du ser ingenting.

    Det er umiddelbart ikke en dårlig egenskab. Men vil uundgåeligt producere en spændvidde af oplevelser.

    Thomas S

    18. Mar 08 @ 18:06

  5. Jeg har nu fået set There Will Be Blood og er egentlig ret enig med dig i at den er overvurderet. Billederne er flotte, og jeg synes nu Daniel Day Lewis spiller godt, men man mangler ligesom at vide hvorfor han er så vred og hvad der driver ham i hans handlinger. Dette vil nogen måske se som en styrke i filmen, men jeg bliver ihvertfald ikke specielt grebet af det.

    Smarallen

    23. Mar 08 @ 15:40

  6. Man sidder helt bestemt ret uengageret hen i det meste af filmen, indtil den pludselige og egentlig ret umotiverede slutscene, men den er da til gengæld et fremragende overbud i filmpsykopati helt på linje med de allerbedste, der findes.

    Claus Dahl

    24. Mar 08 @ 21:42

  7. Overbud er vist det rigtige ord ;-)

    Lars Hvidberg

    24. Mar 08 @ 21:51

  8. Thomas S

    25. Mar 08 @ 11:22

  9. Haha, meget sjovt ;-). Det var dengang, Onkel Joakim var en ond satan … sidenhen blev han jo meget rar.

    Lars Hvidberg

    25. Mar 08 @ 12:45

Skriv en kommentar