Flammen og Citronen


Flammen og Citronen
Så fik jeg set Danmarkshistoriens dyreste film, og det var faktisk ikke nogen dårlig oplevelse – i en stuvende fuld biograf med en hel del ældre medborgere, der selv havde oplevet tiden og højlydt kommenterede med. Jeg var MEGET begejstret for Thure Lindhardt som den krigeriske “Flamme”, mens Mads Mikkelsens Citron savnede lidt mere klarhed. Han svedte for meget til at være troværdig.

De konkrete scener med likvideringer og overraskelser fungerede bedst. Der burde have været flere af den slags scener på gadeplan, og mindre voice over og underlægningsmusik. Der var god spænding og atmosfære i filmen, men spionintrigen med Stine Stengade som femme fatale virkede lidt anstrengt. Det er dog på forhånd en næsten umulig mission at skabe en troværdig og forståelig historie ud af modstandsbevægelsens miskmask (som der jo allerede er sat så mange billeder på), og Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen har løftet en jætteopgave.

Dog var jeg lidt skuffet over filmens overvejende dystre og revisionistisk tematik. Selvfølgelig var der meget mudder med de forskellige kommandogange og konflikter mellem hær, regering, Frihedsråd, England og folkene på gulvet, men filmen får næsten fremstillet Flammen og Citronen som naive stakler, der gav deres liv for ingen verdens ting.

Men fakta er jo alligevel, når alle mellemregningerne er trukket fra, at uden stikkerlikvideringer var den danske modstandsbevægelse blevet optrævlet i løbet af 1943. Ikke alle likvideringerne var nødvendigvis berettigede og der var mange gråzoner, men i sidste ende var det altså et nødvendigt og utaknemmeligt stykke arbejde, der skulle udføres. Og som heldigvis blev udført. For de enkelte likvidatorer var følgevirkningerne ofte voldsomme og negative, men i det store hele udførte de et godt stykke arbejde. Det er et paradoks, som filmen efter min mening ikke helt får fat i. Og det er i grunden lidt synd. Jeg tror, at dokumentaren Med ret til at dræbe (som jeg selv var med til at researche), faktisk kommer tættere på virkeligheden og mangfoldigheden i opgaven.

Opdatering: Med ret til at dræbe kommer for øvrigt i aften på DR1. Når man snakker om solen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *